Klumme

Det overgribende element

Fra reproduktion til hærværk – turisme og graffiti
Debat
26. maj 2012

På sin dannelsesrejse i 1817 kom Stendhal en skønne dag til Firenze og fik et chok. Så megen pragt, så uoverskuelige mængder af kunst og arkitektur! Stendhal følte sig som beskrevet i bogen om sin rejse: Napoli og Firenze i afmagt over for disse mængder af indtryk, som ét liv, mange liv ikke kunne overskue, endsige rumme. Den store forfatter blev både svimmel og dårlig. Siden er fænomenet benævnt Stendhal-syndromet eller hyperkulturemia, som skal være en særdeles ubehagelig tilstand. Firenze kommune tog konsekvensen af byens virkning på følsomme tilrejsende og oprettede år tilbage en skadestueafdeling for turister i kulturchok. Dér kunne de chokerede så ligge med beroligende drop og erkende egen begrænsning og dødelighed.

Moderne reproduktionsteknik kan selvfølgelig ikke ændre grundlæggende på det menneskelige vilkår, men kulturmødet administreres anderledes. Ved konfrontationen med det ubegribeligt omfattende kommer det påtrængende behov for overblik og ejerskab. Med digitalkameraets og mobilens uendelige reproduktionsmuligheder står turister i stimer på Firenzes domkirkeplads eller ved Pantheon i Rom eller Peterskirken eller på Forum Romanum med kameraet hævet over hovedet og ansigtet himmelvendt som i en ny bedestilling og sikrer sig milliarder af billeder af de samme motiver. Siden kan de således selvskabte ikoner betragtes i passende gengivelser på computer og fladskærm med høj opløsning, så virkeligheden blegner. I betragtning af optagelsernes mængde vil mange skulle bruge mere tid på reproduktionen eller genoplevelsen end på originalen og oplevelsen.

Øvelsen er sådan set uskyldig og har ingen anden indflydelse på omgivelserne, end at de digitaloptagende står i vejen som zombier; men der går hverken spåner af Colosseum eller Lateranet, værkerne står uanfægtet tilbage og afventer i evigheders evighed atter nye reproduktionsmetoder og atter nye horder, såfremt et rask jordskælv ikke en dag reducerer kulturmængden.

Tages i besiddelse

En anden mere påtrængende besiddertrang griber på en anderledes direkte måde ind i bygninger og værkers substans ved at udøverne sprøjter farve på mure, porte og skulpturer, afsætter deres mærke og på den måde tager tingene i besiddelse: Det er mit, jeg var her. Alle kender fænomenet. Før i tiden indridset med en lommekniv eller nøgle som i Skagens tilsandede kirke: Ingerlise og Kurt – Valby 1958. Tydeligere kunne dét ikke siges: Vi var her.

Nu er det for længst graffitien i forskellige udtryksformer – fra store, ofte farvestrålende, men stereotype fantasier i et særlig graffitialfabet oprindeligt udviklet af Jeff Hawkins og som regel uoriginalt reproduceret – til de såkaldte tags eller personlige afmærkninger med colorspray eller anden vandfast farve, der kun er ment som mærke. Beskeden i sådanne meddelelser er enkel akkurat som den gamle hilsen fra Valby, men nu kun for indviede: MOA, DE BO eller RAW kan der stå på en 1700-talsdør i Rom eller København. MOA, Monsters of Art, rejser rundt, det er kendt, og sprøjter sit mærke om natten, altid om natten: Her var vi. MOA er blot en fællesbetegnelse. Under alle omstændigheder tilføjes bygning og gadeinventar og skulpturer meddelelser som de ikke var tiltænkt af ophavet. I den forstand opfattes graffitien jo også som hærværk og er ulovlig og straffes med store bøder. Man kan mene at graffitiens udøvere krænker andres ophavsret ved at tilføje noget til værkerne som arkitekterne og håndværkerne i historiens løb ikke havde tænkt sig: Så ville de jo selv have taget en pensel og skrevet MOA eller RAW eller blot tilført en arabesk uden genkendelige bogstaver.

Enhver form for ejendomsretsorienteret tilkendegivelse på en bygning udelukker andre: S.P.Q.R. skrev romerne, og det står stadig på den evige stads kloakdæksler: Senatet og det Romerske Folk. Men MOA har også været forbi og taget mindst ét romersk kloakdæksel i besiddelse, så dette nu ejes af ROM og MOA, ligesom MOA, der er et crew og hævdes også at være voldelige, tillige påberåber sig ejerskab af ca. 50 procent af gadedørene i Trastevere, en overgang bl.a. af skulpturen Nilen i København, samt i tusindvis af andre sprøjtesteder i Europa og USA. Graffitien, der i meget begrænset fald tilføjer noget nyt eller værdifuldt til det grundlag hvorpå den sprøjtes, er ikke nem at takle. For det første fordi den bliver lavet Nacht und Nebel, som er en væsentlig side af de udøvendes adfærd. Man skal blive bange for den. Graffiti er ligesom ikke rigtigt noget, hvis den sprøjtes i dagslys uden gummisko og hætte på en kommunal dertil indrettet mur. Udsagnet, tag’en, eller det større og mere udarbejdede (hær)værk skal beskues i forargelse eller magtesløs vrede. Heri ligger den magtudøvelse, som fænomenet unægtelig er udtryk for. De magtesløses magt, som ikke ville være noget, hvis nu alle lod som ingenting og det ikke gjorde noget. Men det gør det netop, fordi de ofte hidsige farvetilføjelser på sensitive steder er så voldeligt påtrængende og forlanger ejerskab til det besprøjtede. Hvad budskabet ellers måtte være fremgår ikke af tegnene. Derfor – og det er næsten det mest problematiske eller fortvivlende ved graffiti – kan ingen dialog etableres. Det er heller ikke meningen. Udvekslingen er ensidig og udialogisk uden interesse for svar eller en bedømmelse og derfor primitiv som et diktat og kan så at sige aldrig opfattes som en politisk, kulturel eller social protest mod en bygnings eller et kunstværks mulige overgreb på mennesker og miljø. Graffitien er på linje med navnløs terror, uden at man af den grund skal forveksle graffiti med terror og bekæmpe den med håndsafhugning. Det er princippet der ligner, som ophæver alle meningsudvekslinger og tager patent på ytringen og bestemt ikke udløser Stendhals syndrom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorsten Lind

Kilroy was here

Poul Erik Hornstrup

Georg Metz har en evne til at tolke sin frustration (og andres) i veldrejede analyser. Sådan var det med det magtkonsortium af Venstre og Dansk Folkeparti, der i 10 år regerede Danmark, og sådan er det med graffiti. Metz kan analysere, kritisere og endda spidde fænomenet. At gøre noget ved det er en helt anden sag. At konsortiet blev sat (midlertidigt) fra magten kan næppe i høj grad tilskrives Metz's anstrengelser, men snarere et skift i mode. Et modeskift er nok også det bedste, man kan håbe på i tilfældet graffiti: At den på et eller andet tidspunkt ikke længere anses for hipt at plastre det offentlige rum til med ensformig, fantasisløs og bralrende trommesals"kunst".

Allan Nørgaard Andersen

Når jeg går tur med hunden om aftenen langs søerne i Kbh, tænker jeg jævnligt på at de personer som har bestemt at nattehimlen mod vest skal domineres af ordet "Codan" i hvid neon højt oppe på højhusets gavl, utvivlsomt bliver højligent forargede når de ser unge menneskers lige så meningsløse, men mindre anmassede, tags rundt omkring på byens mure og døre.
Byen vrimler med mindst lige så mange grimme og ligegyldige firmalogoer som tags. Forskellen er vel bare at firmaerne mener at have købt retten til at tilsvine det visuelle rum.

Poul Erik Hornstrup

Og det var et argument for - hvad?

Maj-Britt Kent Hansen

Da jeg i 1975 flyttede til New York, kendte jeg intet til graffiti.

Første gang jeg bevægede mig ned i Subway'en for at køre fra Manhattan til Brooklyn, så jeg således graffiti på samtlige tog. Ja, jeg troede såmænd umiddelbart, at det var meningen. For mig var det kunst, og det var da også langt flottere end alle lysreklamerne på Times Square.

I dag er al graffiti vist vasket væk derovre.

Til gengæld er der nok stadig en frygtelig trængsel i Firenze, hvor jeg kun har tilbragt en enkelt dag - og det var alt rigeligt. Ikke pga. Stendhal-syndrom over al kunsten, men pga. mennesker alle vegne. Ulideligt!

Per Vadmand

Undrer mig faktisk, at ingen har nævnt den mest nærliggende analogi til graffiti-tags, nemlig det, Allan Nørgård Andersens hun gør op ad træer og lygtepæle, når han går tur med den om aftenen.

Inger Sundsvald

Så længe der ikke ligger hundelorte på fortovet foran mit hus, så skal jeg ikke brokke mig over at hunde eller mænd slår en streg op ad et af mine træer, og heller ikke at naboens kat laver uorden i min køkkenhave ved at grave huller i persillerækkerne.

En storbys lysreklamer hører også ligesom til i nattebilledet, og jeg kunne efterhånden ikke tænke mig at undvære dem.

Men når jeg ser at et af gågadens forretninger er blevet tilsvinet med tags, og jeg forestiller mig hvor meget det vil koste at få dem fjernet, så bliver jeg harm.

Klara Liske

"Man kan mene at graffitiens udøvere krænker andres ophavsret ved at tilføje noget til værkerne som arkitekterne og håndværkerne i historiens løb ikke havde tænkt sig: Så ville de jo selv have taget en pensel og skrevet MOA eller RAW eller blot tilført en arabesk uden genkendelige bogstaver."

"De havde ikke de perspektiver som nutidens store kunstnere er i besiddelse af. I sammenligning var de en flok amatører der ikke så pointerne stå i kø. Vi bør takke nutiden for sin klarhed, og ligefremhed. De forstod ikke en fis, som man så tydeligt ville udtrykke det i dag. Nu aer de blevet belært, blot synd at de ikke er i stand til at beskue den skønhed, deres værker er blevet iført."

Klara var her

Per Vadmand

Retfærdigvis må det tilføjes, at det ikke er et ganske nyt fænomen. Mange af vikingetiden runesten havde ikke anden indskrift end "Jag, Aslak (eller hvad han nu hed" satte denne sten" ...

Søren Kristensen

Jo, jo, Vadmand. Men mon ikke der vankede en røvfuld eller to til den vikingeyngling der mejslede sin ujnderskrift ind i en anden og større vikings sten? Ikke dermed sagt at jeg tror det forekom ret ofte - om det overhovedet forekom.

Søren Kristensen

I øvrigt en rigtig rammende overskrift - det overgribende element. For det er jo lige præcis det det drejer sig om. Magt - eller afmagt.

Husker engang jeg arbejdede i et beboerhus hvor en hel etage konstant var under angreb af tags og talentløse pieces. Da væggene alligevel skulle males, for hvem ved hvilken gang, fik jeg den idé at bruge grafittimagernes egne metoder. I stedet for at male vægfladen over forbandt jeg med linjer og farver de forskellige tags og pieces indtil der fremkom noget der kunne minde om et kunstværk og selv om der kom nye tags på væggen gled de ind i kompositionen (af og til med marginal hjælp fra min hånd) og blev bare endnu en ligegyldig kommentar til: mit værk det hele. Selvsagt gik udviklingen efterhånden i stå og der kom ikke flere tilføjelser. Provokation var simpelten ikke mulighed i det værk. Desværre blev mit værk det hele malet over af kollegaer, som ikke kunne forlige sig med at jeg ligesom havde bemægtiget mig væggene til noget de troede var en personlig promovering. Det skal da også siges at resultatet var ret flot på en noget overraskende måde, selvom det jo ikke helt var min fortjeneste. Det hele blev selvfølgelig hurtigt malet tilbage i rene farvede flader og der gik ikke ret længe før den første tag var på plads.

steen ingvard nielsen

KULTURCHOK

En intensivafdeling for kulturchok ofre. Det er fantastisk!

Der faktisk noget om snakken, første gang jeg selv kom til Firenze skulle vi have været i Bologna til bogmesse, men kunne ikke få plads på hotel, så måtte vi nøjes med Firenze. Det oplevedes faktisk som et kraftigt kulturchok, som gav mig tvangstanker om at jeg måtte tilbage til dette land igen.

Det resulterede i at jeg blev gift med en Italienerinde, kom til at bo i Venedig, kom til at tegne en katolsk kirkegård i Parma, som afgangsprojekt, som skulle ligge ved ”La Certosa di Parma”, som jo er titlen på Standhals berømte roman.

For øvrigt kan jeg godt lide graffiti men hader hærværk.

Peter Andreas Ebbesen

Røv syg klumme denne gang.
Tag dig nu sammen Georg Metz, og skriv om hvad der reelt foregår i verden!
VH Heidi Madsen

René Pedersen

Det er sjældent Georg Metz har andet end mavesure artikler at byde på - men her er endeligt et overraskende sobert indlæg!
Mvh
René Pedersen

Thomas Krogh

/\ /\
{ `---' }

Udkom der overhovedet søndagsaviser i stenalderen??

Dennis Berg

Ligegyldigt indlæg af Metz her. Som sagt tidligere, så er den massive invasion af reklamer i det offentlige billede langt, langt værre. Også over for dén står man magtesløs.

Per Vadmand

Dennis, det er et velkendt trick at affærdige en debat med "der er noget andet, der er værre/lige så slemt/vigtigere". Ligesom når tobakstilhængere påpeger, at vi hellere skulle gøre noget ved bilos - og omvendt. Eller folk hellere vil snakke overbefolkning, når man nævner klimaproblemer. Den slags afsporinger kan man faktisk godt opfatte som en form for spamming eller "debatforurening".

Metz har mig bekendt tidligere skrevet om reklamer, dårlig arkitektur og anden tilsvining af det offentlige rum. Men nu er det altså graffiti, han har valgt at skrive om.

Dennis Berg

Per:
Jeg mener stadig, at indlægget er ligegyldigt. Hvad vil du gøre ved drengestreger? Indføre komplet overvågning?

Per Vadmand

Det er vel ikke ligegyldigt at filosofere over, hvorfor en stigende del af befolkningen synes, det er vigtigere at "sætte deres personlige præøg" på deres omgivelser end at arbejde for fællesskabet.