Interview

’Svært at se, hvordan systemet kan være anderledes’

Morten blev arresteret for at smugle hash fra Danmark til Sverige. De følgende måneder tilbragte han i varetægt i svenske og danske fængsler. I dag har han svært ved at se, hvordan systemet kan være anderledes
Debat
19. maj 2012

Morten forsøgte i 2007 at smugle en større mængde hash til Sverige, men blev arresteret, da toldbetjente med narkohunde gennemsøgte hans togkupé.

»Da jeg blev anholdt, havde jeg ingen anelse om, hvilke problemer, jeg var havnet i. Jeg vidste intet om loven, og jeg vidste ikke, om jeg ville blive løsladt i morgen.«

De første tre dage sad han i et lokale, hvor ruden var blændet, så man ikke kunne se ud ad vinduet. Han bestemte ikke selv, hvornår lyset tændte og slukkede, og der var ikke andet end en madras og et tæppe på gulvet.

»Jeg kedede mig så uendeligt meget, at jeg sad og læste indholdsdeklarationen på et stykke snickers-slikpapir, jeg havde i lommen. Og så sad jeg og læste de ting, folk havde ridset ind i væggen,« fortæller Morten.

Hans tidsfornemmelse forsvandt hurtigt, for hans ur og mobil var taget fra ham. Der var intet at lave, og han måtte ikke ringe til nogen eller snakke med nogen.

»Jeg endte med at forsøge at komme til at snakke helt vildt meget med ham, der kom med maden, selv om han ikke var specielt cool.«

Ifølge Morten var det værste ved varetægtsfængslingen, at han aldrig vidste, hvornår han skulle i retten. Tidspunktet blev hele tiden ændret.

»Så var det i morgen, så er det på onsdag klokken 12. Men om onsdagen var det pludselig ændret igen. Det var ret spøjst, for det burde vel ikke være så svært at planlægge. Jeg spekulerer på, om de kørte en salgs mind game.«

Dansk forudsigelighed

Følelsen af usikkerhed var værre i Sverige end i Danmark, husker Morten. I Danmark havde han indtryk af, at der rent faktisk skete det, han var blevet varskoet om.

I Sverige fik han derimod aldrig præcise svar.»Lige pludselig røg jeg til Danmark. Her sad jeg hele dagen i en lille celle med et toilet i hjørnet og et tv. Man spiste på pinden (i cellen, red.). Nogle dage kunne man træne en time, eller få lov at gå i bad eller komme på en times gårdtur. Men kun en af delene. Der var ikke en dag, hvor du kunne alle tre ting. Det var enten eller.«

– Hvordan påvirkede det dig at sidde varetægtsfængslet?

»Jeg kunne mærke en følelse af total ensomhed. Man bliver virkelig hjælpeløs, når andre bestemmer, hvornår man må spise, og hvornår man må gå i bad – jeg følte mig meget, meget lidt mandig.«

Samtidig havde Morten hele tiden i baghovedet, at mange af de andre varetægtsfængslede skulle igennem noget, der var meget, meget værre. Derfor havde han også dårlig samvittighed over at brokke sig over min situation.

»Der er jo nogen, der virkelig sidder varetægtsfængslet meget længe, og som måske ikke engang har gjort noget. Det må være supergrufuldt. Men det var jo på ingen måde sådan, min situation var. Men jeg var bange og ensom.«

Får lyst til at tale med nogen

Morten kan sagtens forstå, hvis nogen folk bliver møre af en varetægtsfængsling.

»Hvis man f.eks. er uskyldig anklaget for en forbrydelse, hvor beviserne er ord mod ord, så tror jeg varetægtsfængslingen har betydning for, om folk vil tilstå. Jeg tror da også, at politiet bruger varetægtsfængslingen til at påvirke folk. Nogle forbrydere er svære at tale med, når de lige er blevet anholdt og sidder helt adrenalinpumpede. Så kan det være svært at få en ordentlig dialog. Og jeg er da sikker på, at politiet tænker, at man er lidt mere villig til at snakke, efter man har siddet i et par dage og kigget ind i en væg,« siger han og tilføjer: »Der er jo ikke ligefrem lagt op til, at man skal sidde og være ligeværdige. Man skal helt sikkert føle sig underlegen overfor politiet. Det kan man mene er moralsk nedtur, men i forhold til at politiets skal opklare en forbrydelse, giver det selvfølgelig meget god mening.«

Morten har løbende oplevet, at politiet taler ned til de varetægtsfængslede.

»Der er ingen fornemmelse af gensidig respekt mellem fanger og betjente, men det skal der jo heller ikke være. Det ville være et problem, hvis det var lærere og elever, men nu er det jo nu engang forbrydere og politiet, vi har med at gøre. Det er vigtigere, at politiet opklarer en forbrydelse, end at forbryderen sidder og er ked af det over det. Jeg er nok alt for forstående – det her bliver vist en helt vildt dårlig artikel i Information.«

Skal ikke være behageligt

– Er der ting, man kunne gøre bedre ved den måde, man varetægtsfængsler på?

»Det er svært at sige. Jeg ved ikke, hvad man kan gøre anderledes. Jeg kunne foreslå en masse ting, der gør det mere behageligt for den indsatte, men det handler jo om at standse kriminalitet,« siger Morten, der godt forstå, hvorfor celler ikke er behagelige.

»Det er ærgerligt, der ikke er et vindue i cellen, men det er måske, fordi den kriminelle sommetider vil signalere ud ad vinduet. Jeg følte mig ikke specielt uretfærdigt behandlet, bortset fra at jeg principielt ikke mener, at det er en forbrydelse at smugle hash, som jeg mener bør være lovligt. Men jeg havde erkendt, at det var min taske med hash i, så der var ligesom ikke så meget at rafle om.«

Når det drejer sig om varetægtsfængsling af mennesker, der viser sig at være uskyldige, er situationen mere nuanceret, mener Morten:

»Det må være afskyeligt at sidde varetægtsfængslet sigtet for en forbrydelse, man ikke har begået. Det er noget rigtig lort. Omvendt må man også have forståelse for, at myndighederne er nødt til at holde på en, hvis de tror, man har begået et mord. Det er ikke min holdning, at systemet er så uretfærdigt. Jeg fik ikke tæsk af vagterne. Jeg synes, det var fjollet, at jeg skulle lægges i håndjern hele tiden, når jeg nu selv vidste, at jeg ikke ville prøve på noget. Men de kan jo ikke vide, hvem der er utilregnelig stjernepsykopat.«

Mortens fulde navn er redaktionen bekendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her