Klumme

Anmelderen som kunstfordøjer

Er en bog som en god flaske vin og en film som duften af en cigar? Læseren, kunsten og klicheen får det trangt, når anmelderen positionerer sig gennem kulinarisk high class
Debat
15. juni 2012

Ud over den evige bogstavrims-pest, som jeg selv lider særligt stærkt af, aner jeg for tiden en ny tendens blandt anmeldere: Kritikerens kulinariske konsumering af kultur (bogstavrim: 4 k’er). I hvert fald er jeg tre tilfældige gange for nylig stødt på anmeldere, som har sammenlignet kunstoplevelser med (forfinet) fortæring: »At få 135 siders ny prosa fra Christina Hesselholdt er som at få en flaske Rosso di Montalcino fra Stella di Campalto«, skrev en af landets bedste litteraturkritikere, Lilian Munk Rösing i Politiken, med feinschmeckerens erotiske sanseapparatur: »Man nipper og smager og doserer sit indtag, så man ikke sluger det hele i én strøm, selv om det flyder forførende lifligt; man læser langsomt og holder pause for at forlænge nydelsen og udskyde det triste øjeblik, hvor der ikke er mere tilbage.« Hvad den særligt fine vin kan med smag, som minder om det Hesselholdt kan med sprog, lærer vi ikke.

Om Henning Carlsens Márquez-filmatisering, Erindring om mine bedrøvelige ludere, sagde P1’s Filmlands fremragende filmkritiker Per Juul Carlsen, at den »åbner sig som en fin gammel flaske rom, som duften af en cubansk cigar«.

Ann Mariager, derimod, gik i Weekendavisen Forrest Gumpsk retroretorisk til værks, da hun i underrubrikken til en anmeldelse af Anaïs Nins nyoversatte noveller skrev, at læsningen »er som at åbne en æske med fyldte chokolader. Man skal tage ét stykke ad gangen, lade det smelte i munden og bare nyde. Men et par af dem skal man helt springe over. Her er indholdet harskt.« Anmelderen gjorde sig her til en mundskænk, der suttede og spyttede kunsten ud for (og før) os: Visse temaer (incest og pædofili), mente Mariager, var i 2012 fordærvede. Og overordnet erfarede vi: At læse en novelle kan være som at bide hul på et stykke chokolade og mærke den moralske dårligdom flyde ud på tungen. Et trist øjeblik.

Selv er jeg skyldig i (mindst!) én billedlig ’smagsløgsdom’ over kunsten. Under CPH PIX anbefalede jeg Jean Cocteaus Skønheden og Udyret: »At se en filmklassiker på en festival er som at få en kølig fadøl i hånden efter dage på paphvidvin.« Roskildeanalogien havde intet med Cocteaus film at gøre. Og samtidig skildrede jeg mig selv som en drukpragmatisk festivalgænger, der »sluger det hele i én strøm« – selv når det flyder surt og gæret. Heri ligger en selviscenesættelse, der deler den gastronomiske anmeldermetafors generelle fare: Et (muligvis kunstigt) kultiveringsskel. Jeg kender eksempelvis ikke til Rösings vin, ejer ikke Carlsens sans for god rom og cigarer og Mariagers sans for fine chokolader. Og jeg kommer i min læsning ikke tættere på kunsten, men på større livsstilsbenovet afstand af anmelderen.

Det omvendte ville måske være sket, hvis ikke billedet af litteraturanmelderen som vinnyder og filmanmelderen som spirituskender var så klichétungt; hvis sammenligningerne i stedet overraskede: Hvis man nu skrev, at god kunst var som at stå ved køkkenbordet og spise ovnlunet fryselasagne direkte fra fadet med en ske – uden om den stadigt frosne kerne. Eller som at slikke den sidste klump ristede løg med remoulade af overlæben efter at have frådet en fransk hotdog i tre bidder på Rådhuspladsen klokken fire torsdag morgen efter uplanlagt værtshusdruk. Anmelderen ville overraske. Kunsten selv ville dog nok ikke være hjulpet bedre på vej af den sammenligning. Et andet problem er at beskrive kunst som indtagelse og konsumering: CPH PIX som en drukdisciplin; Anaïs Nin som en æske godter (med udløbsdato); kunst, generelt, som en vare, der indtages og skides ud igen.

Er det ikke netop anmelderens også retoriske opgave at insistere på eftertanken, på genbesøget, på det unikt bogagtige ved bogen og filmfantastiske ved filmfestivalen? Medmindre man ægte formår at forbinde den kulinariske kritik med værket – såsom dette konstruktive bud: Den nu afdøde børnebogsforfatter og -illustrator Maurice Sendak – ham med Villy Vilddyr – fortalte for nylig i kulturradioprogrammet Fresh Air om en lille fan, Jim, som havde modtaget et håndillustreret postkort. Få dage senere fik Sendak et postkort fra Jims mor: »Jim blev så glad for dit kort, at han spiste det«, stod der. »Det var den største kompliment, jeg har fået,« fastslog Sendak. »Han var ligeglad med, at det var en original tegning. Han så den, elskede den, åd den.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her