Kommentar

Fra en børnehaveprivatiserings maskinrum

Jeg har netop været med til at privatisere en børnehave. Det skete af nød – ikke af lyst, privatiseringsglæde eller ideologisk udbrydertrang
21. maj 2012

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være med til at privatisere noget – og slet ikke en børnehave – en basal institution i velfærdssamfundet. Ikke desto mindre var jeg sidste år som bestyrelsesformand for en af de små børnehaver i København med til at drive en privatiseringsproces i gang.

Hedevig Baggers Børnehave, der ligger på Bispebjerg Bakke i Københavns nordvestkvarter, er en lille børnehave med én stue med 24 børn. Børnehaven er i lokalområdet kendt for sin intime atmosfære og et stabilt og topprofessionelt personale, der evner pædagogisk og menneskeligt at forholde sig til hvert enkelt barn og nærmest skabe en følelse af, at man afleverer sit barn hos en nær familie.

Som det vil være mange bekendt besluttede Københavns Kommune for to år siden, at kun store institutioner skulle kunne overleve. Vi fik besked på, at børnehaven skulle lægges sammen med andre, så der ville være minimum tre stuer, ellers ville den – som det hed med newspeak – ikke være »bæredygtig«.

Vi kaldte forældrene sammen og bad dem vælge mellem sammenlægning – reelt set at lade sig opsluge af en større institution – eller privatisering.

Uideologisk beslutning

Diskussionen mellem forældrene viste tydeligt, at privatiseringerne af børneinstitutionerne skal ses som et bolværk mod nedskæringer, lukkedage og voksende bureaukrati.

På mødet var forældrene mest af alt optaget af, at vi ikke måtte skabe en A-institution for de privilegeredes børn. Modstanden mod at privatisere børnehaven var stor – den blev kun overgået af modstanden mod at opgive børnehaven.

Vi vedtog derfor at privatisere, og samtidig blev det besluttet, at taksten ikke måtte være højere end i de offentlige institutioners. Der sad ikke én forælder i lokalet, som af hjertet brændte for privatisering. Vi havde ingen plan om at skabe en ny slags pædagogik eller en særlig sports-, musik- eller ’økologisk mad’- børnehave.

Der var ingen ideologi forbundet med vores beslutning. Vi havde groft sagt ingen visioner, men ønskede blot at bevare noget af det, der tydeligvis fungerede så godt og som nemt kunne fortsætte, hvis bare vi måtte bruge pengene og pædagogernes tid på det rigtige.

Vi besluttede med andre ord at privatisere som en defensiv reaktion på kravene om at være tvunget større, at løbe til uendelige og ligegyldige møder med kommunen, at svare på latterlige evalueringer (herunder af elektrikerordningen), at være tvunget ind i madordninger og alt muligt andet uden mulighed for selv at vælge til og fra.

Vi protesterede i virkeligheden mod antagelsen om, at vi ikke selv ville være i stand til at drive en lille børnehave, hvis ellers vi fik frie hænder til at gøre det fornuftige.

Hverken rød eller blå

Jeg fortæller denne historie fra privatiseringens maskinrum for at vise, at det ikke altid er et spørgsmål om private eller offentlige institutioner eller om blå eller rød ideologi, men i langt højere grad ofte handler om de vilkår, man tilbyder pædagoger, bestyrelser og forældre.

Jeg tror, at mange som os er helt med på, at der skal spares i det offentlige – vi klynker ikke. Vi vil faktisk gerne tage det dilem ma på os, der handler om at spare penge og holde høj kvalitet. Vi vil insistere på, at vi selv kan løfte denne opgave, og at det ofte er nemmere at finde de rigtige ting at spare på og de rigtige ting at bruge ressourcerne på, når man får lov til at gøre det lokalt.

Så når man nu vil undersøge om private eller offentlige børneinstitutioner klarer sig bedst, stiller man det forkerte spørgsmål.

Hvorfor skulle det være interessant at vide, om private eller offentlige tilbud klarer sig bedst? Hvad skal svaret bruges til – andet end at tale for den ene eller anden ideologi? Det er et spørgsmål, der lukker mere end det åbner. I stedet bør man spørge om, hvilke betingelser, der skal være til stede for, at man kan drive en børneinstitution (eller hospitaler, plejehjem, behandlingstilbud osv.).

Et sted at begynde kunne være at lave en komparativ analyse af, hvordan institutioner med lav selvbestemmelsesret klarer sig i forhold til institutioner med høj grad af selvbestemmelse – underlagt de samme økonomiske vilkår, naturligvis. Jeg gætter på, at det vil give en lagt bedre forståelse af, hvad der kræves for at lave gode, »bæredygtige« institutioner – særligt hvis bæredygtighed forstås som en sum af sund økonomi, børnenes trivsel, pædagogisk kvalitet og tilfredshed blandt forældre. Det er ikke altid privatisering skal ses som et frihedsprojekt – undertiden kan det i stedet læses som et symptom på manglende frihed.

 

 

Leif Tøfting Kongsgaard er antropolog og tidligere bestyrelsesformand i en offentlig børnehave

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

Nu skriver Leif Tøfting Kongsgaard ikke noget om ejerformen af børnehaven, men fra beskrivelsen lyder det mere som om, at der er foretaget en kollektivisering, ikke en privatisering. Og kollektiviseringer, hvor institutioner vristes fra den autoritære stats- eller kommunalmagts nyttetænkning er til fordel for borgerne, for civilsamfundet og for det lokale demokrati.

Steffen Gliese

Jeg synes også, at dette lyder som en meget sundere idé, som burde rulle ud mange steder. Store institutioner er en pestilens og fører uvilkårligt til det modsatte af penge sparet, bl.a. fordi de bliver usmidige, kræve umådelig meget mere formel kommunikation og beslutning og i det hele taget alt det, der gør arbejdslivet mindre værd at leve.

Henning Steen

Det lyder sør'me også trygt og godt:

"Søskendebørn har fortrinsret til nye pladser. Derudover tager vi hensyn til sammensætningen af den eksisterende børnegruppe, når vi tilbyder nye børn plads."

Nils Bøjden

"Vi protesterede i virkeligheden mod antagelsen om, at vi ikke selv ville være i stand til at drive en lille børnehave, hvis ellers vi fik frie hænder til at gøre det fornuftige."

Hvilket er grundelementet i alle privatiseringer: "Dette kan gøres bedre!."

Men nu kommer i på listen over de institutioner og skoler som skal have bidrag beskåret hvis ikke i modtager de børn som i i dag vælger fra (de som generer sammensætningen af jeres eksisterende børnegruppe, sociale tilfælde og de som ikke har søskende i butikken) som så for øvrigt vælter jeres budget. Håber at jeres forretningsmodel holder.

Held og lykke.

Privatisering af skoler og institutioner fremstår som en løsning i tider, hvor forskellen på rådighedsbeløbet blandt befolkningsgrupperne bliver stadig større.
Generelt bliver private institutioner en lille smule dyrere. Blandt andet fordi tiltag som det ikke er muligt at iværksætte i offentlige, kan realiseres i private.
F.eks. madordninger med økologiske råvarer. El fra miljørigtig energi osv.osv.
I private skoler og institutioner kan der handles på en anden måde - og bliver det - og vil i endnu højere grad blive det i fremtiden.

Handles der forkert, og det bliver der, står det offentlige altid klar til at dække pasnings- eller undervisningsbehov.
Det er noget af det lovgrundlag som private institutioner- og skoler hviler på.
Langt størsteparten af driften betales desuden af det offentlige, mens værdiforøgelsen i bl.a. bygninger m.m. ikke forholdsmæssigt tilfalder det offentlige.

Derfor ser vi idag også institutioner- og skoler med en misundelsesværdig økonomi i en krisetid.

Det som også har vist sig interessant, i de senere år, er udviklingen i bestyrelserne.
Fordi det mange steder er relativt nemt, at overtage en institution eller skole er det begge steder oplevet, at der har været noget i retning af 'kup' med efterfølgende udmeldelse af store grupper af børn/elever.

Nye 'Tvind dynastier' spirer måske upåagtet i institutions- og skoleverdenen.
Ihvertfald kan det være interessant at se på udviklingen i person- og økonomi sammenfald de seneste 5- 10 år.

Men problemet behøver ikke at være den 'stygge ulv'.
Tøfting beskriver en ganske lille dejlig institution og netop hér kan selve lidenheden med tiden være et problem, hvis der ikke længere kan rekruteres forældre med det nødvendige engagement til bestyrelsen.
Der er intet 'overordnet' netværk som kan tage over og pludselige ændringer af forældres ideer om, hvad institutionen skal være for børnene (eller forældrene) kan ligeledes resultere i store problemer.
Private institutioner- og skoler kan være uhyggelig sårbare og når man oplever forældre juble over institutionen, skal man tage det med et gran salt.
Forældre til børn i private institutioner (og skoler) er trods alt part i sagen. Sjældent høres forældrene som har meldt deres børn ud, fordi institutionen ikke levede op til forventningerne.
Forældre er generelt 'lidt pæne' og har det bedst med fortælle den positive historie.

Desværre er det dog nok sådan, at muligheden for bevare spændende børnemiljøer kan løses gennem privatisering.
Men en stabil løsning er det ikke.