Klumme

En undskyldning jeg ikke havde behov for

I fredags fik jeg en undskyldning, jeg ikke følte behov for. Faktisk var det først, da jeg fik den, at jeg blev fornærmet. Men måske er de undskyldende undskyldt
Debat
24. maj 2012

Hvem skal man som hvid mand fra den kulturelle overklasse sige undskyld til, når man har trådt så godt som alle over tæerne? Det var nærmest kun kvinderne, der gik fri i Filminstituttets omdiskuterede afslag af filmen MGP-Missionen og den ’uheldige formulering’: »Dertil kommer, at film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen. For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multietnisk/kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag«. Men så var det uheldigvis sådan, at direktøren og områdedirektøren måtte undskylde diskrimination af de brune og fordomsfuldhed over for provinsen fra Cannes, hvor diskussionen om ’Mandefestivalen’ kørte på fuld tryk.

Her gik man ellers og følte sig så tolerant og progressiv, og så ser folk på én, som om man var magtfuld og konservativ.

Den uheldige formulering afslørede, at man på Filminstituttet også lider af det besvær, som den kulturelle overklasse har ved at stå ved deres egen magtposition. Det er de andre, der er fordomsfulde og uoplyste. Det er dem, der ikke vil se film om indvandrere. Men selv hvis det forholder sig sådan, er det jo netop filminstituttet, der har magten og forpligtelsen til at være ligeglade med og måske endda udfordre den logik.

Men det instituttet fokuserer kræfterne på, i en tid hvor de beundringsværdigt lægger sig fladt ned, er ikke primært at beklage over for de etniske minoriteter. Nej, det er at tage afstand til afslagets beskrivelse af provinsens biografgængere. Formuleringen er »først og fremmest kedelig fordi den er temmelig fordomsfuld over for folk i provinsen. Og det beklager vi,« sagde områderedaktør Claus Ladegaard til DR. Virkelig? Først og fremmest?

Undertegnede, der ellers er en håbløs provinsromantiker, som ser sin hjemstavn i Vestjylland i et næsten mytologisk skær, blev ikke fornærmet. Generelt har de fornærmede jyder været forsvindende få. De undskyldende københavnere har været flest.

Når selv de, der normalt spidser øren og finder høtyvene og faklerne frem, når nogen kritiserer Udkantsdanmark, ikke følte sig ’først og fremmest’ truffet – hvad skyldes det så?

Det kunne for eksempel være, at der er proportionsforskel på fordomsfuldhed og diskrimination. Det første er bare lidt latterligt og siger mere om afsenderen end om den gruppe, der omtales fordomsfuldt. Det andet er alvorligt. Ulovligt endda. Diskrimination er institutionaliseret fordomsfuldhed. Diskrimination er det, der sker, når man er holdt op med at undskylde for sine fordomme. Diskrimination er sådan noget, man er nødt til at lovgive imod, fordi det er så indgroet en mekanisme i majoriteten af et samfund, at selv de, der opfatter sig selv som tolerante og progressive, diskriminerer.

Men måske man kan undskylde, at der udbrød politisk korrekt totalforvirring på Det Danske Filminstitut, med at ’provinsen’ er en ny type social markør i Danmark. Vi associerer provinsen med Udkantsdanmark. Udkantsdanmark er den nye underklasse.

Og her er vi tilbage ved den kulturelle overklasses vægren sig ved at erkende sin plads i hierarkiet. I sin selvforståelsen er man altid på de udsattes, på underklassens side, men i praksis træffer man beslutninger, der diskriminerer én lavere klasse begrundet med forestillingen om en anden lavere klasses snæversyn.

Det er en ny udfordring for de privilegerede at forholde sig til Udkantsdanmark, og det kunne være en del af forklaringen på den overkompenserende undskyldning.

Det er indiskutabelt et påtrængende og stadig stigende problem, at både økonomisk og uddannelsesmæssig ulighed i Danmark efterhånden kan aflæses ved hjælp af adresser. Men selv derude hvor man lever med konsekvenserne af det, tror jeg godt, at man kan se, at den største forbrydelse i denne sammenhæng ikke er, at nogen kalder en for indskrænket. Men at det er langt mere alvorligt, at folk bliver diskrimineret på grund af deres hudfarve. Alternativt bekymrer man sig muligvis mere om lukningen af skoler og arbejdspladser og om usælgelige boliger end om, hvordan man går og tænker i København.

 

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kaspar Olsen

Småborgerligheden og dens kassetænkning bremser ethvert initiativ.
Som for hvad angår filmverdenen skulle man tro; at der lå en tavs og ukendt aftale om at Danmarks filmskabere ikke må brilliere i forhold til den store hjernevaskende filmluder “Babylon” som holder til i Hollywood.
Måske derfor at vi altid skal se danske små “men store film” om en person og hans mareridt med forskellige aspekter i Livet.
Det der gjorde f.eks “Festen” interessant var valget af grøn eller rød tale - hævnmotivet og den dokumentariske filmning.
Men ret beset en bitte lille historie.

Du kan tage dit bedste manuskript og gå hen til den “største filminstruktør” i Danmark og sige; Engelsk tale - flot filmning og stort emne med 10 helt teoretiske Oskarstatuetter på bordet.
Når de så finder ud af at filmplottet f. eks stiller spørgsmål til udøvelsen af MAGT på jorden.
Så skal de ikke høre mere !
Her skal ikke ændres noget !

Men godt at der alligevel igennem årene er skabt et par gode modige danske film der burde ses af alle mennesker. - Selvfølgelig minus amerikanerne der som bekendt "formenes ikke at kunne læse undertekster" og derfor ikke kan / må se udenlandske film .
Senest TV-serien “Forbrydelsen” som blev genindspillet til ukendelighed af “Babylon”.

Globalt set - Udkants-Danmark ?