Klumme

Fra demokratistøtte til demokratidræber

Demokratistøtten, der skulle sikre de kritiske mediers overlevelse, risikerer at ende som demokratidræber, hvis kulturministeren får sin vilje under det kommende medieforlig
Debat
16. maj 2012

»Nu vil vi have undersøgt, hvordan mediestøtten kan bidrage til den nødvendige udvikling, fornyelse og rationalisering i branchen uden at smide barnet ud med badevandet,« lød det fra daværende kulturminister Per Stig Møller, da han i oktober 2010 nedsatte det såkaldte Dyremose-udvalg, der skulle udarbejde et grundlag for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte

Og det begyndte ellers så godt dengang i 2010. 6 milliarder offentlige mediekroner kulegraves, nye ideer skulle blomstre, nye medier lukkes ind i varmen. Et år efter barslede Henning Dyremose med en rapport, der så ud til at være klappet af i både mediekredse og herskende politiske kredse. Distributionsstøtten skulle afløses af en ’demokratistøtte’, hvor redaktionelle omkostninger i en eller anden form skulle afløse antallet af abonnenter som støttekriterie. Dermed sikrede udvalget, at den kritiske journalistikmasse i medierne ikke blev truet, samtidig med at der blev lukket et par nyere digitale medier ind i varmen.

Det var magtens mænd, der i udvalget opfandt et system, der ikke anfægtede den eksisterende magt. Fire ud af udvalgets ti medlemmer havde allerede kontoradresse i Pressens Hus i Skindergade i København. Én repræsenterede de interaktive medier – han er senere blev fusioneret ind i Skindergade. Og så var der DR og TV 2, som lynhurtigt fik forhindret, at udvalget beskæftigede sig med 4,2 milliarder licenskroner, Journalistforbundet, der syntes det var en rigtig fed idé at lade omkostningerne til dyre journalister indgå som støttekriterie, og endelig to forskere, der dybest set ikke fik et ben til jorden.

Optimisterne spåede, at den nye mediestøtteordning med et uændret antal støttekroner (cirka 400 millioner) kunne blive gældende lov på kort tid.

Men i mellemtiden var der kommet en ny regering, og den nye kulturminister havde andre interesser. Han ville have flere mindre nye medier med. Han kunne ikke lide, at de store mediehuse fik flere penge. Så han startede en ny høringsrunde, hvor alle kunne sige det samme, som de hele tiden havde sagt. Måske vidste Uffe Elbæk i virkeligheden ikke, hvad han ville, og da regeringens medlemmer skulle finde et fælles fodslag, snublede de over hinandens tæer. Men, forsikrede ministeren, der ville komme et udspil i marts.

Det kom der ikke, og det er fortsat ikke kommet. Det trak ud så længe, at sparegribbene i Finansministeriet fik øje på pengene. Mens regeringen skændtes videre, kom grønthøsteren kørende – og sideløbende fik regnedrengene øje på et nyt håndtag, de kunne dreje på: Den såkaldte lønsumsafgift, der på sigt skulle afskaffe den nulmoms, som udvalget havde valgt ikke at røre ved. Resultatet af kulturministerens nøl og regeringspartiernes indbyrdes kævl kan nu i værste fald blive en nedskæring på op til en fjerdedel.

Det vil gøre ondt. Meget ondt. I de fleste dagblades regnskabstal overstiger mediestøtten det årlige resultat. Nedskæringen kan derfor betyde, at et pænt antal dagblade går fra et lille overskud til underskud. Det kan betyde, at selv den ene af landets to store koncerner, Berlingske Media, skal spare yderligere, og mindre dagblade, herunder Kristeligt Dagblad og Information, vil styrtbløde.

Stort set alle de ’gamle’ medier har været i en rationaliserings- og fornyelsesfase i årevis, tvunget af udviklingen på annoncemarkedet og nettet. En omfattende nedskæring af mediestøtten samtidig med en omfordeling fra gamle til nye medier er kolossalt kompliceret.

Det var måske det, Per Stig Møller vidste, da han advarede det nye udvalg imod at smide barnet ud med badevandet. Det gjorde udvalget ikke, men noget tyder på, at den nye regering er godt i gang med det. I sin iver efter at sende nye signaler om små glade projekter og rytmisk musik har kulturministeren (måske uforvarende) bragt sig i den situation, som hans forgænger advarede sit udvalg om.

Statsministeren er pressens minister, og tiden er inde til, at hun skærer igennem. Selv om politikerne kappes om at være dødtrætte af dansk journalistik, handler det ikke længere om småtingsafdelingen. Det handler om at bevare den journalistiske kritiske masse, der er en forudsætning for den demokratiske debat. Den findes indtil videre kun i dagbladene (og på TV 2 og DR). Og den er truet. Den nedskårede ’demokratistøtte’ risikerer at blive en demokratidræber.

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andreas Jørgensen

Skulle vi hjælpe Jensen lidt på vej med en kausalitetsanalyse?:

"Det handler om at bevare den journalistiske kritiske masse, der er en forudsætning for den demokratiske debat. Den findes indtil videre kun i dagbladene (og på TV 2 og DR)."

Det kunne jo være, at grunden var, at det kun er dagbladene (og TV2 og DR) der får mediestøtte og licens. Mon ikke den journalistiske kritiske masse fulgte med over i de nye medier, hvis mediestøtten flød den vej?

Og så har jeg ikke engang taget stilling til, om der virkelig er en journalistisk kritisk masse noget sted. Den har været lidt svær at få øje på, på det sidste.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg forstår ikke følgende del af artiklen: Finansministeriet kommer kørende med "grønthøsteren", sideløbende med at regnedrengene får øje på et nyt håndtag, "lønsumsafgiften", der på sigt skal afløse den nuværende nulmoms. Alt dette foregår mens politikerne ikke kan finde ud af, hvad de vil. Resultatet er pludselige nedskæringer på 1/4 af de 400 mio. kr. = 100 mio. kr. Jeg spørger så: - hvordan i alverden kan ministeriet og dets regnedrenge af egen drift, uden politiske beslutninger, gå ind og fjerne en fjerdedel af mediestøtten til dagbladene? Der er noget galt.

Bortset fra det, så har medierne to upåagtede problemer at slås med: 1) lønudgifterne er for høje. 2) kvaliteten af journalistikken er for lav. Det sidste er svært at snakke om i branchen og dens omgivelser, da man nødig vil kritisere sig selv og hinanden. Men når den såkaldte "kritiske journalistmasse" tillægges så stor vægt i den fremtidige mediestøtte, bør jorunalistmassen kunne udføre noget kvalitet.

Både forhold 1) og forhold 2) indgår i kriterierne for den nye mediestøtte, samlet i begrebet: "redaktionelle omkostninger", idet udvalgets forslag dog kun ser på antallet af journalister, ikke på hvad de laver - man går bare ud fra, at de laver noget godt, til uundværlig støtte for demokratiet. Man går så vidt som til at kalde ordningen demokratistøtte, så kan den ligesom ikke kritiseres. Men det kan den. Medierne koncentrerer sig nemlig i dag om "flest mulige læsere" på alle hylder i stedet for væsentlighed og klassiske jorurnalistdyder. Man taler til læsernes forventninger, som man kender ganske nøje, man vinkler efter segmentets smag, man leverer et passende antal sensationer, krimistof, livsstil, sport, masser af sport, og en lille smule udland side fem. Der er sket et skred, en prostituering, som ikke tjener demokratiets vel.

Man kan sige, at kriteriet for støtte foreslås flyttet fra antal abonnenter til antal journalister. Det er en dårlig idé, for antallet af abonnenter siger stadig noget om avisens kvalitet, det gør antallet af journalister desværre ikke.

Hvor mange journalister beskæftiger sig med sport og royale barnedåb, og hvor mange beskæftiger sig med demokratiet?

Jeg vil give Lasse ret at det er idiotisk at adskille mediestøtten og licensen.

Peter Nygaard

" Det handler om at bevare den journalistiske kritiske masse, der er en forudsætning for den demokratiske debat."

Undskyld mig, men hvilken kritisk masse?

Medierne har udryddet sig selv.

Bare se på sagen med den ufærdige phd afhandling omkring børn i vuggestuer. Var den dækning overhovedet med til at belyse et emne, var den med til at gøre den demokratiske debat om vuggestuer bedre?

Journalister har forpasset chancen, de skulle have taget tøjlerne for længst, men står nu tilbage med redaktører der adlyder den der vifter med pengene. De skulle have indført etiske retningslinier, så der ville være vandtætte skotter imellem christiansborg og redaktionerne, men i dag er de alle, bogstaveligt talt i seng med hinanden.

Eliten passer eliten!

"journalistiske kritiske masse" .....tja.........

Måske det var på tide med et selvkritisk blik på journalistikken,....

Set herfra, bidrager det ofte til sensationer og dramaer......

Og min medfølelse til journalistikken, kan ligge på et relativt lille sted....sådan for at kalde en spade for en spade...Og det var vel medfølelse og sympati artiklen søgte af få?

Leif Højgaard

Michael Kongstad Nielsen - meget bedre kan det næppe formuleres - med det mulige ressourceinput at frembringe størst mulig værdiskabende output. Denne synsvinkel er måske for abstrakt til at kunne fattes af regnedrenge og politikere.

Michael Kongstad Nielsen

Tak skal du fik, Mønniche.

Esben Lykke

Jeg må godt nok også sige, at medfølelsen kan ligge på et meget lille sted.. Redaktørerne kan jo starte med at gå 10.000 ned i løn om måneden.. Derefter kan journalisterne gå 5.000 ned i løn om måneden.

Hvis der stadig er problemer efter det, så kan vi begynde at snakke...

Steffen Gliese

Det er jo svært at lave om på, at journalistik er gået fra at være et kald til at være en karrierevej. Men det er afgjort dér, den halter.

Martin Karlsson Pedersen

Problemet med Jensens analyse er måske den underliggende præmis om, at "meget" eller "rimelig"(?) mediestøtte er lig med fastholdelsen af et minimum af kvalitet eller den kritiske røst der stadig eksisterer, man kunne næsten forledes til at sige, at bare man har penge nok, så kan man leverer det ideal vi alle ønsker; en fri og uafhængig presse der er kritisk i det den hele tiden udfordrer spektret for hvad der må siges og det der bliver sagt, men det synes med det samme næsten at være en intuitiv falsk antagelse? Som andre også skriver herinde, hvor mange satser på kritisk journalistik eller på behovsanalyser af hvad målgrupper ønsker? Man kan næsten forledes til at sige, at hvis en journalist arbejder for TV2, DR, Politiken (jeg tænker mest på netavisen måske papirsudgaven er bedre??) etc., så er han per definition ikke "kritisk-farlig", for så sad han ikke der, dvs. hans selvforståelse som "kritisk" er ren "indoktrineret selvforblændelse".

Heinrich R. Jørgensen

Redelig, kritisk journalistik der beskæftiger sig med emner der burde have almen relevans, er noget værd. Det er få så vidt OK af statsmagten afsætter penge til formålet, hvis eller armslængde-princippet kan holdes. I modsat fald blive støtte til et mix af pression og prostitution.

Medier og journalister er der ikke værd at støtte med en rød reje, med mindre sådanne tiltrådte en etisk kodeks, der havde sigte på at journalistiske dyder skulle sættes meget højt.

Medierne er på flere måder den største demokratiske hæmsko i riget. Den er sjældent projektet, der har fokus på dannelse af kapable og oplyste borgere, der er i centrum. Kritikken udebliver, eller malplaceres.

Der siges så meget.
Og især af dem som holder mikrofonen, snakkes der gevaldigt og det refereres dagen derpå i den skrevne presse.
Eller omvendt, iøvrigt, snakker dem der holder mikrofonen om hvad der er skrevet i pressen.
Og alle legitimerer de egen værdi når de snakker og skriver om pressens betydning som demokratiet vogter og betydning for demokratiets udvikling.
Er demokratiet så forbandet vigtigt, er det påfaldende, at der ikke er nogen 'demokrati' tillæg i pressen.

For medier er farven på årsregnskabets bundlinjen det vigtigste og det symbiotiske forhold mellem statsmagten og pressen sikre, at tallene har den rigtige farve.

Statsmagt og presse bør adskilles og mediekoncerner bør som alle andre virksomheder fungere på markedsvilkår.
Jeg ser nogle få promille af DRs sendeflade (som iøvrigt er den eneste jeg kan modtage) og oplever en nærmest pinlig ærgelse over, at jeg er tvunget til betale for et så ringe produkt. Elendig lyd, uskarpe billeder, uforberedte studieværter, besynderlige undladelser, utallige genudsendelser og nyhedsudsendelser hvor det normale er, at der intet nyt er sket.

Politikere på alle niveauer fylder den journalistiske sendeflade og fylder journalisternes lommer.
I enhver anden situation, ville der sikkert være overskrifter med: "Statsstøtte til nn sikre virksomhedens mange medarbejdere, kan beholde deres job".
Men det er ikke lige den vinkel pressen tilgår statsstøtten til sig selv med.
End ikke en overskrift med: "Statsstøtte til pressen sikre også det kommende år den demokratiske udvikling i landet".

Statsstøtten til mediekoncernerne er tys-tys i pressen der som part i sagen har vanskeligt ved behandle den.

Der er en helt grundlæggende interessekonflikt og statsmagten bør afholde sig fra, at kontrolere medierne gennem den økonomiske gabestok og pressen burde frigøre sig fra den politiske binding og kontrol.

Hanne Christensen

Avisernes oplag falder lige så hurtigt som bygning WT7 i New York,.

Det journalisterne arrogant kalder fladskærms/kakkelborddanmark har fattet, at der i DK ikke findes "uafhængige" journalister blandt mainstream medierne.
Efterhånden er det kun de arme pjejehjemmsbeboere der ser "the news" - og det gør de sikkert af vane.

Resten af befolkningen får deres "news/input" på nettets visionære og meget begavede artikler/personer.
Selv bliver jeg inspireret af diverse kommentatorer HER på Information/andre steder.

Kommentatorer der har gennemskuet "plottet" og fattet at medierne er dukkeført af bl.a. bank/børs/krigs/medicinindustrien osv. ad nauseum.

Kaspar Olsen

-"Berlingske Media, skal spare yderligere, og mindre dagblade, herunder Kristeligt Dagblad og Information, vil styrtbløde."

Måske et argument der kunne få Information til at træde i karakter fremover som en altid 100% kritisk opponent til enhver siddende regering ?
Det hedder nemlig ofte; at hele pressen i Danmark afgjort er decideret til den nye komplet stuerene form af nazisme - nemlig Ny Liberalismen.

Alligevel må det være begrænset hvad den smalle Ny-Liberalistiske kreds af mediebrugere kan aftage af abonnementer fra en presse der taler med samme stemme fra KBH - Århus og fra Skagen til Gedser!
Og i betragtning af at man ellers altid kan tune ind på radio 24syv hvis man lige står og savner at høre lidt Ny-Liberalistisk propaganda bliver det jo klart at en avis som Information med et snuptag burde kunne overtage hele markedet for kritisk journalistik især overfor hele det politiske gøgemarked.
Og som således ny-profileret kunne man da godt forestille sig at der er et stort potentielt publikum til abonnement på Information fra hele den arbejderklasse der pt. stadig sidder lammet på opfattelsen hjemme i sofaen efter at S og SF sprang ud som ikke bar løgnere og vælgerbedragere - men som Ny-Liberale.

Hanne Christensen

Information burde kende sin besøgelsestid.

Der ligger et informationshungrende segment klar til at modtage selvstændigt tænkende journalisters arbejde.
Alt andet end det dukkeførte og præfabrikerede misk-mask kaldt the news man præsenteres for i dag.

Tag dog bolden op, Information..., den er lige til højrebenet..., som man siger.
Nå ikke

Holger Madsen

Lasse Jensen
- Den nedskårede "demokratistøtte" risikerer at blive en demokratidræber.

Den væsentligste demokratidræber i vores hjemlige medie/nyhedsformidling er i mine øjne - fortielsen. Jeg nægter at tro på, at danske journalister ikke også har en viden om den kæmpe nyhedsstrøm, der dagligt via nettet er tilgængelig fra alverdens nyhedsbureauer, og at de ikke kun har og bliver fodret fra vores hjemlig nyhedsbureau Ritzau.
Hvorfor denne fortielse finder sted, kan der være mange bud på, men for mig at se, er der et helt klart mønster i fortielsen. Det drejer sig om de informationer/nyheder, der evt. kan rokke ved det verdensbilled "man" ønsker "vi" skal have.
Dyremoseudvalgets rapport anbefalede regeringen, at der ikke blev givet mediestøtte til partiejede dagblade/netaviser, hvorimod man ikke så noget problem i, at fortsætte mediestøtten til privat- og udenlandsk ejede dagblade/netaviser.
Dette kunne jo godt få en til at overveje, om demokrati/mediestøtten så måske netop skulle formidles til partiejede nyhedstjenester, for at mindske fortielse og øge pluralismen i vores hjemlige medier.

For vi skal jo ikke glemme, at vores medier har den højt besungne ytringsfrihed, men de har altså også retten til fortielse (også kaldet væsentlighedskriteriet).

Man bør måske starte med at definerer om vi snakker om erhvervsstøtte eller mediestøtte.

Steffen Gliese

Det gik galt, da pressen afsvor sig sit partitilhørsforhold og begyndte at prætendere 'uafhængighed'. Dels er det umuligt at praktisere, dels er det heller ikke ønskværdigt, da det er en væsentlig del af den offentlige debat, at folk 1) kommer til orde, 2) bliver modsagt.

Holger Madsen

Af Lasse Jensens udmærkede kronik, lyser også frustrationen over den manglende politiske stillingtagen til fremtidens mediestøtte.
Vi kender Pressens holdning gennem Dyremose-udvalget, men hvad er de politiske partiers holdning til fremtidens mediestøtte.?
Dem kender vi ikke, og de kommer vel heller ikke til debat, inden den radikale kulturminister på et tidspunkt træffer en beslutning.

Ikke fordi det har direkte forbindelse til Lasse Jensens kronik.
Men alligevel.
Igår hørte jeg et indslag i en DR nyhedsudsendelse om, at det offentlige skal være digitalseret fra 2015.
Ældresagen oplyste, at ca. 400.000 ældre aldrig har været på Internettet.
Men også, at man har lavet noget software som kan hjælpe de ældre.
Softwaren håber man på, downloades af 10000 ældre.
Men hvad så med de tilbageværende 390.000?

Hvad betyder digitaliseringen for demokratiet?
Driftsomkostningerne for en pc der er så sikker, at personlige data er 100% beskyttet er næppe under 2- 3000 kr./år.
Hvad betyder det sammen med omkostningerne til selve computeren?
De 400.000 som ældresagen oplyser ikke har erfaringer med Internettet er 'toppen'.
Hvor mange Danskere er i virkeligheden 'IT blinde'?

Digitaliseringen er sansynligvis et alvorligt angreb mod demokratiet i samfundet og sammenholdt med, at der ikke er fri adgang i Danmark til Internettet kan det se ud som Danmark hastigt nærmer sig en demokratisk styreform der er en 'bananrepublik' værdig.

Hvor er demokratiets vagthunde eller er det karakteristiske, at det netop er hunde og ikke katte, der vogter demokratiet?
Dresserede skabninger uden kløer som kan flå tingene fra hinanden og blotlægge indholdet?

Uffe Elbæk

Kære Lasse Jensen - jeg glæder mig oprigtig til at læse dit svar til Zenia Stampe i morgen dagens avis. Jeg har nemlig altid haft stor respekt for dine medieanalyser og i det hele taget den journalistiske kvalitet der præger dit arbejde. Men blev selv oprigtigt forundret over, hvor mange "antagelser" der var i din klumme om de kommende medieforhandlinger.

Ikke fordi at vi skal være enige. På ingen måde. Men en god diskussion bliver ofte bedre, hvis man bevæger sig fra antagelser over til fakta. Lad mig blot citere et enkelt afsnit i din klumme:
"Men i mellemtiden var der kommet en ny regering, og den nye kulturminister havde andre interesser. Han ville have flere mindre nye medier med. Han kunne ikke lide, at de store mediehuse fik flere penge. Så han startede en ny høringsrunde, hvor alle kunne sige det samme, som de hele tiden havde sagt. Måske vidste Uffe Elbæk i virkeligheden ikke, hvad han ville, og da regeringens medlemmer skulle finde et fælles fodslag, snublede de over hinandens tæer. Men, forsikrede ministeren, der ville komme et udspil i marts."

1) Jeg startede ikke en ny høringsrunde (fordi jeg ikke kunne lide, at de store mediehuse fik flere penge). Jeg sendte rapporten til høring, fordi det er det man gør, med den slags rapporter. Og det var kun godt, for rapporten kom midt i valgkampen og kunne let have været druknet der. Hvilket på alle måder ville være en skam.

2) Jeg vidste lige nøjagtig, hvad jeg ville. Nemlig få en seriøs debat om rapportens indhold og anbefalinger.

3) Eneste grund til at mediestøtte-forhandlingerne ikke er gået i gang endnu er, at de generelle erhvervsstøtte-ændringerne ikke er endeligt afklaret.

4) Når det kommer til de kommende forhandlinger ved kulturministeren (altså undertegnede:-) i den grad hvad han går efter. Og derfor er der heller ikke nogen intern uenighed i regeringen. For kulturministeren tegner regeringen og omvendt.

5) Hvad det endelig resultat så ender med at blive, ja, det ved vi ikke endnu. For et er hvad regeringen gerne ønsker der skal ske. Noget andet er, om vi kan få flertal for det. Det vil den kommende forhandlingsproces afgøre.

Så Lasse Jensen - lad os snakke sammen når forhandlingerne er overstået. Til den tid kan vi måle forhandlingsresultatet op mod dine kommentarer her i avisen. Så bliver det spændende at se, om dine antagelser er blevet til fakta? Eller om de stadig er det de fremstår som i dag: Antagelser og gisninger uden reel substans.