International kommentar

Alliancen mellem højrefløjen i Israel og Europa varsler ilde

Europæiske neofascister og israelske nationalister bruger i stigende grad den samme racistiske retorik
12. juni 2012

For et par uger siden udartede demonstrationer imod afrikanske flygtninge i Tel Aviv sig voldeligt: Demonstranter plyndrede butikker, knuste ruder og smed brandbomber. Få dage senere stak brandstiftere ild på 10 afrikanske indvandreres boliger i Jerusalem og efterlod en utvetydig graffiti: »Forsvind fra vores bydel!«.

Ifølge israelsk stats-tv advarer Haifas byråd nu lokale virksomheder om, at de kan få inddraget deres licens, hvis de ansætter afrikanske flygtninge. I byen Sderot vil de handlende fremover nægte at betjene indvandrere. 60.000 afrikanere er rejst ind landet via den egyptiske Sinai-ørken inden for de seneste syv år – mange af dem er asylansøgere, der flygter fra undertrykkelse eller krig i Sudan, Sydsudan og Eritrea.

Ligesom flere europæiske lande er Israel blevet grebet af stigende bekymring for at blive ’løbet over ende’ af flygtninge fra tredjeverdenslande – en frygt, der på grund af Israels særlige udsatte beliggenhed og selvforståelse risikerer at få endnu mere ondartede følger end i andre lande.

Indtil videre har Israels reaktion været at opføre et stålhegn langs den egyptiske grænse og en gigantisk asyllejr i syd. Derudover har man vedtaget en lov, der tillader internering af indvandrere i op til tre år.

Instinktiv racisme

De forråede udtalelser fra toneangivende politikerne er lige så foruroligende som scenerne på gaderne. I sidste uge sagde indenrigsminister Eli Yishai: »De fleste af de mennesker, der kommer her, er muslimer, der har den tro, at dette land ikke tilhører os, fordi vi er hvide mennesker.«

Han har før karakteriseret flygtninge, som »voldtægtsmænd og kriminelle«.

For nogle uger siden betegnede Miri Regev, medlem af Knesset for Likud, det sudanesiske befolkningselement i Israel som »en kræftsvulst«. Det fik den tidligere tv-vært Yair Lapid, der nu er gået ind i politik, til at fordømme en hel række Knesset-medlemmer som »pogrom-anstiftere«. Han skrev bl.a.: »Det kan undre mig, at de har den frækhed at kalde sig for jøder«.

Synet af jødiske israelere – sønner og døtre af flygtninge fra Holocaust – der smadrer vinduer og råber racistiske slagord, der klinger som ekkoer fra Europas historiske antijødiske pogromer – er svært at holde ud. Det uhyggeligt let at opflamme et had til flygtninge i Israel. Efter i så mange år at have praktiseret en politik med adskillelse mellem jøder og underkuede palæstinensere – både i de besatte områder og i Israel – har landet udviklet en slags instinktiv racisme, der tillader indvandrerfjendtlige stemninger at blomstre op.

I sidste måned udtalte den israelske historiker og kommentator Tom Segev:

»Det , der generer mig mest ved Israel i dag, er den racistiske atmosfære. I flere år nu har samfundet bevæget sig i den retning.«

Ved en protestaktion mod indvandrere sidste år motiverede en israelsk demonstrant sin fjendtlighed med disse ord: »De er ikke jøder? Så hvorfor skal de være her hos os?«

Sprogbrugen er afslørende: Demonstranter, politikere og dele af medierne har stemplet de afrikanske flygtninge som ’infiltratorer’ – den samme frygtfremkaldende, sikkerhedsfikserede terminologi, som bruges om palæstinenserne. Det kan på den baggrund ikke undre, at Loven om Forebyggelse af Infiltration, der blev indført i 1950’erne for at hindre palæstinensiske flygtninge i at vende tilbage, netop er opdateret til også at omfatte afrikanere.

Demografiske bomber

I mellemtiden vokser angsten for ’demografiske bomber’. Rabbinere og ministre advarer om, at indvandrerne – på samme måde som palæstinenserne, må vi forstå – vil bruge deres højere fødselsrate til at fratage den jødiske befolkning sin flertalsstatus og dermed undergrave den jødiske nation.

Retorikken er muligvis endnu mere opskruet, men de højreorienterede israelske ministre gentager dybest set de indvandrerfjendske, anti-muslimske følelser hos Europas stadig mere fremgangsrige højrepopulistiske partier.

Det er ikke en tilfældighed, for hvor sygt det end kan lyde, har begge for nylig fundet en fælles sag: Inden for de seneste år har israelske ministre optrådt som værter for højreekstremistiske europæiske ledere og gjort det klart, at de delte deres syn på den formodede trussel fra islam og fra indvandrere – navnlig den muslimske.

Geert Wilders, lederen af det hollandske Frihedsparti, er en af flere prominente højreekstremistiske skikkelser, der har besøgt Israel, hvor han mødtes med ministre fra den israelske regerings strammerfløj.

Under et møde med udenrigsminister Avigdor Lieberman lovpriste han Israel som en forpost i kampen for at stoppe islam. »Falder Jerusalem«, advarede han, »står Amsterdam og New York for som de næste.«

Højrefløjen rebrander sig

Den umage alliance er godt nyt for Europas højreekstreme partier, der er ivrige for at gøre sig stuerene, og hvis antisemitiske fortid i nogle tilfælde har stået i vejen for en bred accept.

Forskergruppen Instituttet for Strategisk Dialog har advaret om, at Europas højreorienterede partier til dels er på fremmarch, fordi de opportunistisk har begravet det gamle jødehad til fordel for et tilsyneladende mere appellerende fjendskab over for islam og muslimske indvandrere. Hvor heldigt for dem at jødiske israelske politikere så beredvilligt vil fremme det projekt.

Det må være opmuntrende for Israels yderste højrefløj at finde allierede, der efterplaprer deres påstande om en eksistentiel frontlinje. Men når de mennesker, der bakker dig fuldstændig op, er arvtagere fra nogen, der nærede voldeligt had imod dig, kunne der være god grund til at tænke nøjere over perspektiverne.

Israels aktuelle angreb på afrikanske flygtninge er slemme nok i sig selv. Men hvis de også skal opfattes som et signal om, at europæiske fascister og højreorienterede israelske nationalister frem over har overlappende og integrerede dagsordner, står vi over for en giftig alliance. Det varsler ilde for indvandrere, muslimer og jøder overalt.

 

Rachel Shabi er irakisk-jødisk journalist og forfatter

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fascisterne nyder ihvertfald en intimiderende pressebevågenhed ...og 'racisme' holdes stadig frem som den røde klud, da fascisterne ellers ikke kan deltage i den politiske debat.