Diktaturerne gør fælles front

I Syrien fortsætter nedslagtningerne af civile nu på 16. måned. Stadig har Vesten ikke evnet at formulere en troværdig trusselssanktion, der kan begrænse blodbadet – en eklatant fiasko, som næppe personificeres mere ynkeligt end af Michael McFaul, USA’s ambassadør i Moskva. Ynkeligt, men også latterligt: McFaul er en diplomatisk Malvolio – så desperat efter at behage, at det aldrig går op for ham, at alle griner af ham. Selv med de bedste intentioner opnår han kun de værste resultater.

Under præsidentvalgkampen i 2008 mente mange af Obamas tilhængere, at George Bush var en skydegal cowboy og sandsynlig krigsforbryder, »en dum hvid mand« for nu at bruge de ord, Michael Moore med samme ret kunne have rettet mod sig selv. Men når først Obama kom til magten, ville han ’engagere’ Putins Rusland, ’række ud’ til Irans ayatollaher og ’trykke på reset-knappen ’ i amerikansk udenrigspolitik.

Illusionerne er ødelagt

I den venstreorienterede opinion i USA og Europa var opfattelsen den, at »vores pligt til at angre hindrer den vestlige blok – som er for evigt skyldig – i at fordømme eller bekæmpe andre repressive systemer, stater og religioner,« som den franske filosof Pascal Bruckner udtrykker det i Angerens tyranni, hans eminente dissektion af vestligt selvhad og masochisme.

Man satte sin lid til, at når bare Vesten angrede behørigt og udskiftede en dum hvid mand med en klog sort mand, ville dette fjerne den dybereliggende årsag til anti-vestlig fjendtlighed. Der ville herefter ikke være behov for at fordømme eller bekæmpe vore fjender. Ja, faktisk ville disse vise sig slet ikke at være fjender i det hele taget, men en uretfærdigt dæmoniseret ’Anden’, dvs. et offer for vores egne paranoide frygt og racistiske stereotyper.

Det vestlige diplomatis fallit i Syrien har ødelagt de illusioner. USA, Storbritannien, Frankrig, Tyrkiet og Den Arabiske Liga bøjer sig for Ruslands vetoer. Og mens de vrider hænder over, om en ’liberal intervention’ er moralsk forsvarlig og praktisk gennemførlig, har diktaturerne allerede gennemført en ’illiberal intervention’ som et nutidigt ekko af Den Spanske Borgerkrig. Assads forbrydelser har ikke afholdt Putin fra at levere sin klient nye våben. Irans revolutionsgarde støtter aktivt ayatollahernes allierede i den alawittiske minoritet.

Front mod liberale værdier

’Progressive’ forstår ikke, at diktaturer kun sjældent er en rationel reaktion på vestlige forbrydelser. Diktaturer har deres egne tilskyndelser, som ikke hører op med at motivere dem, bare fordi en mere venstreorienteret præsident overtager Det Hvide Hus. Diktatorer ser ikke sig selv som magtberusede kleptokrater, men ophøjer deres vilje til magt ved at bilde sig selv ind, at de alene evner at opretholde orden og holde sammen på deres lande.

I denne forståelse må deres modstandere følgelig være forrædere og ikke kun over for den herskende familie eller klike, men over for nationen. Demokrati og menneskerettigheder er ikke konkurrerende ideologier eller legitime modstanderes krav, men subversive doktriner fra det imperialistiske Vesten, som diktaturer i denne verden må stå sammen om at modsætte sig.

Bemærk, hvordan diktatorers fælles interesser har fået alle ideologiske forskelle til at kollapse. På papiret har det slyngelkapitalistiske Rusland, det kommunistiske Cuba, det baathistiske Syrien og det islamistiske Iran intet til fælles. Men mod liberale værdier vil de altid danne en forenet front.

Indædt amerikanisme

Michael McFaul er ikke idiot. Han har en fornem akademisk karriere bag sig og bistod Obama med at ’nustille’ USA’s Ruslandspolitik. Han delte administrationens udgangspunkt om, at når bare Kreml forstod, at der nu var kommet fornuftige folk til i Washington, så ville man også samarbejde.

Men sine meriter til trods forstår McFaul diktatorers måde at tænke på. Han kom til Rusland i januar, da oppositionens modstand mod kleptokratiet voksede. Som Assad så Putin sig nødsaget til at affærdige den pludselige folkelige modvilje som ’et komplot af udenlandske kræfter’. McFaul var tilfældigvis den nærmeste skydeskive, så de statsstyrede medier slog til mod ham.

Regimetro journalister beskyldte ham for at være marionetfører for protesterne. Og da han mødtes med dissidenter, blev han hængt ud af statslige tv-selskaber, som tydeligvis kendte hans tidsplan, mens Putins tilhængere indsendte videoer, hvori de sammenlignede ham med en pædofil.

Rusland og Iran står fast

I et brud på alle diplomatiske protokoller blev ambassadør McFaul af det russiske udenrigsministerium gennemheglet på Twitter for at have udbredt ‘grove løgne’ i et foredrag, han holdt i Moskva for akademiske forskere. Episoden blev ikke mindre patetisk af, at selv om McFaul havde indflettet milde, men berettigede kritikpunkter i sin tale, så bestod den overvejende af ros. Som han sagde i sit svar til Kreml på Twitter, havde han »fremhævet over 20 positive resultater af den nye begyndelse«.

Selv da russerne ydmygede ham, indså McFaul ikke, at ’den nye begyndelse’ kun var foregået på vestlig side. For Putin havde intet ændret sig. McFaul konkluderede, at Rusland havde indledt en Twitter-krig mod ham. Men pyt med det, for hårde ord var bedre end væbnet konflikt. »Det er den nye verden: Followers i stedet for nukes er bedre,« erklærede han.

Men det er ikke ’bedre’ i Syrien, hvis stort set forsvarsløse befolkning lider under mere end nedrige tweets. Russerne og iranerne har indset, at slaget om Syrien er en kamp, de må vinde lige så meget for deres egen skyld som for Assads. Demokratierne er så forblændede af Bush-årenes nederlag, at de ikke fatter dette: At så længe de ikke trykker på reset-knappen, kommer der ingen afslutning på disse myrderier.

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen