Ugens bedste svar på endnu et dumt spørgsmål stillet af en studievært blev givet af TV 2’s cykelekspert Henrik Jul Hansen. Han stod i Herning under optakten til Giro d’Italia og blev spurgt: »Hvor stort er det her?« og svarede lakonisk: »Jeg har ikke taget et målebånd med.«
Spørgsmålet var ikke specielt dumt, blot ugennemtænkt. Det lignede dermed hundreder af spørgsmål, som i moderne medietider skal stilles til livereporteren på stedet.
Det, som amerikanerne kalder en ’Q&A’ – altså spørgsmål og svar, har været en fast bestanddel af den elektroniske nyhedsformidling siden Ed Murrow og William L. Shirer opfandt den på CBS Radio i 1930’erne.
Da jeg i halvfjerdserne var freelancekorrespondent for ABC Radio i København, skulle man altid forberede to indslag. Hvert indslag skulle vare 59 sekunder. En reportage og en Q&A. Jeg skrev selv spørgsmålene og sendte dem på forhånd til redaktionen i New York. Dermed sikrede alle sig, at der ikke skete fejl, at dyrebare sekunder ikke blev spildt på tom snak, og – ikke mindst – at en uforberedt vært kom til at stille spørgsmål, som reporteren ikke kunne svare på.
Det er naturligvis utænkeligt nu, hvor moderne tv, men sjovt nok sjældent radio, satser på det direkte, det hurtige, det personlige. Alt mellem himmel og jord er breaking news, vi skal have vores egen reporter på stedet, og reporteren skal rutinemæssigt udspørges om hvad som helst. Også, naturligvis, hvad hun eller han føler.
Mine yndlingsindslag af den type indeholder også spørgsmålet »Hvad tror du nu, der kommer til at ske?« Det er yderst sjældent, at den udsendte korrespondent få timer efter ankomsten i ind- eller udland har nogen anelse om det, medmindre der er tale om et skemalagt arrangement.
Forleden så jeg TV-Avisens topindslag om en tidligere forstander, der samme dag var blevet fængslet i endnu en ulækker sexmisbrugssag. En stakkels livereporter blev afæsket den ene mening efter den anden. Hvorfor? Hvad sker der nu? Hvordan er stemningen i Skanderborg? Reporteren holdt sig til de ganske få oplysninger, han havde fra politiet. Dem måtte han så gentage flere gange i løbet af det lange indslag.
Ikke alle reportere er så forsigtige, og mange må stå ensomme foran en bygning eller på en pløjemark og være eksperter, analytikere og reportere på en gang. Kun få – som regel garvede drenge og piger som Henrik Jul Hansen eller Mette Fugl – har tyngden og modet til at afværge den endeløse strøm af banale spørgsmål, som de stakkels reportere skal besvare.
Når man ikke kan besvare et spørgsmål er der tre muligheder: 1) at sige, at det ved man ikke noget om – det kan formuleres på mange måder, 2) at gentage, hvad man lige har sagt, eller 3) at tale helt udenom. Risikoen for tom snak er enorm. Og så er der den fjerde, meget sjældne udvej, hvor reporteren humoristisk antyder, at her er studieværten på glatis: »Jeg har ikke mit målebånd med.«
DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup har ret, når han udtaler, at »de tomme kalorier står i kø, og det er nemmere at slå over på Paradise, mens det kræver noget at se TV-Avisen.«
Hidtil har tv-nyhedsudsendelserne på alle kanalerne forsøgt at gøre nyheder kalorielette ved i høj grad at satse på formen og tydeligt mere tabloidagtige prioriteringer.
På formområdet har liveindslagene udviklet sig til noget, der ligner en tvangsneurose. Liveinterviewene, hvor journalister interviewer journalister, er en del af den troværdighedskrise, som dansk journalistik tydeligvis befinder sig i.
Hovedproblemet er, at dette kalorielette formdiktatur i sin iver efter at skabe nærhed skaber en betænkelig ny journalistrolle. Journalisten skal være øjenvidne (eller lade som om), reporter, analytiker og kommentator på samme tid.
Det er derfor glædeligt, at man i de stadig lidt tågede signaler fra nyhedsdirektør Ulrik Haagerup om, hvordan TV-Avisen helt konkret vil forny sig, kan ane et opgør med liveepidemien. Den undergraver den journalistiske sundhedstilstand, som i forvejen ikke er i top.
Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’
Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen
Hvor rart at se en vægtig kommentator som Lasse Jensen sige dette. Sendetiden er kostbar og det er sommetider som om de bare skal have tiden til at gå. Ligesom "de korte nyheder": Musik på. Man skulle nødigt høre helt efter ...
Pressens selvskabte problemer – en mediekritik
Lasse Jensen peger på en af mine yndlingsaversioner i forhold til hvordan dansk presse generelt har udviklet sig. "Hvad føler du?"-journalistikken får mig dagligt til at føle ubehag.
Formentlig afledt af Reformationen begyndte en række videnskabsmænd i anden halvdel af 1500-tallet at se vores verden med andre øjne. Man opgav betragtningen ”hvorfor” og erstattede den med overvejelsen ”hvordan”. Det religiøse og filosofiske trådte i baggrunden og blev erstattet af faktaorienteret forskning, som skulle dokumenteres med eksperimenter. Det er det paradigmeskift, som har bragt menneskeheden til det stade, hvor vi befinder os på i dag.
Min akademiske uddannelse inden for naturfag indebærer, at jeg er opdraget i den ånd. I det meste af mit liv har jeg bl.a. set og bedømt samfundet gennem den information, som gives os gennem de skrevne og elektroniske medier. Jeg har bredt søgt at indsamle informationer og derefter forsøgt at konkludere og forstå.
Det er derfor med et stort ubehag at jeg har oplevet en udvikling inden for journalistikken, som minder mig om middelalderens følelsesbetonende trossamfund. ”Hvad føler du?”-journalisterne fremmer som præster en ny religion, hvor viden er ligegyldig. Det er ikke alene undergravende for det, som er og har været grundlaget for vort samfund i de seneste 400 år. Det er også ødelæggende for den journalistiske arbejdsform, uddannelse og selvforståelse.
Ikke nok med at journalister skal underholde os med, hvad de føler. Dagligt udsættes vi for en overvældende mængde indslag og artikler, som skal glide ned med, hvad du eller din ligemand føler eller tror. ”Præsterne” vil påstå, at de har demokratiseret vort samfund. Jeg vil påstå, at de er i gang med det modsatte. Med ”Hvad føler du?”-journalistikken vil alt til sidst fremstå som ligegyldig underholdning og dem, som er i stand til at fremskaffe reel viden, vil i sidste ende formentlig også erhverve magten.
Om viden og magt sagde en af fædrene til USA’s forfatning James Madison i 1822:
”En regering i et folkestyre uden information til folket eller et folk uden midler til at få information, er ikke andet end en indledning til en farce eller tragedie eller måske begge dele. Viden vil for altid styre uvidenhed, og et folk, som mener, at det er dets egen hersker må væbne sig selv med den magt, som viden giver.”
Store dele af pressen har i mange år været ledet af kamikazepiloter, som har tilladt en uhørt deroute af seriøs journalistik gennem satsning på følelses-journalistik og de såkaldte ”gratisaviser” og ”gratisnyheder” på nettet samt stigende principløshed.
D. 2. maj hørte jeg i snakkeprogrammet P1 Morgen endnu et seminar for journalister, hvor man på ny prøvede at forstå sig selv efter, at en ny undersøgelse fortaget af Dansk Journalistforbund viste, at pressen ikke nyder agtelse hos befolkningen. To journalistiske værter og to udefra inviterede journalister debatterede en undersøgelse igangsat af Journalistforbundet og herunder bl.a. emnet ”gratis” nyheder, som tilsyneladende er en af forklaringerne på, at det går journalistikken så ilde.
Intet er gratis i denne verden og derfor heller ikke journalistisk arbejde. Det burde være indlysende. Ikke desto mindre er det lykkedes medierne at efterlade brugerne det indtryk, at der eksisterer noget, der kan kaldes ”gratisaviser” og ”gratisnyheder” på nettet uden at fortælle os, at vi betaler en meget højere pris - et kolossalt tab af troværdighed i pressen. Et tab som ikke er et gode i demokrati, hvor en uafhængig presse burde være en af grundpillerne.
Det en almindelig betragtning, at indholdet i de ”gratis” lokalaviser, som tilflyder de fleste danskere, bl.a. indirekte styres af annoncørerne. Det samme gælder selvfølgelig alle andre medier. Hvis annoncer er det eneste der betalingsmiddel til at opholde et ”gratisprincip”, så har medierne annoncøren med i redaktionen.
Hermed er kimen lagt til en række medier, som næppe bidrager positivt til et oplyst demokrati.
En anden form for ”gratis” nyheder, er dem, som kommer fra myndigheder, virksomheder og foreninger. Denne form for nyheder kan karakteriseres som positivt stof, da de ikke indeholder nogen form for kritik. Stoffet bruges ukritisk i stadig stigende grad.
Personligt har jeg i en sag om den spidssnudet frøs overlevelse i Gyngemosen oplevet, at P4 helt ukritisk bragte Gladsaxe Kommunes glade nyhed om, at alt var blevet bedre efter nogle erstatningssøer blev skabt ude i et eksisterende moseområde. Det blev der klaget over og DR’s svar, var bl.a.:
” Hvis du har indsigt i sagen og mener, at Gladsaxe Kommunen pynter på virkeligheden, kan jeg godt sætte mig ind i din irritation. Men omvendt må man sige, at indslaget og artiklen på dr.dk toner helt rent flag med hensyn til historiens (eneste) kilde. Der er således ikke noget at rette i den forstand, at kommunen jo blot citeres for det, som kommunen nu mener. Her kan man selvsagt indvende, at det ikke er grundig journalistik, men det var altså de redaktionelle ressourcer, som frøerne fik den dag i december. Og det er ikke noget brud på god presseskik eller noget der kræver berigtigelser eller beklagelser.”
En seriøs journalist har oplyst mig, at den manglende kildekritik er kendt i andre elektroniske medier.
Mediernes principløshed hjælper formentlig heller ikke på pressens dårlige renommé. Vi har set et eksempel på at tidligere politisk redaktør på et dagblad, den ene dag arbejdede for kulturministeren og den næste i et redaktørjob i DR.
Vi har også oplevet, at en journalist den ene dag kan arbejde for statsministeren og den næste lede en debat på TV 2, hvor statsministeren er den ene deltager.
I slipstrømmen af 10 års spin er der opstået en aftalekultur, hvor pressen lader sig underkaste betingelser, hvis man ønsker et interview. Et forhold, som burde plage enhver læser/lytter/seer.
En kultur, som har medført, at en nyhedsredaktør fandt det bedst at slette en optagelse, hvor den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen viste en negativ side af sin personlighed.
Krigene i Irak og Afghanistan har vist den danske presses stigende principløshed. Selv om man af indlysende grunde burde holde en professionel afstand til krigsudøverne, har man i et afhængighedsforhold optrådt på slagmarken sammen med soldaterne. Pressen har brugt sin tid på at føle sympati med krigsudøverne i stedet for at bruge sin energi på at afdække baggrunden krigene.
Når journalisterhvervet skal belyses, er det normalprocedure at diskutere med andre fagfæller.
Når folkets lov offentlighedsloven skal ændres, sidder journalister og medieaktører i kommission sammen med landets magtudøvere og accepterer indskrænkninger i såvel borgeres som presses muligheder for at få aktindsigt i magtudøvernes sager.
Mange af disse journalistuddannede personer er blevet så forvirrede, at de ikke mere kan se, at de kan være inhabile eller direkte uegnede til at varetage jobs i den såkaldte fjerde statsmagt.
Det er måske ikke så forbavsende, at pressen plages af problemer. Problemer som smitter af på vores demokrati.
Pop-vox gør danske nyhedsudsendelser ulidelige. Hvad skal man dog med disse uformulerede og uvidende bemærkninger. Vi dumme fjernserere gider ikke høre på os selv, giv os folk, der ved noget og kan formidle deres viden og synspunkter. Vi vil være klogere ikke mere dumme.
Det er rigtig Ivan Gullev - bare de vidende folk ikke politiserer for meget eller vrider deres udtalelser efter den herskende stemning i establishmentet. I så fald skal journalisterne være på plads og stille de rigtige spørgsmål.
Hvor er det forresten fedt, at vi har Lasse Jensen, når han kan skrive sådan, som her.
»Hvor stort er det her?«
»Jeg har ikke taget et målebånd med.«
Giv Henrik Jul Hansen Kavling prisen. Hvis den ikke findes, så opret den. Og giv ham den så....
»Jeg har ikke taget et målebånd med.«....sådan skal de fandeme have det!
"Det er derfor glædeligt, at man i de stadig lidt tågede signaler fra nyhedsdirektør Ulrik Haagerup om, hvordan TV-Avisen helt konkret vil forny sig, kan ane et opgør med liveepidemien. Den undergraver den journalistiske sundhedstilstand, som i forvejen ikke er i top."
Det næste bliver vel at TV-A vil tilbyde flere synsvinkler på de samme sager? Man har lov at håbe.
En morsom dekonstruktion af tv-nyhederne fra den engelske mediekritiker Charlie Brokker her: https://www.youtube.com/watch?v=YtGSXMuWMR4 .
Jeg tror den bedste løsning er at droppe TV, især nyhedsudsendelser.
Net og radio er meget bedre til at formidle nyheder og give analyser.
Den fjerde statsmagt er vist længe siden, eller måske bare slidt så pergament tyndt at når den holdes frem i lyset ses kun gennemslagspapir for tidsånden. Den værste af alle vidner. Pressen har som skuespillerinde Julia Roberts fjeret store sejre med film som 'Pelikan Notatet' og 'Erin Brokovich'. Men man glemmer sent at hun også lavede 'Pretty Woman' og 'I Seng Med Fjenden'.
Så kræver det vel også 'noget' at se Paradis Hotel. Med mindre det er en del af et fast skema(Rain Man) TV-Avisen kan i den forstand være langt mere let fordøjelig grænsende til reklameskilte på S-togs stationer i høj fart. Men man kan altid læse mere på dr.dk/nyheder. Eller lidt mere mindre om man vil.
Ja, artiklen er spot on. Reporteren skal stå ude ved vesterhavet i stormvejr og blæses omkuld, udenrigskorrespondenten skal sætte livet på spil i kugleregn eller stemningen udenfor en retsbygning skal beskrives selvom der er fuldstændig mennesketomt.
Det er på tide at opfinde den 5. statsmagt, altså et formaliseret organ der forholder sig kritisk til pressen.
Et råd; næste gang i ser et dødssygt indslag så skriv til redaktionen. Jeg gjorde det selv da DR´s tv-avis bragte, hvad jeg vil kalde et reklameindslag, for afskaffelsen af nogle af helligdagene i foråret. Indslaget bestod i en reportage af en isfabrikant, der havde svært ved at få lavet sine is færdige til tiden pga helligdage, så et kort indslag med Mette Frederiksen der kort og godt sagde "det lyder meget spændende" og tilsidst DR´s egen økonomiske ekspert der snakkede økonomi og herunder den mangel på arbejdskraft vi igen og igen hører kommer til at mangle i fremtiden som argument for at afskaffe nogle helligdage.
Man får et svar tilbage for hvad dette end måtte tælle.
mvh Simon
Jeg har en humanistisk uddanelse - og jeg er lige så tosset med at der i tv i dag, især i dansk tv, gives fyldstof og spørges efter hvad føler du lige nu? eller hvad sker der nu? mens en forblæst reporter står på en bar mark - eller sådan ser det i hvert fald ud - og fortæller noget intetsigende om noget intetsigende.
Heldigvis kan jeg se tysk og svensk tv, især ARD' 20:00 nyheder er fantastiske. Og hvis der er nogle, som har en kommentar så kommer der et indslag, hvor der tydeligt står 'kommentar.' I stedet for som i Danmark hvor kommentatorerne bliver interviewet som neutrale eksperter...
Der har i dag været høring om medieansvarsloven på Christiansborg.
Alle partier konkluderede, at "borgere, virksomheder og organisationer udsættes for graverende medieomtale på et forkert eller usandt grundlag."
http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2012/05/09/160912_1.htm
Jeg husker bedst Bjarne Riis' svar til en hektisk Jørgen Leth:
- Styrt derude i dag, Bjarne, hvad sker der?
- Ja, de vælter!
Jeg finder det ligeså problematisk, at tv sender mikrofonholdere ud i verden, hvor vi så med fandens vold og magt skal høre "nyheder" hver dag fra f. eks. Breivik sagen. Konklusionen er hver dag, at det bliver hårdt for de efterladte. "No shit, Sherlock!".
Morten Pedersen udtrykker sig beundringsværdigt klart, så klart, at Clint Eastwood og Ernest Hemingway ville nikke bifaldende, diskret, ganske vist, ja, måske ville de blot slå asken af cigaren eller cerutten, men det er nu deres maskuline, blufærdige måde at udtrykke sig på:
"Jeg tror den bedste løsning er at droppe TV, især nyhedsudsendelser."
Den løsning har jeg valgt for længe siden. Jeg forlader stuen, når fruen, der ikke er så ekstremistisk som jeg, tænder for en nyhedsudsendelse.
Selv ser jeg kun dårlige film. Dem bliver man i det mindste ikke påvirket af eller irriteret over, for de giver sig ikke ud for andet, end hvad de er.
Jeg har kun almindelig, egen TV-antenne på taget og kan derfor ikke længere modtage TV2. Ved nærmere eftertanke har jeg opdaget, at jeg slet ikke savner det.
Gad vide om det samme ville være tilfældet hvis jeg også blev frataget DR?
Jeg er også ved at brække mig over f.eks. Hvordan har du det med? Hvad føler du osv.
Ligeledes brækker jeg mig, når de popsmarte journalister ikke kan finde ud af at bruge du/dig og jeg/mig. De dumheder er jeg heldigvis fri for når jeg læser på Internettet. Jeg gider nemlig ikke læse dårligt skrevne artikler, skrevet af ubegavede journalister.
Jeg klarer mig fint med Internettet
En stor tak til Lasse Jensen, der i dagens udsendelse - Mennesker og medier - fortsætter debatten om presseetik og troværdighed.
Et meget troværdig indlæg.!
http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/2012/05/11104507.htm