Kommentar

Missioneren til masserne

Formidlingsraseriet er præget af nedladende tale om ’brede befolkning’. Hold nu op. Akademisk selvhøjtidelighed har vi nok af
16. maj 2012

En studerende med ganske få universitetssemestre bag sig stillede mig for nogle år siden det bekymrede spørgsmål, hvordan hun dog skulle formidle sin viden til almindelige mennesker. Hun så sig tydeligvis placeret foran en imaginær kløft. På den ene side stod hun selv med sin komplicerede viden. På den anden side stod alle de almindelige mennesker, som ikke ville kunne begribe en dyt af hendes viden. På en eller anden måde var hun blevet bibragt den forestilling, at hun som vordende akademiker var del af en elite, der qua sin besiddelse af stor viden var afskåret fra samtale med andre. Hvor havde hun dog den idé fra? Og hvor kan den komme til at tage os hen?

Det første spørgsmål besvares let. Hun havde ideen fra tidens hovedstrøm i og uden for universiteterne. Forestillinger om at være hævet over offentligheden, anskuet som en masse, er selv ved at blive et massefænomen, der genspejles i hyppig brug af nedladende udtryk som ’almindelige mennesker’, ’gennemsnitsborgere’ og ’den brede befolkning’. I løbet af få uger har jeg i danske aviser læst mig frem til, at almindelige mennesker er sådan nogle, som ikke kunne drømme om at gå på museum, og som skal have hjælp af socialvidenskabelige specialister til at forstå verden bedre.

Det andet spørgsmål – hvor den slags forestillinger tager os hen – er mere kontroversielt. Påtrængende er det også, efter at forskningsformidlingsraseriet dette forår har nået nye højder.

Atomfysik og blikkenslageri

Ideen bag raseriet synes at være, at langvarigt uddannede skal dokumentere samfundsnytten af deres arbejde ved at lære at forklare det – for eksempel i form af en tre minutters video – så den såkaldt brede befolkning kan forstå det. Det er utvivlsomt velment, ja, kan ses som en filantropisk bestræbelse på at dele viden ud til de uvidende. Lidt, bare en lille smule, drejer det sig vel også om ’send flere penge’-appeller. Og visse missionske tilbøjeligheder lader sig også ane. Men selv hvis vi holder os til det velmenende, er der et problem. I iveren efter at få bygget broer over en kløft mellem forskere og almindelige mennesker, glemmes det let, at kløften er imaginær, og at de dertil hørende forestillinger om folk og forskere i høj grad kan diskuteres.

Hold nu op. Akademisk selvhøjtidelighed har vi nok af. Forskere er lige så (u)almindelige mennesker som alle mulige andre (u)almindelige mennesker. Nogle gange må de forklare sig og bidrage til en samfundsdiskussion, og det er altid krævende at forklare sine specialiserede gøremål til andre. Det gælder for atomfysikeren, men da også for blikkenslageren. Det gælder også dem begge, at de som hovedregel gør klogt i at holde sig i baggrunden, holde sig løbende orienteret om samfundsspørgsmål og således være klar til at give lyd, når netop de som fagpersoner har noget vigtigt at bidrage med.

Demonstrativt samfundssind

På den ene side ville alt bryde sammen, hvis det virkelig var nødvendigt for at kunne leve civiliseret sammen, at alle kendte til alle andres specialiserede arbejde. På den anden side opstår der hele tiden samfundsspørgsmål, hvor alle eller mange i en konkret sammenhæng faktisk må dykke ned i andres specialiserede arbejde, og vi er som samfund afhængige af, at fagfolk er i stand til at forklare det penible i en sag.

Det starter med, at de selv tænker samfundsdimensionen med ind i deres arbejde, overvejer, hvad de foretager sig, og hvorfor de gør det. Og det hviler igen på, at de opfatter sig selv som ansvarlige borgere på linje med andre og følgelig er mere optagede af at få læst avis end af at blive synlige i medierne. Gør de det, skal de nok også kunne forklare sig, når – og kun når – det er nødvendigt. Samfundssindet skal praktiseres, ikke uafladelig demonstreres.

 

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Det er ikke kun nedladenhed, men også et bevidst forsøg på at udtrykke sig så kringlet som muligt, og gerne med fagudtryk og på et andet sprog end dansk, så man rigtig kan vise ligesindede, hvor genial man er. Det gælder om at pleje sit image.

Heldigvis er der mange, både skribenter og debattører, der formår at formidle deres fagområde på en levende og ligefrem måde, uden at anse andre for de rene idioter, men så enhver kan blive en lille smule klogere, hvis man vil.

Det er ikke så sjældent, at det er mere givtigt at følge de forskellige uenigheder/argumenter i en debat, end at læse selve artiklen.

Bill Atkins

...og så burde det være en demokratisk pligt at formidle alment forstålige artikler om det felt den enkelte er ekspert på - på samme måde som det er en faglig pligt at formidle artikler i de anerkendte fagtidsskrifter.

Maya Nielsen

Ja det er så måden at segregere sig fra masserne, i nogle lande har det udviklet sig til decideret "cancelli-sprog" altså et helt seperat sprog,som kun embedsstanden forstår og deres arbejdsgivere...

randi christiansen

Fagsproget kan de holde for sig selv - formidlingen af viden er en stor kunst i sig selv - men ikke noget der undervises i på de pågældende fakulteter ?

Det skulle dog ikke være så vanskeligt at tale dansk - et eksempel : sammenhæng i stedet for det højt elskede ord kontekst, osv. - skal vi se, hvor mange ikke danske ord og udtryk vi kan finde, som anvendes unødvendigt ?

I det hele taget er den sproglige bevidsthed for stærkt nedadgående, hvilket bl.a. kan observeres - hov, ses - i medierne. Vel ikke mærkeligt når betænkes undervisningsniveauet i den almindelige danske folkeskole.

Anders Krog

Måske det er fordi medierne i almindelighed taler til mennesker som om de var dumme. Alle går og tror, at der er for "de andres" skyld. Imens bliver alle kiggerne og læserne dummere og dummere.

Steffen Gliese

En glimrende artikel - og straks skal folk bevise, at det ikke passer, hvad der står!
Hvad med at folk, hvis de interesserede sig for et område, satte sig ind i det? Fagsprog er et højt specialiseret værktøj i intellektuelt arbejde, der er faktisk grunde til, at man læser mange år på universitetet for at opnå faglig indsigt. Og det kommer absolut de færreste ved, der ikke fatter interesse for eller har brug for den derved fremkomne indsigt.

Anders Krog

Hm. Jeg synes nu kun at jeg forsøgte at perspektivere artiklen.

Der er meget tv, der taler ned til mennesker. Måske ikke danskernes akademi, men i hvert fald dr-update...

Verner Nielsen

.. måske vil de almindelige mennesker slet ikke have al den viden, som ikke kan bruges i deres liv og hverdag!

Bemærkningen i artiklen

'at de som hovedregel gør klogt i at holde sig i baggrunden, holde sig løbende orienteret om samfundsspørgsmål og således være klar til at give lyd, når netop de som fagpersoner har noget vigtigt at bidrage med.'

er nu ikke særlig gennemtænkt.

For hvem skal så føre samtalen og deltage i debatten ?
Alene journalister og levebrødspolitikere?

Fagpersoner bør i høj grad deltage i den almindelige debat på lige fod med alle andre borgere men netop huske på, at de deltager på lige fod.

Steffen Gliese

Det kommer der da meget spændende reaktioner ud af, Inger! :-)
Sandheden er vel, at man bliver bedre og bedre med alderen til at fange betydningen i tekster, også vanskelige. F.eks. er der begreber, jeg så i min ungdom og måtte opbyde al intellektuel kapacitet for overhovedet at kunne forholde mig til, som nu falder mig helt naturlige (selvom jeg ikke bruger dem så tit). Jeg opgav at læse Adornos musikteori, f.eks.

Lise Lotte Rahbek

Det skægge er,
at hvis de mest selvhøjtidelige akademikere nogensinde ved en fejltagelse kommer til at omgås med de, som de ikke mener at kunne tale med,
nemlig de almindlige mennesker, "den brede befolkning" osv,
så vil de ofte opdage, at fordommene vender begge veje og at 'den almindelige dansker' slet ikke gider tale med dem.

Anders Krog

Bo Carlsen

Så er vi ved spørgsmålet om, hvorvidt der følger en etisk fordring med videnskabelig indsigt. Har man pligt til at at deltage i samfundsdebatten og tage stilling? Eller kan man nøjes med at formidle politisk neutralt? Eller bare få lov at bilde sig selv og andre ind, at man og kun formidler politisk neutralt?

Efter min opfattelse følger der en etisk fordring med borgerskabet i et demokratisk samfund:

Selv om man egentlig ikke ønsker at deltage, er man som udgangspunkt en deltager.

F.eks. har man - i hvert fald i teorien - mulighed for at forhindre (modvirke), at der træffes skadelige og forkerte beslutninger.

Henrik Brøndum

Nu er der jo det at "standen" af akademikere (undertegnede principielt inkluderet) er udviddet betydeligt indenfor de seneste aartier.

Hvis den afgrundsdybe forskel ikke eksisterer, kan det jo vaere bekvemt at postulere den.

Steffen Gliese

Henrik Brøndum, jeg tror, jeg er enig. Jeg tænker ofte på, hvornår f.eks. journalistikken tager alvorligt, at en majoritet af befolkningen har videregående uddannelser efterhånden, og at det med temmelig stor sandsynlighed også er dem, der er deres læsere. Tog de det alvorligt, ville twitter-centralen i St. Kongensgade (ikke nr. 40!) ikke være blevet rekonstrueret, men nedlagt, så vi kan slippe for flere historier om norsk grisechikane af 9-årige småpiger.

Martin Karlsson Pedersen

Det er interessant, hvordan denne "negative formidling" har som mål, at sætte en kløft mellem masse, folkelighed og eliten, det forudsætter, at massen altid er den man "konstruere" (og som når man skyder med spredhagl nok også empirisk indfanger et fåtal),dvs. den kan aldrig være oplyst eller måske endnu bedre, den kan aldrig rumme en gennem tradition overleverede "visdom" (for at bruge et lidt antikveret ord måske, altså indsigter som blot ikke er begrebsliggjort). Noam Chomksy fortalte en sjov historie om sin opvækst i 30'erne Brooklyn (hvis jeg husker rigtigt): han havde en onkel som arbejdede i en aviskiosk, og denne kiosk viste sig at være et samlingssted for alle former for "intelligente mennesker", både folk med formel uddannelse og universitets karriere, men også folk der var autodidakte eller politisk aktive, og selve onklen havde ikke et formelt uddannelsesniveau højere end 4. klasse, men var ifølge Chomsky den meste belæste og "uddannede" person han havde(har) mødt. Der var altså en levende tradition for at læse, diskutere og forsøge at forstå, som ikke lod sig opdele i "negative formidling". Det deprimerende er, som flere herinde også påpeger, at medierne og måske især DR som public service kanal i den grad understimulerer denne "naturlige" intellektuelle bestræbelse, så man må organisere sig med andre, lysten til viden har intet med formel, statssanktioneret institutionalisering at gøre! for at slutte lidt opbyggeligt:-)

Et vigtigt spørgsmål er, om politikere mener, at der følger en forpligtigelse til at forklare og udbrede ny viden qua uddannelsens og forskningens finansiering.

Hvis politikerne mener dét, kan man følge den tanke, at forskningsmidlerne skal retfærdiggøres ved at målrette forskningen og 'forbedre' formidlingen.

Ikke desto mindre er tanken vel et udtryk for, at man forsøger at drage så meget nytte af forskningen som muligt ud fra det synspunkt, at viden kun får sin værdi når den anvendes i ikke-videnskabelig sammenhæng.

Steffen Gliese

Man skal huske, at almen formidling i mange sammenhænge er kontraproduktivt for forskningen, fordi den tvinger forskeren væk fra udviklingsvejen ind i stadig større indsigt. Omvendt kan man sige, at det kan hjælpe til at klare hjernen; men ret beset er det i virkeligheden helt andre menneskers opgave, videnskabsjournalister f.eks. :-)

Jonas Nielsen

Jeg syntes at det her slægter heksejagt på. Hvordan i alverden skal man kunne holde op med at bruge fagsprog indenfor matematik for eksempel?

Det kan ikke da man måtte opfinde nogle nye udtryk der navngav nogle nye begreber og koncepter.

Fagtosser har godt af at gå i teateret en gang imellem, og så kan de jo benytte lejligheden til at se Erasmus Montanus, som efter 300 år åbenbart er lige aktuel.

Maya Nielsen, skrev

Ja det er så måden at [ forsøge ] segregere sig fra masserne, i nogle lande har det udviklet sig til decideret “cancelli-sprog” altså et helt seperat sprog,som kun embedsstanden forstår og deres arbejdsgivere…

-------

ja, og en slags akademikeres
forsøgen på "indbygget"
"laugsvæsen", "fagprotektionisme",
men hverken liberalisterne, socialisterne eller communisterne vil lade dem slippe ad sted med det