Skønt den seneste tid har budt på en række forringelser af forholdene for de almindelige lønmodtagere, er der ingen grund til at forvente, at LO tropper op til de kommende trepartsforhandlinger med store krav om modydelser fra regering og arbejdsgivere. Det vil de nemlig ikke komme langt med, vurderer Carsten Strøby Jensen, der er institutleder på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet og forsker i arbejdsmarkedsforhold.
»LO er realistisk og ved godt, at man ikke kan stille store krav til virksomhederne. Det skyldes krisen, og at man udflytter arbejdspladser i stort omfang: LO er bange for at forstærke den tendens.«
Han mener, at man i stedet er optaget af at opfinde en langsigtet strategi for, hvordan virksomheder skal klare sig i Danmark: »Man venter med sine krav, til der bliver bedre tider. I stedet satser man på at få opfyldt krav om eksempelvis efteruddannelse, som ikke koster så meget.«
– Fagforeningerne mister medlemmer. Burde de ikke være mere krigeriske, for at vise medlemmerne, at de har en berettigelse?
»Det kunne man godt tænke. Det giver nogle problemer, at man har skrevet under på dårlige overenskomster og støttet en regering, der baserer sin politik på forringelse af efterlønnen, reducering af dagpenge, og som nu går efter helligdagene. Det er ikke en let pakke at sælge til lønmodtagerne.«
Omvendt risikerer en krigerisk fagbevægelse at fremstå, som om den fører ren signalpolitik, hvis den alligevel ikke får imødekommet sine krav, vurderer Carsten Strøby Jensen:
»Man kunne godt have stået og skreget under overenskomstforhandlingerne, men havde det givet bedre resultater? Det tror jeg ikke, og så havde det ikke hjulpet noget. Sikkert heller ikke på medlemstilslutningen.«
Samtidig trives krisebevidstheden ikke kun i fagbevægelsens top – den findes også blandt medlemmerne:
»Det er jo ikke sådan, at folk ikke kan tænke selv. De kan jo se, at der er økonomisk krise, og nogle af dem kan godt se det fornuftige i, at man bliver nødt til at inddrage en helligdag eller to.«
For moderne fagforeninger er opgaven ikke længere udelukkende at kæmpe for medlemmers kortsigtede interesser. De kæmper også for virksomhedernes fremtidige rolle i den globale konkurrence:
»Fagbevægelsen skal ikke blot svare på, hvad folk skal have i løn og arbejdstid. Den skal sikre, at virksomheden også er der om fem år.«
– Det lyder som fagbevægelsen er blevet afrettet?
»Ja, men det handler jo også om, hvad der er inde i hovedet på de folk, den repræsenterer. Fagforeningsmedlemmer vil i dag ikke bare have seks kroner mere i timen, og så er de ligeglade med resten. De tænker også på, at der skal være arbejdspladser fremover.«
