I nogle få øjeblikke på Oslo Freedom Forum var det muligt at tro, at Piotr Versjilov er verdens sejeste frihedshelt. Åndeløs og med daggamle skægstubbe ankom den unge performancekunstner til Oslo direkte fra gadeprotester i Moskva. Med den revolutionæres glød af begejstring redegjorde han for sine personlige og politiske grunde til at gå i clinch med Putins kleptokrati.
Han havde været heldig nok til at overtale et medlem af Pussy Riot til at gifte sig med ham. Det meget feterede feministkollektiv var blevet indigneret over patriarken Kirills beredvillighed til at videreføre Den Russiske Ortodokse Kirkes underdanighed over for den hver tid siddende autokrat i Kreml.
Kirill havde således erklæret Putins lederskab for »et Guds mirakel« og for god ordens skyld tilføjet, at regimets modstandere var en degenereret minoritet, der led under en pervers forgabelse i vestlig kultur.
Pussy Riot svarede igen med en ’punkbøn’ i Moskvas Frelser-katedral. Protesten var ikke den hån af ’sarte religiøse følelser’, sådan som den ser ud til på internettet, forklarede Versjilov. Kvinderne dansede i elefanthuer og selvlysende tights i omkring et minut, før sikkerhedsvagterne bad dem om at gå. Det skrigende soundtrack: »Hellige Guds Moder, Velsignede Jomfru, jag Putin ud« var først senere blevet tilføjet det klip, de lagde ud på internettet.
På grund af dette improviserede stunt fængslede sikkerhedstjenesten FSB Piotr Versjilovs gravide kone og truede hende med en fængselsstraf på syv år. Men de vil ikke vinde, sagde Versjilov med ukuelig selvtillid. Lige så snart konferencen var ovre, ville han vende tilbage til Rusland for at deltage i den kommende revolution, som ville føre til frihed for hans kone og ufødte barn.
Naive drømme
Oslo Freedom Forum er et Davos for revolutionære. Aktivister, som har væltet diktaturer over ende, mødes med andre aktivister, som ønsker at gøre det samme. Og selv om de havde brug for oversættere, talte de på en måde samme sprog.
De er enige om potentialet i de nye teknologier. Den egyptiske feminist Mona Eltahawy fortalte, hvordan det var lykkedes hende at twitte efter hjælp fra sine 133.000 followers i en situation, hvor egyptisk sikkerhedspoliti udsatte hende for tæv og sexchikane. Og hjælpen kom. Internettets potentiale for massemobilisering i en skala, som ville have været utænkelig for blot få år siden, var noget, alle tog for givet.
Der var også enighed om, at ikke-voldelig civil ulydighed er den bedste taktik. Konferencens deltagere havde et fælles program – sekulært demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder. Og de var enige om at søge støtte i Vesten.
Ikke nødvendigvis hos vestlige regeringer, men blandt vestlige menneskerettighedsbevægelser, George Soros, ngo’er og blandt journalister og akademikere med intakt retfærdighedssans.
Aktivisternes forbrødring fremkaldte en berusende følelse af, at en ny verden ikke blot er mulig, men uundgåelig.
Thor Halvorssen, stifter af Oslo Freedom Forum, fremstod som et levende eksempel på det bedste, Vesten kan tilbyde. Men Halvorssen er ikke til fals for euforisk optimisme.
Han henviste til statistik fra tænketanken Freedom House, der overvåger den globale menneskeretssituation. I 2000 definerede FH 86 af verdens 192 lande som ’frie’, 58 som ’delvis frie’ – det vil sige autoritære stater med nogle frihedsgrader, men restriktioner for demokratisk deltagelse, og 48 som regulært ’ufrie’ diktaturer. I 2010 var 87 ud af 195 lande frie, 60 delvis frie og 47 ufrie.
Despoter bruger også nettet
De teknologiske og økonomiske forandringer styrker autokraternes dominans. Denne verdens eneherskere har også lært af Det Arabiske Forår. De udnytter det dystre potentiale i de nye teknologier for at sikre, at internetkyndige aktivister aldrig tager dem på sengen igen.
Og vestlige teknologiselskaber føjer ivrigt diktatorerne. For nylig afslørede en dokumentarudsendelse på svensk tv, dobbeltmoralen hos den nordiske telegigant TeliaSonera, som fører sig frem som forpligtet på demokratiske værdier og respekt for privatlivet, alt imens man giver sikkerhedstjenesterne i Aserbajdsjan, Hviderusland og Usbekistan uhindret adgang til data fra deres mobilnetværk.
Franak Viacorka, en ung hviderussisk oppositionsaktivist, fortalte mig, hvordan Lukasjenko-regimet udnytter sin nye magt til desorientere og demoralisere. Efter at være gået under jorden i Minsk i 10 dage, begik han den fejl at tænde for sin mobil. Da det hemmelige politi havde sporet hans signal og slæbt ham af sted til afhøring, viste forhørslederen ham kopier af alle hans sms’er til sine forældre, venner og politiske kampfæller. De opsnappede beskeder fyldte 20 A4-ark.
Job frem for frihed
Det traditionelle svar fra menneskeretsaktivister har været at presse Vesten til at opføre sig med i det mindste et minimum af anstændighed. Jeg er bange for, at deres argumenter taber styrke i en krisetid.
Vi gennemlever en krise i de vestlige økonomier så vidtrækkende som 1930’ernes. De britiske og amerikanske banksystemer er kollapset. Eurozonen er blevet en maskine, der nedbryder velstand, og Europas politikere kan ikke finde ud af at slukke for den. De, som ønsker, at vores regeringer skal prioritere menneskerettigheder over jobskabelse eller bruge penge og blod på humanitære interventioner, går værre tider i møde.
Den økonomiske krise er også en krise for den politiske legitimitet. Det er måske en vulgær betragtning, men sidst i det 20. århundrede ønskede mange at opnå frihed, fordi de ville være rige.
Vestens krak medfører nu tab af vestlig anseelse. Respekten for de demokratiske EU-lande er på retur, mens beundringen for det autoritære Kina stiger.
Lektionen efter 2008 synes at være, at undertrykkelse virker. Den skaffer penge i kassen. Det er godt for erhvervslivet. Hvorfor skulle diktaturer finde sig i menneskeretsbelæringer fra lande, der er på vej ned ad bakke?
Nick Cohen skriver klummen ’Uden fordomme’ hver søndag i The Observer© The Observer og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
For de fattige og sultne er de grundlæggende mennskerettigheder det som tæller.
Åndseliten hygger sig med rundkredspædagogik.
Nick Cohen burde overveje hvorfor de fattige i hans land kan kritisere alt muligt men er uden magt til at sætte ændringer igennem.
En løsning kunne jo være, at bruge teknologier som ikke kan overvåges - eller som i hvert fald er dyrere pr person man vil overvåge.
det er vel også læren for de demokratiske regimer?
For autoritære regimer var læren af Det Arabiske Forår, at den bedste måde at kappe de første spæde spirer til en revolution er at udnytte de nye teknologier.
Desværre er der flere og flere, så kaldte demokratier der benytter sig af samme metoder, det er Sass sagen jo et godt bevis på.
Teknologi er ikke altid på frihedens side!
Vi ser det jo gang på gang, at en terror risiko gives som undskyldning for mere politistat mere overvågning, flere beføjelser til efterretningsvæsnet.
Sass sagen igen. (Frank Grevil) sagen, efterretnings officeren, der fortalte at man havde viden om, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak, manden som blev tværet ud for at sige sandheden, hvorefter Danmark gik i krig udenom et FN mandat. Alle disse ting gør, at teknologien ikke er på hverken demokratiets side eller på frihedens side længere.
Syltekrukke demokrati.
Teknologi er ikke altid på frihedens side 2.
Der findes et fænomen i øjeblikket der med stor sandsynlighed er kommet i kølvandet på det faktum at peber sprayen er blevet forbudt, en lang række af mennesker oplever, at de får kraftige bivirkninger ved indånding af f.eks. parfumeduft, politiet er opmærksomme på problemet, men foretager sig intet.
Folk får symptomer som forhøjet puls, forhøjet blodtryk, at de bliver meget let irritable, at der får kraftigere lugtesans, at de får kraftig rødmen og en lang række af andre symptomer. Man har oprettet et Institut under miljøministeriet der arbejder med parfume og kemikalie allergi, de har eksisteret siden 2006, men har ingen forsøgspersoner tilknyttet.
Man kunne så spørge om hvordan i alverden de så kan fremkomme med resultater. Indtil videre kræver man af folk der har disse symptomer, at de skal føre omvendt bevisbyrde, det betyder at de selv skal kunne bevise at der er tale om overgreb hvis de får kraftige symptomer fra en parfume f.eks. der er tilført et eller andet der giver kraftige bivirkninger på dem der indånder den.
Det betyder så igen, at hvis man ikke har 15 – 20.000 kroner til en laboratorium undersøgelse, hvad folk på overførselsindkomst jo typisk ikke har, så betyder det, at det ikke kan undersøges uden en henvisning til en undersøgelse, som ingen indtil videre ved hvem, der kan udføre, det er beskeden der gives.
At et Institut under miljøministeriet der skulle undersøge årsager til parfume og kemikalie allergier, siden 2006 ingen resultater har produceret efterlader spørgsmålet, er man egentlig interesseret i at komme til bunds i problemet, eller er det en syltekrukke, som så mange andre, vi har set utallige eksempler på de seneste 10 år.
Steen Ingvard Nielsen siger:
Syltekrukke demokrati.
Teknologi er ikke altid på frihedens side 2.
Der findes et fænomen i øjeblikket der med stor sandsynlighed er kommet i kølvandet på det faktum at peber sprayen er blevet forbudt, en lang række af mennesker oplever, at de får kraftige bivirkninger ved indånding af f.eks. parfumeduft, politiet er opmærksomme på problemet, men foretager sig intet.
Folk får symptomer som forhøjet puls, forhøjet blodtryk, at de bliver meget let irritable, at der får kraftigere lugtesans, at de får kraftig rødmen og en lang række af andre symptomer. Man har oprettet et Institut under miljøministeriet der arbejder med parfume og kemikalie allergi, de har eksisteret siden 2006, men har ingen forsøgspersoner tilknyttet.
Man kunne så spørge om hvordan i alverden de så kan fremkomme med resultater. Indtil videre kræver man af folk der har disse symptomer, at de skal føre omvendt bevisbyrde, det betyder at de selv skal kunne bevise at der er tale om overgreb hvis de får kraftige symptomer fra en parfume f.eks. der er tilført et eller andet der giver kraftige bivirkninger på dem der indånder den.
Det betyder så igen, at hvis man ikke har 15 – 20.000 kroner til en laboratorium undersøgelse, hvad folk på overførselsindkomst jo typisk ikke har, så betyder det, at det ikke kan undersøges uden en henvisning til en undersøgelse, som ingen indtil videre ved hvem, der kan udføre, det er beskeden der gives.
At et Institut under miljøministeriet der skulle undersøge årsager til parfume og kemikalie allergier, siden 2006 ingen resultater har produceret efterlader spørgsmålet, er man egentlig interesseret i at komme til bunds i problemet, eller er det en syltekrukke, som vi har set utallige eksempler på de seneste 10 år
Det er vist ikke kun 'De Arabiske Regimer' der udnytter moderne teknologi til at fremme deres agenda, prøv lige og check hvad der sker når man skriver denne URL i sin browsers adressefelt :
www.itanimulli.com
!!!!