I morgen rejser jeg til Paris, ligesom jeg gjorde for et år siden, da jeg kjoleklædt gik til fest i et hestecirkus. Det var en vild oplevelse.
Den begyndte hjemme hos Julie (Sjyliii), hvor hendes veninde Julie (ligeledes Sjyliii, lad os kalde dem 1 og 2) kom forbi til bobler og brieost, inden vi skulle til fest i det her hestecirkus drevet af sigøjnere (undskyld, romaer).
Julie 1+2 havde besluttet sig for at klæde sig ud som mænd med seler og overskæg og høj hat, hvilket gav dem ideen, at jeg da selvfølgelig så skulle have læbestift på, damehat og kjole.
Ud over et svagt minde fra fireårsalderen om at ville have min egen natkjole, husker jeg ikke at have gjort det i kvindelige klæder. Men nu var jeg langt hjemmefra, så det var ligesom gratis, og jeg var en lille smule pjattet med Julie 2, så det gjaldt om at spille med, tænkte jeg og smøg mine 186 centimeter ned i en række forskellige kreationer. Det endte med en tætsiddende, men tækkelig grå kjole, den gik mig til lige over knæene og blev suppleret af en fin, lille rød hat og en halskæde af perlemor.
Dette var mine erfaringer af at være i kjole:
1) Allerede mens vi sad i Julies lejlighed, lagde jeg mærke til, hvordan min kropsholdning ændrede sig. Uden bukser på føltes det mærkeligt at sidde med spredte ben, så jeg samlede dem. Normalt har jeg det med at skifte stilling, lave fagter, synke sammen, flade ud, brede mig. Det virkede helt forkert, nærmest grotesk, at ’hænge’ afslappet på den måde i så stramt og nydeligt tøj, så jeg sad for det meste stille med rank ryg og hænderne i skødet. Jeg fyldte meget lidt. Og det påvirkede mit sprog. Jeg følte mig så yndig, at jeg ikke brød mig om at råbe op eller fyre løse bemærkninger af i tide og utide. Det var som om kjolen fordrede mådehold. Så jeg overvejede mine ord nøje. Jeg tog mig selv i at snakke mindre.
2) Anledningen til vores cross-dressing var romafesten i hestecirkusset, som vi forestillede os ville være så tilpas fuld af gakkede mennesker, at en mand i dametøj ville passe lige ind. Det var ikke tilfældet. Cirkusverdenen med dens prinsesser og stærke mænd opererer tilsyneladende med nogle rimelig rigide forestillinger om mænd og kvinder. Med fare for at generalisere mere end højst nødvendigt tør jeg påstå, at romamiljøet heller ikke er så pokkers queer.
I hvert fald blev der gloet helt vildt og uhæmmet på mig under det meste af festen. Mit tøj var stort set det eneste emne, folk talte med mig om. Og på et tidspunkt, mens jeg dansede med Julie 2, gik en 12-13-årig pige – cirkusbarn, går jeg ud fra – hen mod os, rakte armen frem, pegede direkte på mig og fyrede en minutlang, hidsig svada af på fransk, som jeg (heldigvis) ikke forstod. Hun var tydeligvis oprevet.
3) Mens min koksgrå kjole tiltrak vældig meget opmærksomhed, gik Julie 1+2’s mandekostumer nærmest ubemærkede hen. Måske fordi man ser kvinder i bukser, slips eller andet traditionelt mandetøj hver eneste dag på gaden, kontoret, hos politiet. Måske fordi kvinders stræben efter mandighed giver mening i forhold til patriarkatets målestok – det er beundringsværdigt at ’mande sig op’.
Til gengæld findes der kun én ting værre end en ’tøsedreng’, og det er en dreng, der ikke bare tøser sig til, men gør det af egen lyst og tilmed fremviser det stolt og uden undskyldning. Som om en mands frivillige feminisering er en slags forræderi over for den herskende orden.
4) Jeg skulle tidligt op og på arbejde næste morgen, så mens Julie 1+2 festede til den lyse morgen, tog jeg hjem lidt efter midnat. Det var mørkt, jeg befandt mig i udkanten af Paris, gaderne var tomme, og jeg vidste med det samme, at jeg ikke havde lyst til at færdes alene gennem byen i kvindelige gevandter. Hvis de fik så meget vrede frem i et cirkusbarn, så turde jeg ikke tænke på, hvordan en flok fulde fuldvoksne mænd kunne finde på at reagere. I august sidste år blev en mand i 30’erne iklædt dametøj stukket ihjel i Paris. Få minoriteter er så udsatte for vold som transkønnede.
Så jeg trådte til side, fjernede sminken og kjolen. Jeg havde skiftetøj med, og snart gik jeg i et med bybilledet. Ingen værdigede mig et blik på turen hjem. Min ekskursion udi andethed var forbi. Jeg skal hilse og sige, det er et heftigt sted at opholde sig.
Anders Haahr Rasmussen er journalist og forfatter
Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen
Kære Anders Haarh Rasmussen.
Mange tak for en interessant klumme om hvordan det kan opleves for en mand at have kjole på. Og tillykke med at have gjort dig dine egne queer erfaringer - du tilhører dermed en gruppe, der vokser.
Flere og flere oplever, at de har sider i sig, som de får lyst til at udforske. Det kan være kvinden, der i en alder af 45 begynder at opleve så intense orgasmer, at hun overrasket men målrettet skifter fokus fra familien til sin egen krop og indsatsen for at få flere orgasmer med enhver mand og kvinde, der vil; eller manden der efter mange års tro tjeneste på højt niveau i staten mærker en dragende vellyst, når han iklæder sig kjole, paryk og høje hæle og bevæger sig rundt i byen klædt netop sådan; eller manden der har to kvinder, som også elsker hinanden. Eller skulle jeg beskrive det som de to kvinder, der elsker hinanden og elsker den samme mand, som elsker dem begge.
Forskelligheder hyldes, der leges med skift i eget køn og med andre. For nogle er bruddet med normativiteten en aktiv del af begæret, for andre er det følelsen af at tilhøre en subkultur eller noget helt tredje, der tænder kraften. At være queer er at leve sin seksualitet som den opleves.
Det er interessant hvordan du i din stræben efter Jyliii’s opmærksomhed indtræder i en kvindekønnet ramme og så oplever, at kjolen påvirker din måde at være på, det du siger, og hvor meget du siger. Dermed ændres forførelsens sprog og det undrer mig ikke, at du den aften gik alene hjem. Der er så begrænset adgang for mænd til at få konkrete erfaringer med kvindekønnets livsvilkår, at en effektiv forførelse første gang er for sjælden til at være sandsynlig.
Jeg spiste for nylig middag med en kær ven, der elsker at klæde sig i dametøj. Stolte gik vi arm i arm ned ad Strøget og mødte nysgerrige blikke, spørgende blikke, flirtende blikke og et fordømmende blik har der da nok også været, men jeg hæftede mig ikke ved det. At opleve den frihed og glæde som boblede ud af ham/hende hele aftenen var fantastisk. Vi blev høje begge to, fordi det muliges rum åbnede sig på flere planer. Vi talte om emner, vi ikke før har vendt, vi flirtede som vi ikke før har flirtet, det var som om en tredje var til stede, hvilket jo også var tilfældet. Han oplevede ikke at kjolen begrænsede. Det oplevede jeg heller ikke;)
Der skal også lyde en stor tak til vores kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen for hans indsat med at lovliggøre homovielser i kirken. Den sejr og måske det faktum at man er forfatter til børnebøger, betød at det franske nyhedsbureau AFP antog, at Manu Sareen måtte være en kvinde: »Den danske ligestillingsminister, Manu Sareen, som tog initiativ til torsdagens lovændring, sagde, at hun var begejstret for vedtagelsen. Dette betyder lighed mellem par af samme køn og par af forskellige køn. Det er et stort skridt fremad,« sagde hun til pressen efter afstemningen, står der i nyhedstelegrammet fra AFP. Manu Sareen reagerede på den måde en moderne maskulin mand vil reagere. Han tweetede glad: »Min lille, indre pige er blevet afsløret :-),«
Så queer på den sjove måde. Queer teorien er interessant fordi den åbner op for er at udbrede vores oplevelse af køn, også vores eget. Når vi åbner forståelsen af os selv øger vi også accepten af forskelligheder, og i hvordan vi hver især udlever vores drifter over et livsforløb.
Tak til dig Anders for at dele og hermed opfordring til at vi deler mange flere erfaringer om, hvordan det foregår.