Læsetid 5 min.

Regeringens politik forværrer kriser

Regeringens vil genskabe høj vækst i forbrug og økonomi gennem bl.a. længere arbejdstid og øget produktivitet. Men med sit ensidige fokus på at øge produktiviteten af arbejdet – fremfor på forbruget af ressourcer – undergraver regeringens politik mulighederne for at omstille til en reelt bæredygtig økonomi
Hvis vi skal omstille os til en reelt bæredygtig økonomi, må vi forlade den klassiske forståelse af produktivitet som et mål for, hvor meget vi kan producere pr. tidsenhed, skriver kronikøren. Her produceres tv’er på Bang & Olufsens fabrik i Struer.

Hvis vi skal omstille os til en reelt bæredygtig økonomi, må vi forlade den klassiske forståelse af produktivitet som et mål for, hvor meget vi kan producere pr. tidsenhed, skriver kronikøren. Her produceres tv’er på Bang & Olufsens fabrik i Struer.

Henning Bagger

31. maj 2012

Vi står i disse år over for en række forbundne kriser: Finanskrise, stigende arbejdsløshed, faldende biodiversitet, klimaændringer, ressourceknaphed, fortsat global ulighed osv. Alle har de rødder i måden, vi har indrettet vores vækstbaserede økonomi og forbrug på igennem de sidste par århundreder. Vejen ud af kriserne forudsætter derfor en sammentænkt og tværgående politik, der gør op med de ideologier og strukturer, som vækstsamfundet hidtil har bygget på.

Det kan derfor undre, hvordan vi i en situation, som i den grad kalder på nytænkning, vedbliver at hænge fast i gårsdagens tankemønstre. Især når en væsentlig del af problemernes årsager netop skal findes i de selvsamme forældede tankemønstre. I disse år udvikles der en politik, som uddyber problemerne snarere end at løse dem.

2020-plan på afveje

Et af de seneste eksempler på tendensen til at forsøge at løse problemer med problemer er regeringens nyligt lancerede 2020-plan, Danmark i arbejde. Hovedsigtet med planen er at genskabe høj vækst i dansk økonomi gennem en stram styring af de offentlige udgifter, øget udbud af arbejdskraft og – ikke mindst – højere produktivitet. Den øgede produktivitet skal sikre øget velstand og større forbrug, både i den offentlige sektor og ude i de små hjem. Som om vi ikke allerede havde et forbrug og et velstandsniveau langt ud over det rimelige. Eksempelvis er salget af 3D-tv til danskerne eksploderet. Næsten hvert syvende hjem i Danmark har anskaffet sig et 3D-tv. Det synes ikke umiddelbart at være et tegn på, at nationen står over for en alvorlig mangelsituation. I dagens Danmark skyldes manglende materiel velstand blandt nogle familier uligheden mellem rige og fattige – ikke et for lavt samlet velstandsniveau.

Nogenlunde samtidig med lanceringen af regeringens 2020-plan kunne man i medierne læse historien om, at Danmark har den tvivlsomme ære at indtage en topplacering på ranglisten over klodens nationer med det største ressourceforbrug målt pr. indbygger. Ifølge Verdensnaturfonden har danskerne det fjerdestørste økologiske fodaftryk i verden. Vi overgås kun af olienationerne Qatar, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater – lande, som vi ellers normalt ikke sammenligner os med. End ikke USA, den foretrukne prygelknabe i miljødebatten, kan hamle op med vores overforbrug. Hvis alle på kloden levede, som vi gør i Danmark, ville der være brug for i alt fire kloder til at dække ressourcebehovet.

Danmark er altså ikke noget eksempel til efterfølgelse for resten af verden. Netop derfor forekommer det paradoksalt – hvis ikke tragikomisk – at den danske regering står for en politik, der uddyber problemerne i stedet for at tage fat på de reformer af økonomi, arbejdsmarked og forbrug, som er nødvendige for at skabe en reelt bæredygtig økonomi.

Forkert produktivitetsforøgelse

Regeringens fokus på at øge produktiviteten er et andet konkret – og vigtigt – eksempel på, at regeringen leder efter løsninger de forkerte steder.

Nu er der ikke i udgangspunktet noget forkert i at sikre en høj produktivitet. Heller ikke set med vækstkritiske briller. Hvis man gennem brug af kløgt, snilde og nye teknikker kan øge udbyttet af sin arbejdsindsats, er det på mange måder ganske efterstræbelsesværdigt.

Problemet er imidlertid knyttet til måden, de seneste par århundreders øgede produktivitet er opnået på. For det første har den stigende produktivitet især været muliggjort gennem indførelsen af nye energi- og ressourcekrævende teknologier. Det er det højindustrialiserede landbrug med dets energikrævende maskiner, kunstgødning og sprøjtegifte nok det fremmeste eksempel på. Vores stigende produktivitet – og dermed materielle velstand – er således i høj grad sket på bekostning af miljø og klima.

For det andet har bestræbelsen på at øge produktiviteten indebåret et øget arbejdstempo og en rationalistisk tænkning, som har sat kvantitet højere end kvalitet inden for de fleste fagområder. Resultatet er større mental og psykisk nedslidning – og for mange også tabet af glæden ved at udøve et meningsfuldt arbejde. Endelig har den historiske tendens været at omsætte øget produktivitet til øget velstand frem for til øget fritid. Det har medvirket til, at det private forbrug – og dermed også trækket på klodens ressourcer – er vokset.

Gør ondt værre

Desværre er der intet i 2020-planen, som antyder, at man fra regeringens side har opmærksomheden rettet mod disse negative følgevirkninger af den øgede produktivitet. Tværtimod viderefører regeringen den klassiske tænkning på området og bidrager dermed til at gøre ondt værre.

Hvis vi skal omstille os til en reelt bæredygtig økonomi, må vi forlade den klassiske forståelse af produktivitet som et mål for, hvor meget vi kan producere pr. tidsenhed. I stedet for denne ’arbejdsproduktivitet’ skal vi til at fokusere på ’ressourceproduktiviteten’. De stigende priser på energi og råvarer og nødvendigheden af at nedbringe ressourceforbruget af hensyn til klima og miljø stiller især os i den rige del af verden over for en helt ny type udfordring.

Som adjungeret professor Jørgen Ørstrøm Møller, en af de få kritiske økonomstemmer i vækstdebatten, skrev for nylig: »Nu skifter produktivitet fra at være mere produktion pr. person pr. time til i stedet at være, hvor meget output vi kan klemme ud af en enhed ressource.«

Dette skifte kan meget vel indebære, at vi faktisk skal øge mængden af det arbejde, vi lægger i at producere en given vare. Det gælder for eksempel for produktion af fødevarer. I mange tilfælde vil øget ressourceproduktivitet betyde lavere arbejdsproduktivitet.

Det er altså afgørende, hvordan man forstår og bruger begrebet produktivitet, men det har regeringen ikke blik for. For mens pilen peger i retning af nødvendigheden af større ressourceproduktivitet, er det eneste regeringen har i hovedet at genoptage den økonomiske vækst hurtigst muligt. Den skal helst op på vækstrater på over to procent pr. år, og det mål skal bl.a. nås gennem øget arbejdsproduktivitet. Og den stigende produktivitet skal vel at mærke omveksles til højere forbrug – ikke kortere arbejdstid, fremgår det af såvel regeringens skatteudspil som af dens indspark til trepartsforhandlingerne.

Regeringens politik vil måske nok kortvarigt kunne puste lidt liv i økonomien igen, men på lang sigt vil den forværre vores muligheder for at sikre en omstilling væk fra vækstsamfundets undergravning af menneskets eksistensvilkår på kloden.

 

Toke Haunstrup er medforfatter til bogen ’Modvækst – Omstilling til fremtiden’. Han er medlem af den vækstkritiske gruppe NOAH Modvækst og ph.d. og forsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian "Løntilskud" Madsen

Christian ”Løntilskud” Madsen præsenterer nu i samarbejde med 2020-planen Danmark i arbejde:

DAGENS JOBOPSLAG

Har du hænderne godt skruet på?
Er du serviceorienteret?
Er du ledig, og har du mod på at bruge løs af din begrænsede dagpengeperiode?

Så kan du nu blive

Pedelmedhjælper i løntilskud

Vi beder dig undlade at være opmærksom på, at du ikke genoptjener retten til dagpenge undervejs. Ved underskrivelsen af løntilskudskontrakten vil det være en fordel, hvis du ikke er for detaljeorienteret omkring det forhold, at du stavnsbinder dig til stillingen, og altså derfor ikke har ret til at opsige kontrakten.

Vi opfordrer alle ledige - uanset anciennitet i ledighedssystemet og etiske tilhørsforhold – til at tage jobbet. Bemærk: Er du på kontanthjælp er det ingen hindring for at få jobbet!

Kontaktinformationer: Du behøver ikke kontakte os. Vi skal nok kontakte dig.

Aflys jobkrisen, for nu er der arbejde til ALLE. Og jobfesten er først lige begyndt:

jobstilalle.tumblr.com

Jeg synes at denne kronik virker mere nuanceret end man ofte hører fra "vækstkritikeres" side, og det er en god ting hvis man ønsker en saglig debat. Hovedkonklusionen, som lader til at være at man skal omdefinere begrebet produktivitet for at kunne løse problemerne, virker dog ikke særlig hensigtsmæssig. Produktivitet som det traditionelt måles, er et nyttigt begreb i mange sammenhænge, og det ville næppe være formålstjenligt blot at afskaffe det. Man kan supplerende videreudvikle andre mål der også direkte inddrager slid på naturresurserne.

Jeg er skeptisk over for påstanden om at "den stigende produktivitet især (har) været muliggjort gennem indførelsen af nye energi- og ressourcekrævende teknologier". Ny viden, forskning og uddannelse har været en meget vigtig drivkræft bag de langsigtede produktivitetsfremskridt vi har oplevet i den vestlige verden. Og der er ikke nogen nødvendig entydig sammenhæng mellem højere vidensniveau og større energiforbrug.

Erik Tvendager

Når den nuværende regering føre samme politik som den forrige burde overskriften lyde: Regeringernes politik forværre krisen?

Jannik Sørensen

Skribenten synes at glemme, at vi er en lille åben økonomi, totalt afhængig af at kunne eksportere vore varer, hvorfor konkurrenceevnen er uhyre vigtig. Og den får vi kun ved at at være produktive og innovative.

Og i det store globale kredsløb betyder vores miljøpåvirkning ikke en dyt. Men når man så af ideologiske grunde indfører NOx-afgifter, ja så er resultatat bare flere arbejdsløse og en ikke-registrerbar miljøgevinst.

Desuden er industrien siden 60'erne kun blevet renere og renere, mere og mere reguleret og heldigvis mere produktiv på samme tid.

steen nielsen

Industrisamfundets Peròn

Det er lidt som at stå på perronen med industrisamfundets briller på og se toget køre i horisonten.

Ib Jørgensen

Det er påfaldende, hvorledes den stadigt mere ophedede debat omkring den fremtidige økonomiske vækst, er præget af et markant fravær.

Politikere, lederskribenter, økonomiske eksperter skændes op ad stolper ned ad vægge. Kan vi spare os til vækst? Eller skal vi putte penge i forskellige initiativer, som så formodes at sætte gang i væksten?

Alle disse væsentlige problemer debatteres, uden at en væsentlig, ja afgørende part i sagen overhovedet gør sig den ulejlighed, at komme med sit bidrag.

I et kapitalistisk samfund sker væksten hos kapitalen - det kaldes akkummulation. Lad os høre fra kapitalen, hvad den har i tankerne.

Læs mere her:

http://bloggeroeven.blogspot.com/2012/05/vkstdebat-med-blind-makker.html

Ib Jørgensen

Jeg glemte at sige, at det indlæg jeg linker til ovenfor er blevet afvist af såvel Politiken som Information.

Søren Kristensen

Kapitalen har som altid bonus i tankerne, tror jeg, eller profit om du vil og gerne som en følge af grøn vækst, fordi det er i forhold til miljøet, at de store udfordringer ligger, når det kommer til fx. spørgsmålet om råstoffer og andre naturressourcer, som kapitalen jo i høj grad er afhængig af. Kapitalen er også afhængig af konkurrencedygtig arbejdskraft, det vil i praksis sige billig udenlandsk arbejdskraft. Dette sidste er ikke så populært at tale om af helt indlysende årsager. Altså kommer diskussionen ofte til at handle om grøn vækst og de mulige nye typer af hjemlige arbejdspladser som en bæredygtig produktion kan kaste af sig - et område som kapitalen ved lige så lidt om som politikerne. Men alle har en fornemmelse af at de er den vej det går.

Men Rom blev ikke bygget på én dag og det er utopisk at forestille sig at kapitalen og dens forvaltere skulle kunne sige noget særskilt begavet om potentialet for en grøn økonomi, når ikke engang eksperterne kender det - endnu.

Kapitalen udfylder bare sin sædvanlige rolle, at stille økonomiske midler til rådighed, der for det der nu engang er profit i. Resten er op til politikerne, som repræsentere dig og mig. I virkeligheden er det op til dig og mig. Spørgsmålet er om vi har opdaget det?

Ib Jørgensen

Søren - pointen i indlægget på min blog er netop, at kapitalen (og dens repræsentanter) er stødt på et vækstloft. OG DET SKAL VI HAVE DEM TIL AT INDRØMME. Et af problemerne (der er mange) er, at der stadig visse steder i den globale økonomi er ressurser og arbejdskraft som kan generere kapital. Men det er ikke i vor del af verden. Her konkurrerer man ved at 'stjæle' købekraft fra hinanden (slikproduktion f.eks.), en anden form for omfordeling, som utvivlsomt kan have positive virkninger i nogle tilfælde.

Det er op til dig og mig siger du ! OK, så er mit svar her:

Jeg forventer ingen vækst i det materielle forbrug for mig og mine efterkommere. Jeg vil være parat til at det bliver reduceret, hvis det er nødvendigt for global sikkerhed og retfærdighed. Jeg vil ikke acceptere, at medborgere kan leve i en overflod, som betyder fattigdom for andre. Kun drastiske ændringer på systemniveau kan bringe os derhen.

Så er det din tur Søren.

steen nielsen

@Søren Kristensen

Kapitalen som du kalder den, arbejder vel efter de spilleregler der er på markedet som er påvirket af regeringen, hvis der er samhandel også andre landes regeringer indirekte.

Derfor kan man godt sige som regering sige, vi er styret af markedet og markedet kan så igen sige det modsatte og de vil begge have ret. Så både markedet og regeringerne kan sætte sig ned og vente, både markedet og regeringerne kan påvirke udviklingen.

Nogen må gøre noget bare ikke lige os.

Et godt eksempel; byplanlægning, der siger man ofte vi er påvirket af markedet det betyder, at det er markedet der sætter dagsordnen, man kunne i teorien også sige det modsatte, at gå ind og påvirke udviklingen og at markedet så spiller efter de spilleregler.

Det ene udelukker vel ikke det andet som man tit får indtryk af.

Søren Kristensen

Meget enkelt Ib, jeg 100% enig i din målsætning og er klar til at ofre det samme som dig. Desværre tror jeg ikke kapitalens repræsentanter er villige til at indrømme noget som helst, som ikke gavner bundlinjen. Men jeg håbe da jeg tager fejl.

Jeg tror heller ikke rigtigt på drastiske ændringer ( i hvert fald ikke menneskeskabte). Til gengæld forventer jeg et konstant voksende materielt forbrug, ikke mindst i udviklingslandene, som vil gøre krav på samme levestandard som vi og jeg vil vædde på kapitalen står klar med pengene, hvis der er udsigt til at de kommer rigeligt hjem igen.

Jeg forventer også en yderligere polarisering mellem de rigeste og de fattigste, selv om store grupper af middelkasser får det bedre. Det skyldes den måde de rigeste opfører sig på og har gjort det længe, hvor en stadig mindre gruppe af kapitalister ejer en stadig større del af produktionsmidlerne. Det kan selvfølgelig ændre sig i takt med at medarbejderejet fonde m.v. tager over, men udviklingen vil ikke være entydig "god", den vil være mangeartet og det vil som sædvanligt gælde om at lade sig føde på det rigtige sted på rette tid. Det kan man på en måde sige et vi danskere har evnet, i hvert fald i et halvt århundrede.

Om videnskaben i tide kommer op med brugbare løsninger på fremtidens energiproblemer vil tiden vise. I mellemtiden er det fornuftigste nok at tage udgangspunkt i at det gør den ikke. Derfor skal vi forvalte de ressourcer vi har med omtanke, også de menneskelige.

Der skal nok være et og andet vi kan lære der af fortiden og af folk vi normalt ikke sammenligner os med. Vi bliver i hvert fald nødt til at forholde os åbne, hvis vi vil lære noget.

Søren Kristensen

@ Steen Ingvar Nielsen

Byplanlægning er noget sjovt noget. De byer vi holder aller mest af, lige bortset fra de store metropoler som er geometrisk anlagte og som mest virker ved at imponere, har aldrig set skyggen af en byplanlægger. De er selvgroede, grønne og fungerer i et samspil med naturen, som går århundrede, hvis ikke årtusinder tilbage. Opstået først som markedsplads eller filskerleje og siden udviklet til mangefacetteret by og siden turistattraktion.

Og sjovt nok er det (efter min mening) mest tankevækkende af de tre netop udpegede vinderforslag i Politikens læserkonkurrence om udformning af fremtidens Rådhuspladsen, et forslag som vil begrænse pladsens areal og gøre det til blot endnu et torv i byen, på lige fod med de langt mindre byplanlagte Axeltorv og Nytorv, som folk jo elsker at opholde sig ved og på.

Planlægning, det er noget der sættes i værk, når vi ikke ved hvad vi skal gøre. Det bærer det planlagte så også ofte præg af.

Ib Jørgensen

Søren - vi er grundlæggende enige.

Jeg ser et problem i udviklingen af ulandene (fik i 1972 udgivet en lille bog 'Ulandshjælp - bistand eller udbytning?) i manglen på ressurser. De byer der bygges derude er jo helt ude i hampen (savannen?) hvad økologi og bæredygtighed angår og vil med stor sandsynlighed, hvad de allerede gør, betyde alvorlige sociale spændinger.

Her og nu er der vel ikke andet at gøre, end at arbejde på at afsløre hykleriet og/eller uvidenheden hos 99% af vore "eliter".

En kortlægning af kapitalens anatomi og globale skikkelse skulle vel efterhånden, givet vore tekniske muligheder, være en reel mulighed. Hvordan og i hvilket omfang akkumuleres den? Til hvilke formål kanaliseres overskud? Hvor tages de nødvendige tab?

Så kunne det tydeliggøres, hvorledes den aktuelle skattereform er et udslag af kapitalens problemer med at arbejde i Danmark, hvor nogle af os tilsyneladende har haft snuden lidt for langt fremme i klassekampen, den kamp som består i befolkningsgruppernes strid om det kapitalen mener vi er værd.

OK - en vis forenkling finder sted, men grundlæggende er det jo det det drejer sig om.

Jesper Wendt

Forskellen er vel - markedet er universelt, og regeringen lokal, med et overbygget teknokrati i syd.

Det placerer ansvaret, nemlig hos regeringen. nu kan man så sætte sig ned og vente på politisk vilje, og den kommer nok først når det hele står i flammer, og kapitalen ikke længere har fat i kaffestellet.

Niklas Monrad

- "Vejen ud af kriserne forudsætter derfor en sammentænkt og tværgående politik, der gør op med de ideologier og strukturer, som vækstsamfundet hidtil har bygget på."

Ja, vi må se at komme med nogle nye ideer! Nye ideer. Sig mig hører i slet ikke hvad jeg siger? Vi må finde på en ny bæredygtig konstruktion! Kom nu! Der skal nye ideer til! Hvorfor er der ingen der kommer med en ny samlet plan for, hvordan verden skal hænge sammen på ideel vis?! Vi kan ikke blive hængende i gamle tankemønstre! Der skal nye ideer til ...

Imellemtiden - må vi komme med nogle nye ideer ...

Hvis der forekommer jordrystelser omkring vestre Kirkegård, så er det Thorvald og Jens Otto der roterer i deres grave.

Poul Borup-Andersen

Danmarks grundproblem er, at statsudgifterne nu er, og vedblivende vil være, betydeligt højere end statsindtægterne. Det 'vedblivende' forstås nemt ud fra artiklens beskrivelse. Det næste problem er, at vi har demokrati her i Danmark, som i dette tilfælde, er 'katastrofalt' for Danmarks tarv, forstået på den måde, at man ( vi) ikke kan komme i kontakt med det store flertal, som sidder og ser X-factor, TV bingo, opholder sig i læreanstalternes 'fredagsbarer' etc. Det er jo dem der (be-) styrer! Eller tar' jeg nu fejl igen? Hans Hauge beskriver fint 'Det tavse flertal' her. Kig med: http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article2143905.ece?ncc=1.
Svaret er enkelt: Ned med løntryk og produktionsomkostningerne. Fordobl' eksporten, for det vil ingen opdage fra et lille land som Danmark. Svaret kan desværre ikke realiseres, derfor afventer vi følgevirkningen af den for Danmark uhelbredelige økonomisygdom, som benævnes: Den græske syge,
Konsekvensen er klar - og rød blok er betydeligt hurtigere end blå blok. Vi rammer bunden, men derfra kan vi så stå sammen. vh P

Steffen Gliese

Poul Borup-Andersen, du har forsåvidt ret: prissætningen af alt på markedsvilkår gør, at mindre og mindre kan lade sig gøre, selvom realiteten er, at mere og mere (af det, der betyder noget) ville kunne lade sig gøre, hvis vi tog forbruget i forbifarten og nytten af vores egen indsats som substantiel.

Niels Engelsted

Der er andre mål end de økonomiske. Men de økonomiske mål kan vel ikke handle om andet, end hvad der er mest økonomisk, dvs. produktivitet?

Er øget produktivitet som mål i fremtiden mulig?

Umiddelbart kan jeg ikke se, at det ikke skulle være muligt, hvis man afskaffer eksternaliter, dvs. gaver og omkostninger, der er gratis--eller rettere betales af andre.

Hvis man indførte dobbeltbogholderiet i økonomien, så for eksempel en tønde olie hentet frem af jorden ikke blot figurerede som en indtægt men også som en udgift--fra ressourceudtømning til klimaødelæggelse--dvs. blev prissat korrekt, så var man kommet et langt skridt.

Sålænge eksternaliteter ikke er med i regnskabet er økonomi som videnskab en farce og tilmed farlig, først med en korrekt prissættelse kan man tage de økonomiske teorier alvorligt, og først da kan man seriøst diskutere om øget produktivitet kan finde sted i fremtiden.