Læserbrev

Gamle mediers rolle ikke udspillet

Debat
25. maj 2012

Medieordfører Zenia Stampe (R) betegner mig 24. maj som en forstokket marionet for de tunge mediespillere.

Hun er enig med mig i, at Dyremose-udvalget var domineret af de etablerede spillere og i, hvilket jeg også tidligere har skrevet og sagt, at det var en fadæse, at udvalget foreslog, at de to største mediehuse skulle have mere støtte end tidligere.

Vi er enige om nødvendigheden af justeringer, men hun tager ikke stilling til det største problem: At de ’etablerede’ medier stadig, trods utallige nedskæringer, forsyner alle andre medier med langt størstedelen af deres nyheder og dermed er helt centrale for den demokratiske debat.

Det er denne kritiske masse, jeg er bekymret for. Det gør mig ikke til marionet. At nye medier skal have støtte ved hjælp af en omfordeling er indlysende og fornuftigt. Men en massiv spareplan kombineret med en større omfordeling truer selve kernen i den demokratiske debat.

Min oplysning om regeringspartiernes indbyrdes uenighed er ifølge Zenia Stampe teoretisering. Dermed undgår hun bekvemt at tage stilling; en teori kan jo sagtens være korrekt.

Specielt når hun skriver, at der undervejs i forhandlingerne var opstået et sparekrav. Her bekræfter hun indirekte min beskrivelse: Forhandlingerne er regeringskredsens interne, da oppositionen først blev inddraget i går.

Mudrede begreber

Oplysningen om uenighed bygger på Uffe Elbæks egne ord i et interview med mig, på en række troværdige kilder og på andre medier, for eksempel Politiken. En samstemmende fortælling om uenighed.

I Mediawatch onsdag bekræfter Zenia Stampe selv, at det nu er besparelser, der trækker de langtrukne interne forhandlinger endnu mere i langdrag.

Og så er det jo interessant, hvordan begreberne nu mudres til. Der skal skæres i erhvervsstøtten. Men mediestøtte er ændret til at være demokratistøtte. Det troede jeg, indtil jeg læste Stampes indlæg, at der var enighed om.

»Hvis der ikke skæres ned her, hvor vil du så skære ned?«, spørger Stampe. U-landshjælp, klima eller forskning? Tre multi-milliard-områder i forhold til det lille medieområde. Politikerne skal prioritere – hvem ellers? Men det er selvfølgelig nemmest at lade være, skyde budbringeren og lade grønthøsteren køre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her