Kommentar

Karen Hækkerups lovsjusk krænker børnefamilier

Myndighederne bevilger sig selv adgang til danske familiers privatliv. Det til trods for, at grimme børnesager sjældent skyldes manglende beføjelser, men derimod dårlig sagsbehandling
14. maj 2012

Mens resten af Danmark i 2010 var optaget af finanskrise, efterlønsdebat og den uendelige valgkamp, fik VK-regeringen uden den store opmærksomhed vedtaget den såkaldte Barnets Reform. Et besynderligt navn til en reform, der trods yndigt klingende målsætninger om at sikre udsatte børns rettigheder snarere varetager myndighedernes end børnenes interesser.

Med Barnets Reform skulle myndighederne overtage en større del af ansvaret for børns personlige udvikling, f.eks. evnen til at begå sig socialt. Til det formål fik diverse myndigheder, skoler, læger med videre ikke bare ret – men også langt hen ad vejen pligt – til at udveksle oplysninger af rent privat karakter om et barn, som nogen skønner har brug for støtte.

Om myndighederne er i stand til at varetage opgaven med at sikre børns udvikling bedre end børnenes forældre, og hvorfor vi som borgere skal lægge en så stor tillid i hænderne på disse myndigheder, er et særdeles åbent spørgsmål. Men til trods for at der er vægtige grunde til skepsis, har socialminister Karen Hækkerup (S) allerede nu – mindre end to år efter vedtagelsen af Barnets Reform – fremsat et lovforslag, der fører endnu mere indflydelse væk fra børnenes forældre til myndighederne.

Myndighederne får f.eks. lov til at sende private oplysninger om barnet videre til Den Nationale Videns- og Specialrådgiverfunktion (VISO) uden forældrenes samtykke. Den lovændring forudsætter ifølge Datatilsynet, at kravene i persondataloven bliver lempet. Samtidig får kommunernes socialforvaltning lov til at tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem uden dommerkendelse.

I begge tilfælde pointerer man i lovforslaget, at det kun handler om tilfælde, hvor forældrene afviser at samarbejde, og hvor kommunerne har en eller anden bekymring over for barnet. Men det sidste krav giver jo sig selv – kommunerne bruger naturligvis ikke tid på børn, de ikke har nogen bekymring for.

Det korte af det lange er, at man fratager forældrene retten til at beskytte familiens privatliv over for kommunen.

Sladder med konsekvenser

Den nye lov vil desværre øge kommunernes beføjelser i de sager, hvor der ikke er noget konkret at hænge en mistanke om et barns vantrivsel op på. Det vil sige i sager, hvor sladder, fordomme og intolerance over for andre mennesker vejer ubehageligt tungt. For hvis der er konkret begrundede mistanker om alvorlige svigt over for børn, har enten politiet eller sociale myndigheder allerede rig mulighed for at tvinge sig adgang til private hjem.

Det er altså et ualmindeligt dårligt argument, når Karen Hækkerup påstår, at lovændringen skulle kunne forhindre nogle af de rædselsfulde sager om ekstrem børnemishandling, som Tønder- og Rebildsagerne er eksempler på.

Det helt forbløffende er dog, at Karen Hækkerup og hendes embedsmænd tilsyneladende ikke ænser, at det ikke bare er forældrenes, men også børnenes rettigheder, de vader hen over.

Registersammenkørslerne mellem f.eks. et barns skole og læge må anses som en krænkelse af børns ret til et privatliv. Karen Hækkerup burde ligeledes huske på, at det ikke blot er forældrenes hjem, kommunerne nu får mulighed for at bryde ind i, med politiets hjælp. Det er også børnenes hjem. Og oplevelsen er næppe mindre traumatisk for dem, end den er for forældrene.

Det er som om, man på Christiansborg efterhånden opfatter de grundlæggende rettigheder til at beskytte privatlivets fred som noget langhåret, teoretisk juristeri. Det er det ikke – der er ganske almindelige adfærdsregler, som bare er ført ind i loven. Vi forstår alle, hvorfor vi kun kan komme ind til naboen, hvis vi bliver inviteret, og hvorfor naboen i det hele taget foretrækker at holde nogle ting om sit personlige liv for sig selv. Kun Karen Hækkerup og hendes embedsmænd forstår det ikke, selv om de højtideligt påtager sig at beskytte børns rettigheder.

Ønsket om at ændre loven virker endnu mere mærkværdigt, man når tænker på, at Karen Hækkerup er fortaler for, at det sociale arbejde i langt højere grad skal være baseret på evidens. Det vil sige, at man skal undersøge, hvordan de forskellige tiltag rent faktisk virker. Den gode vilje er ikke i sig selv nok.

Den evidensbaserede tilgang er fin, og vi støtter helhjertet op om den. Men ministeren bør se på, hvilken evidens hendes egne lovforslag bygger på.

Især på to punkter:

1) Selv om både ministeren og hendes embedsmænd givet vis er flinke mennesker, så er de, når de optræder som system, ikke i stand til at begribe koncepterne ’rettigheder’ og ’privatliv’. Heller ikke når det er børns rettigheder og privatliv, det gælder.

2) Man er skredet til en for systemet bekvem løsning på problemet med de grimme misbrugssager – nemlig at bevilge sig selv mere magt. Men man har gjort det uden at undersøge, om det var manglende magt, der var problemet.

I Ankestyrelsen nye kulegravning af området tales der ikke om manglende magt, men derimod om dårlig sagsbehandling, manglende lydhørhed over for advarsler og manglende brug af de muligheder, der allerede findes.

Deter skandaløst, hvis forældre og børn skal betale prisen for, at åbenlyst defekte sociale systemer skal undgå at tabe ansigt. Karen Hækkerup bør vise den anstændighed at trække sit lovsjusk af bordet og tage fat på de reelle problemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anna Gudmundsen
Anna Gudmundsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Et lille PS. fra TV-avisen i går, hvor Venstres E. Vesselbo (eller hvordan det staves) fik de uheldige børne sager til at være den nye regerings skyld. Bl.a. sagde han at han for 5 måneder siden havde stillet spørgsmål til Karen Hækkerup. - Jamen dog.

Det virker meget ynkeligt på mig at Venstre nu vil tørre disse uheldige børne sager af på den nye regering.
I mine øjne blev den store fejl lavet med Løkke Rasmussens og DF s Strukturreform, hvor ansvaret blev delt ud på de 98 kommuner. Løkke Rasmussen og OVK blev i Høringssvar og i Folketingsdebatterne advaret om sådanne tilstande.

Peter Nygaard

Indfør autorisation for socialrådgivere, så de står til ansvar for andre(børnene) end kommunens økonomi direktør!

steen nielsen

den Danske Demokratiske Republik
Her er jo desværre igen et eksempel på at man bruger populisme og ekstreme sager for at propagandere for mere kontrol og mere umyndiggørelse.
Mere DDR kontrol, med det mest udsatte.
Som det fremgår af artiklen, så er der jo vidtrækkende beføjelser allerede i dag, der kan beskytte børn mod overgreb, med det nye forslag kan man bare fratage folk fundmentale rettigheder på baggrund af indicier. Der er en lidt uheldig mentalitet i øjeblikket, der siger først mistænksomhed så kontrol så rettigheder bagerst i køen, ikke den anden vej rundt, det er desværre igen en byggesten til DDR staten, muliggjort gennem massive følelsesladede kampagner i TV, som skaber massehysteri på samlebånd.

Siger ingen fra overfor dette uvæsen, så har vi før vi får set os om et kontrolsamfund eller en politistat.

Torben Riis-Nielsen

Det er fuldstændig korrekt, at det er sagsbehandlingsfejl, der giver de dårlige sager. Det er ikke manglende muligheder.

Derfor ER det ren populisme at fratage forælde og børn flere og flere rettigheder. Det gavner INGEN BØRN. Det gør det bare lettere for forvaltningerne.

Jeg har selv været udsat for en ekstremt ulovlig sagsbehandling omkring mit barn - En sag, som kun var en hårsbredde fra at blive en tvangsfjernelse på falsk grundlag.

Jeg forsøgte dengang at påpege, at hvis de IKKE havde overtrådt loven ved at lave hemmelige møder bag vores ryg, hvor sladder og rygter kunne florere, men i stedet havde arbejdet efter loven og med åbenhed, så var de ikke havnet i den forkerte grøft og havde ikke bygget en hel sag op omkring bevist vildledende oplysninger om os forældre og vores barn.

I dag er de grove overgreb myndighederne lavede mod os og vores barn stort set alle lovliggjort.

Det er nu lovligt at lave hemmelige møder om forældrene og skjule væsentlige oplysninger om forældre og børn fra dem sagen handler om. Og det gælder altså også i en sag som vores - der blot handlede om et handicappet barn.

Retstilstanden i børnesager var ekstremt DDR-agtig allerede den gang - og idag er den helt forfærdelig! Godt mit handicappede barn er blevet 18 år nu.

Hanne Gregersen

Befriende, at nogle tør tage bladet fra munden og kalde en spade en spade !
De faglige organisationer med socialrådgiverne i spidsen burde gribe i egen barm og tage deres ansvar - hellere i dag end i morgen.

I øvrigt morsomt, at @Sørensen i sin velkendte kampagne for alle Socialdemokratiets lyksagligheder også kan gøre dette emne til genstand for et angreb på den tidligere regering - virker lidt patetisk med den endimensionelle indgangsvinkel til hver eneste problemstilling, men sådan skal det åbenbart være :o)

Torben Riis-Nielsen

Og så er det også værd at pointere, at reglerne jo gælder ALLE.

Hvis man har et barn på institution skelnes der ikke i loven mellem om barnet er tvangsfjernet på grund af incest og andre meget grove former for omsorgssvigt - eller om barnet blot har et handicap og modtager behandling for det på en institution i form af en frivillig ordning.

I begge tilfælde bliver stort set alle forældrerettigheder frataget forældrene. Bare en så naturlig ting som at tage et barn til læge hvis det er sygt, når det er hjemme på weekend skal godkendes af kommunen. Det har man sandelig ikke ret til - heller ikke selvom der ikke kan sættes en finger på forældrenes arbejde med deres barn.

Man kan godt blive behandlet godt alligevel - men det sker ved at kommunen uddelegerer noget af sin totale magt til forældrene - og de kan til enhver til tage alt tilbage uden det regnes for en afgørelse. Derfor kan der heller ikke klages over det i ankesystemet.

Det siger jeg så også på baggrund af at jeg i 12 år har modtaget en sådan pæn og ordentlig uddelegering af ansvar, så det har været præcist som at have fulde rettigheder i praksis.

Alligevel er man meget bevidst om, at man ingen rettigheder har. Man er konstant nervøs for om myndighederne lige pludselig vil køre en konflikt op f.eks. for at spare penge.

Det ligger hele tiden i baghovedet, at man ikke på nogen måde kan FÅ juridisk ret i en konflikt uanset om man HAR ret.

Retstilstanden i børnesager er forfærdelig - intet mindre end rædselsfuld.

Desværre er blå blok og rød blok nærmest faldet over hinanden for at fjerne enhver retssikkerhed for børn og forældre. Så det er en svada til begge sider af salen.

Anna Gudmundsen

Her kan vi se hvordan loven bliver brugt
https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=DeYdC8TvE4U
Fra 1 februar i år.

Og her er igen 11 April
http://www.helsingordagblad.dk/article/20130412/NETNYT/704129989

De var ude efter et ikke eksisterende barn, hvilket betyder de kan brække ind hvor som helst uden dommerkendelse.
Du kan også blive lagt i håndjern og derved nægtes at filme/dokumentere ødelæggelsene.
Jeg vil lægge ind et citat af Lisbeth, så man kan forstå hvorfor dette skønnes nødvendig :

"I 1997 kom der en Underretning til Helsingør Kommune, fra Vores nabo, den lød på, at Vores dengang 2 første børn, 2 små drenge på hhv. 1 og 2.5 år dengang, "de ikke gik i daginstitution" og "ikke leget ude på vejen", det var det eneste indhold i den underretning.

Underretningen kom fra en Nabo, Bent Hugo Nielsen Askov, som var Politi-tjenestemand ved Helsingør Politi og hans kone Grethe Marie Susse Askov som arbejdet i Den Danske Bank. Disse 2 personer havde siden 1981 anmeldt Vores familie til alle muligt og umulige myndigheder, første gang der kom en sådan anmeldelse var det, den bil som blev benyttet ved indflytningen, den holdt i den forkerte side af vejen, den holdt altså ulovlig perkeret foran hoveddøren på denne lille døde blinde villavej i et sølvbryllups-kvarter.

Jens var ikke engang fyldt 18 år endnu på det tidspunkt da han købte denne ejendomme hvor han har boet siden og hvor han sammen med Mig har stiftet familie og fået 7 dejlige velskabte og 100 % normale børn som alle 7 er født i hjemmet ved dejlige fredelige hjemmefødsler.

Jens opdaget hurtigt at denne Politimand Tjenestemand ikke var det rigtige selskab, da Politimanden opfordret ham til nogle spøjse ting, som eks., en termorude som var dugget, den skulle han bare slå i stykker, og så skulle han bare anmelde det til forsikringen, så var den klaret, og Politimanden han ville gerne aftage nogle Kolonialvare som Jens solgte engros, altså sådan udenom systemet, men Jens havde ikke lyst til at stjæle hverken fra sig selv eller fra sine forældre for at bestikke en politimand. Dernæst begyndte denne politifamilie så at anmeldt alt muligt andet, alt som overhoved var muligt at anmelde og til alle forskellige myndigheder, eks. skulle Jens pludselig have bygget en garage som lå 4 cm inden på Politimandens grund, det havde Jens ikke, den havde han køb sammen med huset, men alligevel kunne Politimanden få Jens slæbt i kriminalretten, tænk sig i kriminalretten, altså ikke bare i retten, den ret som almindelige mennesker bruger, Jens måtte så skaffe beviser på at han ikke havde bygget denne garage, det kunne han via udskrifter fra Ejendomsmægler og dermed BBR-skema som viste at den var bygget før, samt måtte Jens have indkaldt vidner til Kriminalretten, den tidligere ejer af ejendommen, han mødte op i kriminalretten og fortalte at den garage havde han betalt for at opføre og han havde bygget den sammen med sin nabo som var uddannet tømmer og hjalp ham med det og han fik lidt sorte penge for at bygge den i sin fritid, altså når han havde fri fra sit job hos Helsingør Politi. Efter alt dette så fik den spøjse dommer så den ide at sagen skulle flyttes over i en civil ret, og sådan endte Jens`s første møde med denne kriminelle politimand i kriminalretten

Politifamilien anmeldte Jens til SKAT, Jens kom til torskegilde som 18 årige osv. osv altsammen grundløst og sådan forsatte naboen med alt muligt sygelig løgn om først Jens og senere Os og til sidst havde Vi børn som de ny kunne anmelde for alt muligt, og fra politistationen kendte han alle disse sygelige muligheder og det sygelige system inden for børnelovgivningen, som meget nemt kan misbruges og ingen bliver krævet til ansvar for grundløse anmeldelser mod børn og Politiet og Socialforsorgen har alle muligheder uden for lov og ret.

Men denne underretning blev lagt ned, det var vist nok i samme år altså 1997 af en Erhvervsadvokat i København, en som Jens brugte forretningsmæssigt dengang, en som ikke havde forstand på børnesager ellers, derfor blev han senere udskiftet.

Sådan her, har det forsat med den ene groteske og mere og mere fuldstændige helt og aldeles grundløse beskyldninger, som direkte rent opdigtet igennem årene af denne Politifamilie.

Nabo Politifamilien var så succesfuld med deres forhavende, rygtespredning og smædekampagne mod Os og Vores børn, at flere andre hoppet på tungen for dem, fordi Politimanden helt nøjagtigt viste hvordan i kraft af hans arbejde hos politiet, hvilke sociale knapper der skulle trykkes på, for at vælte en familie, bl.a misbrugte de Birgitte Wittendorff i Helsingør Socialforvaltning igennem årene til at sprede deres løgne. Det lykkes at få lagt alle disse meget forskellige løgne ned igennem årene, ved flere forskellige tilfældige Advokaters hjælp og især et kæmpe juridisk arbejde, samt benarbejde fra Os selv.

I slutningen af 2004 efter et mislykket Privatskoleforløb, som slutte brat fordi skolen ikke havde nok ressourcer til at kunne tage ordentlig vare på Jannus, Kommunen ville ikke gå i dialog med Os om ekstra hjælp til skolen for at støtte Jannus diabetes, der skete så det ulykkelig en dag at skolen uden Vores viden havde taget dem med til København, Vi havde ellers krævet at vide hvornår de tog på ekskursions ture fordi så skulle Vi tilpasse Jannus kost og insulin til en så krævende dag for ham, så han ikke gik i føling.

Der skete så det at telefonen ringer nogle timer før drengene skal hentes i Græsted, på det normalt tidspunkt som er aftalt, det er Vores søn Dannus, han har taget Storbror Jannus`s telefon, Dannus siger at de er blevet sendt alene tilbage til Græsted og de er kommet frem, men nu kan Jannus ikke mere, han kan slet ikke stå op længere og Undertegnede skal komme NU, det er et par timer før det aftalte afhentnings tidspunkt, desværre har Jeg en lang køretur foran Mig før Jeg kan når at være fremme ved dem, der vil nok gå omkring 40 minutter, da Jeg kommer frem er Jannus rigtig dårlig, nok det man mest kalder i føling, Vi har aldrig oplevet det før, og heller IKKE siden, det var et kæmpe chok for Mig at opleve og skolen var helt lukket og der var ingen andre mennesker tilstede. - Det var så sidste gang ham kom i Privatskole så langt væk fra hjemmet. Det ville Jeg aldrig opleve igen, ikke udsætte ham for, så det var ud af den skole, - og hvad så.

Vi henvendte Os til Helsingør Kommune skriftligt og bad om at få en ny sagsbehandler for at tale om hvad Vi nu kunne gøre. Men Helsingør Kommune vendte tilbage, der kom et brev fra Helsingør Kommunes SocialDirektør Steen Johnny Hansen, han skrev : at Vi ikke kunne få nogen ny sagsbehandler, da Vi ikke havde nogen aktiv socialsag i Kommunen, Socialdirektøren fortalte altså at Vi måtte klare Os selv uden Kommunens hjælp. Dette ligger på skrift. Men.....

Men.... meget kort tid efter igangsatte Socialforvaltningen blot en tvangs-fjernelsessag, imens gik Jeg og Vores daværende Bisidder, Byrådsmedlem Ib Kirkegaard hen på Gurrevej Skole for at tilmelde både Jannus og Dannus i den skole som de tidligere har været tilmeldt. Vi ventet på at få besked fra Gurrevejens Skole om hvornår de kunne starte, fordi De skulle tage hensyn til Jannus diabetes, denne besked fra skolen afventet Vi. Men.... Men.... Den 31/1-2005 var Jannus og Dannus ude og dele valgmateriale ud for Dansk Folkeparti, dette op til Folketingsvalget, for gratis at støtte Ib Kirkegaard og hans parti fordi han som byrådsmedlem havde frivilligt stillet op og bakket op om Vores sag, og blev Vores bisidder i sagen fordi den var så forkert som nogen børnesag overhovedet kunne være, som alle siger der har læst på sagen.

Citat fra Journal : "Forvaltningen kontaktes af politiet, der fortæller at drengene Jannus og Dannus er truffet på en nærliggende sidevej, og det har været nødvendigt for politiet, at placere begge drenge i en af politiets civil biler. Ved forvaltningens ankomsten er det tydeligt at Jannus er meget vred og han råber flere gange at han vil ud af bilen. Drengene transporteres herefter til døgninstitution, hvor Jannus forsat er meget vred og forsøger at vriste sig løs, hvorfor det bliver nødvendigt at holde fast om Jannus og bære ham indenfor." citat slut.

Tvangsfjernelsen skete med begrundelse om : Manglende godkendt undervisningstilbud, tvangsanbringelsen skete med afbrudt kontakt til forældrene.

Senere blev de sidste børn tvangsanbragt, alene på grund af, at deres ældre søskende var fjernet fra hjemmet uden kontakt mulighed.

Helsingør er en dødsens farlig By at have børn i. Der findes reelt INGEN ankemuligheder, sagerne er altid afgjort på forhånd, det seneste Jeg har oplevet var i Ankestyrelsen, hvor Jeg oplevet her midt i September månede 2012, og DETTE ER IKKE KUN EN PÅSTAND, Jens`s Advokat fik denne gang ligefrem tilsendt UDKASTET med i sagens akter, altså UDKASTET TIL den endelige AFGØRELSEN, og dette INDEN sagen VAR blevet FORELAGT I ANKESTYRELSEN og inden forældre og Advokater havde fået lov til at have de berømte latterlige 20 minutters fremmøde for Ankestyrelsens profitkartel og honorarryttere.

Danmark er blevet et Land uden lov og ret på hele børneområdet, det er en skandale ud over alle grænser.

Kommunens største problem med Os er at Vi er selvstændige tænkende individer, Vi kan og vil klare Os selv, så langt hen af vejen at Vi ikke rigtigt passer ind i de sygelige myndigheders omklamrende lullerier og kan Man klare sig, så skal Man kanøfles i Danmark, altså udsættes for offentlig voksenmobning af allerværste skuffe fra Kommunens side, ihvertfald vis Man bor i Helsingør. "