Med stor glæde sommerferiegenlæser jeg den russiske forfatter Mikael Bulgakovs mesterlige roman Mesteren og Margarita. Udover at være en satirisk skildring af stalintidens Moskva, der konkret invaderes af Fanden med kulørt entourage, handler bogen om ondskabens natur og den mystiske forbindelse mellem Jesus og Fanden. Fanden søger med vold og magt at gøre ondt, men kommer hele tiden til at gøre det gode, fordi han – ligesom Jesus – agerer kosmisk balancegarant og retfærdighedsprincip.
Retfærdighed og det ondes natur er også temaer i forårets filmsucces Hvad med Kevin? Filmen portrætterer en mor, der ikke kan elske sin søn Kevin. Lige fra fødsel til fængsel (hvor han ender efter en skolemassakre) optræder han kalkulerende, selvtilfreds og sadistisk. Desværre indfrier filmen ikke mit håb om en nuanceret skildring af den tabubelagte fraværende moderkærlighed. Den fremstiller ganske simpelt Kevin som en uelskelig djævel. Alternativt kunne filmen have blotlagt de mekanismer, der fører til en skolemassakre, men også her vælger filmen den lette løsning: Kevin handler ondt, fordi han er ond.
Grundige psykologiske portrætter af school shooters viser imidlertid, at de netop ikke er glade og selvtilfredse, men snarere socialt udsatte, genetisk disponerede, ofte isolerede mobbeofre med drømme om magt og popularitet. Meget apropos diskussionen om, hvad vi skal kalde Anders Breiviks psykiske tilstand, fordeler school shooters sig i tre grupper: de psykopatiske, de psykotiske og de traumatiserede. Kevin forbliver netop utroværdig, fordi vi ikke lærer andet om ham, end at han bare er ond, uforklarligt ond – og det er ikke interessant.
Scenerne, hvor moderen besøger Kevin i fængslet, er filmens styrke, fordi de giver et billede af morens pinefulde tilstand, efter at sønnen har slagtet resten af familien. Tavsheden mellem dem er klaustrofobisk, og i de mellemliggende scener ser vi morens vrede og skyldfølelse over for ofrenes familier. Fængselsscenerne får mig til at tænke på en af mine tidligere patienter. Han var svært skizofren og havde i en paranoid psykose dræbt sin far – den eneste han havde et nært forhold til – fordi han troede, at faderen havde myrdet moderen. Patienten havde været indlagt i 11 år, uden at vi havde kunnet behandle hans psykose i nævneværdig grad, og moderen fandt det næsten uudholdeligt at tilbringe sin ugentlige halve time med ham. Han var den eneste, hun havde tilbage, og han vidste ikke, hvad han havde gjort mod hende. Hans gerning forekommer os ond – men er han ond?
Kevins ondskab er karikeret, fordi den ligesom eventyrenes dæmoner træder ud af den blå luft, men det gør os ikke klogere på det ondes væsen. Tværtimod skaber filmen arketypiske skræmmebilleder og reproducerer en kristen dualisme, hvor det gode og det onde er to adskilte størrelser, og vi på kristen vis skal forsage og fordrive det onde.
Hvad med Kevin? fik meget positive anmeldelser for at behandle svære emner, men i bund og grund er den bare en gyserfilm med æstetisk appel til et art cinema-publikum. Jeg synes, den slags film er særligt ubehagelige, fordi de forfører os til den fejlslutning, at de rummer en nuanceret eftertænksomhed, mens de med deres effektive virkemidler formidler en klichéagtig forestilling om det onde, som en aldeles uforklarlig kraft. Og det hjælper ikke mine patienter, at folk ude i samfundet går rundt og ser dem som endimensionale horrormonstre, der nok bare er født sådan.
Jeg er læge i psykiatrien og ikke præst, fordi jeg ikke tror på det onde som noget, der opstår ud af ingenting. For at forstå hvorfor nogle mennesker begår onde handlinger, må vi kunne leve os ind i deres bevæggrunde og acceptere ondskab som et negativt potentiale i os alle. Ligesom godhed og helbredelse. Fanden i Mesteren og Margarita lærer os, at det kan være fandens svært for den onde bare at være ond – fordi han er så afhængig af det gode.
Måske vores netop overståede hekseafbrænding kan være en god anledning til at reflektere over det. Måske skulle vi for en afvekslings skyld brænde nogle af dem, der altid påstår at være de gode? Eller brænde figurer, der ligner os selv? For hvad gør vi, hvis Fanden kommer og forfører os med rubler og skatteloft – vil vi stemme på ham?
Birgit Wandahl Bundesen er læge i psykiatrien
Nu kunne jeg komme med en lang historie omkring mine egne erfaringer med "åbenheden" indefor psykiatrien - ihvertfald i Nordjylland. Det vil jeg undlade og også rose dit indlæg.
Men med din egen bibel (den etablerede og anerkendte psykologis forståelse af menneskets tanke og sammenhænd med eller manglende forbindelse til fysikken) i hånden og din tydelige tilkendegivelse af ikke at tilhøre kirken (som jeg er enig med dig i).
Synes jeg du skulle prøve at bakke en anelse tilbage i din egen verden og butik - så tror jeg du ville finde yderlige plads til forbedringer.
Alene berøringen og den deraf omsorg ved (her klassisk skandinavisk massage) fysisk massage, er jeg overbevist om kan have en særdeles gavnlig effekt overfor visse skitzofrene patienter.
Men nix - ikke tale om. Domænet skal holdes intakt - tænk hvis det kunne lykkedes i et tæt samarbejde med lægerne på stedet - det ville jo have uoverskuelige konsekvenser for faget og "biblen".
Er det ikke komplementære begreber. Kan man forstå 'godt' uden at relatere til 'ondt' ?
Befriende at læse så spændende overvejelser om godt og ondt.
@ Suz Skov
Du kunne ogsaa sige yin og yang. Uden den ene, ikke den anden, hvormed artiklens overskrift synes en smule naiv.
Film beskaeftiger sig vel netop med begge sider, og saa er der nogen film der ikke tillaegger vaerdi men blot beskriver haendelser, og det er oejnene der ser der tillaegger vaerdi og foeler - godt eller ondt.
Blot et problem :
Eftersom dette foregik i Stalin-tiden kan man jo ikke tage nogen som helst stillet 'psykiatrisk diagnose' alvorligt ..
Alene det ikke at acceptere 'Systemets' perfekte ufejlbarlighed var den primære indikation på
'paranoid skizofreni' .
Der er 'Sort', 'Hvidt' og tohundredenogleoghalvtreds gråtoner imellem ..
Stig Hansen.
Derfor er Yin-Yang også i Niels Bohrs våbenskjold. (Han indførte komplementaritetsprincippet som forklaring på atomfysikkens dualitetsproblemer)
Jeg har sagt det før. Men det skal åbenbart repeteres for Prins Knud & co.
- Der findes hverken Ondskab eller Godhed.
Det er religiøse begreber uden kontakt til virkeligheden.
Disse begreber repræsenterer en groft forsimplet religiøst betinget dikotomi, der uden undtagelse leder til tab af erkendelse og indsigt.
I virkeligheden, der hvor alle mennesker lever, tænker og føler, findes hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige forhold.
Disse kan aldrig objektiviseres og ethvert forsøg ender, igen uden undtagelse, i forsimplede forsøg på almengøre helt og aldeles subjektive præferencer.
@ suz
Anede jeg ikke hehe, vaeldig interessant. Min kone beskrev det interessant en dag - yin (eller yang) er oversiden af hendes underarm, yang er undersiden, der er en sol side og en skygge side.
@ Toke
Ondt og godt er mennesket der tillaegger vaerdi eller negativ vaerdi til en haendelse. Det findes sikkert til overmaal i religiouse tekster, men det er i og for sig irrelevant, mm. du mener al tillaeggelse af vaerdi er lig med religion.
Hensigtsmaessige og uhensigtsmaessige forhold er lig hvad jeg kalder at tillaegge vaerdi. Saa bortset fra ordvalg tror jeg vi er enige.
@Stig
Det ligner måske semantik.
Men hvor Ond og God tillæger værdi men også objektiviserer og fastholder værdi ud fra en fastlagt forståelse af netop godt og ondt - skal hensigtsmæssighed eller det modsatte snarere opfattes som udtryk en cost/benefit analyse.
Jeg kan illustrere med et eksempel. Det er lidt kontroversielt men se det som en hypotese.
Det opfattes generelt som ondt at slå folk ihjel. Men Jorden er i dag så massivt overbefolket(og vil vokse yderligere de kommende generationer), at den samlede mængde mennesker udgør en trussel mod de kommende generationers og rsten af det biologiske liv på planeten.
En begrænsning i mængden levende forbrugende individer vil derfor, på sigt, give langt flere mennesker og resten af biotopen mulighed for at opleve livets bitre sødme.
Det er stadig ondt at slå folk ihjel, men det er bestemt ikke uhensigtsmæssigt.
Eller udsat for lidt ironi - Hvor denne dikotomi i ond og god er ekstremt uhensigtsmæssig, så kan den ikke beskrives som ond. Bare misforstået. Hvilket er ret uhensigtsmæssigt.
Ondskab og Godhed er således deterministiske begreber. Man er ond eller god for livet.
Mens det står enhver frit for at blive klogere og finde mere hensigtsmæssige handlemønstre.
Giver det mening?
@Jeanne
Der er masser af områder hvor dikotomien ikke leder til nævneværdigt tab af erkendelse.
Had og kærlighed m.fl. er som udgangspunkt(og de færreste vil stille sig modsat dette) subjektive begreber.
Virkeligheden har netop objektiv karakter. Den kan ikke fuldstændigt kortlægges eller afgrænses. Men det er det vi uden forvridninger eller subjektive præferencer oplever og sanser.
Mærkeligt at vi ikke er nået længere end denne artikel påminder os om. Opgøret med totalitets tænkningen begyndte ellers for adskillige århundrede siden, og her er vi så og leder med lys og lygte efter det fulkommende onde eller gode. Undrer mig ledt at Birgit Wandahl Bundesen ikke omtaler Sigmund Freud, som netop påpegede det ambivalente i menneskets natur. Hvilket indebærer, at ikke alene skifter godt og ondt i den samme person, men de er også tilstede samtidig, i vores følelser og bag vores handlinger. Imidlertid fortrænger vi ikke alene det onde men også erkendelsen af det ambivalente. John W Larsen er et godt eksempel på det artiklen omhandler, idet han straks fare ud og stempler Stalin tidens psykiatri som ensidig ond. Jeg vil væde en flaske god sovjetisk vodka på, at Larsen ingenting ved om behandlingssystemet i Sovjetunionen under Stalin, om fejl og succes i behandlingen af syge mennesker! For ham er det vigtigt at opretholde forestillingen om et absolut onde, men som altid vil være et stereotyp. Altså en konstruktion. Artikel forfatteren nævner ”Mesteren og Margarita”, men jeg tænkte straks på den svenske forfatter Pär Lagerkvists roman ”Bødlen”, som netop berører det ondes eksistens og hvordan vi overfører det onde på bestemte personer (Stalin, bødlen, Hitler, Aanders Breivik).
At forstå alt, er at tilgive alt, men ikke automatisk det samme som at billige alt.
Og det kan komme ud på et om "Fanden" eksisterer eller ej - men tænk så på, hvad han repræsenterer.
Om årsagen til, at notorisk massemordere( som Breivik) er sindssyge eller samspilsramte, eller om grundene til deres destruktive adfærd skal søges andre steder, går stadig over de flestes forstand. Men spærres inde skal de jo, hvis vi ikke vil leve med risikoen for, at de fremturer i deres galskab og fortsætter med at myrde løs på sagesløse børn og tilfældige forbipasserende, bare fordi de kan.
Stalintiden og dens skikkelser er et fremragende studieobjekt for netop denne ambivalens.
"Mesteren og Margarita" er forresten for nylig udkommet i nyoversat og komplet dansk udgave, hvilket jeg glæder mig til, her i sommerferien. :-)
rettelse til sidste afsnit:
Om årsagen til, at notoriske massemordere (som Brevik) opfører sig, som de gør, er, at de er sindssyge eller samspilsramte, eller om grundene til deres destruktive adfærd skal søges andre steder, går stadig over de flestes forstand. Men spærres inde skal de jo, hvis ... etc.
@Nic Pedersen. "Stalintiden og dens skikkelser er et fremragende studieobjekt for netop denne ambivalens" mener du deres eller vores eller begge?
@Claus O.
jeg mente primært dem indenfor "systemet", da det netop var sådan en slags "isoleret population velegnet til undersøgelse", hvis du kan følge mig?
Og fordi jeg har oplevet netop ambivalensen i fht. perioden og personerne hos moderne russere (og gamle sovjetborgere), hvilket det ofte falder "vesterlændinge" svært at forstå.
Men der er såmænd tilfælde nok at tage af alle mulige steder.
Jeg har ihvertfald fået lyst til at læse bogen.
http://www.rosinante.dk/Books/9788763808217.aspx
http://www.bogpriser.dk/q-9788763808217/
Toke. Jeg gumler lidt på dine teser og klasseopdelingsfilosofier. Jeg tror ikke jeg er enig, men der kræver større skriverier at gå ind i diskussionen.
F.eks. at virkeligheden er det vi objektivt (uden subjektive præferencer) sanser og oplever.
Nah...
Når man bliver meget vred på nogen, får man lyst til at slå dem ihjel.
For at få afløb for vreden, er man nødt til at forestille sig døden som:
"et uendeligt langvarigt ophold i en tilstand af uendelig stærk smerte".
Der ville jo ikke være meget fornøjelse ved blot at lægge offeret i narkose !
Dette er denne døds-opfattelse der rammer en selv i nakken som en boomerang, når man kommer i tanker om, at man også selv skal dø.
Det er svært at forklare den ene del af hjernen, at døden bare er en smertefri dvaletilstand (definitionen på det evige liv omkring år 100) - hvis en anden del af hjernen (vredens) betragter døden som den ultimative lidelse (der skal være graad og tænders gnidsel - ligeledes teologi omkring år 100).
Den tidlige kristendom fokuserede på det væsentlige - og betragtede vreden som den største synd.
Fordi den - dagen derpå - genererer den største angst.
Toke Andersen, at du har sagt det før, betyder ikke nødvendigvis at det er sandt, og at du skal repetere det for de tungtopfattende. Nemlig at der ikke findes godt og ondt, men kun hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt.
Med det hensigtsmæssige forholder det sig sådan, at det er det, der tjener en hensigt, god eller dårlig. Der er forskel på hensigters værdi. Nogle hensigter er dårlige (men ikke onde), fordi de udspringer af mangel på indsigt. Andre hensigter er onde, fordi de udspringer af ødelæggelseslyst eller af had. Nogle tror ondskaben er et mysterium, der ikke kan forstås. Andre finder den forklarlig, og det tror jeg såmænd også den er. Den der har lidt meget ondt i livet kan blive optændt af had til det. Det der har forvoldt hans smerte, ondet, skal tilintetgøres. Sådan tænker den der er blevet ond, bevidst eller ubevidst. Det er selvfølgelig en sindssyg tankegang. Ondskab er en form for sindssyge blandt andre mere fredsommelige former.
Hvor mærkeligt det end lyder, har jeg ikke opdaget at der bor nogen ond inde i mig, jeg kan blive vred, vorherre bevares, men ond, nej.
Er jeg så frelst?
Nej. For jeg forstår godt hvad det er der kan få nogle mennesker til at reagere ondt, uden at de af den grund er det.
I virkeligheden er vi det, vi ønsker at være og langt de fleste ønsker at være gode ved hinanden. Livets finurligheder gør at det til tider kan være ganske svært. En nedværdigende opdragelse, ja simpelthen alle former for nedværdigelse skaber frustration og en trang til at beskytte sig mod disse oplevelser igen, ved et fremskudt forsvar.
Så kører den derudaf og mange kan have svært ved at stå af uden hjælp.
@Toke Andersen
Jeg ville egentlig have lagt en kommentar om det meningsløse i 'ondskab' og 'godhed' som begreber men dine kommentarer gør mine overvejelser overflødige her på debatten og kan kun tilføje at jeg er enig i dine betragtninger.
Det onde er lidelse.
Det gode er fravær af lidelse.
Det bliver op til hjerneforskerne at finde den naturlige forklaring på disse fænomener.
Så kan man indrette kirkegårde hvor (dele af) hjernen opbevares i et miljø, med fravær af lidelse.
Krematoriets 900 grader er foreløbig eneste tilbud.
Det er ca. 24 gange varmere end de ca. 37 grader de kemiske processer normalt foregår ved.
Håbet om på en eller anden måde at kunne forlade kroppen inden det går løs (der ikke deles af NASA som siden 60-erne har forsket i nedfrysning af menneskekroppe) er det oldkristne håb i en nøddeskal.