Læsetid 5 min.

Fagbevægelsen slider på sit mandat

Alt tyder på, at fagbevægelsen i sin iver efter at være salonfæhig forhandlingspartner ved de kommende trepartsforhandlinger er klar til at lade lønmodtagerne betale for krisen endnu en gang. Det kan slide på den legitimitet, som er selve grundlaget for den indflydelse, bevægelsen angler efter
Det er efterhånden mange år siden, lønmodtagerne demonstrerede i stort tal på Christiansborg Slotsplads. På billedet protestere demonstranter mod SV-regeringen i 1978.

Det er efterhånden mange år siden, lønmodtagerne demonstrerede i stort tal på Christiansborg Slotsplads. På billedet protestere demonstranter mod SV-regeringen i 1978.

Henning Bagger
18. maj 2012

Fagbevægelsen er svækket op til de forestående trepartsforhandlinger. De økonomiske konjunkturer dekreterer krisestyringspolitik, og det er lønmodtagerne, der hidtil har betalt. Først via tilbagetrækningsreformen. Dernæst via de netop overståede overenskomstforhandlinger, som betød en reallønsnedgang. Og senest i forbindelse med regeringens 2020-plan, som varsler beskæringer af flexjobordning, dagpenge, kontanthjælp og førtidspension.

Lønmodtagerne har altså allerede betalt hele tre gange for krisen.

Regeringen lægger imidlertid op til endnu flere regninger til lønmodtagerne ved trepartsforhandlingerne, hvor kravet er øget arbejdstid. Med det udspil kan man undre sig over, hvorfor Harald Børsting og LO som lønmodtagernes repræsentanter overhovedet har en interesse i at deltage og legitimere disse forringelser. I det lys er det måske ikke så svært at forstå medlemsflugten fra LO.

For at forstå, hvorfor LO alligevel er fast besluttet på at indgå en aftale, må man sætte sig ind i den logik, som den faglige top opererer ud fra.

I et forsvar for de etablerede forhandlingssystemer og samarbejdsrelationer, Den Danske Model, har man efterhånden tabt fokus på de udfordringer, som lønmodtagerne står over for i deres hverdag. Når Harald Børsting skal forklare, hvad det er, han kæmper for, så er det Den Danske Models overlevelse, dvs. det danske aftalesystem.

Vi forstår til fulde, at Børsting er glad for denne model, for gennem tiden har den været et fremragende middel til at fremme og forsvare lønmodtagernes rettigheder. Men en undersøgelse fra Ugebrevet A4 viser, at fire ud af ti danskere forventer vigende overenskomstdækning i fremtiden, og udviklingen bifaldes af arbejdsgiverne og vurderes som realistisk af flere forskere. Kun Harald Børsting afviser, at der er noget om snakken.

Faktum er imidlertid, at sager med uorganiseret arbejdskraft fylder i mediebilledet. Når medlemmerne flygter fra LO, er det kun forventeligt, at færre arbejdspladser efterhånden vil være dækket af overenskomster. Denne udvikling truer Den Danske Model. Spørgsmålet er så, hvordan den forsvares bedst.

Fra tredjepart til tredje hjul

Det lader til, at Børsting & Co. mener, at kampen bedst kan vindes ved at henvise til de etablerede institutioner og deres beståen samt gennem tætte relationer til både DA og de politiske partier.

Jesper Due og Jørgen Steen Madsen viser i deres storværk Fra storkonflikt til barselsfond, hvor vigtige de personlige relationer og den gensidige tillid er mellem forhandlerne fra henholdsvis LO og DA. Der opbygges således en forhandlingselite, der orienterer sig efter at løse problemer i konsensus. Her oplever LO at blive opfattet som legitime af arbejdsgivere og regeringen. Derfor må den faglige politik også orientere sig efter de etablerede forhandlingsinstitutioner.

Det placerer Børsting og LO som ansvarlige aktører, der er med til at forme den danske samfundsudvikling. Problemet bliver imidlertid, at man for at blive opfattet som legitim accepterer at spille efter magtens regler.

Man accepterer med andre ord arbejdsgivernes og regeringens måde at anskue samfundets udfordringer. Det gælder f.eks. den tvivlsomme antagelse om, at øget arbejdsudbud skaber flere arbejdspladser og ikke bare betyder lavere løn, fordi efterspørgslen på arbejdskraft falder.

Det betyder også, at man i mindre grad kan inddrage problemstillinger, som rejses nedefra i bevægelsen, fordi disse ikke nødvendigvis udtales i magtens sprog og ud fra resten af elitens verdensbillede.

Det er en del af forklaringen på, at fagbevægelsens ledere er bange for at inddrage medlemmerne i, hvad man skal kræve i trepartsforhandlingerne.

Man frygter at blive gjort til grin med ’urealistiske’ krav. LO-toppen synes altså at foretrække rollen som tredje hjul frem for den som tredje part.

Imidlertid risikerer man ved denne integration med den statslige og økonomiske elite på længere sigt at gøre sig selv irrelevant både som tredje part og tredje hjul, fordi man mister sin legitimitet hos medlemmerne. I øjeblikket stemmer de med fødderne og forlader fagbevægelsen i stort tal.

Den udvikling ligger givetvis i baghovedet på Børsting, når han sætter sig ved forhandlingsbordet. Han vil gerne signalere, at fagbevægelsen stadig har en central rolle og ikke er et fortidslevn, som diverse borgerlige debattører hævder.

Men hvis prisen for at indtage en central position i samfundsudviklingen er, at man får sine medlemmer til at betale for krisen for fjerde gang, er det svært at se, at dette skulle stoppe medlemsflugten.

Intet mandat fra medlemmerne

Op til trepartsforhandlingerne står Børsting over for den samme udfordring som forgængeren Finn Thorgrimson stod over for i slutningen af 1980’erne. Her accepterede LO løntilbageholdenhed, men fik samtidig væsentlige indrømmelser i form af arbejdsmarkedspensioner. Børsting må hive en lignende kanin op af hatten denne gang. Ellers fremstår han fuldstændig utroværdig over for medlemmerne. Når arbejdsgivere og regeringen kræver øget arbejdstid, må og skal Børsting forlange modydelser. Men lønkampen er midlertidigt suspenderet, og forringelser af efterløn, kontanthjælp, dagpenge, flexjob og førtidspension vil blive kørt igennem, uden at LO kan gøre hverken fra eller til.

Børsting stillede i sin 1. maj-tale de rigtige krav. Han krævede vækst, jobrotation og efteruddannelse, praktikpladser og en forøgelse af indsatsen mod social dumping. Det er netop med udsigt til øget jobsikkerhed og arbejdsløshedsbekæmpelse, at lønmodtagerne har accepteret reallønsfaldet i forårets overenskomster.

Arbejdsgiverne skal være med til at betale prisen for at sikre danske arbejdspladser og bekæmpe social dumping, og de midler i statskassen, som det øgede arbejdsudbud forventes at give, må komme lønmodtagerne til gode i form af efteruddannelse og vækstinitiativer.

Men Børsting er på en svær mission, for han sætter sig til forhandlingsbordet som en mand, medlemmerne flygter fra. Der møder ikke 50.000 lønmodtagere op på slotspladsen, og avisernes debatspalter flyder ikke over af læserbreve fra frustrerede arbejdere. Børsting har nemlig ikke hentet et mandat blandt sine egne medlemmer ved at bruge ressourcerne på kampagner og opsøgende arbejde, hvor han offensivt spurgte medlemmerne, hvad de mener skal på bordet ved trepartsforhandlingerne. Derfor kan han ikke forvente deres aktive opbakning, når der skal forhandles. Alle rundt om bordet ved, at Børsting er den eneste spiller uden trumfer.

Med et bredt funderet mandat ville Harald Børsting reelt være lønmodtagernes legitime forhandler. LO og fagbevægelsens legitimitet over for stat og arbejdsgivere består i sidste ende i magten til at kunne mobilisere de danske lønmodtagere. Arbejderbevægelsen har historisk været den mest betydningsfulde demokratiske bevægelse. Den lærte danskerne, at de mange kan gøre sig gældende over for de få magtfulde ved demokratisk deltagelse.

Denne historiske lektie synes nutidens ledere at have glemt. Det er en skam, for den er i disse krisetider mere relevant end nogensinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Arbejdsmarkedspensionernes indførelse var en mega stor gevinst for LO - påsigt betyder det en enorm kapitalopsamling på lønmodtagernes hænder, og lønmodtagerkapitalen vil hen ad vejen blive bestemmende i flere og flere virksomheder.

(Folkepensionen bliver så relativt betydningsløs i forhold til arbejdsmarkedspensionen - d v s, at det er B-holdet , der må nøjes med folkepensionen.)

Fagbevægelsen er medlemmernes bevægelse , men den har ikke samme brede demokratiske folkelige mandat som regering og folketing, der er på valg mindst hvet 4 år og valgt af hele folket - og det gør en forskel.

Faktisk stemmer fagbevægelsens medlemmer ikke på det samme parti, og man kan vel ofte se, at et fagforeningsmedlem p d e s gerne vil have mere i løn, men p d a s har stemt på et parti, der lægger vægt på mådehold og budgetkontrol ? - fagbevægelsen er altså ikke valgt for at drive økonomisk politik , men for at "handle med arbejdsgiverne" ( - om nødvendigt med brug af strejker).

Hvem betaler ? - i sidste ende er det os alle sammen - d v s lønmodtagere, pensionister, uddannelsessøgende , børn , pølsemænd , fodboldspillere o s v.

Hvis lønmodtagerne har mange penge mellem hænderne, så stortrives detailhandelen, byggeriet, underholdningsindustrien, taxiselskaberne, Tivoli, bryggerierne, tøjdesignerne o s v.- alle vinder.

Hvis lønmodtagerne har få penge mellem hænderne og er nervøse for ledighed, så falder omsætningen i datailhandelen, byggeriet, charterbranchen o s v - alle taber.

Artiklen er udtryk for en politisk-økonomisk "tænkning",der ikke er kommet ud over "cigarkasse-stadiet".

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Problemet er måske også, at det ikke længere er så tydeligt, at Socialdemokratiet er Fagbevægelsens politiske gren. Det har partiet og bevægelsen desværre opgivet.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Det er ret svært at mobilisere fortrøstning til, at DA og Regeringen af sig selv vil forære Børsting noget som helst.
Og hans medlemmer har ikke rigtig nogen grund til at stole på ham længere, så der bliver heller ikke foræret noget væk.

Hvad med en rask lille afstemning om, om ikke vi skulle bede Dennis Kristensen fra FOA om at føre ordet på fagbevægelsens vegne istedet for Børsting?
jeg stemmer for.

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Peter Hansen.

Helt enig - men somme tider er det klogere at bøje lidt i stedet for at brække halsen på sig selv og andre.

I øvrigt (for at gøre det helt tydeligt), så har mange af dem, der har stemt Børsting & co ind som fagforeningsledere også stemt på Socialdemokratiet, hvis nuværende statsminister og finansminster sidder for enden af forhandlingsbordet - verden er ikke enkel sort-hvid (eller rød-blå)

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Robert Kroll, problemet med din fremstilling er, at den er helt rigtig, men dum og uholdbar. Jesper Jespersen sagde det i P1 Morgen i dag: vi arbejder for at kunne købe for at få arbejde. I stedet for at arbejde for at efterkomme behov. Det er for dyrt, dumt og uansvarligt at fremstille for at sikre et stort og bredt udbud, i det mindste af helt basale og banale varer. Så vi har ikke brug for flere jobs eller mere produktion, men klogere produktion, hvilket vil sige udfasning af alt det, der intet godt gør (kartoffelchips, f.eks.).

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Peter Hansen.

Jeg synes kartoffelchips er en billig fornøjelse.

Jeg vil nødig leve i et samfund,hvor man kun fik de nødvendige proteiner, kalorier og kulhydrater i rette forhold og afmålte portioner.

Noget af det, der gør det sjovt at leve er da kartoffelchips , flæskesvær, jordbæris , øl, vin, musik, dans, fodbold, koncerter , kunst, ferierejser, computerspil, grill-fester med familie og venner o s v. (- objektivt , kynisk og koldt set alt sammen noget , der er undværligt.)

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

I princippet er jeg enig - det er svært at sortere i godt og skidt, fordi så meget skidt også er godt. Man skal bare huske på, at hver gang man fremstiller noget underlødigt, stjæler man både folks tid (dem, der gør arbejdet) og penge (dem, der burde have brugt deres penge på noget, der gav større fornøjelse). Min pointe med kartoffelchips er, at man har bedre fornøjelse af peanuts og andre nødder. Kartoffelchips er en opfindelse, der er gjort, for at profitere på affaldet fra spritfremstilling. Den gode side af kapitalismen har jo været den egentlig grundlæggende impuls til ikke at lade noget gå til spilde. Den tankegang ville det være rart at bære med over i en fornuftigere livsførelse.

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Peter Hansen.

Noget af problemets kerne er vel i din optik, at forskellige mennesker har en forskellig ( men lige legitim ? ) mening om hvad der er godt eller skidt.

Hvad der er underlødigt for den ene er måske værdifuldt for den anden.

Jeg vil gerne bruge nogle af mine indtjente penge på at købe kartoffelchips til f eks familiefesten - det er der så nogen, som synes er en dårlig disposition.

Nogle synes alle skal være vegetarer , nogle synes at alkohol bør forbydes, nogle synes vi har for meget ferie, nogle ( f eks indre mission)synes vi morer os for ofte o s v.

Vi er forskellige m h t valg af job, fritidsaktiviteter , smag og behag, livsopfattelse o m a - og sådan bør det være i et ordentligt samfund med frihed og tolerance.

Ingen af os kan vellide , at andre tiltager sig rollen som vores formyndere ??

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Robert Kroll

Ingen af os kan vellide , at andre tiltager sig rollen som vores formyndere ??

Det sker hele tiden.
Den absolutte individuelle frihed til at gøre som man selv lyster og synes, er anarki.
Og det har så sine ulemper også.

Brugerbillede for Hanne Christensen
Hanne Christensen

Magten for magtens skyld.

Vi har set det hos Helle Thorning, hos Villy Søvndahl og som her også hos Harald Børsting.

De siger et - for at få magten -, og gør det modsatte, når de har fået den.

I den politiske elite vrimler det med ulve i fåreklæder, der påstod, at de ville varetage alm. lønmodtageres, lediges og syges interesser. Når de så bliver valgt, gør de det modsatte.

De varetager ikke befolkningens interesser, men derimod deres egen lille snævre elitære inderkreds. Om de sidder på den ene side af bordet - eller den modsatte, er et fedt. Det er her vennerne reelt er. Det er denne inderkreds, det i den grad handler om ikke at blive smidt ud af. Ikke som LO-formand, nej, som Harald Børsting, som den private person han er. Det handler han for ham om ikke at miste magt. Altså personlig magt.

Hvad det også handler om for Villy. Eller for Helle Thorning.

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Søren Lom.

Jeg sagde blot "bøje lidt".

Men i yderste konsekvens , så vil jeg da hellere midlertidigt gøre bagdelen til højeste punkt end at dø en tidlig og ubehagelig død (- selv om det skulle give en heltebegravelse) og evt udsætte mine omgivelser for samme grumme skæbne..

Så længe der er liv, så er der mulighed for at få revanche.

Brugerbillede for Jens Holger Laursen
Jens Holger Laursen

Hvornår har fagbevægelsen sidst gjort noget for sine medlemmer? Tværtimod er LO og de enkelte forbund medvirkende til at 400.000 danskere nu arbejder gratis.
Trepartsforhandlingerne er blot et figenblad for en politik, der allerede er formuleret og vedtaget - hvis nogen ellers gad læse FN's Agenda 21, ville det stå helt klart for enhver. Fascismen er over os.

Brugerbillede for Tine Sørensen
Tine Sørensen

I et land, hvor valget af kartoffelchips er for de priviligerede, er der brug for forandringer.

Jeg har selv levet i adskillige år som insolvent i min lille lejlighed på Nørrebro, hvor opgaven med at hive huslejen hjem har gjort enhver overvejelse omkring kartoffelchips overflødig.
Jeg har ikke købt nyt tøj, intet nyt inventar,lever med totalt låg på alle behov, - min vaskemaskine er ved at bryde sammen, og det er min computer også.

Så hold da lige op med Jeres latterlige disput om chips....
Men blir overraskende bevidst om, hvad, der er værd at spise, - hvad, der er værd at eje, - når man intet kan købe.
Og chips står ved den gode grød ikke på ønskelisten!!!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Tine Sørensen, din situation skulle iflg. dansk sociallovgivning ikke findes. Så hvordan i alverden kan den det?

Brugerbillede for Martin B. Vestergaard
Martin B. Vestergaard

"øget arbejdsudbud skaber flere arbejdspladser" er det ikke det samme som at flere arbejdsløse giver mindre arbejdsløshed?

Harald Børsting må tage sig sammen og fortælle Helle Thorning at sådan hænger verden ikke sammen, og nu har vi som lønmodtagere betalt nok uden at få noget igen.

Brugerbillede for Hanne Gregersen
Hanne Gregersen

Fagbevægelsens hykleri og dobbeltmoral er jo mageløst.
De forslag, som den tidligere regering kom med, blev haglet ned med de værste skældsord, men så vupti med en ny regering af bonkammeraterne, så bliver de samme tiltag hyldet - hvordan kan de se sig selv i sepjlet med værdigheden i behold ?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det handler jo også, Thomas Dalager, om modpartens troværdighed, og der havde VKO ingen.
Når det er sagt, er Fagbevægelsen virkelig langt ude i noget, der ligner at arbejde mod egne interesser.

Brugerbillede for Hanne Christensen
Hanne Christensen

Tine Sørensen,

Jeg synes dine indlæg er interessante, og hvis du har mod og lyst, ja, så må du meget gerne levere flere tal.

Fx lever du på dagpenge, kontanthjælp eller SU, får du boligtilskud, er du forsørger osv.

Du virker som om, du mener, at det er din boligsituation - som ejer af en andelsbolig - der gør, at du er ringere stillet, end hvis du fx var lejer.

Gider du uddybe dette?

Hvad gør du hvis vaskemaskine/PC/køleskab ryger?

Hvad med varmeregning og el, frisør? Osv.

Hvis det bliver for privat, skal du bare lade være med at svare. Det er selvfølgelig helt ok. Når jeg spørger, er det fordi det er vigtigt at få din situation frem i lyset, da jeg tror, mange lever som du.