Kronik

EU bør indgå en pagt om beskæftigelse

Franskmændene har netop valgt Keynes til fordel for Friedman. Og efter et par år hvor monetarismens nedskæringspolitik har sat væksten i stå og fået arbejdsløshed og ulighed til at stige, er resten af EU måske parat til at følge Frankrig. Første skridt kunne være en EU-beskæftigelsespagt som supplement til finanspagten
Det spørgsmål, der reelt blev stemt om i Frankrig, var hvordan beskæftigelses- og budgetkrisen kan overvindes: gennem fortsatte besparelser på de offentlige budgetter eller gennem en kombination af vækstorienteret økonomisk politik og mindre social ubalance.

Det spørgsmål, der reelt blev stemt om i Frankrig, var hvordan beskæftigelses- og budgetkrisen kan overvindes: gennem fortsatte besparelser på de offentlige budgetter eller gennem en kombination af vækstorienteret økonomisk politik og mindre social ubalance.

Jean-Pierre Muller

12. maj 2012

Valget i Frankrig stod mellem neoliberalisten Nicolas Sarkozy og socialisten François Hollande. I deres politiske programmer benytter de sig dog begge af såkaldt ’borgerlige’ økonomer, henholdsvis Milton Friedman og John Maynard Keynes. Men borgerlig økonomi kan føre til afgørende forskellig økonomisk politik både på nationalt og europæisk plan.

Friedmans monetarisme passer som fod i hose til neoliberal ideologi. Derfor var det helt selvfølgeligt for Nicolas Sarkozy at benytte den monetaristiske argumentation i valgkampen: Markedskræfterne skulle styrkes, og de offentlige budgetter bringes i balance som en forudsætning for fornyet vækst. Den ideologi, deler Sarkozy med regeringslederne i Tyskland, Spanien, Holland, Italien, Portugal og ikke at forglemme i Storbritannien.

Men det problem, som disse politikere alle står overfor, er, at den monetaristisk inspirerede økonomiske politik endnu ikke har sat gang i væksten. Tværtimod har de fortsatte nedskæringer på de offentlige budgetter bremset væksten og øget uligheden markant.

Det er i modsætning til denne monetaristiske stagnationsteori, at Maynard Keynes’ økonomiforståelse gør en forskel. Keynes’ videnskabelige ambition var at forstå og forklare arbejdsløshedens årsager: Hvorfor den ikke forsvinder af sig selv. Den problemstilling er kernen i den aktuelle krise. Socialisten Hollande havde brug for en realistisk økonomisk teori, der kan afdække årsagerne til den i dag vedvarende arbejdsløshed og den stigende ulighed. Netop på dette punkt adskiller Keynes’ realisme sig fra Friedmans monetarisme.

Gensyn med 1930’erne

Den aktuelle situation i Europa minder i uhyggelig grad om krisen i 1930’erne, da Keynes skrev sit hovedværk. I de første år efter det finansielle krak i 1929 blev der som nu praktiseret en monetaristisk politik. Det havde katastrofale konsekvenser i USA og i Europa, hvilket førte til voldsomme politiske omvæltninger. I USA blev Roosevelt valgt til præsident. I Tyskland tog Hitler magten.

Roosevelt var inspireret af Keynes. Det er Hollandes 60 punktsprogram også: en ny New Deal politik for Frankrig og muligvis også for Europa.

Franskmændene skulle i søndags vælge mellem endnu fem år med en økonomisk politik, der var baseret på Milton Friedmans monetarisme eller en New Deal politik baseret på Keynes’ realisme. Det spørgsmål, der reelt blev stemt om i Frankrig, var hvordan beskæftigelses- og budgetkrisen kan overvindes: gennem fortsatte besparelser på de offentlige budgetter eller gennem en kombination af vækstorienteret økonomisk politik og mindre social ubalance. Med andre ord en styrkelse af samfundets sammenhængskraft.

Franskmændene sagde nej til fortsatte besparelser, fordi de notorisk havde vist sig ikke at løse problemerne – end ikke budgetkrisen. De seneste to års sparepolitik har været anskuelsesundervisning i, hvor omkostningsfyldt det er – også for EU – at spare sig til balance på de offentlige budgetter. Arbejdsløsheden er fortsat steget og ligger nu på det højeste niveau i hele efterkrigstiden. Det har medført, at budgetforbedringerne er blevet langt mindre end forudset.

Det har den simple forklaring, at offentlige besparelser øger arbejdsløsheden, hvilket uvægerligt fører til øgede udgifter andre steder på budgettet. Hertil kommer, at den negative effekt forstærkes, når besparelserne gennemføres samtidigt i alle EU-lande. Landene trækker gensidigt hinanden ned – en politik, der i 1930’erne meget betegnende kaldtes beggar your neighbour-policy. Selv Tyskland har måttet sande, at det nu går trægt med eksporten til de øvrige EU-lande, hvilket har gjort den tyske finansminister mere lydhør over for euro-realisme i den økonomiske politik.

Arbejdsløshed i centrum

For Keynes var det en reduktion af arbejdsløsheden, som var nøglen til en bedre samfundsøkonomisk balance. I en situation med mere end 10 pct. arbejdsløshed er yderligere besparelser simpelthen dårlig samfundsøkonomi – spild af ressourcer og samtidig arnested for social uro.

Arbejdsløshed er et udtryk for, at der spares mere op i den private sektor, end der investeres. Her må staten træde til med offentlige investeringer, der kan finansieres gennem lån og/eller beskatning af overopsparingen. Keynes sammenfattede sin anbefaling til Roosevelt i en enkel sætning: »look after unemployment and the budget will look after itself« (Hold øje med arbejdsløsheden, så klarer finanserne sig selv).

I 1930’erne var den nærliggende løsning på beskæftigelseskrisen at øge de offentlige investeringer, øge beskatningen på kapitalgevinster og høje indkomster og samtidig begrænse arbejdsugen til 40 timer og reformere bankvæsnet. Der er ikke overraskende mange lighedspunkter mellem Roosevelts New Deal-politik og Hollandes program: Massive investeringer i infrastruktur og vedvarende energi, en fastholdelse af 35 timers arbejdsugen, en reduktion af pensionsalderen til 60 år for personer, der har været mere end 40 på arbejdsmarkedet, udbygning af undervisningen med bl.a. 60.000 lærere og moderate skatteforhøjelser med en social balance.

Roosevelt fik reduceret arbejdsløsheden – om det vil lykkes for Hollande afhænger i høj grad af, hvordan de øvrige EU-lande reagerer – naturligvis navnlig Tyskland.

Det store spørgsmål bliver, hvordan genforhandlingen af finanspagten vil forløbe. Det ville være helt naturligt, hvis Hollande krævede, at den blev suppleret med en beskæftigelsespagt. At EU-landene forpligtede sig til at reducere arbejdsløsheden – og navnlig ungdomsarbejdsløsheden, når den overstiger fem pct.

Den høje arbejdsløshed er et så åbenlyst spild af menneskelige ressourcer, at alle EU-lande burde kunne enes om en sådan beskæftigelsespagt. Den ville yderligere have den fordel, at jo flere lande der går sammen om at øge beskæftigelsen, desto mindre omkostningsfyldt bliver det for det enkelte land. Her kan EU-landene trække hinanden ud af krisen i fællesskab.

Gryende euro-realisme

Det er et punkt, hvor realismen så småt synes at trænge frem selv i Tyskland. Den tyske finansminister, Wolfgang Schaüble, gav allerede den 6. maj i et interview til Financial Times udtryk for en vis forståelse for, at lønningerne i Tyskland burde stige hurtigere end hidtil. Det gjorde han med den begrundelse, at det var nødvendigt, at den tyske vækst blev holdt oppe, uden det blev en yderligere belastning for nabolandene. Det kunne et øget privat forbrug i Tyskland bidrage til. Det er således ikke kun franskmændene, der har forstået, at den neoliberale økonomiske tænkning ikke beskriver virkeligheden. Det er et argument for, at finanspagten suppleres med en gensidig forpligtigelse til at mindske arbejdsløsheden. Det springende punkt er naturligvis, hvor langt solidariteten rækker i EU.

Også her kan der hentes inspiration fra Keynes. Da han i 1944 designede det internationale valutasystem (IMF), var en vigtig del af forslaget, at lande med betalingsbalanceoverskud (dengang var det USA, i dag er det Tyskland) skulle indbetale en solidaritetsafgift til Valutafonden. Det sagde USA ikke overraskende nej til. Kort efter tilbød amerikanerne dog Europa en betydelig Marshall-hjælp.

Det er således ikke kun Frankrig, der med fordel kunne tage ved lære af Keynes’ økonomiske realisme. Det kunne hele EU; for det haster med at bremse de opløsningstendenser, som den monetaristisk inspirerede finanspagt har udløst.

 

 

Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitet. I juni udgiver han bogen: ’Euroen – Hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre?’

PAGE

 

 

PAGE 1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

Beskæftigelsespagt = yderligere integration af EU-medlemslandene. Ikke blot skal den økonomiske politik dirigeres fra EU, og derfor i sagens natur være borgerlig, men også bekæmpelsen af arbejdsløshed skal nu onesizes på samme ideologiske platform. En borgerlig anskuelse af arbejdsløshedsproblemer skal fremover danne klangbund for samtlige europæiske landes politiske manøvrer. Systembevarelse fremfor alt.

Jarl Artild

Recent developments in unemployment at a European and Member State level

Eurostat estimates that 24.772 million men and women in the EU-27, of whom 17.365 million were in the euro area (EA-17), were unemployed in March 2012. Compared with February 2012, the number of persons unemployed increased by 193 000 in the EU-27 and by 169 000 in the euro area. Compared with March 2011, unemployment increased by 2.123 000 in the EU-27 and by 1.732 000 in the euro area.

The euro area seasonally-adjusted unemployment rate was 10.9 % in March 2012, compared with 10.8 % in February; It was 9.9 % in March 2011. The EU-27 unemployment rate was 10.2 % in March 2012, stable compared with February; it was 9.4 % in March 2011.

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Unemploy...

Morten Lynge

Forstår egentlig ikke hvorfor folk bliver ved med at snakke om Keynes' teorier i en situation der klart IKKE overholder forudsætningerne for dem...

Keynes' teori siger UDTRYKKELIGT at lande for at kunne bruge ekstra i nedgangstider skal betale deres gæld i opgangstider... Det har de ikke gjort, så nu har de ingen penge, og kan heller ikke låne nogen, til at bruge til at stimulere økonomien.

Offentlige (lånte) penge vil bare gøre problemet værre, for det egentlige problem er ikke underskud, arbejdsløshed osv.

Det egentlige problem er at euro'en som den er konstrueret ikke KAN fungere! Penge vil pga. konstruktionen flyde fra de mindre effektive lande til de mere effektive lande, men ikke den anden vej. Lånte penge vil OGSÅ flyde til de mere effektive lande, og så vil de mindre effektive bare have MERE gæld...

Inger Sundsvald

Det helt store problem i dansk politik er, at S og SF af de radikale er blevet tvunget væk fra partiernes sædvanlige økonomiske tilhørsforhold til Keynes. Vestager sværger til Friedman, og dén økonomiske politik er der ikke megen solidaritet i.

Det bliver spændende at se hvad det bliver til i Frankrig. Det kan få umådelig stor betydning for arbejdsløsheden, hvis det lykkes François Hollande at få indflydelse på den økonomiske politik i Europa i en grad der tvinger Tyskland en smule væk fra det der ligner Friedmans monetarisme på den grimme måde.

Søren Kristensen

Hvad med at indføre arbejdsløshedens fri bevægelighed i samtlige EU-lande? Det vil, om ikke andet, øge omsætningen i rejsebranchen og sikkert også den slumrende turistbranche, i de hårdt prøvede varmere lande omkring Middelhavet, som er lige ved at gå konkurs. Jeg mener, hvem ved om ikke de økonomisk velstillede kontanthjælpmodtagere kunne have mere gavn af at få lidt luft under vingerne end at ligge hjemme i hængekøjen, uden at have noget at stå op til? Nogen skal jo bruge penge, hvis der skal gang i væksten.

Steffen Gliese

Stater kan gøre noget andet, Morten Lynge, de kan også komme efter dem,, der har puget andre menneskers slid og møje sammen til eget forbrug og bruge dem samfundet.
Den mindste del af Keynes er afbetalingen i opgangstider, den vigtigste er forbruget i nedgangstider; men det er rigtigt, at vi befinder os i en radikalt anden situation, nemlig den at nedgang i produktion ikke fører til mangel på nogetsomhelst. Der er ikke nedgang i landbrugsproduktion, en del af problemet er, at vi byggede alt for meget, så der er ikke mangel på boliger. Det eneste, der er mangel på, er noget at lave, fordi der i forvejen laves mere end rigeligt.
Og det er da en hån imod menneskeheden, at man skal læse, at det er spild af menneskelige ressourcer med arbejdsløshed! Tværtimod er friheden til at flytte udgangspunktet fra samfundets krav til den enkelte til den enkeltes generøse tilbud til samfundet om at bidrage efter bedste evne - og eget valg - det, som er den foreløbige kulmination på civilisationen.

Steffen Gliese

Det er ufatteligt, at man nu kan høre finansministeren sidde og vande høns med sit arbejdsfællesskab! Vi har brug for at arbejde mindre og mindre og mindre, og bruge mere og mere og mere tid på at blive klogere og klogere og klogere og at være mere og mere og mere mennesker for hinanden.

Inger Sundsvald

Vi får jo aldrig at vide om Nyrup var en bedre socialdemokrat i 90’erne, eller om DRV også var de onde i regeringen dengang. Nyrup garanterede jo efterlønnen i valgkampen i ’98, ligesom Thorning garanterede den i valgkampen i 2011 – hvis S og SF fik flertal. Forringelser blev begge gange alligevel resultatet, og det var de med garanti ikke sluppet af sted med, hvis der havde været rødt flertal.

Efterlønnen blev indført for at unge skulle komme i arbejde og så folk der havde været mere end 40 år på arbejdsmarkedet kunne få et otium uden at være presset for den sidste rest af kræfter.

I dag går unge mennesker rundt uden at kunne bruge deres viden, og Vestager taler om at arbejde MERE, når behovet er at alle skal arbejde MINDRE og dele det arbejde og de midler der er. Alligevel taler det borgerlige Danmark stadig om skattelettelser og er imod regulering af dem der suger værdierne ud af samfundene.

Steffen Gliese

Skal vi ikke bare konstatere, at vi ikke har råd til kapitalismens måde at beregne værdi på? Når man teoretiserer, ender man tit i det paradoks, at ting, der faktisk finder sted, egentlig ikke burde kunne foregå - humlebien er et populært eksempel (som vist nok dog ikke passer), og hvis man ser på teorier om oversættelse, er det klart, at det er en helt umulig aktivitet pga. alle mulige, ikke mindst begrebslige, grunde. På samme måder bliver betalingskæder i et markedssystem også ekstremt fordyrende, på trods af at der blot er tale om at sikre alle undervejs et rimeligt liv, hvilket arbejdet undervejs er hele grundlaget for. - I realiteten handler det om at gøre op med det fejlagtige begreb 'knaphed' og se på, at der er rigeligt til alle, hvis blot det fordeles retfærdigt efter behov i nuet og ikke baserer sig på fantasiberegninger om en ukendt fremtid. Skridt mod fremtiden tages nu og her.

Morten Lynge

@Søren Lom

Fedt nok! Så hvis Danmark starter en Keynesiansk politik så er Europa reddet?

Læs lige artiklen... Den var IKKE om Danmark, men om Europa!

De store lande i Europa har IKKE brugt de gode tider til at betale af på deres gæld, og er nu så forgældede at de ikke kan låne mere (incl. Tyskland). I den sammenhæng betyder det intet at nogen små lande som Danmark har en smule økonomisk råderum... Vi er 1% af EU's befolkning...

Martin Pedersen

Lynge,

Tyskland betaler en højere rente fordi de fanget i et udueligt valutasamarbejde. Det har intet med størrelsen af deres gæld at gøre. Lande med langt højere gæld, men med kontrol over deres egen valuta, kan låne til yderst favorable renter.

USA og England havde iøvrigt heller ikke nedbetalt deres gæld, før de benyttede Keynes i 30'erne. Det med at afbetaling af gæld skulle være en forudsætning, er noget du har fundet på. Det er selvfølgelig det klogeste at gøre i opgangstider, men ikke en forudsætning.

Rasmus Hansen

Som tilhænger af den Post-Keynesianske skole kan jeg kun tilslutte mig Jesper Jespersen's pointer, det er på tide at tænke lidt Keynesiansk igen.

@Morten Lynge & Martin Pedersen
Den tyske rente på langtids obligationer er kun på 1.62% i skrivende stund jvf. ECB (http://www.ecb.int/stats/money/long/html/index.en.html), så det burde ikke være et problem at føre en aktiv finans-politik i tyskland.

Tværtimod er det netop Tyskland og de andre export orienterede økonomier i Eurozonen som hovedsageligt burde føre en mere aktiv finanspolitik da eksport-markederne er stagneret pga. den faldende efterspørgsel i Eurozonen på baggrund af krisen.

De seneste Tyske tal ser hellere ikke for gode ud med vækst forecasts på omtrent 0.7% som slet ikke er lovende for modellen alle europæiske økonomier forsøger at efterligne.

Underskuddet er i sig selv også (ud fra den korte optik) lige meget til en hvis grad, blot man får gang i væksten da alternativet er en recession på tværs af eurozonen og en deflation af gældsbyrden som ville være langt mere katastrofalt.

Nej må da indrømme at det er en smule på tide at løse de strukturelle udfordringer vi står overfor (arbejdsmarkedsreformer i f.eks Grækenland, Spanien, Italien) for den langsigtede økonomi, men at man løser den nuværende problemstilling med en mere aktiv finanspolitik og kigger mere på en federal organisme som kan afhjælpe assymetriske shocks i eurozonen.

Steffen Gliese

Falder det slet ingen ind, at vi har så rent ud sagt et stupidt system, at det kun kan lade sig gøre at skaffe finansiering for sine indenlandske aktiviteter ved eksport?

Steen Ole Rasmussen

Jesper Jespersen har viet sit liv til kritikken af den monetarisme, som Milton Friedman er blevet identificeret med, og som igen på mange måder har været hovedinspirationen til den ultraliberale institution, som EU er.

Kernen i Friedmans filosofi kan formuleres ganske kort, og kritikken kan lyde som i følgende tekst:

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-173.pdf

Keynes er dog slet ikke på højde med vore dages problemer.

Han er slet ikke på højde med eller i stand til at formulere et bud på forståelsen for eller løsningen på det problem, der knytter sig til og kan forklares ud fra ”markedsfundamentalismen”, det moderne projekt, som samtlige proselytter på den lille modstandsavis, ìnformation, tror på (med undtagelse af Ejvind Larsen, der har Jeusus at stå imod med).

Keynes er forældet, ude af stand til at redegøre for vor tids egentlige udfordring, nemlig det at forsøget på at forbruge sig ud af mangelsituationen for længst har afsløret sig som selve sygdommen, i og med at økonomiens og hele den sociale realitets eksterne mangfoldighed af mulighedsbetingelser forsvinder i takt med jagten på den økonomiske vækst (DØV).

Øget forbrug og produktion fører ikke længere til afskaffelsen af mangel på livsbetingelser og indhold i livet, men til mangel livsbetingelser, hvorfor vækstfilosofien er blevet ikke bare sit eget problem, men hele jordens problem, netop fordi denne meningsløse og ødelæggende ideologi dyrkes i global målestok.

Det problem har hverken Jesper Jespersen eller mester Keynes nogen sinde forstået fundamentalt nok.

Og selv om det er sympatisk, at vil give fast arbejde til dem, der er afhængig af det, ja så løser det ikke det egentlige problem, der består i at selve produktionen og forbruget er blevet den egentlige årsag til mangel på livsrum, frirum, rent miljø, sunde livsbetingelser, bæredygtige kilder til indhold og underhold i livet…

Det er ikke nok at integrere en slags pris i bruttoproduktet for de tab af værdier, der følger af forbruget af dem, fx af olie, gas, kul og andre forgængelige ressourcer, sådan som Jesper Jespersen trods alt har forsøgt sig med. Det er heller ikke nok at ”udvide infrastrukturen, mængden af vindmøller, biogasanlæg, osv”. For det ændrer ikke på den problemgenererende mekanisme, nemlig den tro der driver det hele, nemlig troen, den fundamentale tro på at tilvæksten i de værdier der findes målt op og registreret som markedspriserne, markedsværdierne, er løsningen på alverdens problemer eller selve forudsætningen for løsningen af dem.

Problemet er, at priserne, markedsværdierne har spillet fallit, når det kommer til sin funktion som mål for udvikling og tilvækst i indhold i tilværelsen.

Den pågående økonomiske krise kan derfor forklares som udtryk for, at der er gået inflation i troen på markedsværdierne. Det er udtryk for noget meget mere fundamentalt, end det der lader sig indikere med udtrykket ”dårlig økonomi”, fx i kraft af divergenspunktet omkring monetarisme over for keynesianisme. Det handler om at selve troen på markedet som mål for udvikling og tilvækst i livsindhold har overspillet sin rolle.

Keynes er ikke i stand til at definere relationen mellem markedets værdier og det de skulle være mål for. Han orienterer sig nogen lunde lige så patetisk, som den økonomiske filosofi han er en reaktion på. Han har ikke noget bud på den situation, som vi befinder os i. For vi er for længst kommet ud over det stadium, hvor arbejdskraften udgør en grænse for hvor stor velstand, rigdom, hvor mange former for indhold og mening der lader sig realisere.

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-175.pdf

Jesper Jespersen orienterer sig mod vækstparadigmet på samme måde som andre troende. Han tror på det store projekt, EU, + Keynes, dvs. det absolutte paradoks=(Milton + Keynes + symptombehandlinger af vækstens underminering af sine egne basale mulighedsbetingelser).

Projektet hedder EU+/-politisk legitimitet, i divergenspunktet defineret af markedsfundamentalismens Milton F. versus John M. K.

Claus Sønderkøge

Der er nogle her på siden som meget præcist søger at udsøge sig de kønne blomster og undgå tidslerne.

Meget forståeligt men uden mening.

Hvis den nuværende regering skulle føre Keynsiask politik i dag ville det have forudsat at de havde været aktive med vigtigere emner end bilagsvendinger gennem de seneste 10 år.

Nu må de i stedet finde sig i at agere agterlanterne i EU med Cameron og Orban.

Steffen Gliese

En væsentlig årsag til problemet og dets manglende løsning forekommer mig at være den påståede konkurrence, der står i vejen for den samtidige afvikling af produktion indenfor en sektor for i stedet at producere mere hensigtsmæssigt et andet sted - det er som i katastrofefilmen, hvor man langsomt må fjerne foden et sted fra for at træde hen et andet sted uden at slippe for tidligt, så bomben udløses eller overetagen falder ned. Og bag konkurrencen hviler også det håb, at de andre bliver ofrene, så vi bare kan fortsætte i en verden med et mere afbalanceret folketal - ingen vil, sålænge konkurrencen råder, arbejde sammen om at løse disse påtrængende opgaver i fællesskab, selvom det er det eneste, der er at gøre.

Michael Kongstad Nielsen

Det er forenklet. Keynes til fordel for Friedman. Sådan elsker en økonom at vinkle sagen, men det vildleder bare. At lade det offentlige starte en nyt New Deal eller en ny Marshallhjælp er helt ude i hampen i den nuværende situation. Arbejdsløsheden er slet ikke så stor som i 1930-erne. I dag har folk penge og de forbruger og rejser og kører i biler og bygger til som om intet var hændt. Hvori består så krisen? Jo, regeringerne vil ikke opkræve den skat, der svarer til hvad de bruger. Hvid de gjorde det, så var problemet med statsgælden snart ude af verden.

Næste problem: arbejdsløsheden. Men den er ikke særlig stor, og den er udtryk for, at der ikke kan produceres mere, markederne er mætte, så produktionen må blive, hvor den er (vi taler jo ikke om u-landes vækstøkonomier). Eneste løsning er fordeling af arbejdet. Mere deltid, kortere arbejdstid osv., hvilket selvfølgelig betyder mindre indkomst pr. arbejdende individ, men det udligner sig jo samfundsmæssigt ved, at flere kommer i arbejde.

Steen Ole Rasmussen

Troen på konkurrencen, står som Peter H. skriver, i vejen for evnen til at se realiteten.

Hvis man tager de såkaldte PIIGS-lande - et grimt udtryk for de uheldige tabere i konkurrencen - så ser man, at de har opgivet deres svage valuta til fordel for en stærkere valuta. De har med andre ord droppet deres nationale valuta, som der pr. definition aldrig var mangel på, til fordel for Euroen og dens noget stærkere købekraft i forhold til udlandet, fx i forhold til Kina og de lande, som leverer naturressourcer og arbejdsintensive varer til EU.

Men da både arbejdskraft, købekraft, kapital og råvarer flygter ud af PIIGS-landene til de steder inden for og uden for EU, hvor konkurrenceevnen er større, ja så glider man ind i en selvforstærkende udvikling, hvor taberen dømmes til at tabe yderligere som følge af sine tab.

Ikke engang den lokale økonomi fungerer herefter længere, de primære sektorer går i stå, landbrug, turisme, infrastruktur kommer til at virke dårligere end det gjorde. Man har ikke en gang sin egen valuta længere, der dog altid var der i så rigelige mængder, at hjemmemarkedet da i det mindste fungerede.

Nu fungerer den lokale økonomi ikke en gang mere. Alt sammen fordi man opgav sin lokale økonomi til fordel for en kortvarig lånefinansieret bobleøkonomi og andelen i verdensmarkedet, adkomsten til den store økonomis udbud i kraft af Euroens hårdhed.

Man tabte i konkurrencen hvad man havde. Nu har man kun gælden tilbage, hvor næsten kun er Tysk økonomi, der banker der ud ad til skade for miljø, det globale klima og alle taberne.

Markedsfundamentalismen hævder mod bedre vidende, at succes for den ene på konkurrencens betingelser, markedets, altid og i sidste ende vil være til alle andres fordel. Det er den ideologi, læs løgn, som man har solgt det store forkromede EU-projekt under.

Og det er troen på konkurrencens ideologiske status, der forhindrer det højtflyvende segment af professionelle iagttagere i at se realiteten for sig. Den lille søde modstandsavis er et levende eks. på det.

Steen Ole Rasmussen

@ Michael K. N.
Når du siger, at arbejdsløsheden ikke er så stor, som den var i 30´erne, så er det ikke kun rigtigt.
For det første, så er der manipuleret gevaldigt med ledighedstallene over de sidste mange år. Det er i det hele taget umuligt at definere selve arbejdsløshedsbegrebet, da en stor del af de beskæftigede arbejder på at afskaffe arbejdsløsheden, sådan som det er her hos os selv, hvorfor man er nødt til at sige om deres indsats at den trods alle gode intentioner nok er relativt absurd og meningsforladt.

Bl.a. så er en stor del af uddannelsessektoren slet skjult beskæftigelsesterapi, forsøg på at forberede mennesker på en tilværelse, som de aldrig opnår alligevel, simpelt hen fordi lønarbejdet ikke er der og fordi kun arbejdet på at skaffe rigtigt arbejde er der i overmål.

Det gælder her som der.

Og så er der den helt åbenbare arbejdsløshed i taberlandene, fx. i Spanien hvor ledigheden blandt de unge er nået de 50% i nogle regioner. Det officielle snit på EU-plan dækker altså ikke over ret meget.

Det, som man desuden ser nu i store regioner, er at selve pengeøkonomien er gået i sig selv, til fordel for den sorte økonomi. Det gælder især i Italien, hvor mafiaen sidder på flere lånemidler end den største hvide bank! I Spanien og i Grækenland findes der mange, der lever helt uden om den hvide økonomi, fx afrikanere, arabere m.fl.

Det kan delvis forklares som resultat af forsøget på at holde kapitalværdierne kunstigt oppe helt i overeensstemmelse med EU's monetaristiske doktriner. Man begrænser pengemængden for at holde værdierne, efterspørgslen på penge oppe, men resultatet er sort økonomi, i stedet for stigninger i de hvide værdier.

Verden er selvfølgelig ikke Keynes eller Friedman. Men fanatismen er på EU's, de troendes side, centrerer sig primært om divergensen her i mellem, hvor problemet er selve fanatismen, markedsfundamentalismen.

Michael Kongstad Nielsen

Steen O. R.: Jo, arbejdsløsheden kan gøres op på forskellige måder, men den officielle ligger for EU på omkring 10%.
http://www.euo.dk/fakta/tal/Ledighed/

Det nye er, at arbejdsløsheden ikke tynger samfundsøkonomien specielt meget. Og sjovt nok hjælper den sorte økonomi jo også på samfundsøkonomien. For alt det sorte arbejde medfører også forbrug af varer og tjenesteydelser, bare uden skat og moms. Staten går glip af indtægter, men samfundet producerer i den sorte økonomi.

Steffen Gliese

Det er ikke så overraskende, at arbejdsløsheden ikke tynger budgetterne så meget, da den bygger på, at langt flere end tidligere er indgået i arbejdsstyrken - folk, som tidligere stadig væk blev forsørgede, men indenfor familien, ikke via statskassen.

Leif Højgaard

Meget godt sagt Steen O. Rasmussen - markedsmekanismens succesfaktorer for overflod nogle sektorer skaber mangel og knaphed andre sektorer. Et uforståeligt grundlæggende paradoks med mindre det skulle kunne lykkes at gennemføre simultankoordination gennem helhedsbetragtninger hvilket ikke har mange tilhængere. Tilsyneladende må man finde sig i ubalancernes tilsyneladende tilfældige tyrani.

Jon Rosengren

Vi er midt oppe i en kris hvor problemet slet ikke er arbedsløshed i grunden uden at vi brugt mere end vi taget ind, og socialisternes løsning er at tage mere lån?

Hør I ikke hvor sindssygt det lyder? Det er som at give en alkoholiker en flaske whisky for at overkomme abstinensen og komme ud af sine problem.

Keyneseanismen virker ikke, fordi politikerne aldrig forstået den 2. del af det; at de er nødt til at spare op til de dårlige tider.

Og forresten, hvad tror I de græske bailouts, TARP i USA etc er?

Steen Ole Rasmussen

Michael K. N. og Peter H. mener ikke, at arbejdsløsheden tynger (budgetterne) så ”meget”, og refererer til de officielle arbejdsløshedstal for hele EU, hvor det lille beskedne tal 10,8 % kommer frem i Michaels reference.

Som sagt, så dækker arbejdsløshedsprocenten over forskellige måder at opgøre satsen på. Her hjemme udgør de officielt ledige en forsvindende lille del af de mennesker, der befinder sig i den arbejdsdygtige alder, og som er på overførsel. Grundet den måde, som Danmarks statistik er skruet sammen på i øjeblikket, så kan jeg ikke lige se det aktuelle tal for Danmark, men sidst jeg så det for et par år siden, da lå det så vidt jeg husker på ca. 870 000.

Disse mennesker ville på mange måder kunne have ydet noget mod betaling, hvis ikke det arbejde, der reelt tilbydes på arbejdsmarkedet i dag i alt overvejende grad er af en karakter, så de ikke kan leve op til kravene og hvis det altså ikke lige var sådan, at de ca. 2,5 million, der er i fuld beskæftigelse, for længst havde snuppet det arbejde, der er, for næsen af dem.

Ud over, at vi måske har omkring 900 000 på overførsel, ja så arbejder et utal af mennesker
- på at administrere tildelingen af midler til dem på overførsel,
- på at aktivere arbejdsløse,
- på at uddanne folk, unge og gamle, til et arbejdsliv, der aldrig kommer,
- på at bringe folk på højkant igen, som er bukket under for arbejdspresset,
- på at kompensere for alle de værdier, der er gået tabt som følge af overdrevent forbrug og produktion,
- på at opdrage og gentage det fornemste trosindhold, som det moderne menneske kender, nemlig troen på at meningen i tilværelsen er at gøre sig nyttig i lønarbejdsinstitutionen,
- på at fremme efterspørgslen på de varer og ydelser, som kan fås for penge,
- osv. osv.

Det korte og det lange er, at af alt, hvad der er efterspørgsel på, ja så er efterspørgslen på det at være efterspurgt på arbejdsmarkedet simpelt hen gigantisk. Og markedet kan slet slet ikke imødekomme, aftage, honorere, denne efterspørgsel på at være efterspurgt, dvs. aftage det gigantiske udbud af arbejdskraft, som findes. Så når man siger, at arbejdsløsheden ikke tynger for meget, så hænger det og flandrer på sin egen lidt patetiske måde der i vinden.

Uanset hvor mange midler der er blevet brugt på at løse arbejdsløshedsproblemet de sidste 40 år, ja så er problemet ikke blevet mindre. Men man har især glemt, hvor mange midler der bruges på at administrere og skjule arbejdsløsheden, og man har glemt, at efterspørgslen på at være efterspurgt på arbejdsmarkedet først og fremmest skyldes den herskende religion, nemlig troen på at meningen i tilværelsen består i at bidrage til det ekstremt destruktive vækstideal, som kun Ejvind Larsen tør kalde en afgud, nemlig fordi han har Jesus.

Nu tør jeg også kalde utøjet ved navn, netop fordi jeg har indstiftet min egen tidsregning, slået mig op som menneskehedens frelser.

Og Leif Møniche: ”Markedet er ubalancernes tilsyneladende tilfældige tyranni; overflod et sted betyder mangel et andet sted”.

Netop, du kan huske paradokset, som du har henvist til en gang for længe siden, nemlig det som min egen afgud, Niklas Luhmann kalder ”knaphedens paradoks”. Det kan formuleres på mange måder, og her er en af dem: ”med den enes bestræbelse på dække sit forbrug af de begrænsede ressourcer, dvs. ved at lægge beslag på en mængde heraf, så mangler selv samme mængde for alle andre”. Knaphedens paradoks har man forsøgt at overvinde i økonomisk teori med budskabet om, at den økonomiske kage bare kan gøres uendeligt stor, dvs. i kraft af og i forlængelse af det netop omtalte og højt feterede arbejdsmarked, krumtappen i vor tids mest fremherskende trosgenstand, det som selve den moderne religion, det moderne projekt, EU-proselytterne, konsensus-teoretikerne, osv. centrerer sin fanatisme om.

Problemet er som sagt, at arbejdskraften for længst er holdt op med at være den egentligt begrænsende faktor for produktiviteten, lige som markedsværdierne, de værdier der i det hele taget registreres og lever ved pengeøkonomiens mål for værdi, dvs. prisdannelsesmekanismerne, har overskredet sin brugsdato, fordi der er gået inflation i selve troen på markedsværdierne, og altså ikke kun i værdierne på markedet, hvorfor priserne på markedet pisser hysterisk op og ned uden at sige noget som helst om andet end markedsfanatikernes manglende selvtillid, hysteri osv.!

Alternativet til markedsværdierne, dvs. alternativet til den hvide økonomi, kunne kaldes den sorte økonomi. Begrebsligt, dvs. semiotisk, er det nærliggende at orientere sig sådan.

Jeg vil gerne slå et slag for den sorte økonomi, men det er ikke fordi jeg går ind for skattesnyd, slet ikke.

Den sorte økonomi kan tages som udtryk for alle de former for udveksling, der falder uden for pengeøkonomiens måde at distribuere på og som bl.a. naturen, det billige skidt, står for. Entropiloven, som en og anden måske har hørt om, siger kort og godt, at den eneste egentligt knappe ressource, er organiseret potentiale for forandring, energi, orden, laventropi, netop fordi det man finder her er selve potentialet for enhver tilsigtet forandring. Sagt på en anden måde, så kan potentialet jo aldrig blive stort nok, og problemet er altså, at arbejdskraften ikke længere er eller står for potentialet, men at det er alle de begrænsede potentialer, der går til i produktionen, der altså udgør grænsen for vækst, dvs. potentialet ligger i det der går til i lønarbejdet og ikke i lønarbejdet!

Hvis man ser på hvor store og i fysisk forstand ekstreme indhug den store, og i fysisk forstand ekstremt uøkonomiske, hvide økonomi har gjort i den sorte, og i fysisk forstand langt mere økonomiske sorte økonomi, så kan man godt få trang til at græde snåt, banke sin morgenstjerne ned i kølerhjelmen på en og anden af den mængde af benzinforbrugende planetforrædere, der bare drøner der ud af, fuldstændigt opslugt af deres egen lille fortælling om sig selv, der stik mod sandheden handler om at deres succes er alle andres. For de åh så produktivet og storforbrugende bedsteborgere de demonstrerer ikke ret meget andet end deres gigantiske evne til at omsætte livets mulighedsbetingelser uden at der kommer andet end deres selvfede løgn ud af det, nemlig den løgn der siger, at deres succes er alle andres.

Den sorte økonomi er den oprindelige økonomi. Den bygger på den orden, der er vokset op over hele livets udvikling her på den endnu lille blå planet (3,5 milliarder år har den været under vejs). Den centrerer sig om de forskelle, den orden, biodiversitet og kulturelle mangfoldighed som den bygger på, bekræfter og forlænger i sin selvorganiserende praksis i niche, dvs. i nærmiljøet. Sort økonomi bygger på udveksling, produktion og forbrug i nærmiljøet. Økologi er sort økonomi.

Hvid økonomi bygger derimod på at gøre afstande og forbrug af energi ligegyldigt, dvs. på forestillingen om, at energiforbruget er ligegyldigt, som om entropiloven ikke havde økonomisk gyldighed. Efterspørgslen og udbuddet vil slå sig ned over alt samtidigt uanset afstande, transport og logistiske omkostninger. Det er idealet for det ultimative økonomiske subjekt, at dets efterspørgsel skal kunne slå sig ned over alt i universet, uanset afstand, transport, tid og rum. Det er hvad man taler om, når man lovpriser markedets lov, konkurrencen, der skal være allestedsnærværende, når man taler om bedre infrastruktur, når man taler om at udslette naturligt groede forskelle, kultur og natur i det hele taget, for at den samme mekanisme kan gøre efterspørgslen og udbuddet lige nærværende over alt samtidigt, dvs. få alle forskelle til at forsvinde for markedet, det store hvide homogene marked.

Biodiversitet, kulturelle forskelle, naturressourcer, globalt klima, energien, kort sagt alt går i øjeblikket ind i markedsøkonomien, bidrager til en og samme mekanisme, hvorfor forskellene forsvinder, går under fx for forsøget på at opleve dem, lige som de kulturelle og naturlige forskelle som turistindustrien forsøger at sælge hele tiden forsvinder bl.a. som følge af turistindustriens egen indflydelse på den lille klode; For hver gang en turist flyver om på den anden side af jorden for at få en på opleveren, så er det eneste sikre, der kommer ud af det, at der herefter er det mindre at komme efter for alle andre, ikke bare af flybrændstof, men også af urskov, kulturelle forskelle og biodiversitet.

Jesper Jespersen er del af noget stort, han forveksler højere beskæftigelse med udviklingen. Han kender lidt til Keynes, og Keynes er da også lidt mere sympatisk end Friedman.

Problemet er, at beskæftigelsesproblematikken er langt mere grundlæggende end de herrer lægger op til. Og jeg kan for den sags skyld heller ikke gøre andet end at antyde det her og så henvise til, at jeg har skrevet mere end tusind sider om det rundt omkring.

Philip C Stone

Vi befinder os i en krise som på afgørende vis adskiller sig fra krisen i 30erne. Den store fælde er forholdet mellem arbejdsløshed og konsekvenserne af en uovervejet vækstpolitik. Satser vi ukritisk på vækst, fremskynder vi de miljømæssige katastrofer som vi er i gang med at forvolde, samtidig med at forhøjede priser på de ressourcer vi efterspørger kvæler den vækst vi prøver at fastholde. Kommer der ingen vækst vil millioner blive fastholdt i arbejdsløshed og et fastlåst liv. Jeg underviste mange unge fra bl.a. Spanien da de var udvekslingsstuderende herhjemme, og jeg er meget bekymret for deres fremtid.

Der findes ingen rene løsninger. Mit eget banale bud er at koncentrere vækstinitiativerne der hvor de medvirker til at løse vores problemer med miljøet og etableringen af rene energikilder. Derudover må vi for alvor begyder at forholde os til befolkningsvækst, arbejdsfordeling, og holdbarheden af en kultur som eksisterer på grundlag af vækst og en fremkaldt, stigende forbrug. Euroen vil jeg ikke komme nærmer ind på, men det er klart at den nuværende konstruktion er uholdbar.

HELT VED SIDEN AF

JPMorgan, hvis CEO har argumenteret ihærdigt imod reguleringen af bankerne, har tabt store beløb på spekulation, hvilket har undergravet bankernes troværdighed og medført fornyet diskussion om behovet for regulering.

Hvis du er interesseret i finanskrisen vil jeg venligst opfordre dig til at se på nogle af mine kommentarer til:
http://www.information.dk/300699
Det gælder kommentarene 14:16, 20:55, og i morges, 9:36.

Arne Thomsen

@ Steen Ole Rasmussen:
Hvad siger du til at beskæftige de 900.000, som er på overførsel, i statslige virksomheder (eller andre offentligt ejede virksomheder), der producerer f.x. grøn energi, og hvor der tillige er demokratisk ledelse og resultatløn til sikring af effektiviteten?

Steen Ole Rasmussen

@Arne Thomsen

Der er ikke noget som helst forgjort i at lade mennesker, der i forvejen kan og vil og allerede er på overførsel, bidrage til de sider af økonomien, der giver flere muligheder end de forbruger, dvs. der forøger potentialet i bredere forstand end den vi normalt fokuserer på, når vi taler om økonomisk vækst, ved fx at gå ind i udviklingen og produktionen af energi eller i besparende projekter af selv samme. Disse funktioner kan ikke defineres ensidigt af markedsmekanismerne, hvorfor det er nærlækkende at lade demokratiet træde til her.

Problemet er bare at få øje på de funktioner, der går ind og skaber mere end de forbruger i forhold til de begrænsede ressourcer.

Sådan som jeg ser det, er der mange andre muligheder, der kommer før ansættelser i bestemte grønne sektorer.

Omprioriteringer i forhold til livsindhold, nedsat forbrug, nedsat arbejdstid, nedsat produktion, kort sagt tid til det sociale, kommunikation, samvær, alt det der ikke koster noget, men som alligevel gør det hele!

Niels-Holger Nielsen

Den tilslutter jeg mig: 'humlebien er et populært eksempel (som vist nok dog ikke passer)'. Nej, det er ikke hver dag i sommerhalvåret, at man falder over en humlebi, som er styrtet til jorden.

Leif Højgaard

Steen Ole Rasmussen - selve eksistensens uforandrelige og uforståelige grundlov ”...med den enes bestræbelse på dække sit forbrug af de begrænsede ressourcer, dvs. ved at lægge beslag på en mængde heraf, så mangler selv samme mængde for alle andre...” - er nok det vanskeligste paradoks overhovedet. Knaphedens paradoks gør sig gældende universelt i alle tænkelige dimensioner ud over det resourcemæssige når alternativer gensidig udelukker hinanden. Se bare på f.eks politik hvor det ene mål udelukker et andet mål. At fordele og ulemper ved nogle alternativer samtidig omvendt er ulemper og fordele for andre. Det vil kræve stor forskningsmæssig indsats at genuddanne økonomer, teknikere og politikere til den avancerede tankegang du fremfører med den hvide energi men resultaterne vil heller ikke udeblive i form af bedre livskvalitet for klodens beboere.

@Jon Rosengren

Ja, men de har jo også bufferten at tage af.

Det kunne Danmark også have haft, hvis vi havde haft en ansvarlig regering.

Morten Lynge

@Martin Pedersen

Jeg sagde 'gæld', ikke 'underskud' :-)

Tyskland's gæld er så stor at de ikke kan låne i en størrelsesorden der vil gøre nogen forskel. De har lige nu lave renter, men det er kun fordi de er det mindst ringe euro land at investere i, primært fordi de fører en stram og troværdi finanspolitik.

@Rasmus Hansen

Se ovenfor :-)

Christian Nissen

Steen Ole Rasmussen her en pointe i at arbejdsløse skaber arbejde.
Hvor mange beskæftiges mon her?
Det med at administrere de ordninger og jeg begriber ikke at staten gider hælde de offentlige kroner i de private firmaes lommer.

Steffen Gliese

Liberalistisk gift, Christian Nissen! På papiret ser den så logisk og uomgængelig ud, men verden er ikke logisk, og fra tidernes morgen har samfund været, hvad mennesker bestemte, at de skulle være.
Efter nogle tiår med en absolut god udvikling, er der imidlertid tilsyneladende sket en vildførelse, der får folk til at acceptere, at frugten af deres arbejde deponeres hos en lille gruppe af mennesker, hvis eneste adkomst dertil er, at de i forvejen har penge.

Hey alle,

Jeg er i gang med at skrive min SSO om Gældskrisen i EU, med særligt henblik på Grækenland.
Én af mine problemstillinger lyder således: Med udgangspunkt i Keynes og Monetaristisk krisepolitik ønskes der endvidere en undersøgelse af EU’s håndtering af krisen med særligt fokus på Grækenland.

- Jeg ved at EU's håndtering har været monetaristisk, men jeg ved bare ikke hvorfor. Er der nogle der ved det? :-)