International kommentar

EU gentager brølerne fra krisepolitikken i u-lande

Med finanspagt og hjælpepakker til kriseramte lande er EU i gang med at gennemføre den samme økonomiske politik, som bragte u-landene i knæ i mere end tre årtier
31. maj 2012

I dag stemmer Folketinget om den såkaldte finanspagt, som er EU’s seneste svar på gældskrisen. Og irerne holder folkeafstemning om selvsamme finanspagt. Danmarks og EU’s fremtid bliver altså på afgørende vis bestemt i dag.

Vi håber, at det flertal i Folketinget, som indtil videre har ønsket, at Danmark skal deltage i finanspagten, vil tænke sig om en ekstra gang.

Med finanspagten ønsker EU at gennemføre nøjagtig de samme destruktive politikker i EU-landene selv, som EU og USA har brugt Den Internationale Valutafond (IMF) til at gennemtvinge i over 100 u-lande de sidste 30 år.

I 80’erne eksploderede u-landenes såkaldte gældskrise. Den var udløst af gælden til de rige lande, som u-landene bl.a. havde arvet fra kolonistaterne.

For at servicere gælden til Verdensbanken og de rige landes banker, måtte u-landene optage nye lån hos IMF. Udover en skyhøj rente var prisen for lånene, at låntagerne blev sat under administration af IMF’s berygtede strukturtilpasningsprogrammer. Formålet var at ’tilpasse’ u-landenes økonomier, så de blev i stand til at afbetale.

Opskriften på stabilitet på kort sigt var budgetdisciplin gennem nedskæringer, som skulle bringe inflationen under kontrol og skærpe konkurrenceevnen på de globale markeder.

Fortabte årtier

Men de sociale konsekvenser var katastrofale. Det er hvad u-landseksperter har kaldt ’de fortabte udviklingsårtier’.

I perioden 1981-2001 steg antallet af fattige i Afrika, som lever for under én dollar om dagen, med 46 pct.

Tilbagerulningen af statens rolle i sundhedssektoren betød, at de afrikanske lande på ingen måde var i stand til at reagere på hiv/aids-epidemien, som eksploderede i 1980’erne, og som stadig plager kontinentet.

Nedskæringerne har desuden efterladt landbruget underudviklet og gjort kontinentet til nettoimportør af fødevarer. De seneste års sultkatastrofer har med al tydelighed vist, at hele befolkningers liv nu afhænger af fødevarespekulanters afskyelige derivathandel.

Men hvad skete der med gælden? Hjalp spareiveren slet ikke på den? Nej, tværtimod. Den eksploderede. U-landenes afbetaling kunne ikke følge med de høje renter, som føjede ny gæld til den gamle.

Nedskæringerne inden for landbruget betød lavere produktion – og minimal vækst i eksporten, som ellers var kardinalpunktet for IMF. Samtidig medførte den øgede arbejdsløshed et reduceret forbrug. Resultatet blev økonomisk stagnation.

Ifølge IMF steg ulandenes gæld fra 500 mia. dollars i 1980 til 1000 mia. i 1985 og til 2000 mia. dollars omkring årtusindskiftet.

De afrikanske lande har betalt den oprindelige gæld tilbage mere end tre gange. Alligevel betaler de i dag tilsammen omkring 15 milliarder dollar om året i gældsafdrag.

Lektien fra Afrika

Af u-landenes gældskrise kan vi lære, at nedskæringer hverken kan eller har til hensigt at hjælpe et land med at servicere gælden eller skabe vækst i økonomien.

Og på samme måde som u-landenes gæld i 30 år har været en formidabel strategi til at sikre envejskapital og ressourcestrømme fra syd til nord, er nedskæringerne i EU et instrument til at overføre værdi fra det offentlige til den private finansielle kapital.

Tag for eksempel EU/IMF’s seneste hjælpepakke til Grækenland, som bestod af 130 milliarder euro.

30 milliarder euro går til at betale gammel gæld af til private ejere af græske statsobligationer. De øvrige 100 milliarder bliver stillet som garantier under Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfond i omlægningen af det græske lån, så lånet kommer ned på 120,5 pct. af BNP i 2020.

EU’s teknokrater har fundet frem til, at landet lige akkurat kan servicere en gæld på 120 pct. af BNP. Det er med andre ord den maksimale mængde mælk, man kan tvinge ud af koen, uden den dør af udmattelse.

Som betingelse for gældsomlægningen har EU/IMF krævet yderligere nedskæringer inden for staten: Fyringer af endnu 15.000 offentligt ansatte, privatisering af overskudsgivende offentlige institutioner, yderligere arbejdsmarkedsforringelser, 20 pct. nedgang i mindstelønnen etc.

Kort sagt: Værdien af det offentlige overføres til eurozonens banker, som stadig har brug for rekapitalisering.

Grækenland er bankerot og har været det i lang tid. Det ændrer 70 pct. gældseftergivelse ikke på. Men nedskrivningen betyder, at bankerne kan malke befolkningen for de sidste dråber, uden at bankerotten spreder sig til resten af eurozonen.

Straffer de forkerte

EU’s gældskrise skyldes ikke et overforbrug af offentlig velfærd i den almindelige befolkning. Derfor er nedskæringer på velfærden ikke en reel løsning. Det vil kun føre til yderligere arbejdsløshed og fattigdom.

Gældskrisen skyldes de tøjlesløse spekulanter, der f.eks. bragte det irske banksystem i knæ. Regeringen overtog gælden bl.a. efter krav fra EU. På en enkelt nat forvandlede den irske stat sig fra at være i økonomisk balance til at være dybt forgældet. Profitten blev privatiseret, mens gælden blev nationaliseret.

En anden årsag til krisen er massive skattelettelser til de rigeste. I Grækenland betaler virksomheder og rigmænd stort set ikke skat, men alligevel skylder de staten op mod 60 milliarder euro.

Helt afgørende er eurokonstruktionen, som har skabt et konkurrenceforvridende forhold mellem center- og periferilande.

Det er derfor tom snak, når statsministeren og de øvrige EU-ledere taler om gældsafbetaling som forudsætning for vækst, mens de intet gør ved de grundlæggende problemer.

 

 

 

Søren Søndergaard er MEP for Folkebevægelsen

Henrik Bang Andersen er aktivist i solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

>i>"Tag for eksempel EU/IMF’s seneste hjælpepakke til Grækenland, som bestod af 130 milliarder euro.

30 milliarder euro går til at betale gammel gæld af til private ejere af græske statsobligationer. De øvrige 100 milliarder bliver stillet som garantier under Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfond i omlægningen af det græske lån, så lånet kommer ned på 120,5 pct. af BNP i 2020.

EU’s teknokrater har fundet frem til, at landet lige akkurat kan servicere en gæld på 120 pct. af BNP. Det er med andre ord den maksimale mængde mælk, man kan tvinge ud af koen, uden den dør af udmattelse.

Som betingelse for gældsomlægningen har EU/IMF krævet yderligere nedskæringer inden for staten: Fyringer af endnu 15.000 offentligt ansatte, privatisering af overskudsgivende offentlige institutioner, yderligere arbejdsmarkedsforringelser, 20 pct. nedgang i mindstelønnen etc.

Kort sagt: Værdien af det offentlige overføres til eurozonens banker, som stadig har brug for rekapitalisering."

Det er bl.a. forhold som disse, der eksponerer EU-parnassets stråmandsaktiviteter for kapitalen.

Andreas Prætorius

''De afrikanske lande har betalt den oprindelige gæld tilbage mere end tre gange. Alligevel betaler de i dag tilsammen omkring 15 milliarder dollar om året i gældsafdrag."
Hvorfor er det helt præcist at man ikke bare siger at vi er kvit? Hvis jeg havde lånt nogen penge og fået 3 gange så meget igen ville jeg da være lykkelig. Men mere vil åbenbart have mere. Er det på tide at stryge gælden? I think so

steen nielsen

Hvor kommer al den ko snak fra, som er på mode i øjeblikket? det forstyrrer lidt når det ellers er et vigtigt emne som har relevans. I øvrigt en artikel som er øjenåbner både overfor gælds krisen på det Afrikanske kontinent og i Europa.

Peter Günther

Artiklens præmis om, at enhver form for nedskæring dræber vækst , (fordi den kommer fra EU eller en anden samarbejds-organisation) vidner om en meget overfladisk tilgang til emnet.

I en krise, hvor denne er fremskaldt af usunde overforbrug, er medicinen ikke bare at sende flere penge.

Tværtimod skal en revision jo netop skære skadelige aktriviteter væk (=besparelser), for at der kan komme flere resourcer til rådighed til de fælles, og langt mere nyttige aktiviteter (=væksten)

Peter Günther

historisk set er hjælpepakker uden relevant ændring af adfærd totalt virkningsløse.

Derfor vil hælpepakker uden relevant understøttende handling være virkningsløse.

steen nielsen

Skygger driver over vindueskarmen og op ad væggen som kontinenter:

Disse lande (på det afrikanske kontinent), skal have eftergivet deres gæld, så de har en reel chance for at gøre brug af deres egne spektakulære natur resurser.

Før eller siden må man holde op med groft, at udnytte dette kontinent.

Man må i Vesten indse det amoralske i at leve af, at spænde ben for udvikling, med den bagtanke forsat groft, at kunne udnytte kontinentet til egen vinding.

Slaveriet er åbenbart ikke ophævet.