International kommentar

Det nytter ikke at lefle for populister

Partier fra yderfløjene fik stor fremgang ved valgene i Frankrig og Grækenland. Og de bliver kun stærkere af, at de etablerede partier forsøger at kapre stemmer ved at tale dem efter munden – men at lefle for populister har aldrig været opskriften på langsigtet politisk succes
Debat
11. maj 2012

Det er blevet en vedtagen sandhed, at populistiske partier vinder frem i hele Europa, både dem til venstre (Jean-Luc Mélenchon) og dem til højre (Marine Le Pen). Men selv om politiske analyser uafladeligt gør brug af ’p-ordet’, vil de fleste iagttagere nok have svært ved at udpege, hvor legitim demokratisk politik hører op og ondartet populisme tager over.

Derfor bliver anklagen for populisme da også pr. refleks afvist af populisterne selv som sidste udvej for en miskrediteret elite, der ikke synes om resultatet af en folkeafstemning eller et valg. Nogle gange påtager de sig trodsigt det samme prædikat, som skulle diskvalificere dem: Både Marine Le Pen og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, medgiver gerne, at de er populister – hvis altså populisme betyder at forsvare folket – i Le Pens optik: det oversete, svigtede folk.

Men klicheer spærrer for forståelsen af, hvad populisme er for et fænomen. Fremfor alt kan populisme ikke defineres ud fra et ønske om at ville tale i folkets navn, for dét tilstræber alle politikere. Fortærsket er det også at sige, at populister tilbyder forsimplede pseudoløsninger, mens rigtige demokrater håndterer kompleksitet: Alle politikere ønsker at tale et sprog, ’almindelige mennesker’ kan forstå.

Populisme kan hverken reduceres til et særligt sæt af politiske mål – lavere skatter, mindre indvandring – eller til en unik vælgerprofil: arbejdere, der er desillusionerede over socialdemokratismens ’tredje vej’; den lavere middelklasse, som frygter globaliseringen eller Europas pjalteproletariat. Ved Le Pens sidste store massemøde i Paris var det tydeligt, at så langtfra alle hendes tilhængere er marginaliserede typer.

I Østeuropa tiltrækker bevægelser som Ungarns Jobbik-parti tilhængere, der både er bedre uddannede og bedre stillede end nationsgennemsnittet. Og den angiveligt så angstprovokerende globalisering er pr. definition til stede overalt – det er populismen ikke.

Kamp mod parasitter

Populismens særkende er, at den opstiller billedet af et rent og homogent folk som modsætning til en korrupt eller i det mindste ufølsom elite, der konspirerer med kræfter, der ikke er ses som en retmæssig del af det nationale politiske liv. Disser kræfter kan være samfundets top og dets bund: I den populistiske fantasi arbejder eliterne altid i tæt forståelse med ’den globale finanskapitalisme’, men ofrer også for megen opmærksomhed (og penge) på fattige, der ikke rigtig hører til os og dog lever af os. F.eks. muslimer og østeuropæere i Holland ifølge Geert Wilders; romaer ifølge Jobbik i Ungarn; indvandrere, der trænger ind via Tyrkiet, ifølge det græske parti Gyldne Daggry og ikke mindst den ’afroamerikanske underklasse’ i USA, der alt for længe har nasset på de velfærdscheck, som øst- og vestkystdemokrater overøser dem med.

I det amerikanske populistiske højres øjne er Obama indbegrebet af denne uhellige alliance. De kan ikke benægte, at han vandt i valget 2008, men fastholder, at han ikke rigtig hører hjemme i USA. Derfor er den såkaldte birthers-bevægelse, der hævder, at Obama blev født uden for USA og således ifølge forfatningen ikke kan være præsident, fortsat absurd populær.

Både eliten og mindretallene består af parasitter: De betaler for få skatter, og i Europa er Bruxelles altid på deres side. Ikke alle, der er kritiske over for EU, er populister, men alle populister er kritiske over for EU.

Uden demokratisk potentiale

Nogle på venstrefløjen tror, at de har øjnet et stort demokratisk potentiale i populismen: Den kan korrigere nærsynetheden hos en lukket politisk klasse og udtrykke et dybfølt behov for mere folkelig deltagelse. Men dette er forkert. Populister er ikke imod repræsentation, de mener blot, at de for tiden herskende eliter ikke repræsenterer folket. Sand repræsentation, hævder de, kan derimod sikres ved en stor leder – tænk blot på Hugo Chávez’ påstand »jeg er en lille smule af jer alle«.

Karismatisk lederskab er dog ikke afgørende for populisme: Le Pen er en habil politiker, men hun er ikke en de Gaulle, ligesom Umberto Bossi ikke er nogen Mussolini. Kun én ting er nødvendig for populisme: begrebet om folket som et moralsk rent og udelt hele, der er udsat for en permanent trussel fra eliter og minoriteter. Det er den forenkling, alle populister dyrker og med potentielt fatale konsekvenser: Pluralisme og alt, hvad der følger af pluralisme – ideerne om en legitim opposition, om gensidigt kontrollerende magtinstanser, om fornuftige kompromisser – er vederstyggelige for populister. De tror ikke, de er de 99 procent – de tror, de er de 100 procent.

At lefle for populister nytter ikke i det lange løb: Sarkozy trak godt nok stemmer fra Front National i 2007, men prisen blev, at han gav legitimitet til Le Pens perspektiv. Og det perspektiv vil i sidste ende altid fremstå mere troværdigt, når det legemliggøres af en Le Pen. Populisterne kan heller ikke sættes på porten ved med en Thatcher’sk (og nu også Merkel’sk) erklæring om, at »der findes intet alternativ«. Pudsigt nok kan teknokratiet ligne et spejlbillede populismen: Kun én politik er mulig her, folket taler med kun én stemme her, så der er faktisk ikke noget at snakke om.

Derfor styrker teknokrati og populisme hinanden: De liberale eliter bliver mere mistroiske over for demokratiet, desto mere de uliberale populister trodser dem. I stedet burde alle politikere erkende, at der altid findes alternativer, og begrunde deres valg så godt de kan. De skal stå fast på, at politik handler om problemer og institutioner – og ikke om ren identitet, som populisterne vil bilde os ind.

 

 

Jan-Werner Müller underviser og forsker i politisk videnskab på Princeton Universitet. I 2011 udgav han bogen ’Contesting Democracy Political Ideas in Twentieth-Century Europe’

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Desværre er det de to mainstream partier, der udfolder populisme, omend ikke i forhold til egne vælgere, men de store stærke befolkninger i det rige Nord.

Tom Paamand

Danmark har sin egen egen birthers-bevægelse...

Brian Pietersen

folk stemmer ligesom deres forbrug er, deres kontoafstemning er, de fatter bare ikke at politikere ikke kan ændre danmark i takt med deres overforbrug.

Hanne Cetkin

Jan-Werner Müller skriver at det ikke nytter at lefle for populister.

Vi har lige i mere end ti år i Danamrk haft en regering, der var baseret på de højrepopulistiske stemmer.

Så hvis man spørger Anders Fogh Rasmussen eller Lars Lykke Rasmussen, vil de nok være tilbøjelige til at mene det modsatte, nemlig at det i høj grad nytter at lefle for populister.

Michael Kongstad Nielsen

Ordet burde ikke anvendes i tide og utide, ordet burde måske ryddes ud af debatten. For det bruges bare som negativ nedvurdering af en gruppe mennesker og deres politiske stemme. Populisme opfattes som lavtstående i forhold til politik, der bygger på ideologi og fastlagte værdier. Populisme griber menneskers følelsesmæssige forståelse af verden, hvor den ideale politik taler til fornuftsmæssige, intellektuelle forståelser. Men disse politikområder er jo balndet sammen i den virkelige verden. Masser af såkaldt lødige politikfremstillinger griber mindst lige så meget masserne i følelsesmæssig forståelse af verden. "Pengene ligger bedst i borgernes lommer, vi brandbeskatter ikke boligejerne, nedsat skat for de rige skaber nye arbejdspladser, mindre økonomi hos de svage skaber billigere arbejdskraft", er eksempler på politiske udsagn, der ikke henregnes under populisme, men ligeså godt kunne være det. De såkaldt lødige partier taler i ligeså høj grad til vælgernes følelser som de såkaldte populister.

Ordet burde som sagt udtyndes i debatten, i stedet må man gøre sig umage med at konkretisere, hvad det er, de står for, og så give navn derefter. At kalde Hugo Chaves en populist er ren politisk nedgøring af en modstander, da han ved gud står for ideologi, program og indsats, der løfter et ekstremt klassesamfunds underklasse op, og fratager de storrige familier deres "adels"-privillegier.

odd bjertnes

Nu hvor populismen opå venstrefløjenvenstrefløjspopulismen er blevet mere synlig er det på tide at få ordet afmonteret og ud af sproget ?
Bare så 'cute... den slags argumentation.

Nah, men en lille justering i betydningsopfattelse kunne en del trænge til - mest på venstrefløjen, hvor fænomenet er blevet benyttet som retningsløst skældsord for 'holdninger der har åbenlyst fat i den lange ende, men ikke har venstreorienteret ide-rygmærke fra gammel tid'.

Esben Maaløe

Ja, de har siddet til langt ud på natten, i lange enerverende møder og oppisket stemning: 'Hvad skal vi dog stille op overfor de borgerlige som jo HAR ret, men som ikke er venstreorienterede'? Indtil et kvikt hovede fik ideen 'Vi kalder dem populister!'

Der er jo f.eks. INTET populistisk over at lade folk låne helt vildt og afdragsfrit så boligmarkedet bliver pustet unaturligt op. Det er bare god sund politik der på den lange bane har fat i den lange del af den lange ende

Skarp analyse der Odd!

Niklas Monrad

Populisme handler jo om at præsentere letforståelige "løsningsmodeller" (historier om nassende fremmede, eller udbyttende kapitalister) på komplekse problemer.

Det som karateriserer disse løsningsmodeller er, at de ikke er funderet i nogensomhelst form for realitet men i stedet på ønsketænkning og myter.

Man kan sagtens begynde at regere under sådanne forudsætninger, men resultatet er altid kaos og nød, som er langt værre end de problemer man havde tænkt sig at løse.

På den måde, er der ingen forskel mellem højre og venstre populister - i Danmark repræsenteret ved Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Michael Kongstad Nielsen

Der tales ikke for af afmontere ordet "populisme" eller sende det ud af sproget, der tales for at konkretisere, hvad det er for politiske strømninger, der tales om, fremfor at bruge dette nedsttende samlende ord "populisme", som dækker alt og intet, men er et skældsord, alle kan forstå.

uffe hellum

@tom

Det er fandeme uhyggeligt! Og skabs-socialdemokraten Søren Pind dækker åbenbart over sin våbensøster. Det er godt, vi har den neutrale og sandhedssøgende avis 180 grader...

Som udlandsdansker kvalmes jeg nogen gange over det racistiske flertals angreb af misundelse vekslende med nedrighed overfor dem, der formaster sig til at flytte ind eller ud eller begge dele.

Naturligvis diskriminerer sociale sikkerhedsnet imod til- og fraflyttere. Ellers ville folk jo flytte, som de havde lyst til, og det går jo slet ikke.

Der er nok at tage fat på for misundelsens grøn-øjede uhyre, for der er milliarder af mennesker, som er bedre og mere successfulde end gennemsnitsdanskeren; rundt regnet halvdelen af de seks milliarder på planeten.

Det er jo ikke de mest ynkelige, der har ressourcer og beslutsomhed til at flytte ind eller ud, så de fleste immigranter vil helt naturligt være gennemsnitsdanskeren overlegen, både hvad angår arbejdsomhed og intellekt og beslutsomhed.

Men hvad bundskrabsdanskeren mangler i arbejdsomhed og intellekt, det har han måske i kendskab til fodbold og skatteregler og en lille lokal dialekt af tysk.

Søren Blaabjerg

Populisme hænger tæt sammen med det moderne mediebillede og den måde virkeligheden fremstilles på i disse. Alting gøres til populært underholdningsstof, bl.a. i tv-udsendelser som "Aftenshowet", idet det foregøgles at vi alle er "en stor familie", og - stort set - at alle har forstand på - eller bør have en mening om - alt muligt mellem himmel og jord, samt at de lette løsninger ligger lige for.

Overfladiskhed er blevet den nye gud, som alle tilbeder, herunder politikere over hele spektret fra den yderste venstre til den yderste højre fløj. Kan en problemstilling ikke forklares/påstås forklaret i nogle få letforstelige og banale sætninger, ja så er det bare ærgerligt, og populisterne (dvs. de der er gode til at udnytte dumheden til egen fordel) får uvægerligt det sidste ord. Ægte seriøse folk har ikke en chance i det spil, med mindre de bevidst spiller komedie og lader som om, de er lige så enfoldige som flertallet: "manden på gaden", grundigt fordummet som han/hun er af bl.a. formiddagsbladenes og ugebladenes sportshysteri, snobberi og sensationsjagt.

Steffen Gliese

OG Søren Blaabjerg: stærkt forringet skolegang!

odd bjertnes

Esben Maaløe dog : Hvordan lige du får den ultraliberale kapitalisme-'teori' til at være et punkt hvor 'de andre har ret', det svæver i vinden. Du må have manglet argumenter ^^.
Nej, Esben - det er ikke særlig populistisk det du nævner der med pengejonglering....
det er kapitalisme, anarki, liberalisme. Som populisme betragtet er målgruppen for lille. Det er til et andet segment - 'tarzan-syndromerne' - af mandlig og kvindelig afart.

Hanne Cetkin

Populisme er når politikerne taler mod bedre vidende, fordi de ved det giver flere stemmer.

Populisme er som Svend Auken sagde det, når politikerne taler ned til vælgerne, og tiltaler de mest nedrige menneskelige træk hos vælgerne i stedet for at tale op til de bedste egenskaber hos vælgerne.

De fleste folketingspolitikere i VKO er udmærket klat over, at man i disse partiers regeringstid i nullerne bevidst benyttede indvandrerne som syndebuk.

VKO politikerne ved inderst inde godt, at det er et fuldstændigt fortegnet, grotesk og misvisende billede, de tegner af indvandrernes rolle i det danske samfund.

Politikerne vælger alligevel at forfalde til populismen, fordi de ved at det giver stemmer, og det er stemmerne og ikke sandheden, der tæller i politik. Populisme er ganske enkelt politik i sin mest kyniske form.

Derfor ser vi at alle partier minus Enhedslisten i dag har overgivet sig til de højrepopulistiske synspunkter, når det gælder indvandring.

Robert Ørsted-Jensen

Nej populisme hænger ikke tæt sammen med det moderne mediebillede og den måde virkeligheden fremstilles på i disse.

Hvad enhver ved der bare har et gran af historisk bevidsthed.

Hvad tror Blaabjerg salig Julius Cæsar havde i tankerne da han talte om brød og skuespil for folket?

Hvor var de moderne massemedier henne da Lenin proklamerede sine løfter om Fred Brød og Jord? Og tror Blaabjerg at Leniun havde til hensigt at forære jord til bønderne?

Var der moderne medier i tyverne og tredverne da Mussolini og Hitler kom til magten?

Robert Ørsted-Jensen

Mon nu også Franklin Roseveldt mente det, da han bedyrede under valgkampen i 1940 at USA ikke burde tage parti eller deltage i den igangværende krig mod nazismen?

Blandt USAs isolationister (datidens Ron Paul'er) finder vi USAs nazi parti og deres sympatisører så som flyveren Charles Lindberg og nogen vil måske spørge om populisme i grunden altid er at foragte?

Robert Ørsted-Jensen

"Populisme er når politikerne taler mod bedre vidende, fordi de ved det giver flere stemmer."

Nemli Hanne Cetkin - præsist det Lenin gjorde i 1917 og Roseveldt i gjorde i 1940.

Robert Ørsted-Jensen

Var det i øvrigt nyttigt eller var det unyttigt at disse to mænd - 'leflede for pupulismen'?

Er der mon hos forfatteren her og blandt flere af vores ivrige debattører tale om en smule dobbeltmoral i krogene?

Eller er der måske tale om det nogen kalder for - tankeløshed?

Robert Ørsted-Jensen

Stort set alle Churchills taler under 2 verdenskrig indeholdt budskaber der falder ind under definitionen for populisme som her skildret. Han formulerede enkle klare budskaber, sagtde ofte ting han ikke selv troede på eller mente var korrekt, hvade han sagt hvad han ofte tænkte i flere perioder ville det have sendt hans nation ud i depression.

Skal vi forlange fuld åbenhed om alt? Mere end det - vil vi i virkeligheden ikke bare kaste den ærlige for løverne og vælge en der lyver smukt?

Robert Ørsted-Jensen

Der bliver sagt så meget forenklet sludder om populisme i disse år at det ikke er for sjov

Robert Ørsted-Jensen

Ikke et eneste begavet menneske ville stemme på enm politiker der siger hvad han eller hun tænker hele tiden - en sådan personage ville blive ikke overleve en time

Robert Ørsted-Jensen

Er det ikke snarere sådan at de fleste folk kun kan se populismen hos deres politiske modstandrere - hvorimod de ikke evner at vse den hos dem der tilhører deres egen politiske side?

Christian Harder

"Populisme er som Svend Auken sagde det, når politikerne taler ned til vælgerne, og tiltaler de mest nedrige menneskelige træk hos vælgerne i stedet for at tale op til de bedste egenskaber hos vælgerne."

Det er nemlig rigtig Hanne, du rammer hovedet på sømmet her. De danske indvandrere er blevet ofret på højrepopulismens alter, ligesom de 'rige' er blevet det på venstrefløjens ditto.

Søren Blaabjerg

@Robert O. Jensen
Det er for mig ikke rigtig klart, hvor du vil hen. Er du tilhænger af populisme eller hvad?

Det er klart, at der til alle tider har været folkeforførere, ja helt tilbage til de gamle grækere, hvor det moderne demkratis vugge som bekendt stod. Sokrates måtte bl.a. undgælde med livet i den forbindelse. Problemet er bare, hvordan man skal komme ondet til livs. Har du mon et forslag?

Hvis intet er muligt, ja så sidder vi jo i saksen og må - fortsat - hjælpeløst finde os i den altdominerende dumhed på højeste politiske plan med støt kurs på ved mod diverse isbjerne i form af økonomiske og økologiske kollapser og katastrofer.

Noget af det, der nok gør vores tid til noget særligt i den henseende, er, at det store flertal af relativt ubegavede er blevet langt mere selvbevidste og selvhævdende end førhen, hvorimod selvstændigt tænkende intelligent begavelse nærmest er lagt for had jvf. bl.a. diskussionerne om "poitisk korrekthed" og mistænkeliggørelse af de fæle (venstreorienterede) intellektuelle, ja hele humanismen som princip (bl.a.af præstefætrene Krarup og Langballe).

I skolerne er "indokrinering" (bortset fra kristendomsundervisning forstås) samtidigt blevet et bandeord, med det logiske resultat, unge der i dag forlader folkeskolen som konsekvens sandsynligvis er mere holdningsløse overfladiske og socialt afstumpede og narcissistiske end formentlig nogenside før (jvf. bl.a det foragtende udtryk "taber", om de med mindre end gennemsnitlig succes), (a propos Breivik!)

Robert Ørsted-Jensen

Nej jeg er ikke tilhænger af populisme, men det her er ikke så enkelt som de fleste synes at ville gøre det.

Robert Ørsted-Jensen

eller så enkelt som artikelforfatteren gør det

Robert Ørsted-Jensen

Det er min opfattelse at populister sædvanligvis altid er de andre - en beskyldning man retter mod politikere man ikke selvf kunne drøæmme om at stemme på. Problemet er at det er et vanskeligt definerbart begreb og at enhver der ønsker at gøre sig indflydelse gældende i et eller andet omfang vile gøre brug af virkemidler som andre (politiske modstandere) vil mene er populisme.

Jeg synes også at det er absolut i orden for en politiker at sige et til offentligheden selv om personen i virkeligheden mener og arbejder for noget andet. Det sker i alle politiske partier og det er uudngåeligt. Det er det jeg mener med min kommentar.

FD Roseveldt er i denne sidste sammenhæng et udmærket eksempel. Han mente at USA burde gå aktivt ind i WWII som en støtte for frihed og demokrati imnod fascisme, men lod sig vælge på en platform der sagde noget andet, i fuld bevidsthed om at tiden arbejdede for hans synspunkt. Det er ofte vilkårene i politik. jeg kunn emmed lethed nævne andre, nyere og hjemlige eksempler på noget tilsvarende. Populisme er et meget misbrugt ord.

Søren Blaabjerg

Problemet ved det er bare, at det bliver ren rutine at sige noget andet, end det man mener, og dermed får det samtidigt den effekt, at ingen (undtagen de allermest naive måske) snart gider at tage politiske udtalelser for pålydende, og så kan politikerne jo i grunden lige så godt helt holde kæft. Man ved aldrig, hvor meget af det, de siger, der er til at stole på alligevel, og/eller hvad de skjulte dagsordener er og hvorfor.

Robert Ørsted-Jensen

Ja - det er en forbandet balancegang Blaabjerg. Men det er sædvenligvis ret åbenbart for de fleste når en politiker har den der indre overbevisningens glød.