Klumme

Latterliggørelsens landevej

er blevet moderne i dansk politik. Når politikere slår på mediemuren, hamrer de ofte samme rytme: ’Kom i gang, din dovne hund,’ lyder det til stadig større vælgergrupper. Men klinger det ikke lidt hult?
Debat
5. maj 2012

I begyndelsen var rundkredspædagogikken. Relanceret som udtryk af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han i sin åbningstale i 2003 langede ud efter lærere og pædagoger:

»Det er, som om at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ’Hvad synes du selv?’,« lød udtalelsen, der ikke bare kickstartede en debat om grænser for pædagogik, men også gav medvind til en trend, som flere folketingspolitikere er begyndt at praktisere med jævne mellemrum: at udpege bestemte befolkningsgrupper som dovne, ugidelige eller bare snotdumme – alt sammen for at fremme forståelsen for egne synspunkter.

Hvor det tidligere som oftest var politiske modstandere eller substantielle sager, som partierne indædt kæmpede for i medierne, følges politiske budskaber i dag oftere og oftere af en verbal kindhest til en bestemt gruppe vælgere.

Tendensen er ikke ny, men tilsyneladende voksende. For 10-15 år siden var det som regel visse grupper af indvandrere eller kriminelle og især de kriminelle indvandrere, der skulle tage sig sammen. I dag er angrebene udvidet ikke bare til offentligt ansatte. Også børn er dovne, og skoleelever skal tage sig sammen. Det samme skal de ledige akademikere. Og lad os ikke glemme forældrene. De skal stille flere krav til deres afkom og i øvrigt bare stramme op over hele linjen.

Det er blevet moderne at trampe – ofte med lystig, kæk retorik – henover bestemte befolkningsgrupper, fordi nogle politikere åbenbart føler, at de er nødt til at binde budskaberne op på personer, hvis de skal have en chance for at gøre sig i medierne.

I efteråret fik akademikere og universiteter således at vide af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R), at de skulle tage sig sammen og få sig et job. Som så ofte med den slags banede de kontroversielle pointer vejen til en forside på en stor morgenavis – modificeringen af de selv samme udtalelser måtte så komme senere. Hvilket de gjorde. Samme opskrift brugte socialminister Karen Hækkerup (S) og hendes pressefolk, da hun på en avisforside angiveligt gjorde op med »krævementaliteten« i samfundet. Senere måtte Hækkerup bedyre, at hun »bestemt ikke er ude på at mistænkeliggøre mennesker, som gerne vil bidrage, men ikke kan få lov«.

Grænsen mellem en velplaceret kindhest og en unødvendigt smertefuld lussing er åbenbart hårfin. Kunsten er at formulere sig konkret nok til, at man kan komme på forsiden, men så tilpas ukonkret, at de fleste læsere får opfattelsen af, at angrebet kun er rettet mod naboen og ikke mod solar plexus på læseren selv. Vi kan kun gætte på, hvor mange der følte sig ramt af Villy Søvndals 1. maj-tale, hvor han antydede, at kontanthjælpsmodtagere, hvis blot de får nogle penge, gerne sætter sig på den flade og »ser Eurosport i to år«. (Sig mig i øvrigt engang – er manden kidnappet af 1990’erne? Hvor mange ser egentlig Eurosport i dag?!)

Hvis man skal tro politikerne, er der i det hele taget utrolig mange hængemuler her til lands, og langt de fleste er, forstås, offentligt ansatte eller kontanthjælpsmodtagere.

I denne uge løftede næstformanden for Landsforeningen af Socialpædagoger Jan Hoby begrebet interessevaretagelse til et nyt niveau, da han beskyldte sine egne – pædagogerne for at være dovne og i øvrigt drikke for meget kaffe. Formålet var – må man gå ud fra – at skabe debat. Og hvad gav svadaen? Rigtigt svaret! En forside til Hoby.

I ønsket om at være den frække dreng eller pige, der siger, at kongen ikke har noget tøj på (og i håbet om at komme på forsiden), når retorikken igen og igen latterlige højder. Men måske er det angriberne selv, der ikke har noget tøj på? Måske er det lidt for tydeligt, at skinger retorik vinder over substans i disse angreb, som lige så ofte – dog endnu ikke i Hobys tilfælde – følges op af småpinlige tilbagetog.

En anden mand, der mestrer latterliggørelsens landevej, men endnu ikke har lavet en U-vending er Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Han sender folk på jobjagt i Jylland i direkte transmitterede tv-debatter og brækker sig over fattigdom i vores åbne ansigter. Uden at sige undskyld bagefter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorsten Lind

."Men klinger det ikke lidt hult?"

Det klinger ubehøvlet, ubegavet & plat,
men MEDIERNE elsker det,
og formidler ukritisk politikernes fornærmelser,
i en lind strøm, til en måbende befolkning.
Mvh Th

Ps. Glimrende artikel!

Udsigter og indsigter

Lysdannelser og dannelser af lys
forekommer hist og her.