Formynderisk madaktivisme

Madbloggerne går mere op i at fuldende billedet af deres egen gode smag end reelle fødevareproblemer, lød kritikken for nylig fra Mogens Bisgaard. Madblogger Anders Damm kalder det formynderisk og kritiserer her Bisgaard for at misforstå bloggens natur.
31. maj 2012

Den der har evnen, har pligten. Derfor er jeg også enig med Mogens Bisgaard, når han i kronikken “Madbloggere savner ambitioner” skriver, at Danmarks mest populære madblogs har et ansvar for at oplyse sine læsere. Hvad jeg derimod ikke er enig i, er at Mogens skal bestemme, hvad og hvordan vi skal oplyse vores læsere.

At de danske madblogs “skal være mere aktivistiske” for at skabe reelle forandringer, tror jeg ikke på. Når mere end 50.000 danskere hver måned læser med på en enkelt blog om ærlig madlavning og udveksler erfaringer, om hvor man kan finde ramsløg i Danmark, krogmodnet kød i Nordjylland eller købe danske asparges, er det min påstand, at det flytter langt mere end at stille sig op på en virtuel politisk papkasse og råbe og pege fingre af 50 mennesker, der alligevel ikke lytter.

I “Madblogs savner ambitioner” citerer Mogens sin anonyme veninde, der tilsyneladende “brækker sig” over de danske madblogs, fordi der ikke er nogen, der lever på den måde. Det kan jo ikke lade sig gøre med en hverdag, der for manges vedkommende består af arbejde, ulvetime og opvask kun afbrudt af besvimelseslignende søvn. Og Malou Rotvel Pagh (madblogger, red.) bekræfter, at “sådan er der ikke nogen, der spiser”.

Men er målet med bloggen at dokumentere vores gastronomiske liv millimeter-nøjagtigt?

På ingen måde! Som en af vores læsere udtrykte det, er der “...vel ingen, der forventer, at man selv eller bloggerne leverer store gourmet-oplevelser hver dag. Derimod bør blog-indlæggene ses som inspiration til bedre hverdagsmad, og især til at få ideer til de mere specielle middage.” Når det er sagt, så bliver langt de fleste af retterne tilberedt og dokumenteret på ganske almindelige hverdage - vi plejer bare at skåne vores læsere for billeder af selve køkkenet.

Mogens erkender selv at “antallet af madblogs eksploderet i de sidste fem-seks år”, og blogmediets store popularitet skal ofte findes i den manglende løftede pengefinger - det er et fristed, hvor passionen for en fælles interesse dyrkes. Via bloggens bekendende natur, ved at møde læserne i øjenhøjde og dermed invitere til dialog skabes et tillidsbånd mellem forfatter og læser på bloggen, som har vist sig meget populært. De danske madblogs er lige så forskellige som forfatterne bag dem - det samme er bloggenes formål og ambition. Fælles for langt de fleste er dog, at de har en fast læserskare, som de inspirerer til at lave bedre mad.

Blogs er ligesom sociale netværkssider som facebook det uformelle talerør, der ikke umiddelbart lader sig styre af en overordnet myndighed. Derfor afspejler de tendenser, der har forbrugerens interesse - om det så er det nye nordiske køkken eller cupcakes. I bogen Groundswell (på dansk oversat til Understrøm) fra 2010 præsenteres 5 strategier som virksomheder eller myndigheder kan benytte til at interagere med Understrømmen: Lyt, tal, tilfør energi, hjælp og inddrag - som blogger burde Mogens kende til mekanismerne i underskoven, men det lyder som om, han kunne trænge til en genopfriskning.

På gastromand.dk har vi en helt klar “strategi” for kommunikationen med vores læsere. Den indeholder dog hverken løftede pegefingre eller prædikener. Til gengæld indeholder den et ønske om at altid at besvare spørgsmål og kommentarer og at være tilgængelige på de sociale medier mere eller mindre døgnet rundt.

Er det vores pligt at oplyse vores læsere? Ja. Men er det vores pligt at diktere vores læsere? Slet ikke! Når vores læsere involverer sig i den grad vi ser, i vores forum og via kommentarer til indlæg, er det åbenlyst, at de udmærket er klar over, hvorfor slagterens bøf fra fritgående dansk kvæg er bedre end discountkædens vakuumpakkede samme fra Argentina.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kvist

Anders, først synes jeg, at du tillægger Mogens kronik nogle retninger, som jeg ikke kan læse ud af den.
Jeg kan ikke se, hvordan det er kommet til, at han skulle fortælle madbloggere, hvad de skal skrive. Flere har stået på bagbenene over, at de kunne udlede, at de skulle ensrettes, og ordet diktere er brugt i flæng. Som jeg læser det, efterlyser han blot en smule erkendelse af, at tingene ikke er, som de burde være, at udviklingen går i den gale retning, og at de populære blogs med deres læserskare bør tage et ansvar. Jeg kan ikke se, at der pålægges et mønster for, hvordan dette skal udleves.

Jeg er helt enig i, at vi ikke skal slynge om os med dommedagshistorier, og man får nok næppe heller noget positivt ud af at vise en gris med væskende skuldersår under en opskrift på lækker ribbenssteg.

Og du er selv inde på det. Lyt, tal, tilfør energi, hjælp og inddrag. Det er vejen frem og vores pligt at vise den. Hvis man så ikke anerkender, at vores råvarer og produktionen af disse er så langt ude på et skråplan, at vejen tilbage virker fuldstændig uoverskuelig, ja så er det jo en anden sag, der kun kan bunde i uvidenhed.

En del af problemet er lige nu, at ”underskoven” er fyldt med fantastiske ramsløg, så hvem gider tænke på tilsætningsstoffer, dyrevelfærd, ildelugtende grisekød, overfiskede have osv. Det er der, og det sker.

Jeg er ikke i tvivl om, at I på Gastromand faktisk er et godt stykke på vej i den rigtige retning, for det kræver gode råvarer at lave gourmetmad, men at tro at ens læsere selv kan danne sig et indtryk af forskellen mellem skidt og kanel, er at sætte dem for højt. Langt de fleste tror, at gris skal smage af ammoniak, langt de fleste tror, at malkekøer går og græsser på en mark osv. De har ikke en chance!

Vi kan give dem en chance. Vi kan give dem viden om, hvad det gode er, så opdager de selv, hvad der er galt med det dårlige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Damm

Hej Søren.

Tak for din kommentar.

Du skriver at jeg "tillægger Mogens kronik nogle retninger", som du ikke kan læse ud af den. og
"Jeg kan ikke se, hvordan det er kommet til, at han skulle fortælle madbloggere, hvad de skal skrive"

Mogen skriver:

"Hvis de danske madbloggere skal gøre sig håb at udnytte deres potentielle mulighed for at skabe reel forandring [...] skal de undergå mindst lige så radikale forandringer."

og

"De kunne passende begynde med at supplere kogebogslæsningen med bøger om fødevareproduktion, og hvor maden kommer fra, om madkultur og om ernæring. Den nye viden kan de passende bruges til at stille spørgsmålstegn ved den mad, de spiser, den måde, den påvirker menneskekroppen og omverdenen [...]"

og til sidst:

"Herudover bør madbloggere skrive mindre om fænomener og mere om systemet – eller med andre ord: Hvorfor ikke stille spørgsmål som, hvordan får alle adgang til gode råvarer?"

Alt i alt en masse SKAL og BØR, så mener faktisk ikke jeg tillægger den noget, den ikke er:)

Herefter er vi jo langt henad vejen enige, bortset fra at du ikke giver vores læsere meget kredit. Det gør jeg og der tror jeg ikke vi bliver enige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan  K. Jensen

Forventeligt svar, der jo trækker på alle de platdanske floskler om at man da ikkke må forvente noget af andre.

Mest af alt vil jeg så tvivl om det der med at mange hits, giver bevægelse.Det gælder om at ramme de rigtige ikke altid de mange. Det modsatte må der gives bevis for. Og disse svar må lægges sammen med undersøgelser at danskernes fødevareindkøb; 50.000 ugentlige hits på bare én blog; det burde kunne ses et eller andet sted. Der var undersøgelser fra Priece brdr. udsenedelser, der viste at fåtallet af adspurgte besøgende på hjemmesiden, faktisk lavede retten efterfølgende.

Så er der sproget og tonen på bloggen; jeg tillader mig at kalder læseren for dum i mit seneste indlæg; det er tonen dér og hvis man er fast læser (ca. 300 hits per uge, fnis, fnis), så véd er sådan er det på MUND-FULD.

Endelig er det hele denne idé om at det er farligt og dikterende at have en holdning til andre menneskers gøren og laden. At Mogens Bisgaard, som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde, til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det han tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, for et fælles bedste. Menes det,, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund.

Vi bliver, som bloggere og samfundsborgere, nødt til at være os vores ansvar for hinanden, bevidst. Det gør ved bedst ved at forholde os til de fakta som , i dette tilfælde bloggernes læsere, handler om forbrugsmønstre. Og hvis vi ikke finder dem i orden, påtale det. Som madbloggere er vi vel alle enige om at kvalitet er et must for gode resultater i køkkenet. Så må vi jo fortælle om den kvalitet og hvor den findes, samt IKKE findes.

Om det så skal gøres med sød honning eller en pilekæp, det må være et spørgsmål omvalg af kommunikationsmodel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kvist

Jeg tror, vi opfatter det helt forskelligt - det han skriver - og nok mest fordi jeg anerkender problemerne, og ser det som det alt overskyggende at vende en udvikling, der på sigt kan koste os alt.

Det første af dine Mogens citater ser jeg som en selvfølge - at madbloggere gerne vil gøre deres for at vende en så alvorlig udvikling. Han skriver blot, at vil man noget, må man gøre noget.

Resten er for mig elementært. Jeg var så naiv at tro, at alle madbloggere ønskede at vide noget om, hvad det er, de putter i kroppen - de er deres læseres eksperter.

Og sidst og allermest skræmmende - vores læsere skal jo dagligt kæmpe mod en informationsstrøm fra de store stygge industrier, der gør, at man selv som en godt oplyst madblogger, skal gøre en indsats for at sortere skidt fra kanel. Som før nævnt vil jeg vove den påstand, at vores læsere langt hen ad vejen er uvidende om, hvordan tingene hænger sammen bag de kulørte etiketter, ellers ville de ikke lægge varen i kurven.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mogens Bisgaard

Kære Anders, Søren og Ivan - tak for indsparkene!

Den amerikanske madskribent Ruth Reichl gjorde før sin ansættelse på New York Times i starten af halvfemserne op med den traditionelle madanmeldelse med ordene: »Haven't you noticed that food all by itself is really boring to read about? [...] It's everything around the food that makes it interesting. The sociology. The politics. The history«.

Hun har mere ret end nogensinde før. Resourcemangel, klimaforandringer, hungersnød og fedmeepidemi er tre globale resultater af den måde vi har dyrket, forarbejdet og fordelt fødevarer - vores fødevaresystem - i de forgangne 70 år. Der er radikale forandringer på vej i vores fødevaresystem hvad enten vi vil det eller ej.

På globalt plan og i EU drøfter man netop nu hvordan maden skal produceres i fremtiden. Drøftelser, nogen mener vil munde ud i åben strid om kort tid. Og som uanset hvad vil få store konsekvenser på vores spisebord. Men den debat bliver forbigået i rungende tavshed - både af den offentlige debat i de etablerede medier og af den mere uformelle debat, derføres af »foodies« på blogs og sociale medier. Og det er lidt synd, synes jeg. For det er brandspændende stof - og efter min mening er der måske især brug for foodies og gastronomisk faglighed for at forankre debatten om fødevarer, der hvor den hører hjemme - nemlig i smagen og madkultur.

I de "traditionelle" medier bliver reduceret til et spørgsmål om livsstil. Det handler om at sende de rigtige signaler og om at være med på de nyeste trends når det gælder opskrifter etc.. Der er langt fra Mik Schacks bidske udfald mod industrien til Price-brødrenes indforstået morsomme, men relativt tandløse smørjokes. Og senest har Politiken relanceret deres madtillæg som "Spis og Bo". Det er blevet til en glittet tryksag med lige dele modekokke og sofapuder. Og når madblogs en sjælden gang finder vej til medierne er det sjældent fordi de har gjort banebrydende opdagelser - de bliver for det meste behandlet som pudsige fænomener, som livsstilsjournalistikkens havenisser.

Det har de måske også fortjent. For der er ikke mange madbloggere - det er selvfølgelig en grov generalisering - der er interesserede i andet end nydelsesmæssige og tekniske aspekter af maden. Det er opskriften og restaurantbesøget, der sættes i højsædet. Med argumentet: Jeg blogger om hverdagsmad, så jeg har ikke noget ansvar. Eller: Hvis guleroden bliver anrettet pænt, er jeg ligeglad med hvordan den er dyrket.

Det mediebillede afspejler på godt og ondt at Danmark på madområdet er et 80-20-samfund (pessimister vil påstå 90-10): Det er 20 %, der interesserer sig for mad og fødevarer i et bredere perspektiv, mens de resterende 80 % ikke kerer sig synderligt derom - med de sædvanlige undskyldninger om prisen og tiden. Det gælder hvad enten man taler »gastronomi«, som en af kommentatorerne til min kronik, Kristian Brask Thomsen, gør, eller om »bæredygtighed«, som man fx gør i den Slow Food-bevægelse, både den anden kommentator, Malou Rotvel Pagh og jeg tilhører.

Jeg vil personligt mene, at det er umuligt at adskille interessen fra mad for interessen for alt det, der følger med. Det gælder på restauranter - blandt hovedtalerne på årets Mad Symposium er to restauratører, der samtidig er blandt de fremmeste fortalere for lokal og bærdygtig fødevareproduktion, Hugh Fearnley-Whittingstall og Dan Barber - og det gælder for foodies, for som den amerikanske freelanceskribent Reid Nichols forleden skrev på Honest Cooking: »A foodie can tell you about a restaurant’s use of local ingredients, naturally raised animals and sustainability efforts«. Men det gælder også når man laver hverdagsmad - i hvert fald når jeg laver den - for det er trods alt den, der er mest af.

Og jeg vil stadig hævde, at det er mere interessant at læse om maden som en del af et fødevaresystem og at få sat maden og det at spise i perspektiv end det er blot at læse en beskrivelse af selve maden i sig selv. Kære medier, kære bloggere: Jeg har ikke brug for flere tests af kaffemaskiner og bagemix. Jeg har ikke brug for flere opskrifter på kalv i asparges. Jeg har ikke brug for at se flere billeder af urtepotten fra noma.

Jeg har brug for gastronomisk vidende, begavet kommunikation, der kan vise hvordan man kobler velsmag og et bæredygtigt samfund.

Og det er min påstand, at har en velskrivende madblogger flere tusinde fans på facebook og en femcifret daglig hitrate, har hun eller han også et medansvar for vores fælles forståelse af mad - men måske først og fremmest en mulighed. En mulighed for at give de mange læsere en ny oplevelse, at introducere et nyt sprog om mad. En mulighed for at skabe flere kvalificerede læsere og debattører. En mulighed, der på sigt også kan føre til at madbloggeren hæver sig over havenissestadiet.

Vores madforbrug og fødevareproduktion er den faktor, der har allerstørst betydning for både ressourceforbrug og klimaforandringer - derfor har vi allesammen et ansvar. Derfor kan jeg - selv om jeg ikke mener alt hvad han siger er lige fornuftigt - fuldt ud tilslutte mig grundlæggeren af Slow Food, Carlo Petrini, når han siger: »A gastronome who is not an environmentalist is stupid. An environmentalist who is not a gastronome is boring«.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Damm

@Søren

Jamen så opfatter vi det rigtig nok helt forskelligt - jeg mener ikke det første citat er en selvfølgelighed, hvilket er en af mine pointer med indlægget.

Jeg er hoppet med på Mogens' præmis for hele diskussionen (at vi har et ansvar) for nemhedens skyld, men at antage at alle madbloggere ønsker "at vide noget om, hvad de putter i munden", at læserne er dumme og bare skal proppes med de rette budskaber, mener jeg er en basal kommunikationsfejl.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kvist

Først, fantastisk indlæg Mogens, det rammer essensen af bearnaisen.

@Anders, det er vist i overkanten at udlede, at jeg mener, at bloglæsere er dumme. De er ikke dummere end du og jeg. Men det ændrer ikke ved, at det er stort set umuligt at gennemskue, hvordan tingenes tilstand virkelig er, hvis man er en ganske almindelig glad forbruger i Danmark. Der er stort ingen, der kender de langsigtede konsekvenser af overforbruget af tilsætningsstoffer i vores fødevarer, det er promiller af den danske befolkning, der ved, hvordan det virkelig foregår i danske stalde, og det er kun de virkelig interesserede, der følger med i den nationale og internationale tømning af vores have - med tusindvis af tons døde fisk der smides retur grundet et vanvittigt kvotesystem o.s.v. Det er ikke forventeligt, at folk har sat sig ind i alle disse ting. Det er heller ikke forventeligt, at folk har lyst til at sætte sig ind i dem. Derfor mit argument om at vise læserne en anden og bedre vej, så er man allerede en del af løsningen.

Hvis jeg tager fejl i, at madbloggere ønsker at vide, hvad de propper i sig, så er jeg chokeret! Ønsker du ikke at vide det? Eller er lykkelig uvidenhed det, man kan finde på din blog?

anbefalede denne kommentar