Kommentar

En sørgelig forsamling

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers begravelse blev en trist forestilling – tom, tilrettelagt og timet
2. maj 2012

»Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er,« lyder et gammelt mundheld. Da skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller selv havde lavet gæstelisten til sin egen begravelse, fjerner det usikkerheden om hvordan han gerne ville være, og hvilket minde han gerne ville efterlade på afskedens dag.

De store boulevarder var afspærret for at holde folkemængden på afstand. Men der var ingen folkemængde, så afstanden var allerede lagt. Dem, der var fremmødt, kunne ses i tv med det blotte øje: En bemærkelsesværdig forsamling af denne nations elite.

Manifestationen af den ’rettidige omhu’ fandt sit udtryk i tingel og tangel. Dermed blev begravelsen ikke forskellig fra alle de andre artefakter og monumenter, som skibsrederen har efterladt os.

På tv-kanalerne oplistedes de mange begunstigelser, som skibsrederen har beriget vor nation med. Alt, hvad der er givet, kan ses. Og røres. Og betragtes. Rettidig omhu.

Selvpromovering, ikke her

At der umuligt kunne være tale om usmagelig selvpromovering, kunne man forsikre sig om, ved at kaste et blik på skaterbanen i Folkets Park på Fælleden.

De lejlighedsvist promenerende i Amaliehaven vidste naturligvis bedre: I årevis jagtede sikkerhedsvagter de ustyrlige skatere, der med deres akrobatik høvlede granitblokkene bløde i kanterne.

Der var dog ingen (kendte) bløde kanter i skibsrederens univers. Så skaterbanen var en byttehandel, ligesom Amaliehaven selv var en byttehandel: Højere bebyggelsesprocenter længere nede af kajen, mod at et andet grundstykke ikke blev bebygget. Rettidig omhu.

I medierne blev der messet som i de store katedraler. Med sænket og alvorsfuld stemme måtte vor nation – i frygt og bæven – konfronteres med den skæbne, som ville have overgået os alle, hvis skibsrederen havde flyttet sin virksomhed ud af landet. Millioner af bankkunder og låntagere i realkreditten skulle pludselig forsvinde til udlandet. Millioner af dagligvarekøbere skulle pludselig forsvinde fra dansk detailhandel. Olien ville holde op med at flyde. Ingen ville længere kunne føle den varme fornemmelse i kroppen, og svulmende nationale stolthed – når man på en fjern destination – endnu engang, kunne gense den lyseblå, syvtakkede stjerne. Også vores mønter skulle trykkes om. Og vores cykelstier måtte nok gives en anden farve. Intet ville nogensinde blive det samme.

Den danske drøm

En ud af hver femkrone, der flyder igennem vor samfundsøkonomi har noget med skibsrederen at gøre fik vi at vide. I en anden tid, et andet sted – eller måske i et helt andet land, ville dette have givet stof til eftertanke.

Men i landet der er moder for alle eventyr, er det lykkens gang. Den uhindrede lykke der tilsmiler den flittige, mådeholdne, beskedne og aldrig hovmodige erhvervsmand, der alene med sin moral overstråler alt og alle. Skaber fremdrift båret af en etik, hvor selv det nøjeregnende fællesskab afstår til fordel for vores primus inter partes.

Skibsrederen opnåede, hvad ingen andre har evnet, og skabte den danske drøm. Førsteklasse. Det måtte give respekt i en nation af drømmere: Alle os, der ikke var inviteret, men alligevel kom med til begravelse og den befolkning, som skibsrederen støbte sin form omkring. En form, der blev skabt med samme præcision, som dirigenten lægger takten i et symfoniorkester, og arierne passer sammen i en opera.

Skibsrederen var formens mester, men form binder indhold, og er af natur tingsliggjort og materiel. Derved har den også sin begrænsning.

Indhold skabes kun dårligt ved rettidig omhu. Nyt, forandrende og skabende indhold opstår som resultat af fornemmelser og antagelser på vejen mod det ukendte. Omhu giver ikke mening i forhold til noget, der endnu er ukendt, og som man derfor heller ikke kan forholde sig rettidigt til. Og det er på rejsen mod det ukendte, at fremskridtet har sin rod.

Timet og tilrettelagt

Vi blev alle til en sørgelig forsamling. Det hele blev sørgeligt, men det var ikke skibsrederens skyld. Alt var timet og tilrettelagt, men også denne omstændigheds indhold blev kvalt i sin egen form – på samme måde som skibsrederens form så ofte før har dræbt det indhold, den svøbte sig omkring.

At folkemasserne ikke stimlede sammen i et sørgmodigt farvel, efterlod en overdådig, men tom, kulisse omkring dette tæppefald.

Alle, som ikke styres af rettidig omhu, holdt sig fra denne afsked, og få interesserede sig for, hvem der manglende, i stedet for hvem der var tilstede.

Alle os andre – godtroende tosser – lod os opmarchere under det blå og hvide banner, hvor i tusindvis af stjerner udgjorde pixileringen i vor nations ny parole. De første og de fremmeste, vores ledestjerner, ikoner og idealiseringer, stimlede sammen bag det vejrende banner, og bukkede i ærbødighed for hinanden, for sammen at fylde den tomme scene ud, med den rettidige omhus ærbødige menighed.

 

Klaus Riskær Pedersen er finansmand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

odd bjertnes

Altså han arvede bare en hulens masse penge og ansatte og skibe og så købte han bare endnu flere kedelige containerpramme ....
Ikke ligefrem fluxus-arven hjemmefra, ok. Spørgsmålet er så om situationistisk risikovillighed er så stort et plusord i kapital-'kunst', som det har været.

Torben K L Jensen

Nu må det være på tide at politikerne holder op med
deres foræringer til det multinationale selskab der tilfældigvis har deres hovedkvarter i Danmark.
Omhu-guruen,som alle politikere lod sig tage som
gidsler af, i en uhørt pression om rettigheder til olien.
Danmark må stå fast på at ejerskabet til værdierne i undergrunden er statens.Presset på multinationale
selskaber for at betale deres andel gælder selfølgelig også Mærsk og ikke kun skattebegunstigelser han har fået fordi han var en
dansk statsborger med en elefantorden.Det er på
tide at Mærsk behandles på samme måde som alle
andre grådige selskaber i landet og ikke bare slipper
med at betale skaldede 55 mio. i skat.

Tom Paamand

Jeg går ud fra, at Klaus Riskær Pedersens artikler her i Information er et resultat af en domstols krav om gensidig samfundstjeneste for udførte forbrydelser. Riskær er tvunget til at skrive et eller andet, som avisen er nødsaget til at trykke, selv om mandens indespærring åbenbart går stærkt ud over aktualiteten.

Toke Andersen

Taget i betragtning hvor meget og hvor grundigt Mærsk har taget røven på lille Danmark.
Er det bemærkelsesværdigt hvor få der har brugt lejligheden, nu røvhullet endeligt er død, til at sige sandheden om denne ynkelige undskyldning for en mand.

Jeg vil bare glæde mig over at fjolset endeligt er kreperet. Sikke en forpulet nar !!
.

Toke Andersen

Der har ikke været nettogevinst for Danmark at være i seng med Mærsk - Ikke en gang tæt på.

Hvilken bistand?

Jens Thorning

Endnu engang hatten af for Klaus Riskær, og i øvrigt også for Peter Brixtofte og den sjældent omtate Bonde Nielsen. Deres eneste fejl var ukendte efternavne og mangende kontakt til højen i Ordrup nord for København, der er besat af Mærsk og hans beundrere, tilsat en utilladelig selvtillid og mangel på ydmyghed. At forsvare borgere er helt ukendt for dansk presse, så man skal aldrig lægge sig ud mod nogen i de højere kredse. PS: Det er nu ikke helt rigtigt, Ekstra Bladet fik i sin tid frifundet en sindssyg lystmorder, der p.t. afsoner livstid.

Ivan Gullev

Taber K. R. Pedersen har sin daglige gang i Sønder Omme og falder ud på natten i søvn efter forestillinger om sig selv som kongehusets mæsén, hovedstadens byggematador, pigernes Jens og handelshøjskoleelevernes frelser.

Hanne Gregersen

@Toke
Man stiger ikke ligefrem i agtelse ved at kalde de døde røvhul og forpulet nar - snarere tværtimod og man risikerer at ens renommé som infantil skrighals bliver styrket yderligere......

Udover det aner du øjensynligt ikke en kæft om,hvad Mærsk koncernen har bidraget til økonomisk med de sidste mange årtier, hvorfor man måtte anbefale, at du sætter dig ind i blot det mest basale, inden du vælter endnu mere udokumenteret sludder udover tasterne !

Man kan sagtens forholde sig kritisk til Mærsk, men et vis niveau af saglighed fordres, hvis man skal tages alvorligt.

Heinrich R. Jørgensen

Klaus Riskær Pedersen demonstrerer endnu en gang, at han er en yderst observant og skarp tænker.

Nic Pedersen

Man kunne have ønsket sig, at KRP først havde gjort sig bemærket med sine på mange måder udmærkede politiske betragtninger fremfor de måske lidt mere tvivlsomme forretninger!

Jeg mødte ham et par gange tilbage i firserne og kan ikke huske helt den samme visdom, men det gælder sgu nok også undertegnede! ;-)