Forestil dig, at politiet en dag river dig ud af din hverdag, og placerer dig i en celle på otte kvadratmeter. Du må ikke tale med kæresten, børnene, familien eller vennerne. Døren er låst og vinduet afskærmet. Her sidder du så. Alene. En dag, en uge eller et år. Du er magtesløs. Du bestemmer ikke længere over dit liv.
Det er den barske hverdag for de knap 6.700 danskere, der blev varetægtsfængslet i 2010 (tal for 2011 er ikke tilgængelige endnu, red.).
Både antallet af varetægtsfængslinger og længden af dem er steget markant de seneste 10 år. De varetægtsfængslede venter på, at deres sag bliver efterforsket og på, at de bliver stillet for en dommer. Og de kan vente meget længe. Der findes eksempler på, at mistænkte sidder varetægtsfængslet i to et halvt år.
En af de varetægtsfængslede er Lars. Han sidder varetægtsfængslet på andet år. Der er klinisk stille og klaustrofobisk på hans værelse/celle. Her er kun lige plads til en seng, et skrivebord, en stol og et fjernsyn. På opslagstavlen over skrivebordet hænger billeder af hans familie. Men flest af hans to børn, en pige på seks år og en dreng på tre år. Farverne på billederne liver op i det ellers triste rum med de hvide vægge, det tunge sorte gardin og grå vinylgulv. Lys er der heller ikke meget af.
Usikkerheden er det værste
»I et stykke tid manglede den matterede glasplade, der plejede at sidde foran vinduet. Det var skønt. Jeg tilbragte flere timer med at kigge ud ad vinduet. Nu har de sat den op igen, så jeg ikke kan se ud,« fortæller Lars.
Før Lars blev fængslet havde han et job som sælger, to børn, en kone, forældre, søskende og venner. Som varetægtsfængslet har han ingenting. Ingen af de rettigheder eller friheder, som han tog for givet før. Lars ser sin kone og børn to gange om ugen i halvanden time i et af de små besøgsrum, som også kun er ca. otte kvadratmeter. Kun to gange om ugen får han lov til at bruge en telefon.
I over et år har Lars ventet på at få at vide, om han bliver frifundet eller dømt. Han ventede otte måneder på, at hans sag kom for byretten. Nu er den anket til landsretten, og de har først tid i maj.
»Min datter skal begynde i skole til august. Det vil jeg helst ikke gå glip af. Usikkerheden er det værste. Jeg aner ikke, hvad der skal ske med mit liv. Jeg har mistet meget tid allerede med mine børn,« siger Lars.
Hårdere end at være dømt
Uanset om Lars bliver dømt eller frifundet, har han allerede afsonet en hård straf. Hvis han bliver frifundet, kan vi slet ikke diskutere uretfærdigheden i en sådan behandling. Men er behandlingen i orden, hvis han bliver dømt? Ja, i så fald berettiget, men hvad berettiger os til at straffe Lars, før han er dømt? Og oven i købet med en hårdere straf, end hvis han blev dømt, fordi Lars som varetægtsfængslet stort set ingen rettigheder har, hvilket han ville have som afsoner.
Og hvad berettiger os til at holde mennesker hen i uvished, sætte deres liv på pause og fratage deres børn, ægtefælle, venner og familie muligheden for at besøge dem i så lang en periode, når vi ikke engang ved, om de er skyldige i noget kriminelt?
Det er jo ikke kun Lars, den her behandling går udover, det er i høj grad også hans familie og børn.
Hvordan skal Lars’ to børn på seks og tre år forstå, at deres far pludselig ikke er en del af deres hverdag længere? Hvorfor skal børnene straffes, fordi deres far muligvis har gjort noget kriminelt? Det er jo ikke engang sikkert, at han faktisk har.
Isoleret
De mange og lange varetægtsfængslinger har været til debat i flere år. Ifølge Institut for Menneskerettigheder kan varetægtsfængslinger have mange af de samme konsekvenser som isolationsfængslinger, hvor der mangler meningsfuld social kontakt.
Den isolationsfængslede tilbringer 22-23 timer om dagen isoleret fra omverdenen, og det kan give langvarige psykiske skader. I nogle tilfælde allerede efter en uge. Skaderne kan være vægttab, koncentrationsbesvær, hovedpine, søvnbesvær, mareridt, angst og depression.
Behandlingen af de varetægtsfængslede står i skarp kontrast til mennesker, der afsoner en dom. De kan i højere grad have omgang med andre fanger, de har ret til flere besøg og pligt til at arbejde.
Spørgsmålet er derfor, hvorfor vi har et strengere regime for varetægtsfængslede, der principielt stadig er uskyldige, end for afsonere der er dømt?
De varetægtsfængsledes forhold bryder med det såkaldte normaliseringsprincip, som ellers nyder stor opbakning i Danmark.
Det betyder, at tiden i fængslet skal minde så meget som muligt om et normalt liv, men man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om normaliseringsprincippet efterleves ordentligt, når det gælder de varetægtsfængslede. En lovændring i 2008 skulle sikre, at de varetægtsfængslede kun i sjældne tilfælde sidder fængslet længere end seks måneder, men den lov har ikke haft nogen effekt.
Stigende tendens
Flere forsvarsadvokater med Bjørn Elmquist i spidsen peger på, at det er for let for anklagere at få dommerne til at forlænge varetægtsfængslingen. Der stilles ikke strenge nok krav til tidsrammen for efterforskningen, og for hvornår sagen skal behandles i retten.
Måske skulle man kigge mod Skotland. Her må der maksimalt gå 26 dage fra fængslingen til anklageskriftet forligger og sagen er berammet.
Ifølge Danmarks Statistik går udviklingen i den stik modsatte retning af hensigten med lovændringen i 2008. Og imens debatten raser, efterforskningen af sager trækker ud, og ventetiden hos domstolene bliver længere, sidder mennesker bogstavelig talt låst fast i systemet og venter på en afklaring på resten af deres liv.
Forestil dig, at det var dig, der havde siddet i over et år i et værelse på otte kvadratmeter uden den daglige kontakt til dine børn, din ægtefælle, din familie og dine venner. Uden mobiltelefon, internet, restauranter, biografer, dit arbejde og i det hele taget din normale dagligdag. Du sidder bare og venter på, at du enten bliver frifundet eller dømt. Men du aner ikke, hvad der skal ske med dit liv. Du har mistet kontrollen fuldstændig.
Nu er der andre, der bestemmer over dit liv, og du kan intet gøre for at ændre det. Måske er du skyldig. Måske ikke.
Og når vi nu har skabt et retssamfund, hvor man ikke er skyldig, før man er dømt, skal man vel ikke straffes, før man er dømt?
Rikke Brook er cand.merc. i kommunikation, forfatter og klummeskribent. Hun er forfatter til bogen ’OM OS – baseret på en sand historie’, som er baseret på egne oplevelser med sin eksmands uberettigede varetægtsfængsling.
Lars er ikke den varetægtsfængsledes rigtige navn, da han ønsker at være anonym.
Nogle af de første tiltag hen imod afskaffelse af retssamfundet. Og varetægtsfængsling ar altså et godt smuthul.
Er det ikke desuden ofte sådan at folk sidder varetægts-fængslet i så lang tid at de bliver løsladt, når de får deres dom? Hvis de da får en?
Og er det ikke kun hvis man er varetægts-fængslet i isolation? at man ikke må modtage besøg eller breve?
---
Noget mere principielt er dette:
Der synes i dansk retspraksis at have indsneget sig en arv fra enevælden, at vi sætter folk i fængsel,m indtil de er villige til at erklære sig skyldige. Dermed er varetægts-fængsling i mere end tre, eller aller højst 6 måneder, faktisk lig med den tortur, som DK ellers officielt som stat tager afstand fra...
Et andet mere principielt synspunkt er dette her:
De dommere, som sidder og tager stilling til varetægs-fængslinger i byretten mv. er ikke dommer, det er dommer-fuldmægtige, unge jurister, som en dag måske håber og har ambitioner om at gøre karriere i enten justits-ministeriet eller i politiet. I Danmark kan man nemlig begynde en karriere indenfor juraen og blive f.eks. politmoster på politigården i København. Og hvorfor skulle de her unge dommer-fuldmægtige være interesserede i at gøre noget, der kunne skade deres ambitioner...
I andre lande end i DK f.eks. i USA mv. har man føderale mv. appel-domstole. I Danmark har vi Vestre og Østre Landsret, som behandler de her sager...
Og anker - som de nogle gange bruger måske 15-30 minutter på - midt under en anden sag. Dette er ikke en rets-stat værdigt. Og burde laves om...
Jeg gik uskyldigt ned ad vesterbrogade en fredelig dag. Så blev jeg vilkårligt pågrebet ud i den blå luft (i lighed med en snes andre tilfældige uskyldige borgere) af politiet og isoleret i 12 dage. Det der fik politiet til at arrestere et stort antal uskyldige fortovstrafikanter, var angiveligt begivenheder, der var foregået et andet sted på et helt andet tidspunkt, som sandsynligvis ingen af de anholdte kunne kende noget til.
Jeg blev forhindret i at holde mine aftaler eller bare ringe afbud. Ingen vidste hvor jeg var. Folk frygtede det værste.
Politiet frafaldt selvfølgelig enhver sigtelse bagefter. Erstatningen var på latterlige 10.000kr som iøvrigt modregnes i overførelsesindkomster, da man jo ikke har været til rådighed for arbejdsmarkedet under varetægtsfængslingen.
Har man job, kan det nemt ende med fyring, hvis man skulle være så uheldig som uskyldig at blive bortført af politiet og isoleret på tyndt grundlag.
Der kunne, i den pågældende sag, kun være én skyldig, så når politiet anholder og varetægtsfængsler 20 mennesker for én forbrydelse, så voldtager de som minimum 19 uskyldige menneskers liv.
...fordi de kan!
Der er vist ingen tvivl om, at varetægtsfængsling er et seriøst problem. Men der er flere sider af det.
Den anden side: folk bliver jo også dybt rystede, hvis de et par dage efter at være blevet overfaldet, møder voldsmanden på gaden. Fordi han endnu ikke har fået sin dom.
Så helt nemt er det ikke.
Artiklen er i øvrigt temmelig mangelfuld. Den kommer ikke ind på, hvorfor Lars er blevet sat i varetægtsfængsel, og det kunne da være relevant i sammenhængen. Det er bare synd for ham, og vi skal have medlidenhed med ham. Men om der kunne være en god grund til fængslingen, det går man let hen over.
Man går også let hen over, at han tilsyneladende er blevet fundet skyldig i byretten. I hvad oplyses heller ikke.
Fascisterne klapper i deres små klamme hænder og øger bevillingerne til politiet. Danmark er en korrupt politistat, som DDR ville misunde.
Hr. Agerbo,
hvilken korruption har du i tankerne? Mener du, at politi og dommere i forening bliver betalt for at varetægtsfængsle til overmål?
@Hans Jørgen Lassen
Man er altså uskyldig indtil man er dømt. Det at 'lars' her i artiklen har siddet måske halvandet år i varetægtsfængsel betyder jo i praksis at han har afsonet hvad man kan forvente af en dom på små to og et halvt år.
Det er f.eks. hvad en spritbilist får for at køre mod trafikken og slå 4 mennesker ihjel.
Det vil betyde for de fleste mennesker at deres liv måske ikke er ødelagt, men at det har taget skade. Folk vil jo miste deres arbejde, måske gå fra hus og hjem.. være stemplet for livet.
Det er simpelt hen ikke i orden.
// Jesper
Jesper,
jeg kender ikke sagen. Gør du?
Jeg efterlyste tidligere flere oplysninger. F.eks. hvilken (eventuel) forbrydelse der var tale om, og hvad grundene til varetægtsfængsling skulle være.
Alt dette forbigås omhyggeligt i artiklen, for ikke at sige forties. Vi skal bare blive forargede.
Hvis der er tale om en dobbeltmorder, eller en mand, der har indsmuglet 5 kg heroin, så kunne varetægtsfængsling muligvis forsvares.
Og i dette tilfælde er manden jo tilmed, så vidt man kan forstå, fundet skyldig af byretten.
Da han stadig er fængslet, kan der jo ikke være tale om en bagatelagtig forbrydelse.
Men hvis du har oplysninger, hører jeg dem gerne.
Bestemmelserne om varetægtsfængsling findes i øvrigt i retsplejelovens kapitel 70.
Jesper skriver:
"Man er altså uskyldig indtil man er dømt."
Jamen, blev denne Lars ikke dømt i byretten?
Lars, er et eksempel og hans sag er fuldstændig ligegyldig for problemstillingen.
Hr. Lom,
hvis eksemplet er ligegyldigt, hvorfor så bruge det?
Hvorfor ikke i stedet bruge et godt eksempel?
Et eksempel, der illustrerer misbrug af varetægtsfængsling.
@Hans Jørgen Lassen.
Du ved ikke om manden er dømt, og har anket, eller om det er anklagemyndigheden der har anket. Jeg vil formode at hvis manden var dømt ville han ikke længere sidde varetægtsfængslet, men fængslet.
Men nu er det ikke så meget den her enkelte sag der er relevant. Men det at varetægtsfængsling ifølge mange kilder bruges som magtmiddel.
Og især når man tager de udvidede beføjelser, som vores stupide politikere har givet lovens lange arm, i betragtning skal der jo være fokus på sådan noget.
Desuden så lægger man fra politisk side pres på ordensmagten om at opnå kvoter.
se f.eks.: http://www.information.dk/300683
Igen så fok uskyldige til andet er bevist.
// Jesper
Jesper Frimann,
for det første så drejer det sig her om en alvorlig forbrydelse, hvilket tidsangivelserne viser.
For det andet tør jeg godt sige, at hvis manden var blevet frikendt i byretten, så kunne en varetægtsfængsling ikke længere opretholdes. Det ville formentlig være lovstridigt. Jf. retsplejelovens § 762, stk. 1. Der skal nemlig være begrundet mistanke om en lovovertrædelse, og det kan der jo dårligt være, når byretten har frikendt vedkommende. Byretten kan ikke med den ene hånd frikende manden, og med den anden varetægtsfængsle ham.
For det tredje skriver du:
"hvis manden var dømt ville han ikke længere sidde varetægtsfængslet, men fængslet..."
Men det er forkert. Det lyder mærkeligt, det er jeg godt klar over, men folk kan faktisk godt både være dømt og varetægtsfængslet. Forklaringen er, at selve strafafsoningen begynder ikke nødvendigvis dagen efter, at der er faldet dom. Slet ikke, hvis dommen er anket.
Misforstå mig nu ikke. Jeg forsvarer slet ikke omfanget af varetægtsfængslinger i dette land.
Men måske skulle man finde bedre eksempler.
PS. Jeg skal til eksamen i disse emner i næste måned.
Enig i, at man ikke skal dramatisere ud fra et enkelt tilfælde, som endda ikke udredes tilstrækkeligt. Men derfor er der absolut grund til at gøre noget ved de mange og lange varetægtsfængslinger. Problemet er, at den slags kan blive en tilvænnet praksis, som alle i systemet anerkender, men som måske er ude af proportioner. Og man bør virkelig se sig om og sammenligne med andre lande. Som i artiklen Skotland.
Bemærk hvad man gør ved (fra Aagaards sidste link):
"...en ny ordning, så politiet i sager, hvor en varetægtsfængsling er særligt langvarig, vil skulle forelægge spørgsmålet om fortsat fængsling for statsadvokaten. Brugen af varetægtsfængsling vil også blive taget op i anklagemyndighedens centrale fagudvalg."
Man forelægger sagen for statsadvokaten. Jamen han/hun er ligeså tilvænnet herskende praksis. Hvordan skulle det ændre noget?
Det strider mod min opfattelse af menneskerettigheder at behandle mennesker med langvarig isolation - hvad enten de er skyldige eller ej. I værste fald kan man få "blødgjort" folk, så de tilstår eller opdigter ting, bare for at få en mild straf og komme videre - altså justitsmord.
Michael Kongstad Nielsen,
for god ordens skyld: der er trods alt forskel på isolationsfængsel og varetægtsfængsel.
Du skriver:
"I værste fald kan man få “blødgjort” folk, så de tilstår eller opdigter ting, bare for at få en mild straf og komme videre - altså justitsmord."
Har du eksempler på det fra Danmark?
Eller grund til at tro, at det forekommmer?
Man kan i øvrigt ikke dømme folk udelukkende på en tilståelse. Tilståelsen skal passe sammen med de foreliggende beviser, eller som der står i loven
"bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger".
@Lars
Jeg er sådan set helt enig i at selve sagen ikke kan bruges, som grundlag for en debat. Den er jo "cherry picked" af forfatteren, som helt klart har et budskab.
Det er også derfor, at jeg kun brugte den tid manden havde siddet i varetægts fængsel, til at estimere hvad det svarede til for en forbrydelse. Selvfølgelig burde jeg have brugt nogle andre tal.
Men det ændrer ikke på min pointe.
Og nu er jeg ikke jurist, men jeg tror du tager fejl når du fremfører at man ikke i Danmark varetægts fængsler folk der er frifundet. Se den her artikel:
http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere%20artikle...
// Jesper
Sådan som sagen fremstilles af artiklens forfatter, sidder den dømte "Lars" fortsat i varetægt i det lokale arresthus, fordi dommen er anket til landsretten.
Der har han foreløbig siddet i over end et år og ventet på enten at blive sluppet fri eller få lov til at påbegynde afsoningen af sin straf i et almindeligt fængsel, hvor vilkårene for de indsatte må antages at være mindre belastende, end de er i det pågældende arresthus.
Hvis skribentens beskrivelse af varetægtsfangernes vilkår i arresthuset som værende lige så belastende for de indsatte som en isolationscelle i et almindeligt fængsel ellers kan tages for pålydende.
Og det ved vi ganske rigtigt for lidt om til at bedømme, om sagen "Lars" er et oplagt emne at indbringe for menneskeretsdomstolen.
Jesper,
tak for henvisningen, som jeg finder meget interessant.
Tillad mig dog at citere:
"Det er stadig sådan, at det er en absolut undtagelse, at en tiltalt, der er blevet frifundet af byretten, skal forblive varetægtsfængslet under anken."
Hans Jørgen Lassen:
Jeg er med på, at der er forskel. Begge dele er dog vist problemer med. Som der står i Justitsministeriets pressemeddelelse:
"Rigsadvokatens årlige redegørelser for anvendelsen af langvarige varetægtsfængslinger og varetægtsfængsling i isolation er netop blevet offentliggjort for så vidt angår 2010".
Nej, jeg har ingen eksempler, kun mener jeg at kunne huske antydninger i pressen af, at det måske kunne have forekommet. Men mere relevant er indlevelsen i, at en langvarigt isoleret måske kan blive så træt af den pinefulde tilstand, at vedkommende måske begynder at spekulere i, hvordan man kan komme videre. Det er rent tankespin fra min side, men derfor ikke nødvendigvis helt ude i skoven.
Og du mener altså, Jesper, at denne Lars blev frifundet ved byretten, men alligevel, i modstrid med menneskerettighederne og alt mulig andet, fortsat blev varetægtsfængslet?
Helt uden fornuftig, lovelig og rimelig grund?
... lovlig!
Vidne.
Her er en historie ikke fra de varme lande men fra virkelighedens verden. Horsens.
En mand kan ikke få lov at købe en billet i en bus og bliver bedt om at forlade denne, manden bliver dybt forundret og beder om en forklaring, den får han ikke men man insisterer på at han skal forlade bussen indtil den kører. Uden yderligere forklaring får manden altså ikke lov at købe en billet og får ingen forklaring.
Manden blive vred og udbeder sig en forklaring. Nogen tilkalder politiet. de ankommer til stedet, manden forklarer det to betjente om sagen og slår ud med en arm for at forklare situationen. Det betyder at han bliver grebet og tvunget med magt, med overkroppen mod politibilens bagage rum og fikseret.
Manden bliver kraftigt chokeret, fragtet til politigården uden forklaring og sat i isolering, stadig uden forklaring.
Manden beder om, at man respekterer hans ret til at kontakte en advokat. Klokken er ca. 16. Manden beder gentagne gange om at få en advokat tilstede.
Man giver ingen forklaring men tilbageholder manden, man trækker tiden til klokken bliver ca. 20-21. Hvorefter man siger, at det ikke vil være muligt at opfylde kravet om tilstede værelse af en advokat, fordi de er gået hjem.
Manden bliver opfordret til at underskrive en forklaring, selvom der ikke er vidner til stede, kun de to politifolk andre vidner bliver ikke specificeret, men manden opfordres til at acceptere for sit eget bedste.
Manden appellerer sagen efterfølgende, til statsadvokaten i Viborg, men får at vide at det kan bliver dyrt at undersøge og at der jo ikke var vidner til stede og at han derfor står svagt i en eventuel sag.
Det viser sig, at manden for det første iflg. loven havde krav på at have en advokat tilstede, som man nægtede ham, derudover havde han krav på erstatning for uretmæssig tilbageholdelse.
At man bevidst trækker tiden og derfor afskærer manden muligheden for, at tilkalde et vidne i sagen gør, at han ikke kan føre sagen videre.
Hvem sagde politistat, hvem sagde totalitær stats lignende forhold? Historien er sket i Horsens i 2009.
?
Politiet ved godt at de har pligt, iflg. loven til at oplyse folk om deres rettigheder. Det gør de åbenbart ikke i alle tilfælde. Men er det mon kun i Holly Wood på film, at man ser at folk får at vide, at de har ret til en advokat?
@Hans Jørgen Lassen
Pls. lad være med at lave det her til en stråmand diskussion, jeg skriver jo netop at dette eksempel ikke kan bruges som grundlag for en diskussion.
Min pointe, var at bare at hvis man sidder varetægts fængslet i over et år, og i dette tilfælde bliver det jo nok op mod halvandet, så svarer det til at man er idømt en ubetinget fængselsstraf på næsten to et halvt år.
Hvis man læser rapport som tallene i fakta firkanten i artiklen bygger på finder man følgende:
Af de 896 der var langtids varetægtsfængslede endte sagerne således:
ubetinget fængsel: 687
Foranstaltningsdom: 108
Kombinationsdom: 65
Undomssanktion: 11
Frifindelse : 11
Betinget straf : 6
Forvaring : 3
Bøde: 3
Straffri nødværge: 1
Livstid: 1
Der var så i alt 752 ubetingede domme og fordelingen var således:
op til 1 år: 264/35%
1-2 år 227/30%
2-3 år 109/14%
3-5 år 73/10%
5-7 år 32/4%
7-10 år 28/4%
10+ år 19/3%
Så... altså 32 medførte ungdomssanktion,frifindelse,betinget straf,bøde eller selvforsvar.
Det er 4% afrundet.
Og ikke mindre end 29,5% medførte ubetingede straffe på 1 år eller mindre.
Altså i ikke mindre end en tredjedel af alle langtids varetægtsfængslinger ligger det på vippen om det var berettigede.
Det er efter min mening.. ikke.. jeg gentager ikke acceptabelt.
// Jesper
Og
Man varetægtsfængsler næppe efter frifindelse.
Der er som regel to årsager til varetægtsfængsling som jeg forstår det.
1. Indespærring af mistænkte under retssag og efterforskning.
2. Indespærring af dømte udlændinge der ikke kan hjemsendes.
Jeg har selv siddet 30 dage i Vestre fængsel i 2006.
Anklaget og efterfølgende dømt for mordtrusler mod George W. Bush.
14 dage af de 30 med B+B; brev og besøgskontrol, jeg var jo en farlig fyr!
I noget der lignede et synkront parløb mellem politiet og retten blev jeg i sidste ende dømt præcis de 30 dages fængsel, jeg allerede havde afsonet.
Og det var jo fint nok. Jeg var en fri mand efter rettens afslutning. Men som artiklen beskriver er varetægt noget helt andet end afsoning.
Selv i korte ophold, som mit, er usikkerheden om sagens endelige udkomme dybt nedbrydende.
En usikkerhed der med sikkerhed spredes til de nærmeste sociale relationer.
Selv i et land med lange traditioner for høj retssikkerhed er følelsen af vilkårlighed i systemet svært udtalt, hvis man pludselig oplever det fra skyggesiden.
Man varetægtsfængsler også af hensyn til det noget tågede begreb, den offentlige retsfølelse. Hvad straframmen for at overtræde den, fremgår ingen steder.
@ Hans Jørgen Lassen
Når jeg i denne sammenhæng mener at danmark er et korrupt land, så drager jeg min konklussion fra, at politiet fængsler politiske modstandere og mennesker de generelt ikke bryder sig om. Dommerstanden blåstempler hele processen i det mest villige af samarbejder.
Alt sammen bliver belønnet af politikkere og ad omveje de højreorienterede dele af erhvervstoppen. Der er ingen retsstat for en borger, der er uenig med systemet.
Ja, det der med retsfølelsen er så afgjort et tåget begreb.
Den pågældende bestemmelse, § 762, stk. 2, fandtes ikke i den oprindelige retsplejelov fra 1919.
Men i 1937 blev en ung kvinde i Fannerup voldtaget af fire unge mænd. De blev anholdt og aflagde fuld tilståelse.
Derefter måtte de løslades. De havde endnu ikke fået en dom, og loven gav ingen hjemmel til at holde dem indespærret. Sagen var jo opklaret.
Det vakte stor forargelse, at disse notoriske voldtægtsmænd kunne gå frit omkring.
Derefter blev der indført en ny regel, der muliggjorde varetægtsfængsel i sådanne tilfælde.
@Søren Lom.
Der tales specifikt om langtids varetægtsfængslinger her.
Og der er der retningslinjer se f.eks. her:
http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere%20artikle...
// Jesper
Det er jo også en påmindelse til os alle om ikke at blande politiet ind i noget, medmindre det er allersidste udvej.
Politiet vil i 9 ud af 10 tilfælde optrappe en konflikt. Til gengæld skal folk blande sig langt mere i deres medmenneskers adfærd i det offentlige rum - historien med bussen i Horsens er et godt eksempel.
Jesper, jeg tror der er gået inflation i orden 'langtids', for mig er 4 uger lang tid. Årevis er ganske enkelt ufatteligt og kan kun sammenlignes med tortur..
@Søren Lom.
Helt specifikt definerer systemet selv (rigsadvokaten) lang tid som værende 3 måneder eller derover.
Problemet er at hive folk ud af deres hverdag i 3 måneder kan være altødelæggende for deres arbejdsliv.
Det er et overvældede magt middel, over for almindelige mennesker, derfor er det vigtigt at kun bruges når det er strengt nødvendigt.
De fleste uskyldige ville nok sige ja til en betinget dom/bøde whatever, som ville tillade dem at kunne beholde deres job og være der for deres børn, set i forhold til at tilbringe X antal uger i varetægts fængsling, som kan betyde at de skal gå fra hus og hjem.
// Jesper
Varetægtsfængsel må kun anvendes, hvis der er tale om en forbrydelse af en vis sværhedsgrad; strafferammen skal ligge på et minimum af 1 år og 6 måneder.
Og så skal der naturligvis være begrundet mistanke om, at man har fat i den rigtige person.
Hvis de forudsætninger er opfyldt, så kan varetægtsfængsel anvendes, hvis
1) der er bestemte grunde til at antage, at fyren sgu nok vil stikke af
2) der er bestemte grunde til at frygte, at han/hun vil fortsætte med samme slags forbrydelser, hvis der ikke sker indespærring
3) der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre sagens videre gang ved at fjerne spor eller påvirke vidner.
Det er hovedreglerne. Men der er nu også andre.
Og alt dette skal dommeren vurdere. Det kan her ikke afvises, at dommerne i lidt for høj grad støtter sig på politiets vurdering.
Og ved kære af byrettens fængslingskendelser er der betydelig tendens til, at landsretten stadfæster. Byrettens kendelse skal være åbenbart forkert, før den bliver ændret. Det er ikke helt i orden.
Ovenstående er altså de gyldige grunde, hvorimod det ikke lovligt at spærre en person inde for at få vedkommende til at bryde sammen og tilstå.
Jesper mener tilsyneladende, at det forekommer; jeg ved ikke, hvor han har det fra. Jeg har svært ved at forestille mig en dommer acceptere fængsel på et sådant grundlag, som i givet fald måtte være underforstået.
Derimod er det nok tænkeligt, at frygten for varetægtsfængsling kan få sigtede til at plapre løs, i stedet for at holde kæft over for politiet, hvad en sigtet jo har ret til (ja, det har alle faktisk, ikke kun sigtede).
Men at en uskyldig ligefrem skulle tilstå for at slippe ud af varetægtsfængslet, eller slet ikke komme derind, det er vist ikke noget sandsynlig scenarie.
I øvrigt kan tilståelse aldrig stå alene. Den skal, for at blive taget alvorligt, være bestyrket ved de øvrige oplysninger i sagen.
En lille sang om Bananstaten.
Der en lang række af uheldige sager der dukker op en efter en som understreger den mistanke der har været og som en lang række af borgere har oplevet det, at man ved teknokratiske små elegante manøvrer, ikke bare har kunnet skaffe sig ubegrænsede beføjelser over borgerne og en kraftig begrænsning af retssikkerheden, man har tilsyneladende også kunnet manipulere ting igennem uden at føle sig forpligtet til at skabe åbenhed bredt i folketinget. Den lange række af udredninger og undersøgelser, der er blevet iværksat i den senere tid er vel kun et godt eksempel.
Man har frataget ministerier selvstændig status for, at kunne tage beslutninger hen over hovedet på modstandere, eksempler; fratagelse af institut for menneskerettigheder deres selvstændige status, man flyttede statsadvokatens klageinstans og decentraliserede den, man fratog lægemiddelstyrelsen sin selvstændige status, man decentraliserede klagenævn som patient klagenævnet sin status som lokal myndighed og kunne dermed ikke tilbyde støtte eller rådgivning i lokalt regi længere.
Alle disse ting gør, at de mest udsatte grupper har fået langt sværere betingelser indenfor de sidste 10 år, det betyder i kroner og øre at retssikkerheden for den enkelte, og muligheden for at klage eller appellere er væsentligt reduceret.
Det betyder igen for den enkelte, at vi godt kan påstå, at vi har retssikkerhed og at vi respektere borgernes rettigheder, men i praksis er det ofte en helt anden og væsentlig mere kompleks affære, som mange, især ikke de mest udsatte, er i stand til at gennemskue.
Det betyder igen i praksis, at man godt kan påstå, at folk har nogle rettigheder men, at det ikke stemmer helt overens med virkeligheden.
@Hans Jørgen
Selvfølgelig møder politiet ikke op i retten og siger at vi ønsker den anklagede varetægtsfængslet i isolation indtil han tilstår, men der findes jo smutveje.
Politiet mistænker at der er flere medskyldige, som man godt nok ikke leder efter.
Politiet mener den anklagede kan påvirke vidner, som godt nok aldrig bliver brugt i retssagen.
Kip på sagerne fra ungdomshusdemonstrationerne, hvor landsretten til sidst løslod folk.
@Hans Jørgen Lassen.
Så strafferammen skal være halvandet år for 'bare' at varetægtsfængsle ?
Ja men det ændrer jo lidt på tallene fra Rigsadvokaten. Så er det jo pludselig 46% af de langtids.. IGEN LANGTIDS varetægtsfængslede (altså 3+ måneder), der ender op med dom, der er mindre end 1 1/2 års ubetinget fængsel.
Når kriteriet for at varetægtsfængsle, ifølge dig er at man skal være tiltalt og risikere op til 1 1/2 års fængsel. Så er der altså noget galt når man åbenbart kun i 54% af tilfældene for de LANGTIDS varetægtsfængslede, kan opnå en dom der opfylder kriterierne for strafferammen. Ja jeg ved godt at der er forskel på strafferamme og hvad folk faktisk idømmes.
Men igen må der jo være en propronationalitet i tingene.
Nu har jeg selv været anklaget i en skattesag som teoretisk kunne give op til 2 1/2 års fængsel. Tro mig det kan komme som lyn fra en klar himmel, for en almindelig borger. Og især med den eksplosion der har været/er i antallet og kompleksitet af love.
Jeg stod med nykøbt hus og en kone jeg troede var gravid. Jeg ville have strakt mig rigtig rigtig rigtig rigtig rigtig langt for at undgå at svigte mine forpligtelser over for dem.
"Jeg har svært ved at forestille mig en dommer acceptere fængsel på et sådant grundlag, som i givet fald måtte være underforstået."
Men dommere har jo accepteret at langtids varetægtsfængsle folk i 3+ måneder, hvor anklageren ikke har formået at få dem idømt mere end halvanden års ubetinget fængsel. 46% er et grotæsk stort tal.
Du er så igen igang med en stråmand, når du skriver "Ovenstående er altså de gyldige grunde, hvorimod det ikke lovligt at spærre en person inde for at få vedkommende til at bryde sammen og tilstå.
Jesper mener tilsyneladende, at det forekommer;"
Det jeg skrev var at varetægtsfængsling bruges som magtmiddel. Og det vil jeg stadig påstå er rigtigt.
Vi kan f.eks. se det med de to talskvinder der blev arresteret og varetægtsfængslet under COP15. De fik begge 4 måneders betinget fængsel, men var begge stadig varetægtsfængslet.
Desuden har vi så greenpeace aktivisterne som måtte sidde i næsten en hel måned, selv efter at politiets egne jurister mente at der ikke var grobund for det.
Bubber var der så ikke god PR. i at putte i fængsel så han gik fri.
Hvis det ikke vidner om at varetægtsfængslinger bruges som magtmiddel, så ja..
Jeg tror du kunne have haft godt af at høre nogle af de samtaler jeg havde med min saglige onkel, over noget fantastisk skotsk whisky i hans sidste tid. Han havde, efter at have været en del af toppen i 'systemet' hele sit voksne liv, dog bevaret en sund kritisk holdning til det danske retsvæsen.
// jesper
Det glæder mig, at så mange har kommenteret min kronik. Det vidner jo om, at der er en interesse for, hvordan vores retssamfund fungerer, og at der er grund til at tage brugen af varetægtsfængsling op til overvejelse - endnu en gang.
Mht. eksemplet om Lars. Det er bevidst, at der ikke står noget om, hvorfor Lars er varetægtsfængslet, for det er ikke det, det handler om. Det handler om, at vi behandler mennesker ordentligt og rimeligt, uanset hvilken forbrydelse, de har eller ikke har begået. Havde jeg skrevet om årsagen til Lars' varetægtsfængsling, så ville man som læser tage stilling til rimeligheden i den lange varetægtsfængsling ud fra det, og det er slet ikke min pointe. Det handler som udgangspunkt om, at mennesker har ret til en hurtig og rimelig behandling.
Og mht. kommentaren om, at jeg er imod varetægtsfængslinger...hvor står det? Jeg mener ikke, at vi kan undgå varetægtsfængslinger, men jeg mener, at vi har en medmenneskelig forpligtelse til at leve op til udsagnet om, at man er uskyldig, indtil man er dømt - og derfor ikke bør straffes, før man er dømt.
I skotland skal man ifølge lovgivningen have både et anklageskrift og et tidspunkt for en retssag klar inden 26 dage. Har man ikke det, løslades den varetægtsfængslede. Det betyder, at man må arbejde hurtigt og effektivt. Og det kan åbenbart lade sig gøre i Skotland. Hvorfor kan det så ikke lade sig gøre i Danmark?
Kronikken er iøvrigt baseret på omfattende faktuel research og adskillige interviews med forsvarsadvokater, politiadvokater, Institut for menneskerettigheder, 'Lars' og andre relevante organisationer.
Afslutningsvis skal det nævnes, at jeg er vokset op med en tiltro og tillid til det danske retssamfund, der varede lige indtil, jeg selv oplevede, hvordan det rent faktisk fungerer i praksis. Min eksmand blev uberettiget varetægtsfænglset for økonomisk bedrageri i hans eget firma, som hverken han eller jeg havde den fjerneste idé om var foregået. Min eksmand sad varetægtsfængslet i en uge med brev- og besøgskontrol. Det tog 3 år, før han endelig fik brev om, at alle mistanker var droppet og en retssag mod hans revisor, som havde begået det økonomiske bedrageri, blev indledt. Jeg var og er stadig chokeret over den behandling, både min eksmand og jeg selv modtog fra vores såkaldte retssamfund.
Jeg skrev i øvrigt en roman om hændelsen, fordi min og min eksmands oplevelse er et eksempel på, hvad der foregår i praksis, og det budskab skulle ud.
Igen, jeg er glad for de mange kommentarer ifbm. min kronik. Kronikken har sat nogle tanker i gang hos andre mennesker og givet anledning til debat. Alle holdninger og meninger er interessante. Det handler jo om, at vi har en debat og forhåbentlig på et tidspunkt befinder os i et samfund, som vi alle kan være stolte af.
Rikke
Til Rikke
En borgerrettigheds forkæmper talte om drømme, den første sorte præsident i USA, taler sener om håb.
Lad os tro på at visse stemmer er stærke nok til, at tale retfærdighedens, det civiliserede samfunds, og demokratiets sag, du er jo åbenbart ikke den eneste, der har fået politistatens virkninger at føle.
Der foregår en forråelse af vores samfund, oppefra og ned. Den måde mindretal omtales, den måde syge og arbejdsløse omtales. Et skift fra at opfatte kriminalitet som et socialøkonomisk fænomen til et genetisk psykologisk problem. Lovgivning på kant af menneskerettighederne.
Det giver alt sammen embedsværket det indtryk at de kan tage lettere på menneskerettighederne, foretage vilkårlige overgreb mod folk, og de lavere retsinstanser har givet dem lov. Flere sager har måtte helt til Højesteret før tosserier er blevet standset.
Den øgede anvendelse af langvarige varetægtsfængsel i isolation passer godt ind i dette mønster.
Der er behov for en ny respekt for borgelige rettigheder.
Jeg er bange for at Hans Jørgen Lassen har misforstået betingelserne for varetægtsfængsling. Den nedre grænse for varetægtsfængsel er, jf. RPL § 762 stk. 3., 30 dage og ikke halvandet år.
Torben Pedersen,
nej, jeg har ikke misforstået.
Jeg henviste til den § 762, stk. 1 angivne strafferamme.
Stk. 3 taler ikke om strafferammen, men om den forventede straf i det konkrete tilfælde.
Det er to forskellige ting.
Kære Rikke
Hvem er denne Lars som der tales underforstået om.
Jeg ser aldrig TV, så jeg bliver tit hægtet af når folk taler underforstået. Er denne Lars, en type betegnelse for en der sidder i fængsel, ligesom Blå Bjarne er en typebetegnelse for en gennemsnits håndværker, i daglig tale.
Kære Rikke Brooks,
I 2004 blev din eksmand afhørt med en sigtets rettigheder og varetægtsfængslet i isolation i en uge, for en forbrydelse, som han ikke havde begået.
Den skyldige viste sig at være din eksmands bedste ven, som på gerningstidspunktet var revisor og bestyrelsesmedlem i din eksmands firma og uden hans vidende havde misbrugt sin stilling i firmaet til at camouflere sine egne private svindelnumre.
En helt igennem grim historie, som anklagemyndigheden brugte 3 år på at udrede trådene i, før den skyldige omsider blev sigtet (og senere dømt) for groft bedrageri og skattesvindel, og din på dette tidspunkt nervenedbrudte eksmand fik at vide, at han var renset for enhver mistanke om delagtighed i sin ven og revisors svindelnumre.
Tre år er lang tid at vente på at få at vide, om man er købt eller solgt i retssystemet. Ikke mindst hvis ventetiden skal tilbringes i isolation i et arresthus. Men det var, efter hvad jeg har forstået, heller tilfældet i din eksmands sag.
Ret mig, hvis jeg tager fejl - men blev din eksmand ikke sat på fri fod efter en uge i isoleret varetægt? Og var han ikke på fri fod i resten af den tid, der gik, før politiet havde samlet beviser nok til at få hans ven og revisor stillet for retten og dømt for den svindel, din eksmand med urette havde været under mistanke for at være meddelagtig i?
Hvad angår "Lars", som sidder i varetægt på andet år i et arresthus, er hans situation efter det af dig oplyste en ganske anden. Han sidder i fortsat varetægt, fordi han allerede har fået en fængselsdom i byretten. En dom, som enten anklagemyndigheden eller han selv har appelleret til landsretten.
Som du beskriver forholdene i det arresthus, hvor "Lars" sidder og venter på, at der falder dom i appelsagen, ville han og hans pårørende uanset udfaldet af denne være bedre tjent med, om han fik mulighed for at tilbringe ventetiden i et almindeligt fængsel.
Men det er jo en ganske anden diskussion end den, du lægger op til i kronikken.
Kære Rikke
Beklager jeg var vist røget ind i en forkert blok, hvor jeg ikke havde læst den tilhørende artiklen.
Nu ved jeg hvem Lars er nu er jeg også på fornavn med ham.