Kommentar

Folk uden for arbejdsmarkedet skal også have privat pensionsopsparing

Mennesker, som i længere perioder befinder sig uden for arbejdsmarkedet, må klare sig med en meget lille pension. Derfor skal de tvinges til at spare op
Debat
23. maj 2012

Det koster at stå uden for arbejdsmarkedet: Hvad enten man er på kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension, er overførselsindkomster for de fleste danskere en betydelig indtægtsnedgang. Selvfølgelig – det skal og kan betale sig at arbejde.

Men en kortere eller længere periode uden for arbejdsmarkedet har ikke kun konsekvenser for den enkelte på kort sigt. Arbejde skaber nemlig ikke kun værdi i arbejdslivet, men også i pensionsalderen.

Siden fagbevægelsen under trepartsforhandlingerne med den daværende Schlüter-regering i 1987 besluttede at opbygge arbejdsmarkedspensionerne, er det danske pensionssystem og skattesystem blevet lagt an på, at lønmodtagerne selv sparer op til deres alderdom. Nuvel, vi har stadig folkepensionen, og der er tillæg for de dårligst stillede, men vores alderdomspension er lagt an på, at alle sparer op til den tredje alder.

Det har været en succes: De fleste danskere – i 2010 helt præcist 2.355.686 danskere – sparer op til pensionen. Enten via de overenskomstbestemte pensionsordninger eller ved selv at indbetale til en pension. Det er en bevidst strategi fra såvel politikernes som fagbevægelsens side, og befolkningen har med deres indbetalinger og overenskomstkrav år efter år vist, at den bakker op om ordningen.

Ikke meget at rutte med

Strategien har bare den uheldige konsekvens, at danskere uden en opsparing ikke får ret meget at rutte med, når rollatoren, mimrekortet og de grå hår rykker ind.

Det rammer alle, der i kortere eller længere tid ikke sparer op. Barselsorlov til et par børn uden pensionsopsparing kan f.eks. få store konsekvenser for ens rådighedsbeløb.

Værst rammer det dog de mennesker, der permanent eller langvarigt står uden for arbejdsmarkedet. Når man er på overførselsindkomst, er der typisk ikke mange penge mellem hænderne, og pensionsopsparing, ud over den obligatoriske ATP, bliver derfor fravalgt.

Førtidspensionister har allerede i dag muligheden for at tilmelde sig en pensionsordning (den såkaldte SUPP), men 60 pct. har fravalgt det. Vi risikerer derfor, at nuværende førtidspensionister og folk, der modtager kontanthjælp i længere perioder, bliver fremtidens grå proletariat.

Folk på overførselsindkomst bør derfor også få indbetalt til pension.

Jeg er godt klar over, at der i øjeblikket ikke er stemning for at give arbejdsløse eller førtidspensionister flere penge. Efter Carina-sagen og den offentlige debat har mange et indtryk af, at forskellen på arbejde og arbejdsløshed ikke er ret stor. Men når nogle danskere sammenligner deres indtægt med den indtægt, de ville få på kontanthjælp, førtidspension eller dagpenge, tager de typisk ikke højde for, at deres løn også indeholder et større beløb til pension. Penge, de altså har tjent, mens de er i arbejde, men som de først får glæde af som ældre.

Samfundsproblem

De manglende indbetalinger er ikke kun et problem for den enkelte dansker. Det ender som et samfundsproblem. Når danskere i den arbejdsduelige alder ikke indbetaler til pension, betyder det reelt, at en forsørgerbyrde bliver skubbet ud i fremtiden: De skal ikke kun forsørges, mens de er ledige. De får også brug for flere økonomiske ydelser i deres alderdom: pensionstillæg, helbredstillæg og mange andre ydelser for pensionister er afhængige af pensionistens indkomst og derfor de facto af deres pensionsopsparing gennem arbejdslivet.

Løsningen er at reservere en del af de kommende års stigninger i kroner og ører i overførselsindkomsterne til tvungen indbetaling til pension. Modellen er den samme, som via overenskomsterne har fået gode pensionsaftaler for rigtig mange lønmodtagere: Ved at reservere en del af en lønstigning til pension. Skal ydelsen f.eks. stige to pct. for at følge med lønudviklingen på arbejdsmarkedet, kan man reservere halvdelen til en tvungen pensionsopsparing.

På den måde vil man langsomt, men sikkert, få hævet pensionsopsparingen og dermed få mindsket forsørgerbyrden i fremtiden.

Jeg medgiver, at det kan virke absurd at tvinge folk til at indbetale til pension i en fase af deres liv, hvor deres indkomst er meget lav. Men det er et fælles ansvar at sikre, at ingen kommer til at tilbringe deres alderdom i fattigdom – og uden egen pensionsopsparing vil man have meget lidt til livets efterår. Ved at reservere en del af stigningen i løn- og prisudviklingen til pension, er det førtidspensionisterne og de ledige, der selv betaler for deres pension.

Opsparing til alderspensionen bør derfor tages med i regeringens førtidspensionsreform, og derefter kan man drøfte hvordan princippet på sigt udbredes til dagpenge og kontanthjælp.

 

Katrine Lester er 2. viceborgmester (S) i Frederiksberg Kommune

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her