Klumme

Den sidste sang om Azerbajdsjans diktatorer er sunget

Melodi Grand Prix fik alle medier til at berette om uretfærdigheder i oliedikaturet i Aserbajdsjan. Men lur mig, om ikke emnet pilles af dagsordenen, nu hvor den sidste sang er sunget
Debat
30. maj 2012

Vi havde forberedt os grundigt i sommerhuset. Det gamle, nu ubrugelige analoge tv var samme dag blevet skiftet ud med en lille fladskærm fra Føtex. Vi var klar til årets store tv-begivenhed: Eurovisionens årlige Melodi Grand Prix.

Det ligger klart uden for denne klummists kompetencer at bedømme det musikalske kvalitet af de 26 sange, der blev fremført i oliediktaturet Aserbajdsjans hovedstad Baku. Mellem hver eneste sang var der indlagt en lille propagandavideo, hvor værtslandets fantastiske og farverige bidrag til verdenskulturen blev fremhævet. Gastronomi, arkitektur, energi, turisme og kunsthåndværk. Olieindustriens tre flammebygninger blev vist omkring 26 gange, mens den danske kommentator fortalte om de enkelte sanges vej til finalen. Man kunne forstå på ham, at man i sin bedømmelse af sangene i høj grad skulle tage lokale og regionale hensyn. Med andre ord: Det handlede ikke om musik, men om en indbyrdes rivalisering mellem europæiske del-kulturer.

Og så skulle man naturligvis have i hovedet, at ordet ’Europa’ i Eurovisions-sammenhæng intet har med det geografiske eller politiske Europa at gøre. Det handler om den europæiske radio/tv-region, der af FN-organisationen ICU defineres som det geografiske Europa tilføjet samtlige lande, der ligger rundt om Middelhavet. Dermed er Israel, Aserbejdsjan, Jordan, Ægypten, Algeriet, Armenien, Libanon, Tunesien, Marokko og Libyen blevet europæiske. De har alle adgang til at deltage i milliardglittershowet. De frygter alle at vinde, for det vil medføre kolossale ekstraudgifter at arrangere næste års finale og semifinaler. Det tog DR nogle år at komme sig økonomisk oven på finalen i Parken, selv om Don Ø og den daværende tv-direktør, Jørgen Ramskov, i fællesskab fik bygget et tag over den københavnske fodboldarena.

Når man så, hvordan oliediktaturet i Baku havde investeret millioner i arrangementet, fik man en lidt dårlig smag i munden. På den anden side betød sangkonkurrencen, at de mørke sider af præsident Aliyevs korrupte og undertrykkende regime blev afdækket af medierne, som altid skal have en aktuel anledning til at skrive om undertrykkelse i mindre betydende lande. Lur mig, om ikke omtalen af Azerbeijan forsvinder helt ud af spalterne, nu hvor den sidste sang er sunget.

Nu havde Ole Tøpholm, DR’s kommentator jo forberedt os på, at det ikke kun handlede om musik. Og efterhånden som stemmeafgivningen gik i gang, blev det mere og mere klart. Nabolande støttede helt ublu hinanden, selv om den nordiske solidaritet havde det svært. Lande med halvdårlige sange uden venner eller traditionelle sproglige, kulturelle eller historiske bånd til nogen, fik det som Storbritanniens 76-årige Engelbert Humperdinck meget svært. Man fik næsten ondt af ham. Et absurd bidrag fra Rusland med glade babusjkaer, der sang begejstret, højt og ret falsk var så usædvanligt, at det endte næsten helt oppe i toppen. Og på trods af en næsten samlet dansk pressebegejstring endte bornhomske Soluna blandt dumpekandidaterne. Man kan spørge sig selv, hvorfor dansk presse stort set altid synes, at danske bidrag til internationale konkurrencer er bedre end nogensinde og ’kan komme helt til tops’.

Internationale konkurrencer giver grobund for nationale og regionale rivaliseringer. Nu går det sjældent så galt som dengang i 1969, hvor en fodboldlandskamp udløste krig mellem Honduras og El Salvador. Men de suverænt sejrende svenskere tøvede dog ikke med at håne nummer sjok: Norge.

1.506.000 danskere så med lørdag aften. Det er vist det, man på DR kalder at ’samle nationen’. Og hvis man ville vide noget om verdens tilstand ved at gå på danske netmedier søndag og mandag, blev man svært skuffet. Borgen vandt den britiske tv-oscar BAFTA, Mads Mikkelsen vandt i Cannes. Det udlignede skammen i Baku.

Hvis man tror, at internationale konkurrencer styrker sammenholdet mellem nationerne, skal man tro om igen. Mediernes nationalstolthed overskygger helt og aldeles den kritiske sans.

 

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu har Egypten, Marokko, Libanon, Jordan eller Tunesien aldrig været med i MGP. Derudover er det en sangkonkurrence, ikke noget politisk. I skulle hellere bekymre jer om at vores kære politikere herunder kulturminister tager med til Ukraine for at se fodbold, det er meget værre synes jeg.

Inger Sundsvald

Jeg var så heldig helt at undgå Melodi Grand Prix, bortset fra nogle forskræp, som hver gang fik mig til at føle mig umådeligt umusikalsk, når jeg hørte om hvor fantastisk god det danske bidrag var. Det trøstede mig lidt, da jeg hørte at den blev dømt helt nede i rækken.

”Hvis man tror, at internationale konkurrencer styrker sammenholdet mellem nationerne, skal man tro om igen. Mediernes nationalstolthed overskygger helt og aldeles den kritiske sans.”

Men hvad var det for en kritisk sans, der fik sendt melodien til finalen? Var de andre melodier virkelig ringere?

For min skyld kunne man godt sløjfe Melodi Grand Prix, og undlade at deltage i denne nationalistiske rædsel, der koster så mange penge til ingen verdens nytte.

steen ingvard nielsen

Abu Babu fra Baku!

Vi må have nogle flere melodi Grandprix, det lader til at der skaber en fællesskabs følelse på tværs af landegrænser der mere effektivt skaber fred end FN.

Henrik Jensen

Azerbajdsjan
Aserbajdsjan
Azerbeijan

Er I begyndt at redigere med en kulskovl?