Interview

’Alle tror, staten vil os godt’

Staten kontrollerer os mere og mere, og grænsen er snart nået. Men ifølge velfærdsforsker generer det hverken befolkningen eller politikerne
Debat
7. maj 2012

Den store historie i velfærdsstatsforskningen er, at staten frigør folk fra deres position på markedet. Bliver man ledig, får man dagpenge, bliver man syg, får sygedagpenge, og når man bliver gammel, venter folkepensionen. Det kalder velfærdsstatsforsker ved Aarhus Universitet Christian Albrekt Larsen en ’afmarkedliggørelse’ af mennesket.

»I en kapitalistisk økonomi er mennesket blevet til en arbejdskraft, men velfærdsstaten kan gøre det mindre afhængigt af, hvad det kan præstere på markedet. Selv om man som individ ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet, har man en frihed i, at staten hjælper en. Derfor er man kun i nogen grad en slave af markedet,« siger han.

Til historien hører, at velfærdsstaten også har en frigørende rolle i forhold til familierelationer. Den betyder, at man er fri for at at skulle passe sine forældre, når de bliver gamle, og at det står en frit for at forlade et ægteskab, som ikke fungerer.

»Den støtter op om mennesket som et frigjort individ, både frigjort fra markedet og frigjort fra familien. Så i nogen grad kan man sige, at velfærdsstaten i sin grundsubstans er et ret liberalt projekt.«

Ifølge Christian Albrekt Larsen ligger der i velfærdsforskningen den optimistiske idé, at mere stat ikke betyder mindre personlig frihed, tværtimod. Jo mere velfærdsstat, man bygger op i form af ydelser og offentlig serviceproduktion, des mere individuel frihed og individualisering får man.

Rettigheder bliver pligter

Man har imidlertid erfaret, at der med rettigheder følger en masse pligter. I den forbindelse er det nærliggende at spørge, hvor grænsen for statens indflydelse går.

»Sammenligner man med andre lande, er det tydeligt, at der i dansk kontekst næsten ikke er grænser for, hvad vi synes, staten skal tage sig af,« siger han og peger blandt andet på rygeloven og det faktum, at børn undervises i, hvad de skal spise.

»Det er oplagt at spekulere over, hvorfor næsten ingen råber op. Hvorfor er der så få, der tør sige, at staten er gået for langt? Jeg tror, det har noget at gøre med vores danske syn på staten,« siger han og peger på, at vi i Danmark har meget få historier om, at staten har gjort noget skidt. Vi har svært ved at fremkalde billeder af ’den onde stat’. Tværtimod tænker de fleste i de nordiske lande på staten som noget succesfuldt.

Tillid til staten

Det kan også ses på målinger af befolkningens tillid til de statslige institutioner. I de nordiske lande og særligt Danmark ligger den i top.

»Der er en grundforståelse af, at staten har gjort godt, og derfor er det ikke så slemt, at den blander sig. Når man bedriver forskning, kan man se, at vi ikke har det store problem med, at folk bliver overvåget. Vi tænker, at staten vil os det godt, og at den er i det godes tjeneste. Derfor synes de fleste, at staten er i sin gode ret, når det handler om at afsløre snyd og socialt bedrageri. De færreste oplever den som formynderisk.«

– Er det så i stedet modtagerne af offentlige ydelser, vi finder suspekte, og ikke statens forsøg på at kigge dem i kortene?

»Der er i hvert fald sket et skred i vores forståelse af overførselsindkomster og i vores forståelse af velfærdsstatens ydelser som rettigheder. Man hører folk spørge: ’Er det nu også effektivt?’, ’misbruger de det?’ og så videre. Så det er tydeligt, at vores opfattelse af, hvornår borgerne har en rettighed over for systemet har ændret sig.«

– Hvorfor accepterer vi kontrollen?

»Det er både folkeligt og politisk populært at sanktionere snyd med velfærdsstatens ydelser. Hos dem, der gerne vil bevare velfærdsstaten, er det i den langsigtede interesse at sanktionere snyd. Man kan kalde det en socialdemokratisk defensiv. Der er formentlig vælgertække i det, og så er der en folkelig forståelse af, at det er i alles langsigtede interesse.«

Venstrefløjen elsker sin stat

– Kan det skabe demokratiske problemer eller ufrihed på længere sigt?

»Jeg tror sådan set, at det til en vis grad altid har været sådan. Men der er brug for en form for bagstopper, som kan sige, at der altså er nogle rettigheder og et privatlivs fred. Og som viser, at der er en grænse for, hvor langt staten kan gå, særligt når det drejer sig om kontrol.«

»Hvor langt kan man f.eks. gå uden en dommerkendelse? Dét er en interessant grænse, og den er vigtig at opretholde.«

Christian Albrekt Larsen tror dog næppe, at det bliver befolkningen, den store opinion, der skal sætte grænsen. For i den folkelige opinion er det fuldt legitimt at jagte folk, der snyder på den velfærdsstat, vi har så kær. Derfor bliver det snarere dommere eller andre med retspolitisk interesse, som må trække grænsen og sige stop.

– Hvor meget kan skruen strammes?

»Det er svært at stramme den meget mere. I dag jagter vi sociale syndere, vi overvåger og samkører registre, så det er svært at forestille sig, at man kan gå meget videre. Men faktisk er det svært at sige, hvor langt den historiske grænse er rykket, og nogle gange kan man let komme til at se spøgelser. Var det f.eks. ikke mere intimiderende, da staten i 1950’erne sagde, at vi for eksempel skulle gøre gymnastik? Måske er skredet slet ikke så stort.«

– Heller ikke det retoriske skred på venstrefløjen?

»Venstrefløjen er blevet mere tam på det punkt. Det store revolutionære projekt, hvor staten var noget skidt, man måtte tage et opgør med, er vel stort set forsvundet, og venstrefløjen er langsomt kommet til at elske sin stat. Det må man give Liberal Alliance.»

»På venstrefløjen kan man formentlig se et skift fra en forståelse af staten som en borgerlig kapitalistisk institution, som undertrykte, til en forståelse, at det er gennem staten, man kæmper for et bedre samfund. Skiftet er sket, men det er svært at sige, hvornår det er sket.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her