Kronik

Dansk kultur er også Kingo og Shubidua

Regeringen forsøger at definere dansk kultur som summen af folkelige bevægelser, social solidaritet og velfærdsstaten. Dermed ophøjer den sine egne politiske partiers historie og værdisæt til dansk kultur. Det er stærkt ekskluderende
Kronikøren vil ikke finde sig i at se dansk kultur opsummeret i én bestemt politisk-demokratisk tradition, men insisterer på at høre Danmark synge i både Ambrosius Stub og Shubidua (billedet).

Kronikøren vil ikke finde sig i at se dansk kultur opsummeret i én bestemt politisk-demokratisk tradition, men insisterer på at høre Danmark synge i både Ambrosius Stub og Shubidua (billedet).

Jonas Vandall Ørtvig

15. maj 2012

For nylig karakteriserede Sofie Carsten Nielsen (R), Magnus Heunicke (S) og Jesper Petersen (SF) i et debatindlæg i Berlingske regeringens værdipolitik som »åben« og i modsætning til den forrige regering, som havde stået for en »ekskluderende« politik og et »lukket« Danmark. For at give indtryk af at repræsentere et fremadrettet og kosmopolitisk værdisæt henviste de tre skribenter til USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton. I en tale, Clinton holdt i Brasilien den 18. april i år havde hun angiveligt udtalt, at fremtiden ville tilhøre samfund, der ikke byggede på bestemte politiske og religiøse værdier. Et lands succes ville derimod afhænge af, om det var lukket eller åbent.

En af forfatterne må dog have skimmet en nyhedsside på internettet lidt for hastigt. For da jeg selv læste Clintons tale, kunne jeg konstatere, at den handlede om åbenhed forstået som gennemskuelighed i regeringsførelse, et frit marked og sikringen af borgernes frihed, altså almindelige liberale værdier. Hverken om udlændingepolitik eller om, hvad skolen skal undervise, eller om, hvilke flag vi må flage med i haven. De tre regeringstalsmænds indlæg var et eksempel på, hvordan regeringspartierne i øjeblikket forsøger at vinde på det værdipolitiske område, hvad de har sat til på det økonomiske. Men det er en farlig satsning. For i sin seneste analyse af vælgervandringer viser professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet, at mere end hver fjerde af Socialdemokratiets arbejdervælgere har forladt partiet siden valget i september 2011.

Flere kommentatorer, deriblandt Politikens lederskribent Kristian Madsen, forklarer vælgerflugten som et resultat af regeringens værdipolitiske udmeldinger. Budskaberne ligger ganske enkelt for langt fra ’blå Bjarne’, som den borgerlige arbejdervælger kaldes.

Indlægget fra Nielsen, Heunicke og Petersen var et svar til tre konservative spidser (Barfoed, Kiær og Jarlov), som nogle dage forinden havde beskyldt regeringen for at ville fremme »alle mulige andre kulturer … på bekostning af den danske.«

Populistiske grænsebomme

Også denne tekst havde Nielsen, Heunicke og Jespersen tilsyneladende haft svært ved at læse og forstå. De mente nemlig, de konservative skribenter gav udtryk for en forældet ’Gud konge og fædreland’-ideologi og et »krampagtigt« forsøg på at lukke Danmark om sig selv og holde ikke-dansk kultur udenfor med »populistiske grænsebomme«. Den læsning havde de ikke det mindste belæg for. Der var tale om den form for løsagtig brug politiske modstanderes udtalelser, som desværre kendetegner den politiske debat i Danmark i stadig højere grad.

Brallersætninger

Hvad de tre konservative nemlig havde fastslået i deres oplæg, var nemlig, at Danmark »altid har været og bør fortsat være positiv og åben over for resten af verden«.

Men, lød argumentet, hvis Danmark fremover skulle stå stærkt på den globale scene, ville det være nødvendigt med »en stærk fælles kultur«, som bygger på sprog, historie, traditioner, institutioner og symboler.

Forfatterne beskyldte regeringen for at ville indføre det »kulturløse og værdirelativistiske« samfund og henviste til nogle aktuelle eksempler: forslaget om at ændre Grundloven, lempelsen af udlændingelovgivningen, afskaffelsen af obligatorisk pensum i fagene dansk og historie i folkeskolen samt afskaffelsen af Dannebrogs særstilling i de danske flagregler.

De kunne have tilføjet regeringens forslag om at afskaffe undervisningen i det almendannende fag KLM (kristendom, livsanskuelse og medborgerskab) i læreruddannelsen.

Bortset fra ændringerne i udlændingelovgivningen blev ingen af disse spørgsmål dog adresseret af regeringens talerør.

Deres indlæg var først og fremmest en karikatur på borgerlig værdipolitik og et forsøg på at stille borgerlige politikere i et dårligt lys: Som mennesker, der nærer mistillid over for mennesker af anden etnisk baggrund, og som taler om den personlige frihed, mens de i virkeligheden ønsker at begrænse den.

En stor del af teksten bestod af brallersætninger af typen: »Vi tager dansk kultur alvorligt ved at åbne os mod en verden, vi så åbenlyst er en del af.« Eller: »Vi tror på, at globalt udsyn skaber national styrke.«

Demokrati og solidaritet

Der forekom imidlertid også en sætning, som fik denne læser til at spærre øjnene op: »For os handler dansk kultur om demokrati og udsyn«, lød den. Jeg synes, den er ganske afslørende for regeringens særdeles snævre og stærkt politiserende kultursyn. Så lad os lige se på, hvilken sammenhæng den indgik i.

Sætningen forekom i et afsnit, hvor de tre skribenter gjorde meget ud af at understrege, at de skam ikke stod for historieløshed og værdirelativisme: »Vi mener tværtimod, at sammenhængskraften i Danmark og dansk kultur har dybe historiske rødder og er funderet i demokratiske bevægelser såsom andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og den nordiske velfærdsmodel, der på solidarisk vis sikrer, at de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde.« Med andre ord: dansk kultur handler om demokrati og social solidaritet. Færdig, finale, punktum.

Husk Kingo og Holberg

Jeg er selv langt hen ad vejen enig i deres syn på demokratiet og værdien af et aktivt, solidarisk medborgerskab. Men jeg finder alligevel formuleringen dybt problematisk og ekskluderende, for at bruge et forslidt udtryk. For kan man for alvor sige, at dansk kultur er »funderet« på de folkelige bevægelser og velfærdsstaten uden at se bort fra mange andre strømninger, ideer og traditioner i dansk historie, herunder ikke mindst kristendommens betydning? Jeg kan også udtrykke det på en personlig måde:

Mit eget Danmark er større og mere mangfoldigt end deres. Min historie rummer også middelalderens Jyske Lov, renæssancens Kingo og oplysningens Holberg. Mine nationale værdier er ikke kun politiske. De er også æstetiske. De findes også i Johannes V. Jensens romaner, Frank Jægers digte og Grundtvigs salmer. Mit Danmark er også Frederiksborg Slot, Thorvaldsens skulpturer og en stol af Wegner. Jeg hører Danmark synge i såvel Ambrosius Stub og Carl Nielsen som Shubidua og Isam B. Mit Danmark er mangfoldigt og ikke til at bringe på en bestemt formel.

Jeg vil derfor ikke finde mig i at se dansk kultur opsummeret i en bestemt politisk-demokratisk tradition og bevægelse. Det får mig til at opleve mig ekstremt ekskluderet! Det er der ganske sikkert også andre, der gør. Selv om ’deres Danmark’ er anderledes end ’mit’.

Regeringen synes så forhippet på at undgå, at nogen skulle føle sige udelukket fra det danske samfund, at den reducerer kultur til politik. Men hvis man påstår, at dansk kultur er funderet i de folkelige bevægelser efter 1864 og en bestemt velfærdsmodel, så fremstår man ikke kun som blind for sin egen kulturs mangfoldighed, rigdom og lange linjer. Så har man i virkeligheden ophøjet sine partiers historie og værdisæt til selve essensen af dansk kultur. Og så har man blot erstattet en nationalkonservativ essentialisme med en kulturradikal.

Se det ville en folkeskolelærer, der var blevet undervist i dannelsesfaget KLM (Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab), have kunnet gennemskue. Det fag sigter nemlig mod at give de studerende indsigt i grundlaget og de lange idé-, kultur- og samfundshistoriske perspektiver for skolens virke i det danske samfund siden Reformationen; altså at danne dem til kritiske, aktive og historisk bevidste medborgere. Men i virkeligheden har afskaffelsen af dette dannelsesfag i uddannelsessystemet måske til formål at gøre det lettere for politikerne at bilde befolkningen hvad som helst ind?

 

Michael Böss er lektor ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Hvem er fjenden?

Kan man kuppe en befolkning med et ideologisk projekt?

Jeg synes ikke man skal lade sig begrænse af at der formuleres værdi projekter eller at man forsøger at formulere et ståsted for en kultur. Nu har vi jo levet med og accepteret Anders Fogh Rasmussens værdiprojekt om minimalstaten i 10 år.
Nu er der så kommet nogle andre værdi sæt på banen, der søger at gribe i egen barm og se sig tilbage for at genfinde en identitet.

Der er faktisk ingen lov der siger at udvikling, kun er udvikling, hvis den peger i en bestemt retning.

Der er mange eksempler på, at man har set sig tilbage for at genfinde værdier, Renæssancen er et godt eksempel på dette.

Hvorfor skal vi lade os begrænse eller ekskludere fordi der formuleres værdier der favner bredt. Hvad enten de handler minimalstater eller kulturel identitet.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg mener ikke, at en regering eller folketingsflertal skal definere, hvad der er dansk kultur. Det smager i så fald mere af diktatur. Der er ikke noget i vejen for, at nogle folk eller grupper kæmper for at fremhæve, at en bestemt del af kulturen skal tillægges særlig betydning (andelsbevægelsen osv.),men en regering bør ikke gøre det. At udstikke kanons fra centrale myndigheder er og bliver indoktrinering, og det må vi tage afstand fra. Defor skulle den nuværende regering tage en rask beslutning og skrotte alle den tidligere regerings kanons. Ud med dem, vupti, det var den sang. Jamen så mange fine mennesker har siddet i fine kommissioner og følt sig meget beærede over at lave kanons, der passede til den gamle regerings ideologi, skulle disse menneskers fine arbejde nu tilsmudses og kastes i rendestenen. Ja, beklager, hvis I ikke bryder jer om at få udstillet, at I lod jer indfange af honette ambitioner og lagde jer ned for regeringens ideologi, kan vi tilbyde at gøre det diskret og hurtigt, så smerten kun varer kort, ud med det hele på en gang, og ingen vil savne noget. .

Søren Kristensen

Dansk kultur er ikke så meget Shubidua som det har været.Til gengæld er der lidt for meget hip hop efter min smag. Men det er selvfølgelig fordi jeg er ved at blive gammel, at jeg synes sådan. I øvrigt er det ikke så vigtigt hvad der gennemstrømmer landet, for lige om lidt er det noget andet. Det vigtige er at vi ikke går glip af noget og det kræver en vis åbenhed, som vi heldigvis stadig er i besiddelse af, fordi vi er rige og dermed frie til at vælge og vrage. Det er godt, at det er sådan og jeg er sikker på, at vi er mange der er glade for det. At politikerne af og til bilder sig ind at de kan og skal vælge for os, dem om det. Vi er de vilde kaniner.

steen nielsen

Man kunne få KVINDER OG KAGER OG JORDBÆR for sjov.

Og man kunne få Grevinden for i varmen og Greven ud af luften.

TJA!

Toke Andersen

Se det ville en folkeskolelærer, der var blevet undervist i dannelsesfaget KLM (Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab), have kunnet gennemskue. Det fag sigter nemlig mod at give de studerende indsigt i grundlaget og de lange idé-, kultur- og samfundshistoriske perspektiver for skolens virke i det danske samfund siden Reformationen; altså at danne dem til kritiske, aktive og historisk bevidste medborgere. Men i virkeligheden har afskaffelsen af dette dannelsesfag i uddannelsessystemet måske til formål at gøre det lettere for politikerne at bilde befolkningen hvad som helst ind?

Som en person der har haft den ekstremt tvivlsomme fornøjelse at gennemgå et KLM-forløb på Frederiksberg seminarium i forbindelse med 1.år på læreruddannelsen - må jeg sige at ovenstående sætning er noget værre vrøvl, eller i hvert fald ikke dækkende for KLM på alle landets seminarier.(det bør dog nævnes at Frederiksberg Seminarium da jeg gik var kendt som seminariet med det højeste faglige niveau)

Artiklens forfatter har derfor næppe selv været udsat for det omtalte kursus.
- Det kristne element var svært forkyndende. Vi blev sågar sat til at synge kristne salmer(sic).
Dertil blev vi påduttet en illusorisk og på flere områder direkte falsk kristen historisk selvforståelse.
- Livsoplysningen var kristen livsoplysning - Og havde derfor intet med livet eller oplysning og gøre.
-Medborgerskabsdelen kunne både være vigtig og relevant, men den var overflødig på¨det pågældende niveau for enhver der bare har fulgt sporadisk med i samfundsfag i folkeskolen eller senere ungdomsuddannelse Gym/HF, eller som læser aviser en gang imellem.

Alt i alt et fordummende fag, der sigtede mod at gøre fremtidige lærere til små kristendomsforkyndere.

Det er egentligt bemærkelsesværdigt at det skulle tage så langt tid at få det væk fra pensum.

Alt i alt et fag
KLM på læreruddannelsen er i bedste fald spild af tid.

i værste fald er det direkte

Jess Bjerggaard

Hehe, nu folk er i gang med at poste links til dejlige Shu-bi-dua sange, kom jeg til at tænke på Ønskelisten, der handler om dejlige liste Ø der vil give befolkningen hvad de vil ha, og ikke har brug for EU ;)

http://www.youtube.com/watch?v=neFPeijBzo0

For en god ordens skyld, skal jeg måske lige pointere, at denne sang er ældre end partiet Endhedslisten :P (ved dog ikke om der har været en anden liste Ø tidligere)

Michael Kongstad Nielsen

Tak for dit indlæg Toke Andersen, - jeg tænkte nok, at KLM var sådan noget indoktrineringsagtigt noget, der til og med taler ned til de studerende, selvom de må formodes at have fulgt med i almindelig samfundsudvikling og er klædt rimeligt godt på allerede, inden de møder "medborgerskabsdelen" af KLM. Faget emmer af ideologi fra ende til anden, tilsat en portion forkyndelse i kristen kristendom fra dansk kristendomstradition, så kan de lære det.

Godt det fag tages af menukortet

Al historieskrivning er selviscenesættelse. Kulturkanonen er blot en lidt mere skamløs udgave af denne selviscenesættelse, men eksklusionen er såmænd bevidst nok, selv om bevidstheden om bevidstheden måske ikke er bevidst.

Klara Liske

Det startede

Intet sprog, to mumler mens der peges på mumlens grund.

Der peges nu til højre, og mumlen ændres til en anden form for mumlen.

Der peges tilbage, og den første mumlen gentages, og begge udbryder nu den samme mumlen ved første genstand.

Et system er under udvikling, historien er ved at blive mumlet.

Om den vil blivet mumlet korrekt videre, og om systemet virkelig havde den begyndelse eller ej, mumles der stadig om.

Michael Kongstad Nielsen

Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.