Klumme

Hvorfor ender det altid i tårer?

De fleste politikere ender, som Villy Søvndal, med at skuffe os. Hvis de skal undgå det, skal de som Anders Fogh Rasmussen nærmest planlægge deres afgang fra dag et
Debat
26. maj 2012

Den britiske journalist Jeremy Paxman tænkte først på at kalde sin bog Why Does It Always End in Tears?, da han for nogle år siden skrev om, hvorfor vi egentlig ikke kan lide politikere. Selv om forfatteren endte med titlen The Political Animal: An Anatomy, synes det at være en politisk naturlov, ikke bare i Storbritannien, men også i Danmark, at meget få politikere frivilligt forlader scenen. Eller som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang har sagt: »Det er ikke nemt at komme ud af politik på en smuk måde.«

Statsministre tager et valg for meget – og taber regeringsmagten. Partiformænd bliver ofret af deres partier, når vælgerne svigter. Og ministre klager over, at de ikke kan få noget gennemført, blot for at blive afskediget af statsministeren, når de bliver en belastning for regeringen (som Ritt Bjerregaard i sin tid viste, kan tårerne være ægte).

Selv om der stadig er lang tid til næste folketingsvalg – og intet er afgjort – så illustrerer SRSF-regeringens problemer med at finde opbakning til sin politik, svigtende meningsmålinger og fastlåste forhandlinger da også endnu engang, at oppositioner sjældent vinder valg. Regeringer taber dem.

Når det ofte ender i tårer skyldes det dog ikke altid økonomiske kriser, anklager om løftebrud – eller for den sags skyld personsager. For politikere er der ofte tale om et paradoks: Vi bliver trætte af de af deres træk, som vi i første omgang tiltrækkes af.

Det bedste eksempel er SF’s formand, udenrigsminister Villy Søvndal. De fleste af os journalister på Christiansborg, som i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne stak hovedet ind på Søvndals kontor, mødte en åben, engageret og ikke mindst morsom politiker. En politiker, der kunne det der med hurtige sound bites. (Villy Søvndal har selv sagt, at han mener, hans styrke ligger i at »kunne kommunikere budskaber tydeligt og skarpt«, i hans optimisme samt i at kunne bruge humor i den politiske debat).

Det var dengang Villy Søvndal den ene dag advarede om den sociale massegrav for dagen efter at opfordre til at sætte hjemmeværnet ind over for dræbersnegle.

Selv om mange uden for Christiansborg – og ikke mindst Villy Søvndals modstandere – under formandsvalget i 2005 gjorde sig lystige med forudsigelsen »Goddag til Villy, goddag til spærregrænsen«, kvitterede SF’s medlemmer netop for de nævnte kvaliteter. Kvaliteter, som den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) også forstod at udnytte, da han efterfølgende udnævnte den nyvalgte partiformand til den reelle oppositionsleder i et forsøg på at udstille Helle Thorning-Schmidts svaghed.

Nogle gang ønsker vælgerne nemlig karismatiske politikere som Villy Søvndal, Naser Khader (?) og Svend Auken (S) og andre gange farveløse, men kompetente og tillidsvækkende af slagsen som Anders Fogh Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen (S) og Poul Schlüter. Den heldige politiker er derfor den, hvis karriere svarer til tidsånden.

Villy Søvndals uheld er til gengæld, at vi i dag er blevet trætte af de gode intentioner, mange løfter – og hurtige replikker, fordi de efter regeringsskiftet udstiller den manglende evne til at indfri dem. For som den amerikanske forfatter Mark Twain skrev:

»Familiaritet fører til foragt. Årsagen til, at vi respekter sandheden så meget er, at vi har så lidt lejlighed til at blive fortrolig med den.«

En af de få politikere, der dog som bekendt endte uden tårer, (selv om han nu kneb en enkelt én af slagsen ved sin afskedsreception i Statsministeriet), var Anders Fogh Rasmussen.

Selv Anders Fogh Rasmussen måtte nemlig erkende, at vælgerne efter valgsejren i 2001 efterhånden blev trætte af hans styrke, den perfektionistiske stil med, at ’der er ikke noget at komme efter’.

Så få måneder efter at regeringsmagten var genvundet i november 2007 (men efter endnu en gang at have mistet vælgertilslutning) bad Anders Fogh Rasmussen i al hemmelighed den daværende amerikanske præsident George W. Bush om støtte i sit forsøg på at blive NATO’s næste generalsekretær og slippe væk fra Christiansborg. Inden det var for sent.

 

Kim Kristensen er journalist ved Informations Christiansborgredaktion

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Ørsted-Jensen

Måske vælgerne skulle være lidt mere selvkritiske og lidt mere langsigtede i deres tankegang

Klara Liske

Den kritiske sans blev udstillet efter valget 2001, hvor en skole-lærer udtalte at hendes valg om at skifte fra "Social-"demokratiet til "Venstre," var den simple grunde ; at nu skulle der ske noget andet.

"Det gjorde der så."

Jarl Artild

Hvis jeg vover påstanden:

"Politikere er dygtige og karismatiske"

- hvad siger I så ? ;o)

Søren Blaabjerg

Når politikerne ofte skuffer, er det fordi, de før valget altid overdramatiserer de forskelle der er partierne imellem. I virkeligheden er partierne (her i landet) særdeles enige om langt det meste, og ingen (eller meget få) har noget radikalt brud med det tilvante, eller den bestående samfundsorden (eller hvad man nu skal kalde det) i tankerne.

Det er jo heller ikke sådan, at partierne som en slags "julemænd" kan fungere som glade givere, for det er jo ikke deres egne penge, de giver ud af, når de støtter eller betaler til diverse velmente formål.

Når man så er blevet valgt - på grund af overdrevne forventninger om forandringer til det bedre, bagatelliserer man omvendt konsekvent den manglende indfrielse af forventningerne om forandring.

På en vis måde kan man således sige, at der er tale om en slags skuespil, der mest har til formål at overbevise os alle om, at vi - trods alt - har den bedst mulige - og "demokrartiske" samfundsform, til trods for, at det reelt er lille mindretal, der reelt bestemmer, hvor skabet skal stå. I den forbindelse er det interessant, at pressens kommentarer gerne drejer nok så meget om, hvor veludført de pågældende politikere har spillet deres roller, som om det saglige indhold, der i reglen er mindre forskelligt fra part til parti end en tuborg-pilsner er forskellig fra en carlsberg-pilsner.

Skuffelsen skyldes måske uindfriede forventninger.

Fra politikernes side, bliver der måske stillet mere i forventning end de kan levere og fra velger side bliver forventningerne måske også skruet for højt op.

Der til kommer så at magten fordærver, som det hedder i ordsproget, at magt også er vanedannede gør kun ondt værere.

Her til kommer så pressens ansvar, pressen sidder jo som en anden Julius Cæsar og udråber tabere og vinder, det kan kun sætte mere blus under en i forvejen svær situation.

Se blodt informations overskrifter, ordene "taber" og "offer" bliver brugt rigtig ofte, så her er der nok også tale om at magt forderver....

Det endte da i høj grad med tårer for Fogh Rasmussens vedkommende.
Den krise vi er i nu, er på mange måder et resultat af hans regerings katastrofale politik!

Filo Butcher

Jeg er ikke så sikker at vi faktisk bliver træt af politikernes ansigter, måske bliver vi bare træt af dere løgne.

Morten Kjeldgaard

Villy Søvndals nedtur begyndte da hans legeme var blevet overtaget af body-snatcherne Thor Möger og Astrid Krag og han gik fra harmløs jydehumor til at spille moraliserende og fordømmende stærk mand over for udlændinge, offentligt ansatte, og mennesker på overførselsindkomster.

Peter Ole Kvint

De politiske partier har ikke nogen eksistensberettigelse i dag.

Artild : “Politikere er dygtige og karismatiske”
Svar : Ja, hver for sig. Helt privat.
Men i flok bliver de dummere, jo flere de er.
Ja, nærmest modne til en psykisk diagnose.
I stil med ADHD.

Anne Albinus

En lille korrektion: Det ser ud til, at Fogh var jobsøgende siden 2004, hvor Blair anbefalede ham som EU-Kommissionsformand:

http://www.b.dk/verden/avis-blair-peger-paa-fogh-som-ny-kommissionsforma...

Den franske præsident ville ikke have Fogh på grund af hans engagement i Irak-krigen. Chirac og den tyske kansler støttede den belgiske tidl. premierminister Guy Verhofstadt, men GB og DK var imod Verhofstadt, da han var imod Irak-krigen.

t.o. "Præsidenten" af Mylenberg og Steenstrup side18 : i forb. med hvem der vidste besked om NATO-posten:

"Den betroede var ambassaderåd Thomas Ahrenkiel fra Statsministeriet, som tidligere havde forsøgt at hjælpe Fogh, da han var i spil til posten som formand for EU-Kommissionen i 2004".

I 2007 var der 3 andre stillinger i spil: EU's udenrigspolitiske koordinator, formand for EU-Kommissionen og Præsident for Det Europæiske Råd. Ved EU-topmødet i dec. 2007 trak Merkel Fogh til side og spurgte "Hvad vælger du?"

Marianne Rasmussen

Villy Søvndal var helt fin og kom med gode bramfrie bemærkninger - så længe ingen forhåbninger havde om rent faktisk at komme i regering.

Da han fik det, gik glansen hurtigt af Sankt Gertrud!

Det var sørgeligt at se på.

Andreas Prætorius

@ Leo
I så fald går jeg ind for et mindre forlketing, måske 21 MF'ere er nok?

Thorsten Lind

Forventninger bygget på illusioner,
vil altid ende med skuffelser.

Politik / ´Demokrati´ er i DK
en guldrandet karrierevej for ´snakkere´...

Såeh?...ingen tårer her,
højst et skuldertræk!
Mvh Th

Nic Pedersen

AFR skuffede sgu ellers mange, ikke mindst blandt sine egne vælgere!

Søren Kristensen

Det er nemt nok at være kæk når man er i opposition, men når først man er i regering er man nødt til at føre den "nødvendige" og frem for alt "ansvarlige" politik og den er der som bekendt ikke meget grin ved.

Jack Jönsson

Klart at man synes at Villy Søvndal har skuffet. Før valget bildte han os jo ind at han var socialist. Nu har han så smidt masken og vist sit liberalistiske ansigt.

Søren Kristensen

Faktisk, Jack Jönsson, så tror stadig Villy er socialist på en måde, men at det simpelthen ikke er en mulig position at indtage i hans nuværende job.

Jeg har selv prøvet magtens påvirkning, da jeg en overgang avancerede fra klummeskriver til redaktør af en lokalavis. Hvor jeg før fik ros for at skrive til og af og til lidt over stregen, befandt jeg mig som redaktør og ansvarshavende pludselig i en position med meget lidt frihed. Jeg valgte så at forfølge min lyst til at skrive lige hvad jeg havde lyst til og der gik da heller ikke ret længe før jeg ikke var redaktør mere.

Det siger sig selv at man som minister ikke kan gå rundt og mene hvad som helst, i et land som på mange måder er dybt afhængig af andre og langt større magter - uanset hvad man selv måtte mene inderst inde. Så længe Villy vil være minister er han nødt til sige hvad der forventes af en minister, det siger sig selv. Det skyldes magtens indbyggede begrænsninger, som de fleste overser. Inders inde er Villy jo god nok og en liberalt inspireret socialistisk tilgang til verden er der jo ikke længere noget unormalt i. Se bare på kineserne som er både kommunister og kapitalister på samme tid. Det handler om at trække en lille smule i den rigtige retning. Mere kan man ikke forlange, nu om stunder. De store revolutioners tid er forbi og det er måske også meget godt.

Jon Rosengren

Du er en fornuftig mand Søren K.

Men jeg bliver lidt ked af jeres misbrug af ordet "liberal" eller "liberalistisk". Der er ikke et spor liberalism over Villys politik.

Robert Ørsted-Jensen

En demokratisk regeringsovertagelse er i alle tilfælde ikke sådan en slags revolution. Og denne her, h´med socialdemokrater og radikale er i alle tilfælde slet ikke.

Selv hvis man forestillede sig at enten EL eller SF pludselig skulle kunne gå hen og få over 50% af stemmerne alene, ville de skulle starte med at skuffe de vælger som troede revolutionen var kommet til landet.

Ændringer tager tid, kun et parti der har været ved magten i nogle år kan begynde at ændre dagsordnen og styrkeforholdene i deres retning og selv da skal der være medvind udefra også hvis der skal se radikale ændringer. Danmark er så lille et land at folketinget knapt er meget mere end en stor kommunalbestyrelse i international målestol.

Man ville under ingen omstændigheder kunne politisk overleve mange dage hvis man forsøgrte at indføre socialismen, ikke mindst al den stund at socialisme ikke er muligt i ét land og da slet ikke et af vor størrelse. Med radikale ændringer skal Europa være med ombord.

Filo Butcher

Søren K, du har helt sikkert ret i dine betragtninger.

Villy er et glimrende eksempel på en politiker der bliver populær på at være lidt fræk og humoristisk, men som ikke kan levere varen når han skal forholde sig til realiteten og som indehaver af en magtposition med dertil hørende ansvar.
At han tilmed sagde ja til posten som udenrigsminister, som han, internationalt set, kun kan blive til grin med da han ingen forudsætninger til embedet har viser at det ikke er ham der styrer spillet men omvendt.

Men alt dette kan på ingen måde gøre rede for, eller retfærdiggøre de kovendinger som han og hans parti har taget.

Pointen er, at det ender i tårer når politikere giver afkald på de holdninger og principper de er blevet populær med, og ikke fordi vi bliver trætte af deres ansigter.

Morten Kjeldgaard

Søvndals snublede på Holbergsskolen. Her havde man lavet et arrangement, som alle involverede syntes var fornuftigt, skoleledelse, bestyrelse, forældre. Nemlig at forsøge at aktivere en forældregruppe som normalt ikke deltog i skole-hjem samarbejdet.

Men ud kommer Villy, med DF-fanfarer og reaktionær islam-fjendtlig retorik og en fuldstændigt urimelig fordømmelse af et initiativ, han dybest set intet anede om. En dag eller to senere: Søvndal i fuld retræte, på flugt fra sine stupide, bombastiske udmeldinger.

Når en politiker begynder omtaler borgerne med fordømmelse og mangel på respekt, ISÆR borgere, som har taget et ansvar på sig, og forsøget at løse lokale problemer, er han færdig og skal ud. Længere er den ikke.

Brian Pietersen

altså... det er vores egen skyld.......

Jens Holger Laursen

Dansk politik er et tåbeligt skuespil for beslutninger, der træffes et helt andet sted - nemlig Bruxelles og New York - nogle vil måske også mene Schweiz.
Læg mærke til at politikken for så vidt altid følger den samme diskurs - og at det bare er skiftende partifarver, der lægger navn til. Politkerne er magtens forbindelsesofficer til offentligheden.