Kommentar

’Vi mangler stadig gode løsninger’

Regeringen har ifølge Socialdemokraterne fokus på det psykiske arbejdsmiljø og den manglende ligestilling, men den mangler stadig geniale løsninger
Debat
23. maj 2012

På Aarhus Havn, hvor Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, arbejdede i 17 år, før han kom i Folketinget, siger man det ikke bare sådan lige til sine kolleger, hvis man føler sig psykisk kørt ned. Og hvis man gør, bliver man stensikkert mødt med et »tøsedreng!«, fortæller han.»Det er altid lettere at sige ’min arm gør ondt’ end ’min sjæl gør ondt’. Og det er svært at acceptere, at man har ondt i sjælen. Det er svært at sige til andre, og det kan være svært at vurdere, om man overhovedet har ondt i sjælen – eller om man bare ikke gider lave noget,« siger Leif Lahn. »Men det er en fælles opgave for regeringen, fagbevægelsen og lønmodtagerne at tage sig af den enkelte arbejder og sige, at det efterhånden er et stigende problem i det her land. Det må vi simpelthen gøre noget ved.«

– Hvad gør regeringen ved det nu?

»Vi har fokus på det. Lige nu snakker vi arbejdsløshedsfonde og arbejdsmiljø, og der går ikke et møde, hvor vi ikke nævner det psykiske arbejdsmiljø,« siger Lahn Jensen, der dog tøver noget med at blive konkret.

»Jeg har lidt svært ved at komme med en løsning lige nu, for det er bare svært. Men det gælder om at forebygge psykiske arbejdsskader. Og så skal medarbejdere og arbejdsgivere sammen være bedre til at gribe ind og vurdere, om kolleger f.eks. kan være ramt af stress.«

– Men får virksomhederne nok information om sammenhæng mellem f.eks. stress og nedslidning?

»Nej, det tror jeg ikke. Der mangler information og kendskab på området, men også åbenhed. Jo mere vi taler om det, både på regeringsplan og i fagbevægelsen, des mere almindeligt bliver det på arbejdspladserne. Så det er et spørgsmål om, at alle anerkender, at det er helt normalt at gå ned med stress,« siger Leif Lahn Jensen og understreger, at vi skal være bedre til at snakke åbent om problemet.

– Er det noget, I selv praktiserer, synes du?

»Ja, det gør vi løbende. Alle er klar over, at det er et fælles ansvar, som vi alle skal løfte. Men selv om vi hele tiden vender det, mangler vi de geniale løsninger. Vi skal nok finde dem på et tidspunkt, men vi mangler dem nu. Og før vi kan sætte nogle ting i gang, er vi nødt til at kigge på det hele og bearbejde det ordentligt.«

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her