Kommentar

Jeg står ikke i vejen for en københavnsk filmfond

Gad vide om Informations kulturredaktør tror, at der vokser et gyldent pengetræ i Kulturministeriets baggård, når han kritiserer mig for ikke at ville bruge fem millioner kroner på en københavnsk filmfond. Skal fonden tilgodeses, skal der skæres ned andre steder
Debat
7. maj 2012

Informations kulturredaktør, Peter Nielsen, kalder det »småligt«, at Kulturministeriet ikke vil støtte planerne om en københavnsk filmfond med fem millioner kroner fordelt over tre år. Faktisk er der flere gode grunde til, at jeg som kulturminister ikke vil skyde penge i fonden – selv om jeg i øvrigt ønsker den held og lykke.

For det første må jeg sige, at det er trættende at høre, at det jo kun drejer sig om »småpenge«, når det ene eller det andet yndlingsprojekt skal støttes. »De sølle fem millioner kroner over tre år kan man end ikke være bekendt at holde tilbage,« skriver Peter Nielsen og fortsætter: »Der er rigeligt midler til luftige kulturelle projekter«.

Man forestiller sig åbenbart et gyldent pengetræ i gården i Nybrogade, hvor man bare kan plukke midlerne til de mange (i øvrigt glimrende) projekter.

Sagen er den, at der ikke er nye penge på kulturområdet i en overskuelig fremtid. Hvis man synes, at den københavnske filmfond skal prioriteres, så skylder man at fortælle, hvad det er inden for kulturen vi skal nedprioritere?

Hvis pengene skal findes på filmbudgettet, er det så konsulenterne, der skal havefem millioner kroner mindre til danske film i løbet af de næste tre år? Er det den regionale filmpulje, der skal sørge for, at film også bliver optaget uden for København, der skal beskæres?

Hvor er det, at den københavnske kulturborgmester Pia Allerslev (V) mener, at pengene skal findes? Og hvor er det, at Peter Nielsen forestiller sig, at de »sølle« midler skal komme fra?

Ingen forskelsbehandling

Pia Allerslev forsøger at styrke sin sag ved at inddrage FilmFyn som et eksempel på en regional filmfond, der bliver støttet af staten, og som derfor er udtryk for diskrimination af København.

Hvis vi lige ser bort fra det faktum, at København allerede modtager langt broderparten af de statslige støttekroner, både på filmområdet og alle mulige andre kulturelle områder, så er historikken bag FilmFyn helt anderledes end Pia Allerslev fremstiller den.

Den fynske filmfond modtager ganske vist 4,6 millioner kroner årligt fra Kulturministeriet, men de penge er bestemt ikke udtryk for, at jeg som minister forskelsbehandler København og Fyn. Tværtimod kommer pengene til FilmFyn fra det gamle Fyns Amt. Der er således tale om lokale penge, som staten overtog den praktiske uddeling af, da amterne blev nedlagt, via en aftale mellem regeringen og KL i 2010. Midlerne er helt igennem lokale, og Kulturministeriet er kun en kassemester uden indflydelse på, hvordan og hvor pengene skal bruges – for pengene er nemlig tilknyttet kulturprojekterne i de gamle amter. Via de amtslige midler giver vi i øvrigt også tilskud til filmfonden i Aarhus, Oresund Film Commission i København og Copenhagen International Film Festival.

Så det forholder sig lige omvendt: Den statslige støtte til FilmFyn er ikke udtryk for forskelsbehandling af København. Pengene er derimod udtryk for, at man på Fyn – i modsætning til i København – godt kunne finde ud af at stable en regional filmfond på benene uden at kræve yderligere hjælp fra staten. Også i den henseende kunne FilmFyn være et forbillede for den københavnske filmfond.

Jeg synes, det er ærgerligt, hvis den københavnske filmfond skal strande her. Københavns Kommune har allerede 35 millioner – hvorfor så ikke bare begynde med dem og se, hvordan det går?

Der er ingen ydre logik i, at man skal have 40 millioner kroner til rådighed, før man kan komme i gang. Jeg har kun ros tilovers for, at kommunen vil opprioritere filmområdet, men jeg har ingen interesse i at blive gjort til deres prügelknabe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Der kunne jo også skabes nogle indtægter...

Nogen står jo i vejen!

inge Christoffersen

Det var da rart at der for engangs skyld var en politiker der ikke lader sig afpresse samt forstår at Danmark er mere end København.

Lise-Lotte Maria Sundahl

35 mill ER da også en slags penge ;-)...tænke økonomisk kreativt og skrue lidt ned for forbruget af dyrt grej har sgu aldrig skadet nogen i jylland...

Jørgen Hedegaard

TANKER OMKRING UFFE ELBÆK

Jeg syntes det er meget interessant, at følge Uffe Elbæk som Kulturminister.

Han er langt fra den første kulturminister, der ikke er københavner, men han er den første, jeg vil betegne som "århusianer". Dette til trods for, at han er født 1954 i den meget smukke by Ry. Elbæk tog studentereksamin fra Aalborg Katedralen i 1975. Skolen er den absolut bedste gymnasieskole i byen, og den med den længste og fineste tradition. Valget af skole vidner om et dannet hjem, hvor forældrene var bevidste om betydningen af uddannelse. Eller også boede Elbækkerne bare i det gode borgerlige kvarter omkring skolen, eller op i Hasseris, den dyre ende af byen, hvor alle de gamle industripenge (fx fra den enorme indtjening under anden verdenskrig, hvor bl.a. cement til Hitlers bunkersbyggeri forgyldte kapitalisterne) har hjemme.

Elbæk dugger i min optik op i Århus omkring 1977, hvor han uddanner sig til socialpædagog med afgang 1982. Her etablerer han sig hurtigt, som en kulturpersonlighed i den opblomstring byen oplever i 1980erne.
Århus befinder sig i netop denne periode, i en næsten krigslignende position, i forhold til Københavns kulturliv. Over hele fronten, men især på musikområdet, byder Århus hovedstaden kamp til stregen. Der er i perioden 1979-1990 en intens rivalisering imellem de to byer, som København dog efterhånden går sejrrigt ud af, i starten af 90erne. Fra 1990 og frem, falder Århus langsomt sammen indefra, fordi flere talenter er flyttet til Kbh., og hele økonomien, der holdt gang i taltentudviklingen i Århus forsvinder, i og med A-Kasse og Bistandsreglerne ændres. Man kan ikke længere udvikle sit kreativte talent, med denne overførselsøkonomi i ryggen. Dem der forsøger at bruge modellen i Århus i 1990erne og frem, bliver emsigt aktiveret i ligegyldige kompetenceløse projekter, af det socialdemokratiske arbejderorienterede bystyre, som uafbrudt sad på magten i byrådet og på borgmesterposten frem til 2002, hvor venstres Louise Gade kommer til, og igen må gå i 2005.
Situationen rammer Århus meget hårdere end København, fordi København har en selvstændig kunstnerøkonomi, i form af Kunstrådets og Kunstfondes mange millioner. Kunstrådet uddeler uforholdsmæssigt lidt til jyske kunstnere, mens Statens Kunstfond uddeler op imod 700% flere midler indenfor nogle områder til Københavnske kunstnere, end til kunstnerne i Århus. Man kan se værket "Danskere mod Danskere" som jeg lavede i 2006, det dokumenterer bl.a. denne groteske diskriminering af jyske kunstnere http://www.joergenhedegaard.dk/dmd

Elbæk grundlægger Kaospilotuddannelsen i 1991 i Århus, altså i starten af den periode, som bliver undergangen for byens virkelig kraftige kreative periode. Kaospiloterne er i virkeligheden et symptom på den udvikling, som økonimisk er ved at kvæle alt kreativt i byen. Jeg syntes også selve navnet "kaospiloterne", antyder en periodes undergang, og en tilstedeværelse i en kultur i opløsning.
Til at begynde med er det ikke så synligt, men der går ikke lang tid, før skolen bliver en nærmest "sidste bastion", for den dynamik byen besat i 80erne. Problemet for kaospiloterne er bare, at de ikke kan omsætte deres sikkert udemærkede uddannelse i virkelige projekter, i høj nok grad, til at en større gruppe kan leve af udkommet. Dermed bliver de ikke det vækstlag som byen så desperat mangler. Hele opblomstringen af hæmmende regler for ledige, gør det sværerer og sværerer at få økonomien til at hænge sammen for flertallet. Selvom der evt. kommer et tilskud hjem til et interessant projekt, dækker det ofte ikke udgifterne til livets ophold. Når det er brugt, afløses det igen af de problematiske overførselsindkomster.

Kaospilotuddannelsen er også en politisk torn i øjet på mange højreorienterede, fordi det kunne se ud som om, uddannelsen ikke vil indordne sig under den tiltagende højredrejning. Den tangerer derimod en holdning, hvor borgerne frit,og med borgerløn (evt. igennem tilskud, uddelt af venstreorienterede smagsdommere), kan udvikle deres egne projekter, der i nogen grad unddrager sig en politisk styring. Hele idegrundlaget bliver for meget for venstre i perioden 2002-2005, og skolen kvæles langsomt men sikkert økonomisk. Elbæk forlader skolen i 2006.

Situationen med diskrimineringen af jyske kunstnere i støttesystemet pågår fortsat, og i 2006 udtaler statens kunstfonds formand til pressen at "Det er forståeligt, at der uddeles meget lidt, eller ingen kunststøtte i jylland, da jyske kunstnere er dårligere end dem i København. Dette skyldes, at alle gode kunstnere flytter til København" (citat efter hukommenlsen). Denne udtalelse blev aldrig modsagt, og står i dag, som grundlaget for den fordeling af statslige midler vi ser på kunstområdet.
Der er noget rigtigt i udtalelsen fra formanden, da der er nogle gode kunstnere, der flytter til Kbh.. På den anden side, er det nok tvivlsomt, at alle gode kunstnere skulle flytte til Kbh. især når man tager udviklingen i huspriserne fra 2000 og frem i betragtning. Dertil kommer kunstakademierne og andre institutioner i provinsen, som i nogen grad må antages at tiltrække talent.

Omkring 2005, er Århus igen reduceret til en kulturel provins, i ordets negative forstand. Byen er præget af primitiv racistisk fodboldkultur, og de fleste frie selvejende gallerier, og andre samlingssteder for intellektuelle er lukket. Byen er sunket tilbage i kulturel resignation, og begynder som de andre store jyske byer, at satse på importkunst fra udlandet (eller til nød København), da byernes eget væsktlag er udslettet af lokalpolitikken, i følgeskab med de beskrevne ændringer i forsørgelsesgrundlaget for kunstnerne. I Århus er udviklingen væk fra egenproduktion, hen mod importkunst, repræsenteret ved åbningen af Aros i 2004.

Jeg skal ikke kunne sige, om kulturministeren er enig i mine historiske referencer, men jeg er sikker på, at "den historieløse tid" er forbi.
Vi kan igen drage nytte af historiens skarpe ørneperspektiv.

Det er igennem dette perspektiv, jeg ser den nye kulturminister.
Det er klart, at et menneske med en så stor erfaring og kompetence, grundlagt i et kulturområde langt væk fra København, vil have nogle andre holdninger til mange ting, end en minister, der enten intet ved om området, eller hele livet kun har refereret til København.

Det bliver interessant at følge, især hvis vi får lov at opleve en forståelse af forholdene, som der er i Danmark i dag, frem for en stigmatiserende og magtorienteret diskurs fra Kbh. (forstået bredt).

Mvh.
Jørgen Hedegaard
www.FlatTV.dk