Klumme

Er du dus med himlens fugle?

Er du dus med helvedes malariamyg? – Fodnote til Den Store Omstilling
5. juni 2012

Festens midtpunkt er en af landets fremmeste økologer og havde frabedt sig taler. Sang og leg var derimod mere end velkomne. Og sådan blev det: Morten Korch og Poul Reichardt lige i – ikke i øjet, men lige i – hjertet:

Er du dus med himlens fugle?

Du grønne skov! Du glade lærke!

Åh gudskelov, at jeg kan mærke:

Alt dette er ven med mig!

Har du det som jeg?

 

Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer,

forstår du alle hjerter, der banker her og der,

kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær,

så har du fundet ud af noget, som er meget værd.

 

En rødkælk! En guldsmed!

En bly forglemmigej!

Et grantræ! En vipstjert!

De elsker nemlig dig!

 

Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer,

så har du fundet ind til det, som gør livet allermest værd.

 

Ikke et stemmebånd var urørt, ikke et øje tørt. – Jamen, det er jo mageløst! Det er ikke os, der ææælsker naturen, sådan noget sentimentalistisk romantik. Antropocentrisk selvforgudelse! Det er naturen, der kommer først. Før mennesket. Det må også humanismen anerkende. Et grantræ, en vipstjert – tiltaler os, så vi må svare. Det er den sande humanisme. Dialogisk, som bare ind i det rene Shakespeare!.

»Det er nu da vist Morten Korch,« bemærkede en medgæst,som havde fået nok og øjet tørt.

»Ja, å hva’ så? ’Solen står med bonden op,/ slet ikke med de lærde!’«

Af Google og internettet fremgik siden, at musik/tekst er af Sven Gyldmark/Finn Martin til – ganske rigtigt – Morten Korch-filmen fra 1958 Vagabonderne på Bakkegården, hvor Poul Reichardt – ligeså rigtigt – synger de superøkologiske strofer.

Endda før Rachel Carsons Det tavse forår var udkommet på dansk og længe før forløberne for denne junis økologiske Rio-konference – den globale Stockholmkonference og publiceringen af Grænser for vækst i 1972 – havde fundet sted.

Så forudseende var om ikke Morten Korch, der døde i 1954, så dog Poul Reichardt!

Djævelens advokat taler

Men det skulle blive bedre – eller værre – endnu.

En lille djævel hviskede i øret:

Er du dus med helvedes malariamyg?

Er du dus med bakterier, vira og kræftsvulster?

Med skizofreni, demens, Alzheimer, sklerose og ALS?

Med tørke, istid, skybrud, tyfon, jordskælv, vulkanudbrud, tsunami?

Med fødekæderne, hvor naturens væsener ikke bestiller andet end at kvæle og æde hinanden?

Med at naturen ikke er det rene pip og glade lærker fra oven?

 

Djævelen var efterhånden blevet så svulstig, at den ikke kunne være i øret, men sad lige i øjet.

– Er du da selv, djævel, dus med døden? Med grænsen for magten over naturen?

»Er du dus med mig?,« lød det djævelske svar. Dus med det djævelske i vilkårene? Med det onde i livet? I naturen?

Nu er det svært. Rigtig svært, for det er så nemt. For nemt at klare det hele med bemærkningen om, at det just er det, det hele – hellige – altså økologiske, handler om: At der nu engang er og bliver naturlige vilkår, grænser, død, som ikke kan overvindes. Uden naturen selv bliver endnu værre.

I selve vores forsøg på definitivt og totalt at overvinde dens, ja, om man vil, ondskab, bliver naturen rigtig ond.

For nemt! For vi skal jo pine død gøre noget mod de helvedes malariamyg, bakterier, vira og kræftsvulster, mod skizofreni, demens, Alzheimer, sklerose, ALS, tørke, istid, skybrud, tyfoner, jordskælv og lille Peters forkølelse, tante Olgas ønske om dog at gense Fakse Ladeplads i bil nok engang, you name it, Satan!

Hvor går så grænsen for, hvad vi i vores sentimentalistisk-romantiske, antropocentrisk-selvforgudende magtbestræbelser kan tillade os at udsætte naturen for? Uden at gøre den uanstændigt eller endog ubodeligt katastrofalt værre?

Den grænse må efter tid og sted og historiske omstændigheder findes i samtalen. De frie ord, dialogen.

Det er vel derfor, man fejrer Grundloven i dag? Det er i hvert fald derfor ubegrænset økonomisk vækst – i brug og forbrug af naturen i dens materialitet – må bekæmpes. Det er derfor, man på kan købe billet til næste indlæg på torsdag i foredragsrækken om Den Store Omstilling.

Det er derfor, at naturen kommer først. Og hvad andet kan man, end med Morten Koch og Poul Reichardt være taknemmelig over det?

Tænk, om vipstjerten slet ikke havde været.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Tja, hvad gør man med det, der gør ondt? Jeg vil ikke bruge ordene ’det onde’, for så kommer man let til at tale om ’den onde’, ham djævlen, der bliver forsaget hver søndag i kirkerne, og det er der ingen grund til. Man kan bare nøjes med at forholde sig til det, der gør ondt, og det er der rigeligt af.

Den store flugt ud over afgrunden vil også gøre ondt. Vi er ved at opfinde en vaccine mod den, men dels er der lidt besvær med opskriften, og dels bliver det en svært omsættelig vare, ser det ud til. Alene det at få folk til at indrømme, at de er angrebne af en farlig vækstsygdom, kræver et enormt oplysningsarbejde, ikke mindst på baggrund af, at de angrebne foretrækker sygdommen frem for kuren. Desuden er de hårdest angrebne oftest de hårdeste benægtere, og tvangsinternering kan der slet ikke blive tale om.

Der er endnu et problem, når tale går på det, der gør ondt, og det er hvorvidt man skal unddrage sig lidelse. Hvis man gør det, går det galt, og det er Ejvind i en vis grad inde på. Skal vi udrydde alle malariamyg og andre giftige dyr (vi er kommet ret langt). Hvor går grænsen?

I mit eget tilfælde har jeg været med til at begrænse vise forkølelsesvira, da jeg har modtaget en kommunal og gratis vaccination. Det var måske forkert af mig. Tja, hvorfor ikke fjerne alt det, der står i vejen, og den dag man står i vejen for sig selv, fjerne sig med en lille pille? Det er et stort spørgsmål, men foreløbig skal vi da lige have taget stilling til, om vi skal fjerne hele vores livsgrundlag, naturen, eller om vi skal sætte de nødvendige grænser for vores selvudfoldelse.

John Fredsted

I mine stille stunder, eller måske snarere, i mine som ofte melankolske eller fortvivlede stunder, der forestiller jeg mig, at hvis der skulle være et formål med menneskearten, dette selvreflekterende dyr, så måtte det være, at det som følge af sin evne til at gennemskue den ondskab, eller lad os bare sige, den brutalitet, der hersker i den biologiske eksistensform, kunne udgøre et refugium i dens midte ved at afstå fra unødvendig aggression, så man ikke gør "den uanstændigt eller endog ubodeligt katastrofalt værre".

Michael Kongstad Nielsen

Som jeg fortolker Sven Gyldmarks og Poul Reichardts sang, så var der ikke tale om sentimental romantik eller naturdyrkelse (naturen står over os), men om noget mere simpelt:

Simpelt hen en påmindelse om, at der er noget i livet, som ikke drejer sig om menneskers gods eller guld, bohave, stridigheder, intriger, magtkampe. Noget lige uden for vinduet, der hvor vagabonden færdes.

Jeg synes godt man kan sammenligne med de mentale øvelser, nutidens storfobrugere af materielle goder kan have brug for. Tag ud og lyt til naturen, i stedet for at gå i storcentret. Og når du er derude, så husk at slukke smartphonen og tage alle propper ud af ørerne. Lyt til vipstjerten.

Det farlige i naturen, det må vi jo tage os i vare for. Men at der er brandmænd i havet, giftige bær og svampe i skoven, planter og snegle, vi ikke vil have os nær i haven, jamen det skal ikke tage fornøjelsen fra os.

Vi må som mennesker selvfølgelig forskanse os og bekæmpe de trusler i naturen, vi udsættes for, det prøver alle andre arter også på. Men vi kan også prøve at samarbejde med dem, udnytte deres potentiale og opnå synergi.. Hvor grænsen ligger for hvor langt vi kan gå, findes som Ejvind Larsen så smukt siger det i samtalen. Så jo, det var en fin sløjfe på dagens grundlovsord.

Det slår mig, at den økologiske katastrofe lige om hjørnet er meget naturlig.
Mennesket opfører sig som dyr, når det kollektivt kaster sig ud i ubetænksomt (dyrisk) forringelse af sine livsbetingelser.
Darwinistisk reduktion af bestanden !

I visen elsker de alle os.
Men vi elsker ikke alle dem, vipstjerten og alle de andre.

Georg Christensen

Er du "dus", med " livet" , er du dus med himlens fugle,og andre dyr, og er du dus med "landevejen`s" krumme sving, er du dus med verdens grønne planter og trær, så er du "dus", med mig. I fællesskab, kan vi vandre, på en fuldstændig ny "landevej",