Kronik

Den akademiske frihed er truet

Der er intet bevis for, at forskning er årsag til stigende økonomisk vækst. Alligevel er mantraet om ’fra forskning til faktura’ blevet et ideal på universiteterne
Det er helt afgørende, at regeringen tager fat på at sikre den akademiske frihed på universiteterne, mener Mogens Ove Madsen. Her økonomiundervisning ved Københavns Universitet.

Det er helt afgørende, at regeringen tager fat på at sikre den akademiske frihed på universiteterne, mener Mogens Ove Madsen. Her økonomiundervisning ved Københavns Universitet.

Reimar Juul

21. juni 2012

»En af de smukke ting ved videnskab er produktiv dumhed!« Udtalelsen kommer fra mikrobiologen Martin Schwartz, der hentyder til, at eksperimenter og analyse kan gå galt – også mere end en gang, ja, måske mange gange, men pointen er, at vi lærer noget hver gang. Med denne dumstædige holdning kan man nå dybere i erkendelserne og måske ende i store opdagelser.

Indtil for nylig har den produktive dumhed været det dominerende træk ved universitetet. Det politiske establishment har dog inden for de sidste 10 år underkastet universiteter og sektorforskningsinstitutioner en transformation, som har haft varig effekt både på det institutionelle niveau og det individuelle forskerniveau.

Det er ikke, fordi de danske politikere har formuleret en eksplicit definition af fremtidens universitet, men der er opstået en opfattelse af, at universiteter skal være en afgørende del af infrastrukturen i det såkaldte videnssamfund. Universiteterne har fået tildelt en rolle som særlig leverandør af umiddelbart anvendelig teknologi i den samfundsmæssige produktion. De skal være entreprenante, og kommercialisering af vidensproduktionen skal på universiteterne afløse den produktive dumhed.

Men vil vi gerne have det som mål, at universitetet – som et vigtigt sted for skabelse af viden og udøvelse af læring – skal ende som primær rådgiver for styrkelse af den internationale konkurrenceevne? Hvad understøtter egentlig denne strategi? Kan man uden videre antage, at iværksætteri fra et universitet kan stimulere den økonomiske vækst?

Nye indkomstkilder

Som udgangspunkt kan man sige, at den økonomiske krise i 70’erne var med til at sætte fokus på konkurrenceevneproblemet i den amerikanske økonomi og førte til et politisk krav om at accelerere videnoverførsel fra universiteterne til det private erhvervsliv. Det såkaldt Bayh-Dole initiativ blev introduceret for at puste liv i videnoverførsel og give universiteterne direkte adgang til patentrettigheder og dermed mulighed for nye indkomststrømme. Dermed blev der taget fat på at dreje grundforskningen i retning af i højere grad og mere direkte at bidrage til den økonomiske vækst. Bayh-Dole initiativet blev siden fulgt op af flere politiske initiativer, der tilskyndede universiteterne til at udvikle human capital, entreprenøriel tankegang og et tæt samarbejde mellem universiteter og industri. Selv i økonomiske analyser blev det forsøgt vist, at der er en økonomisk nettogevinst ved entreprenørielle initiativer jvf. bl.a. den kendte økonom Edwin Mansfield.

Nytteorienteret forskning

Hvad betyder det nu for den produktive dumhed? Et andet ord for dette er akademisk frihed, hvor de enkelte forskere skal kunne forske frit og tilrettelægge undervisningen uden konsekvenser, der kan gøre skade på deres status. Ja, akademisk frihed er faktisk en forudsætning for, at den enkelte forsker selv kan vælge sit udgangspunkt for intellektuel handling og ikke bliver forhindret i at fortsætte ud af en faglig vej.

Man kan spørge, om det i fremtiden er muligt for den enkelte forsker i det entreprenante universitet at handle uden konsekvenser fra det omgivende samfund? Det umiddelbare svar er nej. Det er efterhånden blevet en central målsætning i universitetslovene, at forskning og undervisning skal være nytteorienteret.

Det er dog tvivlsomt, hvor entydig relationen er mellem det videnproducerende universitet og det omgivende samfunds vækst. En række nyere studier fra USA dokumenterer, at det er svært at genfinde en meningsfuld sammenhæng mellem entreprenante universiteters forskning, patenter eller licenser på den ene side og centrale mål for by- og regionaløkonomisk velbefindende på den anden. Selv casestudier om John Hopkins Universitetet og Yale Universitet afslører, at forskning i verdensklasse hverken er nødvendig eller tilstrækkelig med henblik på at fremme lokal økonomisk udvikling. Især forskerparker er blevet oversolgt som motorer for lokal økonomisk vækst, mens videregående uddannelser og støtte af offentlig tilgængelig forskning bliver lanceret som væsentlige bidrag til samfundets økonomiske velfærd.

Hemmelige resultater

Spørgsmålet er så, om det betyder, at den enkelte forsker stadig har mulighed for frit at vælge forskningsemner og stadig frit kan undervise og publicere? Forskningsemner kan ikke nødvendigvis vælges frit, hvis basisforskningsmidler reduceres eller konkurrenceudsættes, og vægten af strategiske forskningsmidler i øvrigt øges. Hvis der ydermere findes et eksplicit krav til universiteterne om, at stadig flere forskningsmidler skal hentes fra private donorer, følger der selvfølgelig bestemte krav med til både forskningens mål og indhold.

Igen viser amerikanske undersøgelser, at omkostninger ved teknologioverførsler ud over at være tidskrævende også har svært ved at dække omkostninger til administration og sikring af patenter. Akademisk kommercialisering kan sagtens vise sig at være en usikker indtægtskilde, og ud over ikke at levere overbevisende input til økonomisk udvikling, kan det vise sig at være en kilde til dræning af et universitets ressourcer.

Den enkelte forskers publicering vil i denne sammenhæng heller ikke være fri, men har i stedet karakter af postakademisk videnskabsudøvelse. Forskningsresultaterne forbliver enten hemmelige på grund af patentering eller indgår alene som viden af mere privat karakter i et samarbejde med bestemte interesser på konsultativ basis.

Forskningsmidler er redning

Endelig kan man spørge, om forskeren frit kan vælge sin faglige vej? I udviklingskontrakterne bliver det krævet, at universiteterne skal gøre rede for indholdet af deres forskningsstrategiske overvejelser – man forsker ikke i alt! Der er med den hierarkiske ledelsesreform blevet bedre mulighed for at prioritere i forskningen. Universiteternes ledelser skal i langt højere grad fungere som venture-kapitalister, fordi de skal overveje, hvor succeserne vil ligge i det kommercialiserede akademiske marked og selvfølgelig satse på at fange de forskere, der kan give størst jackpot.

Derfor gives der ikke længere de samme frie valgmuligheder, hvis der indledes en forskerkarriere, og på sigt betyder det, at der vil være adskillige videnskabsområder, der tørrer ud.

I september 2011 fik Danmark en SSFR-mindretalsregering, som bygger på et andet politisk flertal end den VK-regering, som gennemførte universitetsreformerne med det primære fokus at styrke det entreprenante universitet. Med den nye regerings 2020-plan ser det ikke ud til, at retorikken er ændret. Måske fordi Socialdemokraterne hele tiden har været med i universitetsreformerne, og fordi R og SF nu er indtrådt i forligskredsen omkring dem. Forskellen på VK- og SSFR-regeringen bliver formentlig mest tydelig i forbindelse med forhandlingerne om basisforskningsmidlerne til universiteterne. Det kan muligvis redde de sidste rester af det oprindelige universitetsideal, hvis SSFR-regeringen står fast på, at universiteterne fremover fortsat skal sikres en solid portion frie grundforskningsmidler. Men lige så afgørende er det, at regeringen tager fat på at sikre den akademiske frihed på universiteterne.

 

Mogens Ove Madsen er lektor i samfundsøkonomi ved Aalborg Universitet og medlem af Akademisk Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Lars Jorgensen
Lise Lotte Rahbek og Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Ja, hvis denne artikel var fremkommet FØR ulykken indtraf, havde det jo været fint. Nu virker det som for sent - og alting vil næsten skulle startes forfra. Allerede nu er mine yngre lektorkolleger forfærdelig afrettede.

Steen Ole Rasmussen

Den spanske regering har sat gigantiske spareprogrammer i værk, bl.a. under henvisning til de ”videnskabeligt påviste former” højere nødvendighed og under trusler om, at alternativet til besparelser på de offentlige budgetter er, at Spanien sættes under administration af den europæiske kommission, centralbankens og den internationale monetære fonds teknokrater, på samme måde som man har set det ske i Grækenland og Italien.

De sociale spændinger er allerede gigantiske i Europa og dømt til at vokse. Det ligger i den førte politik, tilbedelsen af de såkaldte frie markedsmekanismer, der konstant får kunstig hjælp til at trække vejret fra det offentlige i form af uanede lånefaciliteter fra den europæiske centralbank og direkte støtte fra staternes finanskasser i form af et utal af bankpakker (her til lands har vi 4 af slagsen, og danner forbillede for resten af unionen).

Tysk økonomi boomer på bekostning af de lande, der ikke kan klare sig på markedet. Og spareplanerne, som de presses igennem oppe fra og ned i det institutionaliserede monetaristiske projekt, gør kun spændingerne større, dvs. forskellen mellem taber og vinder tager til som følge af selv strukturen i udviklingen.

Succes for den ene på markedets betingelser er alle andres ulykke og i sidste ende fører den rendyrkede form for markedsfundamentalisme, socialdarwinisme og neoliberal politik, til alles totale nedtur.

De økonomiske videnskaber underkaster sig loven om udbud og efterspørgsel, når de formulerer deres udbud af beskrivelser af det økonomiske system.

Det budskab, der har solgt bedst hos de købestærke, hvis magt er ret i markedsfundamentalistisk forstand, handler om at markedet har ret, dvs. at det er de beskrivelser, som de succesfulde køber, der har ret. Beskrivelserne, der på den måde lever op til markedets succeskriterier, siger, at de succesfuldes succes er alle andres eller forudsætningen for alle andres. At skattelettelser for de bedst stillede fører til økonomiske initiativer hos dem der har mest at byde på.

De økonomiske videnskaber har underkastet sig den økonomiske rationalitet, markedet som dommer over hvad der er sandt og falskt i videnskabelig forstand.

Helge Sanders berømte dogme, videnskabeligt overlevelseskriterium, minimeringen af afstanden mellem faktura og forskning, er udtryk for den ultimative forveksling af sandhedskriteriet med markedets kriterier for succes.

Det er vi nogle, der har skrevet og skreget op om gennem rigtigt mange år, og i rigtigt mange sammenhænge.

Det faktum, at medierne selv lider under markedet, at de er død pine tvunget til at orientere sig mod markedet og dets krav, for at overleve, har også været en hæmsko i bestræbelserne på at se sin egen markedsfundamentalisme.

De kriterier for succes, der gælder på de kommercielle massemediers redaktionsgange, handler om at maksimere mængden af mediebrugere, betalende såvel som ikke betalende. Det er i relation til brugertal, at der slås både økonomisk men også politisk mønt. De kommercielle succeskriterier har det på den måde med at påvirke orienteringsmønstrene på redaktionsgangene, så markedet, brugertallet og bundlinien ikke kun figurerer som et vilkår for overlevelse, men også som selve udtrykket for meningen med det hele (altså som ideologisk indhold, mening).

Overlevelsen på markedets vilkår bliver på den måde også til det ideologiske indhold i de kommercielle massemediers selvforståelse og fremmedforståelse. Det forhold, at der findes andre kriterier for succes, kan i den markedsideologiske medieverden godt komme til at virke lidt som en rød klud, hvorfor det må siges, at det langt fra kun er i videnskabens verden, at kommercielle kriterier står i vejen for andre.

Liberalismen er som ideologi ærlig. Det er dog trist, at man ikke længere kan se denne ideologi inden for de i moderne forstand helt afgørende funktionssystemiske sammenhænge, hvor den videnskabelige sandhed fx ikke burde kunne forveksles med ideologi.

Vi lever i en verden, der er så gennemperverteret af markedsfundamentalisme, så beskrivelsen af den som sådan synes umulig at gennemføre, på grund af selv samme ideologi.

Søg på ”markedet som realitetsprincip”, ”forveksling af markedet og videnskabens kriterier for sandhed”

Kristina Jensen

Gode idéer giver størst afkast og de bedste idéer kommer af at kede sig. Det er børnepædagogik, at for at lære barnet at underholde sig selv, så skal det kede sig. Den må stadig kunne anvendes, selvom vi bliver ældre.

Mange forskningsudviklinger er opstået ved et tilfælde og ikke som resultat af en prædefineret mål, hvilket helt sikkert er ødelæggende for den frie kreativitet.

Hvis man ikke forstår at forskning er langsigtede investeringer, virkelig langsigtede, så skal man afholde sig fra at have meninger om forskning.
Forskning er ofte lang foran dens tid, der findes ganske enkel ikke metoder til at udnytte den kommercielt.
Hele vores computerindustri bygger på forskning udført for mellem 100 og 50 år siden, hovedsaglig i Tyskland inden for fysisk og matematik. Men det var amerikanerne der efter krigen forstod at omsætte denne viden til noget der lignede en transistor.

Anne Marie Pedersen

Jeg forstår godt logikken bag forsøget på at smadre vores velfærdsstat ved at underminere muligheden for at klare sig på overførselsindkomst osv. Men jeg fatter ikke hvorfor vores universiteterne også skal ødelægges. Er det fordi forskere skal være angste og ukritiske? Eller skal befolkningen gøres dum? Eller er magthaverne virkelig så dumme at de tror, der kommer bedre og mere brudbar forskning ud af den nuværende strategi.

Henrik Klausen

Hm. Basismidler er ikke det samme som fri forskning, da institutledelser har overordentligt meget at sige om hvad basismidlerne skal bruges til af forskning. På sin vis giver konkurrenceudsatte midler til fri forskning faktisk mere frirum til forskerens egne idéer. Så det er ikke helt så sort-hvidt. Universiteterne er ikke selv de bedste til at holde nallerne fra egne forskeres forskning; en ledelse skal vel lede. Der er snarere tale om en ændret fokus mod noget mere kommercielt end tidligere.

Mihail Larsen

@ Henrik Klausen

Undskyld det korte og klare svar: Du ved ikke, hvad du taler om.

De konkurrenceudsatte midler fordeles af personer, der har klare politiske og økonomiske prioriteter. Det, de allermindst tænker på, er fri forskning.

Kun hvis man er liberalist, kan man ræsonnere som dig. Liberalister identificerer altid markedslogik med 'frihed'.

Hanne Gregersen

@Mihail
Aldrig god stil at hævde, at folk med en anden holdning end en selv, ikke ved, hvad de taler om...... ens troværdighed eroderer med den praksis.

Iøvrigt et ganske intressant indlæg - det ville selvklart perspektivere debatten, hvis man også publicerede en replik fra dem (ikke en politiker), som rent faktisk mener, at en tættere relation mellem forskning og faktura er en god ide.
Det er vel heller ikke noget "enten-eller"...... kunne man ikke bedrive gedigen uafhængig (grund)forskning men alligevel kritisk vurdere, om vi skal bruge penge på de mest obskure forskningsfelter (kaudervælsk semantik eksempelvis) ??

John Vedsegaard

Akademiske frihed?`På en eller anden måde syntes jeg arbejderens frihed er vigtigere. Åndsforsnottede "forskere" der tror de er noget helt særligt, burde have deres statsborgerskab frataget inklusive alle rettigheder, pensioner og andet.

Pær Køie Kofod

citat: Kristina Jensen

"Mange forskningsudviklinger er opstået ved et tilfælde og ikke som resultat af en prædefineret mål"

En sandhed med modifikationer.

Ofte er det muligt at få flere, meget forskellige "forskningsresultater".
Af det samme materiale.

Samtidig med at det er forholdvis ofte er ret tydeligt hvad forskningsresultatet skal komme ud med af konklusion. Da opgave-/problemformuleringen er tendensiøs. En smule påvirket af hvilke midler der betaler forskningen.

Steffen Gliese

Tjah, Thomas Dalager, vi hedder homo sapiens sapiens, og dette grundlæggende træk ved vores art har vi udøvet fra tidernes morgen i et forsøg på at opnå stadig indsigt og viden om den verden, hvori vi lever. Der er i menneskeheden ingen mere konstant og mere grundlæggende stræben, om den så henad vejen kan bruges til noget eller ej er så ret underordnet her og nu.

Mihail Larsen

Måske er det et generationsproblem - også

@Henrik Klausen og Thomas Dalager

Henriks præmis var, at basismidler ikke var nogen garanti for fri forskning – med den interessante tilføjelse, at "institutledelser har overordentligt meget at sige om hvad basismidlerne skal bruges til af forskning."

Det efterlader en indtryk af, at vi på den ene side har en nærmest feudal, vilkårlig institutledelse og på den anden side en af markedet oplyst rationalitet, der bedst trives ved konkurrenceudsættelse.

Jeg beklager, at jeg var lidt for hurtig med et skud fra hoften. Men jeg har altså være ansat på danske, tyske og amerikanske universiteter i 40 år og kan se tilbage på en udvikling, der ikke bekræfter Klausens opfattelse.

Jo mere kapitallogisk universiteterne organiseres, jo mindre forskningsfrihed bliver der. Den der afledningsmanøvre med institutlederne holder ikke, for den relaterer sig til selv samme system. I Danmark er det først med Universitetsloven i 2003 blevet muligt at styre forskningen på universiteterne helt ned på individ-niveau. Institutlederne fik først den magt, som Klausen snakker om, samtidig med Universitetsloven. Før den tid var basismidler frie.

Det er – som Thomas Dalager så rigtigt siger – "aldrig god stil at hævde, at folk med en anden holdning end en selv, ikke ved, hvad de taler om…… ens troværdighed eroderer med den praksis."

Men jeg fastholder, at Klausen ikke ved, hvad han taler om. Han har (øjensynlig) ingen historisk viden om, hvad 'fri forskning' er. Det er ikke (alene) et spørgsmål om holdning, men om elementær viden.

Dan Sørensen

Jeg laver nytteorienteret forsking. Jeg arbejder på et universitet i Canada og på baggrund af vores ekspertise og avanceret teknologi kan vi yde videnskabelig service til samfundet. Jeg samarbejder med mange små og mellemstore virksomheder, som ikke har kapital til at ansætte specialister og indkøbe højteknologisk udstyr - f.eks. medicinalvirksomheder, der laver kopimedicin. Vi biddrager dermed til at samfundet har adgang til billig medicin og indtjener årligt ca. 1 mio kr. til vores institut. Det er penge, som vi derefter bruger til fri forskning uden politisk styring.

Jonas Nielsen

"De skal være entreprenante, og kommercialisering af vidensproduktionen skal på universiteterne afløse den produktive dumhed."

Og her stod jeg af og gad ikke læse mere. I guder hvor er den artikel dog en omgang selvhøjtideligt ævl.

Steffen Gliese

Hvordan ved du det, Jonas Nielsen, når du ikke gad læse mere? Og hvori består det selvhøjtidelige - ved at tage sit institutionelle ansvar alvorligt?

Mogens Ove Madsen

Kan anbefale til videre uddybning:

Jan Faye og David Budtz Pedersen: Hvordan styres vidensamfundet? Demokrati, ledelse og organisering. udkommet på Nyt fra samfundsvidenskaberne 2012
og
Social Kritik nr 129, 2012: Tema: Universitet mellem retorik og realiteter