Klumme

Småbørn er søde, men kedelige

Derfor foretrækker de fleste forældre at lade pædagoger passe rollingerne, mens de udvikler sig selv på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er så, om pædagogerne også keder sig
22. maj 2012

En enkelt af mine veninder har formået at holde barselsorlov med sine fire børn uden at kede sig desperat undervejs. Hendes evne til at nyde hverdagen med yngelpleje er misundelsesværdig – og sjælden, så vidt jeg kan dømme ud fra mødrene i min omgangskreds. De har stort set alle været ramt af et sugende savn efter arbejde og kolleger, efter samtaler med voksne og oplevelser i hverdagen, som bevæger sig ud over bleskift, babymos og babybøger med 45 ord.

Med noget, der lignede hudløs ærlighed, betroede 30-årige Amira i Sex, kaos og bekendelser DR2’s seere sin fortvivlelse over at tilbringe 15 måneder i husarrest med sine tvillingepiger, mens kæresten Kim gik på arbejde: skrig og skrål, mad og lort – »og mere lort,« sagde hun til kameraet.

I sit store essay Kærlighed i tilgift. Moderkærlighedens historie punkterede den franske filosof, Elisabeth Badinter, for 30 år siden myten om naturlig moderkærlighed. Kvinder har altid gjort oprør mod at gå i ét med moderskikkelsen, og befriet sig fra småbørn med ammer, barnepiger og plejefamilier. Badinter dokumenterede en historisk ligegyldighed over for børn, som er svært fordøjelig for nutiden: I 1780 rapporterede politiinspektøren i Paris eksempelvis, at: »ud af de 21.000 børn, der årligt fødes i Paris, bliver kun 1.000 ammet af deres mor. Andre 1.000 heldige bliver ammet i hjemmet, mens resten, altså 19.000, bliver sendt på landet til en amme.« Politiinspektøren var alarmeret, fordi ligegyldigheden havde fatale konsekvenser i form af tårnhøj børnedødelighed.

Siden oplysningstiden og Jean-Jacques Rousseaus opdragelsesværk Émile har samfundets autoriteter igen og igen appelleret til kvindernes pligtfølelse og pirket til deres skyldfølelse for at lokke dem ind i et ’naturligt’ moderskab.

Et dansk eksempel fra den mandligt forsørgede kernefamilies guldalder er overlæge Axel Tofte. Stærkt inspireret af Sigmund Freud forklarer Tofte i Seksuel Hygiejne. Håndbog i seksuel oplysning – som udkom i 125.000 eksemplarer fra 1942 til 1957 – forskellene mellem kønnene: »Som i legemsbygning udvikler kvinden sig også mindre i åndelig henseende end manden og er i flere retninger beslægtet med barnet, hvad der er af betydning for hende som moder, idet hun herved bevarer større forståelse for barnet, mens manden gennem sin stærkere udvikling fjerner sig fra barnet og derved stilles fremmed over for det.«

Med Badinter må man ironisk spørge: Hvis kvinderne har en sådan natur og altid har udfoldet den, hvorfor har læger og andre autoriteter så måttet gentage deres naturargumenter gang på gang i hundreder af år. Er det ikke indirekte bevis for, at masser af kvinder aldrig har ladet sig overbevise om, at de kunne få alle deres intellektuelle og følelsesmæssige behov dækket i moderskabet? Frigørelsen fra ’det naturlige moderskab’ er betingelsen for kvinders personlige frihed. Derfor er vuggestuer så uundværlige – og derfor oplever moderne mødre og fædre ofte kritik af vuggestuerne som et angreb på deres forældreansvarlighed.

Men det kætterske spørgsmål er, om nogle pædagoger keder sig lige så meget i samværet med småbørn som mødre på barsel. Spørgsmålet er affødt af det postyr, som ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansens vakte med sine udtalelser om vuggestuer, hvor pædagogikken er reduceret til rene bleer, affodring og lange timer på legepladsen, hvor børn i flyverdragter tøffer planløst rundt som »sanseløse pingviner«, mens pædagogerne samles under halvtaget, hvor de snakker uforstyrret af børnene.

Ifølge Ole Henrik Hansen er opskriften på en god vuggestue ikke flere pædagoger, men bare(!) en blanding af kærlig omsorg, dygtig organisering af hverdagen og de voksnes engagement.

Selvfølgelig afspejler relationerne mellem børn og pædagoger, hvordan institutionerne ledes. Selvfølgelig skal dovne og uengagerede pædagoger tage sig sammen og gøre deres arbejde ordentligt. Men blandt de cirka 12.000 pædagoger, der arbejder i vuggestuer, er der med stor sandsynlighed en væsentlig andel, som efter en årrække med bleskift, pottetræning, spisetræning, sprogtræning samt en uendelig række spise-, saftevands-, påklædnings- og sovesituationer er kørt lige så mentalt trætte som en tvillingemor på 15. barselsmåned.

Over for dem hjælper ingen moralsk løftede pegefingre. Her hjælper kun kollektiv selverkendelse og gode aftaler om efter- og videreuddannelse, der gør det muligt at skifte spor i arbejdslivet.

Pia Fris laneth er forfatter og foredragsholder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Christensen

Det morer mig altid når artikler, som denne, bygger på et argument der trukket durk ud af røven og så forsøgt hjulpet på vej ved at citere en fransk filosof.

Grethe Preisler

"Frigørelsen fra 'det naturlige moderskab' er betingelsen for kvinders personlige frihed. Derfor er vuggestuer så uundværlige - etc."

Og hvorfor så det? Jo - fordi det for 30 år siden lykkedes en fransk filosof (Elisabeth Badinter) at aflive myten om, at kvinder kunne få alle deres intellektuelle og følelsesmæssige behov dækket i moderskabet.

Gad vidst hvor mange kvinder, der nogen sinde har troet på den myte? Jeg har aldrig truffet nogen af dem. Det må være en af de myter, der er groet i andre habitater end dem, hvor filosofferne og de øvrige medlemmer af den 'kreative klasse' får tilfredsstillet deres intellektuelle og følelsesmæssige behov.

De fleste af de kvinder, jeg kender og har kendt i mit lange liv, sender deres børn i vuggestue og dagpleje af pekuniære grunde.

Og de jobfunktioner, de påtager sig sig for at tjene til dagen og vejen, er ikke en disse mere følelsesmæssigt og intellektuelt berigende for dem, end det ville være at gå hjemme sammen med ungerne, indtil de blev gamle nok til at komme i børnehave.

Ingen tvivl om, at det må være skønt at kunne leve af sin hobby. Men det er jo en luksus, som desværre stadigvæk de færreste beskåret.

Ole Falstoft

Elisabeth Badinter argumenterer at det såkaldte ’moderinstinkt’ ikke eksisterer, men at moderkærlighed er en ren historisk/kulturel konstruktion.
Hendes 'casestory' fra Paris i 1700'tallet
som bevist på møders ligegyldighed over for deres nyfødte holder ikke
Intet tyder på at mødrene var ligeglade med hvem de afleverede deres børn til. De prøvede faktisk at gøre det, så godt de kunne. Præcist som mødre i dag der afleverer, deres små i vuggestuen ikke er ligeglade med, hvem der tager sig af deres små ’guldklumper’.
Nogle var i en bedre position end andre til at sikre deres børn en ordentlig amme, men de var ikke ligeglade.
Misforståelsen om mødrenes ligegyldighed, hviler på eftertidens fordømmende holdning til denne ’unaturlige’ ordning, hvor det blev anset for en ’hellig pligt’ for moderen selv at amme sit barn. Der er selvfølgelig mange eksempler på misrøgt, men eftertiden har i propaganda øjemed overdrevet det.
Men hvordan kunne den tids mødre få sig selv til at afleverer deres nyfødte til en fremmed, når det nu ikke skyldes ligegyldighed?
Der er både en psykologisk og en sociologisk forklaring.
Psykologisk: Det var praksis, når et barn blev født, at aflevere det til ammen, uden at moderen havde haft mulighed for at lægge barnet til sit eget bryst. For den almindelige erfaring - allerede den gang - var, at havde morderen først fået barnet lagt til, ville hun ikke frivilligt afgive det igen.
Moder og barn kontakten blev altså reduceret til et minimum for at forhindre, at et moder-barn forhold kunne udvikle sig. Som Hdry skriveri sin bog 'Mothernature':: ’absence of maternal responses under these conditions tells us little about innate potentials of the mammal in question’ Der sker åbenbart noget afgørende i moderen, når hun lægger en nyfødt til sit bryst. Det virker næsten som en tændsats, der aktiveres og som fører til en irreversibel følelsesmæssig omvæltning
(jeg kan af gode grunde ikke øse af egne erfaring, men jeg tror mange mødre kan genkende oplevelsen) Et bånd mellem mor og barn er etableret. De fysiologisk mekanismer, der aktiverer denne følelsesomvæltning, hvor både hormoner (oxytocin) og nervesystem medvirker hos mor og barn, er veldokumenteret. M.a.o.moderen er udstyret med en mekanisme, der udløses ved den rette impuls, og som sikre, at der sker en følelsesmæssig binding mellem mor og barn. Man kan kalde det et ’instinkt’, hvis man synes, det er ikke afgørende. Der er selvfølgelig gode biologiske argumenter for, at det må være sådan: Det er alt for risikabelt, hvis barnets overlevelse skulle afhænge af, at moderen først efterhånden, som hun lærte barnet af kende, ville fatte kærlighed til det
Barnet risikerer at dø inden da. Derfor må moderens binding være erfaringsløs og prompte overfor et så sårbart væsen som en nyfødt.
Men som sagt denne oplevelse blev de parisiske mødre i 1700 tallet afskåret fra.
Sociologisk: Hvad var baggrunden for at parisiske mødre i 1700 tallet i stort omfang afleverede deres børn til ammer? Man kunne sammenligne deres situation med vore dages danske mødre,
der i lige så stort omfang afleverer, deres babyer til vuggestuer, og ikke p.gr.a. manglende kærlighed til deres børn, men fordi der er andre forhold, der er medbestemmende for deres valg: Hensyn til karrierer og indkomst f. eks.. De parisiske kvinder, der afleverede deres børn til en amme, var i meget vidt omfang arbejdere i industrien, ’erhvervsdrivende’ eller medhjælpende hustruer. Husstandens indkomst afhang i høj grad af deres indsats. Ved at aflevere deres nyfødte kunne de reducere tabet til det mindst mulige. I et mandsdomineret samfund, som det franske i 1700 tallet, var det manden i huset, ikke kvinden, der bestemte over børnene og han tænkte måske oftere på de mulige økonomiske tab end på den nyfødtes ve og vel. M a o. det var ikke kvindernes ønsker der talte mest her. Man kan altså i høj grad sætte spørgsmål ved kvindernes frivillige deltagelse i ordningen (Alt andet vil være ahistoriskt).

Peter Günther

ja, og kvinder får selvfølgelig denne holdning, når deres partner ikke tager større ansvar i det fælles projekt at være forældre.

Artiklen tager tager vel bare den diskussion op, som belyser kontrasten mellem de verbale overenskomster mellem de 2 forældre parter og den faktisk oplevede fordeling af opgaverne....

Jesper Frimann Ljungberg

Tja.. jeg vil da ikke bytte de måneder jeg gik hjemme på barsel med den lille savle,snotte,tisse,lorte maskine.
Ja selvfølgelig var det lidt hårdt, for han var så lille at man skulle være der hele tiden, men det var sku da også en dejlig tid.
Nu vil han hellere sidde og spille iPad og surfe YouTube. Når han ikke lige får øje på en bold, for så tager fanden ved ham og så er det ellers spark, måååål og Touchdown.. tja ja..

// Jesper

Maya Nielsen

Ja ærgerligt at kvinders fertilitet svinder så fandens hurtigt og at æggene jo bliver af ringere og ringere kvalitet jo ældre kvinderne bliver, ellers ville jeg have rådet kvinder til at vente med at få børn til de virkeligt har lyst, og jo det er så hårdt, men det er også samtidigt de mennesker man elsker renest af alle, selv om dog også børn kan være lidt irriterende iblandt, væsentligst at få nok søvn og evt. Skiftes til nattetørnen, så er den anden oplagt til næste dags bydejlige og altomsiggribende baby-tumling tørn....

Men da man gerne vil have friske børn uden handicaps og gerne eller oftest gerne sine egne, så sørg da at få dem mens I studerer.... og ikke efter de 30, der er alt for mange i dag, der opdager at de ikke kan lave dem selv, ligemeget hvor meget sex-gymnastik de dyrker... og det er et trist vendepunkt i livet at opdage hvor selvfølgeligt man egentligt troede at man da fik børn, og så ikke at kunne det...

Niklas nivlaps@gmail.com

Flot påpegning af et problem, som rækker vidt i den offentlige sektor (som jeg absolut er glad for); at engagement, lederskab og kvalitet kan have trange kår. Og at løsningerne på dette problem er temmelig svært håndgribelige - og i hvert fald på ingen måde kan løses på en enkel, klar og teknokratisk måde. At man næppe bliver ven med Pia, hvis man er småbørnspædagog, og at sammenligningen ift. dynamisk, personlig udvikling derfor blæser lidt i vinden, er så en helt anden side af sagen.

Maya Nielsen

Og at passe tvillinger er ikke det samme, det er så belastende at enhver burde have aflastning, eller begge forældre barselsorlov samtidigt... en pr. BARN... ELLERS ER DET JO ET STORT UDMATTELSES-MARATHON... og det er ødelæggende for nydelsen af de lille barn, jeg var selv helt rundtosset af mangel på søvn at jeg ind i mellem nærmest oplevede mit barn som to på samme tid, heldigvis kunne jeg give søvndeprivationen skylden, der gik 1,5 år før jeg fik sovet bare 7 timer i træk pyh... men alligevel en dejlig tid...

Hvorfor får man ikke dobbeltbarsel ved tvillinge fødsler og 3 ved trillinger osv. ?....? Det ER jo dobbelt så hårdt....fandme !

Grethe Preisler

Børn er skrækkelige - hvis ikke de var så små, holdt man dem ikke ud, som Karen Blixen sagde.

Hun havde ingen selv, men legede lystigt med andres, når hun fik nok af de voksne paphoveder, hun var nødt til at omgås i "embeds medfør".

Mærkelig forestilling, at man bliver mere lam i roen. end man er i forvejen, af at beskæftige sig professionelt med småbørn.

Men det må vel være noget i den retning, der foresvæver medlemmerne af 'den kreative klasse', når de i ramme alvor kan mene, at der er mere intellektuelt og følelsesmæssigt tilfredsstillende at beskæftige sig professionelt med alt muligt andet end omsorgsopgaver.

Og det må vel så også være det, der er grunden til deres tro på, at det ville resultere i en mere ligelig fordeling mellem kønnene af magten og æren og ikke mindst lønsummen, hvis kvinderne blev uddannet til at overtage arbejdet i halvdelen af de 'traditionelle mandefag' og vice versa. Om fornødent ved hjælp af kønskvotering.

Ak, gid det var så enkelt.

Dana Hansen

Hvorfor er det "ret bekymrende", hver gang der er kvinder der tør sætte ord på det gammelkendte - nemlig at småbørn er SKRÆKOPJAGENDE kedelige?

Børn er først sjove, når de begynder at tale i helsætninger.

Maya Nielsen

DANA hansen det er individuelt man kan ikke bare sådan skære det o ver en kam, jeg fandt det uhyre interessant at kommunikere og aflæse mit barn nonverbalt ,og sjovt nok opdagede jeg også at hun selv lavede tegn for mad, lang tid før hun havde ord og før jeg læste at man kan lære babyer at kommunikere med babytegn, det har været så dejlig en periode af mit liv og så skønt og så kærlighedsfyldt...og livsbekræftigende og udmattende også...

Hans Jørgen Lassen

"ud af de 21.000 børn, der årligt fødes i Paris, bliver kun 1.000 ammet af deres mor. Andre 1.000 heldige bliver ammet i hjemmet, mens resten, altså 19.000, bliver sendt på landet til en amme ..."

Inkluderer disse tal arbejderklassens børn?

Havde de råd til at sende deres børn på landet?

Det lyder umiddelbart mystisk.

Maya Nielsen

Man døde jo i ghettoerne i gamle dage,folk fik intet sollys og de sled sig ihjel, det var en kærlighdsgerning at sende sit barn ud til det naturlige liv med sund mad og sollys, selv min egenfar med invalid syerske mor og jernarbejder far fik "engelsk syge" som jo startede i de skumle industrikvarterer i england, hvor der ikke var steder at lege hvor der stank af kloak og hvor forældrne ikke var hjemme at kunne passe børnene og hvor de børn man lod ligge hjemme til tider var bundne hele dagen til sengen for at undgå livsstruende ulykker, engelsk syge er en stærk D-vitamin mangle i berndommen, som skabte skøre og skæve knogler i børnene , således blev mange stærkt hjulbenede og deformerede og ikke sunde anlæg for tænder.... Derfor blev disse spædbørn sendt ud på landet, fodi mødrene var så fejlernærede at deres mælk ikke var sund nok til deres egne børn om de da overhovedet kunne producere nok mælk så børnene ikke døde af sult før de var store nok til at spise andre typer mad, husk man havde ikke modermælkserstatning.... hold da kæft hvor er historien dog kort og idiotien udbredt og enhver tilfalds for at tage noget ud af en historisk sammenhæng og bruge det til at mele sin egen platte klatkage... gosh !

Maya Nielsen

Måske kvinderne for første gang var ofre for ondskabsfulde sataner blandt arbejdsgiverne, og at der simpelthen hverken var job eller bolig til en kvinde om hunm blev hjemme og ammede sit barn, jeg kan ikke forestille mig at man havde opfundet barselsordninger allerede den gang, på landet havde man sit barn ved sin side, på de store fabrikker var det ikke muligt ,og den vanvittige larm var nok heller ikke egnet til spædbørn...

Faktisk stammer ordet Sabotage fra den tid, når fabriksarbejderne tog deres sabo/træsko af og i protest over arbejdsvilkårene hamrede løs på metalmaskinerne for at vise deres vrede over for ledelsen og arbejdslederen....

Dana Hansen

Det er ret bekymrende fordi, moren der keder sig i sit barn nærvær, indirekte forteller barnet at det er kedeligt, idet barnet ikke skelner mellem "mor og mig"

Og det er ret bekymrende at kvinden har miste så meget kontakt til mor rollen.

Derudover er det ret bekymrende at hun keder sig i sit eget selvskab.

Og at hun finder det helt naturligt at skrive artikler om dette, som om det var det resten af verden der var afsporet er virkeligt bekymrende.......

Grethe Preisler

"Fejlen" ved menneskeunger er, at de ikke gør deres entre i samfundet som grydeklare færdigretter, der kan opbevares i en fryser og genoptøs, når der bliver "brug for dem".

Uden forældre eller andre voksne med intakte "yngelplejeinstinkter" til at tage hånd om dem i de første leveår, vil de enten dø i vuggen eller ende deres dage som som mentalt og socialt depriverede klodser om benene på dem, der var så heldige at få en bedre start i livet.

Og så kan medlemmerne af den nyrige kreative klasse af "feminister" jo overveje, om de vil fortsætte med at betale ved kasse ét, hvad det koster at opretholde et inkluderende velfærdssamfund.

Eller begynde at forberede sig på et otium, hvor det bliver dem, der skal passes af robotter, når de sidste "varme hænder" har opgivet ævred og forføjet sig op i åndernes rige.

Maya Nielsen

Ja det er trist når det menneskelige liv alene ses ud fra en individualistisk teenageattitude hele livet igennem, there is a time to plant....

Marianne Mandoe

Af kommentarerne her kan jeg se at det er en artikel der berører et emne på en måde som de fleste kommentatorer finder problematisk.

Gad vide hvorfor det er problematisk at påpeget at "isolationsfængsle" en kvinde i 12 måneder sammen med et menneske der ikke kan andet en sove, skide og spise?

Lad os indrømme det.
Spædbørn ER altså ikke stimulerende selskab.
Og manglende lyst til at være i isolation og lege amme-maskine og skifte-robot i længere tid er altså ikke ensbetydende med manglende kærlighed eller forældrefølelse.
Mennesket, inklusiv kvinder, er ikke skabt til at være isoleret, eller bare semi-isoleret. Hvad en barselsorlov rent faktisk er. Nemlig isolation fra det omgivende samfund, fra ens normale liv, fra kolleger og andre der giver mentale og intellektuelle input.

Kvinder med børn her aldrig før i historien været så isolerede som de er nu. Før i tiden var der en udvidet familie til at gå til hånde, at snakke med, at interagere med.
Nu sidder man som mor helt mutters med en baby der rent ud sagt er røvkedelig indtil de begynder at kunne føre en reel samtale.

Men det er det åbenbart problematisk at påpege.
At mennesker, inklusiv kvinder, ikke er skabt til den isolation en moderne barsel er.

Det er ikke manglende kærlighed og manglende forældrefølelse der er problemet.
Det er mangel på et liv.

Gert Nielsen

Problemet er vel hverken ungerne eller mødrene - problemet er at vi bor i et skrup unaturligt samfund, hvor man som Mandoe skriver bliver "isolationsfængslet" - og får besked på at elske det! I mere naturlige samfund er man aldrig overladt til sig selv på den måde.

Forsat fra 22. maj 2012 kl. 20:10

Den voksne der kommer af opvæksten med denne mor, vil vedvarende føle sig kedelig og vil gøre alt for at for at ikke at være kedelig, de kæfter uhæmmet op, over alt hvor de kommer frem, de er mode industriens bedste kunder, de er magt syge og skubber andre væk hvor de kan, de er også behandler industriens bedste kunder, for de har også virkelig undt.
Barnet der vokser op med moren som sender dem for tidligt i vuggestue, vil føle at det forsvinder, fordi barnet ikke kan adskille sig selv fra mor og når hun går, oplever barnet at det selv forsvinder.
De vokser op og får lignende symptomer……….

Vi har skabt en børneindustri som masseproducerer mennesker med svære tidlige skader og et samfund der sælger dem narresutter hele livet……

Maya Nielsen

Ja i gamle dage havde man barnet på ryggen mens man hakkede roer, problemet er vel at moderen,selv ikke føler at hun kan andet end at være hjemme stort set hele tiden.
Jeg valgte at jeg ikke ville føle mig spærret inde, og jeg fandt rundtomkring på handicap-toiletter steder at amme mit barn, så jeg ikke skulle hjem med det samme evigt og altid og som 6 måneder gammel lærte jeg mit barn at drikke danskvand, ikke i store mængder men sådan at vi ku drikke noget uden sukker når vi var ude....der er for meget salt i har jeg siden opdaget...til småbørn...og selv om jeg ingen bil havde, følte jeg mig aldrig spærret inde... ud på opdagelse sammen, på museer og biblioteker og cafeer og restaurant med en god avis... og her kan jeg anbefale de restauranter hvor ejeren har anden etnisk baggrund end dansk, da man hyppigere end hos typisk danske restauranter, der synes at babyer er en naturlig del af livet... 5iden er ogszå perfekt til overnatning med baby hjemme hos bedsteforældrene om manden, der ikke har barsel accepterer at familien ind imellem ikke lige er hjemme hvar dag når han kommer hjem... Man skal ville have noget ud af de 6 måneder, og selv skabe rammerne det man er mest offer for ewr sin egen dårlige evne til at skabe sit liv... der er så meget frihed i 6 måneders orlov og det skal man forstå som en chance og ikke som en dom.... men hvad lønarbejderslaver, har vel glemt evnen til selv at skabe livets indhold... ;-)
Må sige at jeg opfatter det her som et luksusproblem af forkælede dimensioner

Claus Petersen

Børn er ikke søde og kedelige, de er rent ud sagt røv-irriterende, og det er endda kun ens egne.
At ens eget afkom får den ide at man har lyst til at passe deres eget hylende afkom, er mig en gåde.

Gert Nielsen

Ha!
Det er godt med...(jer)!
Får ungerne ikke for meget opmærksomhed og bliver skadet af den grund, så får de dælme for lidt opmærksomhed og bliver skadet fordi "de er for kedelige".

Claus Petersen

Det er samfundets skyld.
Der kan skrives, og bliver vist skrevet, side op og ned om de social konstruktive fejl og mangler som begrænser samfundet fra at være det rene paradis for alle mennesker, altid.
Men vi er der næsten, ligesom for 10-20-30 år siden.

Maya Nielsen

Hvis man ikke gider projektet "børn" hele vejen igennem skulle man måske overveje at få sig en kanariefugl !

Vibeke Svenningsen

Der er da helt vildt mange tilbud til småbørnsmødre på barsel - alle mulige aktiviter, hvor man mødes osv.

Vibeke Svenningsen

Jeg synes i øvrigt ikke spædbørn er kedelige - det er da dybt fascinerede at følge et lille mennekebarns udvikling.

Hans Jørgen Lassen

Nej, spædbørn er ikke kedelige; de er dybt fascinerende.

Alligevel har jeg forståelse for Mariannes og andres oplevelser. Jeg har selv prøvet det. Jeg var hjemmegående med knægten, da han var fire til seks måneder.

Det er ens eget, isolerede liv, der kan blive lidt kedeligt. Hvis man ikke gør noget ved det, hvad jeg ikke gjorde.

Den gang kunne jeg ikke finde ud af selv at gøre noget ved problemet, som er fuldstændig reelt, nemlig, at man går der fatters alene med et spædbarn hele dagen i flere måneder. I dag ville jeg have fundet på alt muligt - men man var jo så ung.

Men samfundets eller de andres skyld er det jo ikke. Man har selv mulighed for at løse det eller i hvert fald gøre noget ved det. Som Maya udmærket beskriver ovenfor.

Marianne Mandoe

@ Vibeke

Ja. Og stort set ALLE tilbud er centreret om ungen.

Selv mødre har fra tid til anden brug for at tænke på andet end ble- og ammebørn.

Allerede da "Bogen om Barnet" blev skrevet for snart 70 år siden var de klar over at en mor med et spædbarn havde brug for MINDST en fridag/aften om ugen.
En fridag/aften hvor INTET af det der blev lavet/oplevet havde at gøre med barnet.

Men nu skal man som mor nærmest være siamesisk tvilling med den lille i 12 måneder. Gud nåde og trøste den mor der ønsker et selvstændigt liv bare en gang i mellem.

Småbørn er ikke kedelige. Hvis man får lov til at holde pause fra dem med jævne mellemrum.
Selv champagne og kaviar vokser i munden hvis man ikke får andet.

Maya Nielsen

Hvvis man har en mand kan han vel tage ungen To aftner om ugen ?

I naturen har mor aldrig aflastning... det er en del af moderskabet at høre sammen med ungen !

Vibeke Svenningsen

Marianne:

Jeg tror, det er meget forskelligt og individuelt, hvorledes den symbiotiske tilstand med komplet afhængighed fra barnets side af moderen opleves. Jeg er helt med på, at dem der oplever en smule klaustrofobi i den periode ikke er dårlige mødre af den grund ej heller elsker deres barn mindre eller noget - selvom det jo ofte giver skyld hos disse mødre at have det sådan, da man jo ofte har dårlig samvittighed over at have lyst til frirum fra sit spædbarn som nybagt mor.

Der er jo i bund og grund heller ikke noget at sige til det - man gårfra total frihed og selbestemmelse i eget liv til at et andet menneske komplet overtager hele ens døgn med dens behov osv. Man er ikke længere solen i sit eget, hvor andet må kredse om. Det er på sin vis både skræmmende og for nogen måske lidt kvælende til tider.

Maya Nielsen

Måske er det også svært når ens personlighed er fuldt fundamenteret oppe i 30erne at skulle igennem en så voldsom personligheds omvæltning og forandret identitet fra ganske rigtigt at have sine egne behov som verdens centrum til at lære at tilsidesætte sig selv og at have a ndre mennesker som et højere prioriteret mål i hele sin opfattelse af livet... det er svært for begge forældre...og det kan man da også ligesågodt forberede forældre på at der kommer tider med ekstrem udmattelse og et skrigende behov for bare en lille pause.... og gerne et par dage,men det kan barnet ofte slet ikke finde ud af... med mindre man har været meget sammen med mormor og farmor under barslen så de er helt gensiddigt fortrolige med deres lille slægtning ... Husk det gælder også om at få børn og bedsteforældre knyttet til hinanden, så der er nogle der mede stor kærlighed kan tage over om det ramler !

Grethe Preisler

Kære Maya og Marianne,

Børn er sådan set nemme nok, så længe de ikke kan andet end patte, skide og sove. Så kræver de stort set ikke andet af "mor" end at blive fodret, vasket, skiftet, aet og puttet med jævne mellemrum.

Ind imellem disse trivielle gøremål kan "mor" så nå at foretage sig det meste af det, hun gerne vil, men ikke når, når hun er ude på arbejdsmarkedet.

Det er først, når ungerne kommer til det stadium, hvor de begynder at kravle og hale sig op i opretstående stilling ved hjælp af møblementet, at "mor" får sin sag for som som fuldtids barne-stue-enepige. For så skal hun helst have øjne og ører hele vejen rundt om hovedet og opmærksomheden uafladeligt rettet mod den lille opdagelsesrejsende fredsforstyrrer, hvis hun ikke vil risikere at miste den igen.

Og det er lige akkurat på dette stadium, vi overlader dem til småbørnspædagogerne. I forventning om, at de er bedre rustet til det, og oven i hatten villige at lade sig spise af med en ringere løn, en lavere status og dårligere arbejdsvilkår end dem, vi selv nyder godt af.

"mor"

Sabina Furbo

Tilhører selv den såkaldte kreative klasse - men ikke opvokset i en sådan - mønstrebryder kaldes det vel. Jeg må sige, at det ofte er kvinder af denne klasse, der isolere sig selv i barselsperioden med alskens dogmer om spelt, øko og babyrytmik - mega angste for, at de gør noget forkert, og projekt baby mislykkedes. Sådan oplever jeg i mindre grad, de af mine bekendte - famile med mere,der tilhører den mere leverpostejfarvede del af befolkningen - de der har de virkelig vigtige jobs eksempelvis indenfor omsorg med mere. Derfor er min konklusion, at isolationen er et udslag af deres egen angst for at træde ved siden af! Synes det er sørgeligt, at kvinder ikke kan finde ud af at skabe et liv udenfor arbejdsmarkedet i ti måneder uden de råber om interlektuel fordærv. Jeg har selv gået hjemme med et par tvillinger, og der var ved gud ikke tid til meget andet end praktiske gøremål, men det betød da ikke, at jeg fra tid til anden ikke gav ungerne til min kæreste eller fik bedsteforældrene til at komme over, for at jeg kunne få noget jegtid. Skab selv mulighederne, gør det du føler for, og lad være med at hige efter tilladelse ved at give samfundet, mændene eller andre skylden!

Marianne Mandoe

@ Grethe....

DU har så aldrig haft fornøjelsen af MIN søn eller hans slags kan jeg høre.

Tidligt udviklet.
Allerede da han var 6 uger sov han igennem (6 timer pr. nat).
Da han var 2 måneder indskrænkede hans "middagssøvne" til et par timer midt på dagen.
Resten af tiden var han VÅGEN.
Og ikke bare vågen... men han var opmærksom og yndede ikke at der ikke foregik et eller andet.
Allerede da han var 4½ måned begyndte han at møve sig omkring.
Finmotorikken var fuldt udviklet allerede inden han kunne gå. Dvs... stikke et sugerør i en brik juice i et forsøg uden så meget som at tøve....

Som jeg sagde i en anden tråd.
Vi, og vores børn, er alle forskellige.
Nogle babyer er nemme og lykkelige.
Andre ønsker at være med... hele tiden, sover ikke meget, er aktive og kræver enorme mængder af opmærksomhed.

@ Maya...
Jeg var 22. Så det er ingen forklaring.
Desuden så var min personlighed vist allerede solidt cementeret allerede i den alder. Det sker nemlig, udviklingsmæssigt, når vi er i den første halvdel af teenage-årene.

@ Sabina
Du havde så MULIGHEDEN for at overlade dine børn til andre.
Det er ikke alle der er så heldige.
Jeg var gift med en mand der rejste op til 5 dage om ugen. HVER UGE. Året rundt. Bedsteforældre var enten for gamle eller for langt væk. Og ja... 6 timers kørsel er sgu for langt væk til lige at smide ungen af for at gå på Louisiana.

Desuden så er bedsteforældre nu om dage ikke en skid værd som børnepassere. Ikke fordi de ikke ved hvordan det skal gøres, men fordi de stadig arbejder, har travlt med deres eget liv og ikke er de tussende bedsteforældre vi hører om i historierne.

Og så kan I sige hvad I vil.
Det kan godt være I kan leve uden solid intellektuel stimulation. Men mange kan ikke.
Der er en grund til at 1:10 får alvorlige fødselsdepressioner (noget der også er begyndt at ramme de mænd der bliver sendt på barsel) og 1:100 får direkte fødselspsykoser.

Marianne Mandoe

Det undre mig oprigtigt hvordan du kan fremføre så mange argumenter for, hvor svært det er for den voksne kvinde som bliver mor og som skal give afsavn på sit sociale netværk og sine trykke relationer i arbejdslivet.

Uden at kunne overføre det til et lille barn som er langt skrøbelige og som også skal give afkald på sine trykke rammer og sin tryghedsperson...når det skal ud i en stor og fremmet vuggestue og det uden ret meget sprog.

Du argumenterer endvidere om depressioner og psykoser hos voksne........hvad tror du egnlig der sker inde i barnet?

Grethe Preisler

Hids dig ned Marianne :-).

Godt nok var mit eget eneste og bedste barn efter sundhedsplejerskens udsagn et af den slags børn, der udviklede sig "lige efter bogen", og ikke sådan et vidunder som DIN søn.

Men jeg har da i min sparsomme fritid som udearbejdende mormor uden stok og hørerør efter bedste evne deltaget i pasningen af mit første barnebarn, der var et grædende "kolikbarn", som kun kunne sove i siddende stilling fra hun var 2 til hun var ca. 4 mdr. gammel.

Gudskelov havde min datter en skare af solidariske studiekammerater, der overnattede på skift, så vi "mødre" også kunne få en smule søvn i øjnene ind imellem de natlige vandringer op og ned ad gulvet med den arme forpinte unge i favnen.

Da kolikperioden var ovre, udviklede barnebarnet sig i øvrigt med forbløffende hast til et barn af DIN søns kaliber. Hvilket var en stor lettelse for alle os, der var bange for, at hun var blevet udviklingshæmmet af sin skæve start i livet.

Så det!

Brian Pietersen

en af flere kommentarer her på tråden...

Gad vide hvorfor det er problematisk at påpeget at “isolationsfængsle” en kvinde i 12 måneder sammen med et menneske der ikke kan andet en sove, skide og spise?

i er ik modne nok til at få børn.

Sider