Kronik

Rettevejledning til den helt perfekte familie

Selvhjælpslitteratur vejleder børnefamilier i alt fra tandbørstning og rugbrødsspisning, til, hvordan man skaber selvsikre, glade, hensynsfulde og samarbejdsvillige børn. Alle besværligheder og problemer med børn må kunne afrettes og forsvinde, hvis blot man anvender de rette teknikker og spørger de rette eksperter til råds
Det er ikke nemt at være forældre, hvis man ikke har en sund fornuft eller en vis jordforbindelse, når det angår børneopdragelse. Markedet flyder over med bøger om alt fra sutteafvænning, de rigtige sengetider, bordmanerer, værdier etc. Thit og Esben Thorlacius fra Amager med deres to børn.

Det er ikke nemt at være forældre, hvis man ikke har en sund fornuft eller en vis jordforbindelse, når det angår børneopdragelse. Markedet flyder over med bøger om alt fra sutteafvænning, de rigtige sengetider, bordmanerer, værdier etc. Thit og Esben Thorlacius fra Amager med deres to børn.

Sigrid Nygaard

5. maj 2012

»Min søn piller pålægget af rugbrødet ... « lyder overskriften på et indlæg om børn på et af de mange netdebatfora for forældre. Bag overskriften gemmer sig en bekymret mor, hvis snart ni månder gamle søn piller pålægget af rugbrødet. Hun kan kun med besvær få ham til at spise rugbrødet. Hun har sågar forsøgt sig med smøreost, da det alt andet lige bør være sværere at fjerne, men den unge anarkist er ustoppelig, han tillader sig at sutte osten af.

Adfærden giver anledning til oprigtig bekymring og kræver derfor rådgivning. Man kunne måske frygte, at barnet også kunne finde på at agere sådan uden for hjemmets fire vægge, måske endda også i mødregruppen, hvor alle de andre børn gladeligt spiser rugbrødet, selv om flere af dem er hele dage, ja endog uger yngre.

I et andet indlæg er en mor bekymret, fordi hendes mand mener deres 2,5 årige søn mangler bordmanerer. Hun ønsker en hurtig og præcis dom over, hvor meget man må lade barnet eksperimentere med maden. Hovedessensen af det lange svar, der afbrydes af reklamer og ’køb min bog’-bannere, falder ud til moderens fordel. Manden, der tilsyneladende blot har til formål at undertrykke barnets naturlige nysgerrighed og udforskertrang, må indkassere endnu et rap over fingrene i en postmoderne verden, hvor den i parforholdet, der kan henvise til flest pseudoautoriteter, som regel får sin vilje.

Trylleopskrift søges

Af flere eksempler fra brevkassen på rådgivningskrævende adfærd hos spædbørn og småbørn, kan nævnes børn, der hiver bøger ned fra reolen, ikke tager initiativ nok, ikke selv vil gå op ad trapperne, spiser grimt, laver uro ved måltideerne, mister besindelsen, er dårlige tabere, er pyldrede og grænsesøgende, ikke vil have børstet tænder, skriger når de ikke får deres vilje osv. Der er nok at tage fat på, hvis alt skal fungere optimalt.

I brevkassen findes råd og vejledning inden for så forskellige emner som amning, bedsteforældre, graviditet, kost, ernæring, opdragelse, renlighed, sovevaner, sygdom, transport, ferie, udstyr og udvikling mm. I alt knap 20.000 spørgsmål og svar i bare én brevkasse. Og brevkasser og debatfora for forældre er der mange af!

Indlæggene illustrerer en tendens hos forældre, hvor så godt som alle ubehageligheder, besværligheder og problemer i med børn må kunne afrettes og forsvinde, hvis blot man anvender de rette teknikker og spørger de rette eksperter til råds.

Det ligner umiddelbart et paradoks, at der i dette tilsyneladende værdipluralistiske postmoderne samfund, er en stærk efterspørgsel efter ontologisk sikkerhed for børneopdragelsen fra forældrenes side. Og det virker til, at intet problem er for stort eller for småt til, at der må kunne findes en korrekt kur – et sted derude.

Det kan godt gå hen og blive bekymrende, ikke så meget for børnene, men mere for forældrene, der virker til både at have en opfattelse af, at deres forældreskab er afvigende og utilstrækkeligt, og at det skyldes, at netop de endnu ikke har fået læst den rettevejledning, der får et-årige til velvilligt at åbne munden og smile, når der skal børstes tænder og får vredesudbrud og uro ved måltiderne til kun at være noget, man kan pege fingre af hos andre forældre, mens man selvbekræftende pudser sin glorie. Det er da også belastende, at man ikke, som med så mange andre ting i tilværelsen som uddannelse, karriere, udseende, hjem osv. kan optimere og perfektionere sine børn til det fuldendte, hvis blot man anstrenger sig tilstrækkeligt.

Perfektion til salg

Det er samme behov og efterspørgsel efter ontologisk sikkerhed og perfektion, som den ekstremt voksende selvhjælpslitteratur til forældre søger at dække – eller udnytte, afhængig af hvordan man ser på tingene. Et kort kig på nogle af titlerne og undertitlerne siger noget om, hvilke normer og værdier vi som forældre gerne vil have, at vores børn kan leve op til. ’Lær dine børn lykke,’ lyder den første formaning. Vi vil også gerne have Glade børn med højt selvværd, men da vi også skal nå på arbejde, gøre karriere, realisere os selv som maratonløbere og bjergbestigere samt pleje sociale relationer, køber vi nok først Genvej til gladere børn.

Det glade barn er dog ikke nok til at tilfredsstille pædagogen, der godt nok roser barnets gode humør, men problematiserer dets manglende lyst til at stille sig midt i rundkredsen foran hele børnehaven til samling og fortælle om sin sommerferie. Det koster en tur på biblioteket efter opskriften på at give sit barn selvværd og styrke og for en sikkerheds skyld lånes også Hjælp dine børn til at blive samarbejdsvillige, selvsikre og hensynsfulde.

Heldigvis var der tid til biblioteksturen, da måltidet altid forløber fuldstændigt gnidningsfrit med hjælp fra Jesper Juuls Smil vi skal spise og Helens bog om børn og mad – Sådan får du dit barn til at spise. Vores børn begyndte faktisk først at spise, efter vi havde læst Helens bog. Jeg tør slet ikke tænke på de børn, hvis forældre aldrig når at læse bogen, før det er for sent.

Efter maden forbereder vi den mindstes start i vuggestue med Godt begyndt i daginstitution og dagpleje. Vi afbrydes brat, da den ældstes skub til den mindste afføder skrål og skrig og i et uopmærksomt øjeblik glemmes al lærdom fra Skæld mindre ud. Det er vist alligevel tid til at læse op på Din kompetente familie – få hverdagen til at fungere mindre konfliktfyldt.

Se mig og mine præmieforældre

Til dem, der stadig skulle være så heldige at være i tvivl, er det at få og have børn altså forvandlet fra den mest naturlige ting i verden til at være en raketvidenskab, hvor uendeligt mange mener at vide, hvordan man får raketten bedst til Månen. Samtidig ser det også ud til, at en del forældre forventer af sig selv, og meget gerne vil vise andre, at de er i stand til at få raketten til Månen efter alle kunstens regler.

Facebook flyder – særligt op til højtiderne – over med billeder af glade børn, der fulde af selvværd og selvtillid, vises frem for omverdenen, som var det jagttrofæer. Fremfor gevirets størrelse, handler det i dag om børn der f.eks. hjælper den hjemmebagende mor i køkkenet til jul eller stolt viser autentiske og hjemmesyede fastelavnskostumer frem. Der suppleres med maleriske fortællinger fra forældrene om, hvor mange gange deres børn er blevet henholdsvis kattekonger og dronninger.

Der har sågar været billeder af blot en fastelavnskrone (trofæet uden børn) og billeder kun med mad på fra børnefødselsdage. Man kunne næsten høre billedet viske: ’Se her er mine præmieforældre, se hvad de kan’. Så må vi bare håbe, at også børnene har haft det sjovt til fødselsdagen.

Behovet for ros og anerkendelse betyder, at det trods adskillige forsøg heller aldrig lykkes for børnehaven at begrænse forældrenes siderlange selviscenesættelser af perfekt familie- og børneliv, når nissen til jul dagligt er på besøg hos et barn med sin bog, som forældrene skriver i.

Her er ingen grædende unger, der ikke vil spise eller lægges i seng. Til gengæld er der masser af hjemmebag, historielæsning og andre velstimulerende aktiviteter på en almindelig dødssyg onsdag i december. Og med den bugnende selvhjælpslitteratur er der da heller ikke længere nogen undskyldning for ikke at kunne fremføre det perfekte børne- og familieliv.

Bagsiden af medaljen er, at forventningernes pres og forestillingen om det perfekte kan tage pusten fra selv de mest selvopofrende forældre. Måske er det ikke så underligt at forskellige undersøgelser tilsyneladende dokumenterer, at børn gør os ulykkelige. I sammenlignende undersøgelser mellem barnløse og forældre, er det de barnløse, der er mest lykkelige. Og når man måler lykkefølelsen over en længere del af livsforløbet, så peaker den umiddelbart, før vi får børn, forsvinder i kælderen, mens vi har børn og kommer først op på førbørnsniveau igen, når børnene er flyttet hjemmefra. Det har alverdens selvhjælpsbøger ikke formået at forhindre. Måske snarere tværtimod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Og?

Jeg ved ikke om det er præcist beskrevet, men jeg ved, at jeg ikke fatter, hvorfor moderne børnefamilier skal søge råd om alting, hvorfor stoler de dog ikke på deres egne fornemmelser og på deres eget barn...

Hvordan er en cand.scient.soc. blevet lektor, dvs, ansat på et gymnasium, i samfundsfag og psykologi?

Og mens vi taler om cand.scient.soc. mv. - er alle de her selvhjælpsbøger ikke udtryk for at den højere middel-klasse i det her land - og i alle andre vestlige lande - forventer et bestemt udbytte af et bestemt liv.
Og at man forventer at hvis man opfører sig ordentligt, så kommer belønningen også.

Eller hvis man planlægger sit liv, også i børnehaven, i skolen og nu også i vuggestuen åbenbart, ja så åbner Himmelens Rige sig og Paradis venter - og man bliver belønnet med det rigtige, korrekte job mv.

Newsflash: Life is what is happening to you while you're busymaking other plans - sagde en mand vist engang.

Vi synes at have glemt dette i vores iver efter at efterligne USA med dets trang til planer for alring....

Heinrich R. Jørgensen

Karsten,

jeg tror Thomas Hansen er helt på linje med dine betragtninger. Jeg tilslutter mig også.

Spørgsmålene bag det beskrevne fænomen, må handle om:

1) Hvorfor quick-fix selvhjælpslekture, der har fokus på effekt og nytte?
2) Hvad havde man tidligere, i form af kilder til indsigt/viden?
3) Hvilke ændrede forestillinger er det udtryk for? Om mennesket, individet, familie, fællesskab, ansvar, opdragelse, dannelse, disciplin, disciplinering?

Heinrich R. Jørgensen

Karsten,

én afvigelse i synspunkter skiller os muligvis. Du skriver om iveren med at efterligne USA. Det er sandt nok, hvad angår det modernistiske, urbane og meget overfladiske og forladigede USA, hvorfra også selvhjælpslekturen i vid udstrækning kommer fra.

USA er meget andet end det.

Børn er besværlige, de lugter og lægger sig syge når det er mest upartisk

Derudover er de total og aldeles anarkistisk modsander af at blive reduceret et forældrenes projekt.

Og så spejler de alle dine tossede sider og tvangs ideer, lige så præcist som en zenmester, hvis man tør se sig selv.........

Er hvad jeg har lært gennem årene med min.

Marianne Mandoe

Børn er børn og som sådan lige så forskellige som alle andre mennesker.
Der findes ikke en "Retteliste" eller et entydigt svar på noget som helst.

For mange ville det selvfølgeligt være rart hvis der var, men det er der ikke. Bare ærgeligt.

Til forskel fra Søren Lom så HAR jeg faktisk læst nogle af de der bøger. Hvorefter de er røget i skraldespanden med den overbevisning at det var det rene lort.

Og til trods for at jeg ikke har fulgt de "råd" de udbredte sig om, så er mit "barn" på nu 22 sgu blevet et meget normalt menneske.
Ikke særligt autoritetstro, og mor er en man skiftevis betror sig til og tager fis på. Men begge dele er vel udtryk for at han stoler på mig og elsker mig. :-)

Heinrich R. Jørgensen

Jeg har kigget lidt på Stephen R. Coveys bøger, der vistnok almindeligvis anses for en del af selvhjælpslekturen. De er fremragende som inspirationskilde.

I almindelighed er bøger i genren lige til bålet (alternativt skraldespanden).

Jette Rasmussen

Lytte til-, og stole på sig selv og lade sig inspirere af andre er nok ikke så nyt. Sund skepsis og sund fornuft. Men vi er jo også bare mennesker.
En af mine nærmeste skælder sit barn ud, jeg var helt bestyrtet indtil jeg opdagede at hun skældte alle ud og det gik op for mig, at det var hendes måde at være menneske på.
Nogle mennesker, forældre, er afhængige af anerkendelse. Andre føler sig usikre, hvis de ikke føler de har helt styr på deres omgivelser incl. deres børn. Andre igen føler sig forkerte hvis de ikke gør alt for at forstå deres børns følelser.

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg tror at børn ville sætte stor pris på en gang imellem at blive ladt i fred med deres egen verden og ikke stå på mål for de voksnes

Jette Rasmussen

Da mine børn var små for mange år siden, læste jeg en bog af en eller anden Sigsgaard, den hed noget i retning af " Er opdragelse nødvendig?. Jeg syntes det var en dejlig bog, det var nok ikke ligefrem en selvhjælpsbog.

Viggo Okholm

Ja de børn,besværlige,trodsige, glade.triste legende,beskidte.kræsne,forkælede,fyldt med begær. Men alligevel en bekræftelse på livets fortsættelse i alle den afskygninger og udfordringer. Vigtigst af alt kærligheden og empatien og at være sig selv som voksen. At kunne indse egen fejl og forkerte konsekvenser og leve videre med det.
Personlig har jeg haft det meste af mit voksne liv med børn,egen,papbørn og hundreder i min varetægt som pædagog. Jeg har stadig ingen facitliste.

Marianne Mandoe

"Den perfekte familie".....?

Er det ikke en familie der lever og er lykkelige på DERES måde?
Hvorfor skal vi allesammen presses ind i små konforme kasser som gør det let for andre at "artsbestemme" os i løbet af nulkommafem.

Michalis Balaouras

Åh ja, børn er sgu vidunderlige.. Lige indtil vi prøver at gøre et projekt ud af dem. Som om opdragelse handler om at stige på et bestemt tog og så lande sikkert ved ende st. ?.. Det virker som om der er en stigende tendens i vores samfund til at ville have en ydre fremtoning, der er fejlfri, grænsende til det umenneskelige?.. Klart nok, at denne mentalitet er en virkelighed for os, fordi medierne og alle de "kloge" påstår at de har svarene. DERFOR må det jo være OS der er noget galt med? Børnene? Shiit, hvad gør vi?.. Desperation og stress. Er vi gode nok? Er vores børn gode nok? Er vi perfekte?..

Nahh, som Viggo Okholm også siger:

Vi må vel til at leve med vores menneskelighed, altså vores fejl, og så tage konsekvenserne op med rask hånd, lære af det, og komme videre. Ingen kur, ingen fixløsninger, ingen endegyldig sandhed, ingen konklusion.. Burde opfordringen ikke være: "Tænk selv, prøv selv, mærk selv efter og tage ansvar for dit eget liv?.. Måske er det fordi vi er bange for at tage ansvar og SELV tage valg, at vi hellere så andre "eksperter" tage dem for os?.. Er vi ved at blive LIDT for ængstelige?..

Interessant..

Nina Sofie Munck Munck

Jeg synes, Thomas Hansens fremstiller moderne forældres brug af selvhjælpsbøger og div. fora på nettet på en forsimplet og nedladende måde. Mange af disse fora på nettet og div. bøger bruges, efter min opfattelse, selektivt til at søge inspiration til løsning af forskellige problemer - små som store - og ikke som rettesnor for det perfekte familieliv. De bruges også af forældre som en slags "second opinion" ift. sundhedsplejersker/pædagogers råd og retningslinjer, som nogle forældre møder med en sund skepsis.
Desuden KAN man jo faktisk rende ind i problemer omkring banale ting som søvn og spisning, som præger familielivet i en sådan grad, at man må ty til råd og vejledning. I tidligere generationer spurgte man sin mor til råds, men moderne forældre kan ofte ikke bruges deres forældre som rollemodeller for familielivet, bl.a. fordi så mange af deres generation blev skilt.
At man samtidig kan spore tendenser til, at moderne forældre vil perfektionere deres familieliv, skal vel i i højere grad hentes i den generelle tendens til selviscenesættelse, som præger det moderne menneske. Måske er det mod dén tendens, Thomas Hansen skulle rette sin polemik og lade de hårdt pressede forældre få lidt fred.

Viggo Okholm

@Nina

jeg snes egentlig ikke artiklen er nedladende,vel nærmere en slag causeri over tendenser med et glimt i øjet.
Viden omkring problematikker er da godt og gode råd lige så, men bare rolig også pædagoger kan finde på at hoppe på nye trends omkring ny viden på gamle flasker eller er det omvendt. faglige forfattere skal også leve,men det er vigtigt at bevare benene på jorden og hjertet varmt,så går det nok.
Der kan opstå problemer også banale samt psykiske og børn trives ikke altid efter en skema,evner og interesser passer heller ikke altid,så det at have børn kan være svært,ingen tvivl om det.

Maria Sparrewath

Mon jeg kunne finde en af selvhjælpsbog - der kunne give mig indsigt i, hvilken selvhjælpsbog der er den bedste?

Jeg finder råd og vejledning en finurlig størrelse. Det er jo altid med udgangspunkt i egne værdier, når man skriver en artikel, et indlæg eller en selvhjælpsbog.

Jeg har tit svært ved at navigere i, hvad der er et godt råd og hvad der er andre menneskers iver efter at validerer egne valg og ikke mindst det panikfremkaldende fravalg af noget.

Jeg er strengt opdraget til, at mennesker der ikke kan vejledes er ukultiverede og uddannede. Men jeg føler nogle gange, at jeg drukner i over-vejledning.

Jeg bed mig dog fast i, at "hvor den i parforholdet, der kan henvise til flest pseudoautoriteter, som regel får sin vilje." - det var for mig tankevækkende..

Er vi forældre kildekritiske nok?

Er vi ofre for, at det er håbløst umoderne at være i mester-lære hos mor?

randi christiansen

Jens Bruus : "Og så spejler de alle dine tossede sider og tvangs ideer, lige så præcist som en zenmester, hvis man tør se sig selv………"

Sagen i en nøddeskal - børn gør ikke som vi siger, men som vi gør - børn og deres forældre er en uforudsigelig cocktail - hvis vi vil gøre os håb om velfungerende børn og ditto familie, må vi gøre os selv velfungerende