Læserbrev

Dansk miljøpolitik tilbage i front

31. maj 2012

Jeg vil gerne sætte regeringens miljøpolitik i perspektiv over for David Rehlings artikel ’FN Miljødømmer Danmark’ (23. maj).

Højrefløjen havde i 10 år ansvaret for dansk miljøpolitik, og det håndterede den så dårligt, at vi tabte vores internationale position som foregangsland inden for miljøpolitik og udvikling af miljøteknologiske løsninger.

Vi har nu en regering, som tager miljø- og naturpolitikken alvorligt og tror på, at den kan være med til at sikre os en bedre natur og et stærkere erhvervsliv. Og det bliver ikke blot ved snakken.

For blot at nævne et par af de ting regeringen har gennemført på miljøområdet de sidste otte måneder: Vi har fjernet finansieringen af Lomborgs institut, så staten ikke længere støtter politisk motiverede korstog mod naturen; vi har færdiggjort vandplanerne til beskyttelse af åer og søer og vi har lavet naturplaner til beskyttelse af vores enge, moser og skove.

Vi sikrer rent drikkevand med et lovforslag om en ny afgift på pesticider; vi har sikret mindre kemi i hverdagen; vi har sat gang i klimatilpasningsindsatsen, så vi bedre undgår vand i kældrene. Og så har vi lavet et program til at skabe nye grønne teknologier og lavet et samarbejde med Kina om vandteknologier, som vil skabe op til 1.000 danske job.

Tilbage på sporet

Vi er med andre ord allerede godt i gang med at få miljø- og naturpolitikken tilbage på rette spor. Derfor har Folketinget netop vedtaget at sænke gebyret for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet fra 3.000 kr. til 500 kr.

Det er vigtigt, at organisationer og private står vagt om miljølovgivningen. Samtidig gør vi sagsbehandlingen mere effektiv, så folk hurtigere kan få deres sager afgjort. Og det er gratis at klage, hvis man får medhold i sin sag.

Derfor mener jeg, at både naturen og de grønne organisationer kan være tilfredse med regeringens lovforslag. Min ambition er en grøn omstilling af Danmark, hvor miljøpolitikken sikrer naturens mangfoldighed og virksomhedernes styrke.

Det er en opgave, som ikke bliver løst på et enkelt år eller en enkelt valgperiode. Men vi er allerede godt på vej, og det er i det perspektiv, at tingene skal ses.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

Kære Ida Auken,

For adskillige måneder siden hørte jeg en radiodebat mellem dig og Venstres Eyvind Vesselbo, og jeg blev meget imponeret over din viden, intelligens, skarphed og charme. Jeg blev meget glad da jeg hørte at du var blevet udnævnt til landets miljøminister, og du er stadig et af mine lyspunkter i en temmelig formørket regering.

David Rehlings indslag var ikke en kritik af din miljøpolitik, men en kritik af det forhold at regeringspartierne tidligere, da de var i opposition, havde modsat sig gebyr på klager til Natur- og Miljøklagenævnet, og at gebyret, omend sænket, er blevet opretholdt:

"Påfaldende er det, at partierne S-R-SF og Enhedslisten i 2010 fordømte, at der overhovedet blev lagt gebyr på klager. I en folketingsbetænkning skrev det nuværende flertal den gang:

»Klagesystemet udgør en integreret del af det danske demokrati, og deltagelsen heri bør være gratis. Det gælder især de interesser, der ikke kan tale for sig selv, som f.eks. naturen.«"

Hvad er så begrundelsen for at opretholde det oprindelige gebyr på 500 kr.? Jeg siger ikke hermed at begrundelsen ikke kan være berettiget, men at du skylder os en forklaring.

Med venlig hilsen,
Philip C Stone