Kronik

Europa brænder – verdensøkonomien er på vej ned

Mens verden har øjnene stift rettet mod eurozonens økonomiske problemer, overser mange, at problemet rækker langt ud over Europas grænser: Verdensøkonomien er i krise, og det er uholdbart at tro, at vækstøkonomierne kan holde den oven vande
Mens medierne fokuserer meget på panik og brand i eurozonen, har de færreste bemærket, at et langt større problem tegner sig i horisonten: Verdensøkonomien som sådan er på vej ned , skriver dagens kronikør. Her uroligheder i Grækenland som følge af krisen.

Mens medierne fokuserer meget på panik og brand i eurozonen, har de færreste bemærket, at et langt større problem tegner sig i horisonten: Verdensøkonomien som sådan er på vej ned , skriver dagens kronikør. Her uroligheder i Grækenland som følge af krisen.

John Kolesidis

25. juni 2012

Den europæiske økonomi har det ikke godt. For nylig måtte Spanien krybe til korset og modtage tilsagn om 100 milliarder euro fra EU’s støtteprogrammer EFSF og ESM, så landets banker kan rekapitaliseres. Estimater fra IMF har tidligere vist, at de spanske banker har brug for 40 milliarder euro i ny kapital, mens en helt ny stresstest har anslået beløbet til cirka 60 milliarder euro. Ligegyldigt hvilket tal der er korrekt, burde den hjælpende hånd fra EU være stor nok til at give mere tillid til, at de spanske banker kan modstå krisen.

Problemet er imidlertid, at hjælpepakken vil øge den spanske stats gældsniveau med omkring 10 procentpoint af BNP. Det svarer til et nyt gældsniveau tæt på 90 procent af BNP – og det i en tid, hvor landets arbejdsløshed har rundet 20 pct. Når regeringen skærer ned på budgetterne og fyrer offentligt ansatte, og den private sektor gør det samme med endnu større hastighed, har den spanske forbruger færre penge mellem hænderne. Dermed omsætter virksomhederne mindre, og flere fyres. Den onde cirkel er sluttet.

Uden betydelig vækst vil Spanien ikke kunne nedbringe sin gæld i forhold til BNP. Dermed er det kun et spørgsmål om tid, før landet må gå tiggergang igen. Det er alvorligt for EU, hvor den spanske økonomi udgør 8,5 pct. af BNP.

Selv om det græske problem tynger EU langt mindre – græsk økonomi udgør kun ca. to pct. af EU’s BNP – og selv om valgresultatet den 17. juni giver håb om, at Grækenland kan blive i euroen, er der ingen grund til at tro, at den græske ildebrand er under kontrol. Landets solvens er langtfra sikret. Estimater fra Goldman Sachs viser, at Grækenlands BNP-vækst over en seks måneders periode ville falde med 8-10 pct., hvis støtten fra EU blev afblæst i morgen. Grækenlands økonomi holdes med andre ord kunstigt i live. Og skulle problemerne alligevel ende i en ukontrolleret græsk euroexit, kan en kapitalflugt fra banker i resten af periferien blive voldsom. Problemet er allerede synligt i Spanien og Irland og vil sandsynligvis intensiveres, skulle euromedlemskabet blive påviseligt bragt i fare. Italien er ligeledes sårbar over for et run på sine banker. Effekten af en bredere finansiel afsmitning fra Grækenland er højst usikker, men udgør ikke desto mindre en stor potentiel risiko.

Foreløbig forsøger de europæiske ledere sig med brandslukning som likviditetsindskydning i bankerne og rentesænkning. Det vil formentlig være tilstrækkeligt til at mindske negative markedseffekter fra den nuværende spanske bankstress, men ikke fra et græsk exit.

Verdensøkonomien skranter

Politiske foranstaltninger, der effektivt kan forhindre afsmitning fra en græsk exit – såsom eurobonds eller ubegrænset EU-bred indskydergaranti – vil imidlertid kræve massive politiske holdningsskift, fordi de de facto skaber en finanspolitisk union, uden at en reel politisk union eller de nødvendige kontrolforanstaltninger er på plads.

Mens medieoverskrifterne er meget fokuserede på panikken og branden i eurozonen, har de færreste bemærket, at et langt større problem tegner sig i horisonten: Verdensøkonomien som sådan er på vej ned. De fleste synes at holde fast i en forestilling om, at de nye vækstøkonomier holder væksten i gang. Men nu peger pilen også nedad for disse økonomier, og det kan have endnu større økonomisk effekt og gennemslagskraft end problemerne i den lille græske økonomi. For at sætte tingene i perspektiv svarer hele den græske BNP (dvs. al græsk økonomisk aktivitet i 2011) til 15 dages økonomisk aktivitet i Kina.

Væksten i udviklingslandene har skuffet i 2012, og der er ingen tegn på, at den bliver stærkere end i 2011, der var et relativt svagt år. Problemet er, at mange udviklingslande lider under manglen på kredit fra de store europæiske banker, som på grund af solvensbehov sænker mængden af udlån uden for deres kernemarkeder.

I Kina holder lempelig pengepolitik hånden under den økonomiske vækst, men tømmermændene fra den aggressive politik, som blev ført i 2009 efter finanskrisen, kan stadig mærkes, og det kan ikke forventes, at Kina vil føre en lige så lempelig finans- og pengepolitik som den, vi så for bare tre år siden. Man skal altså ikke forvente, at landet kommer tilbage på det gamle spor med tocifrede vækstrater. Opbremsningen vil få betydelige konsekvenser for afsætningen hos de europæiske virksomheder, der har stor eksport til Kina – endnu en ond cirkel er sluttet. En kinesisk vækst på 7-8 pct. er ikke tilstrækkelig til at opveje den svage vækst, vi ser i Europa i øjeblikket.

USA uden muligheder

Vi er gået ind i den fase, hvor den aftagende vækst historisk har været forbundet med kraftige finans- og pengepolitiske lempelser. Samtidig er markederne begyndt at forvente rentenedsættelser og yderligere pengepolitiske kvantitative lempelser, der hvor renterne allerede er ved nulpunktet.

Den australske centralbanks seneste rentesænkning viste en vilje til at sænke renterne, hvis muligheden er til stede, hvilket den er i flere af de mindre økonomier. Den slags politiske tiltag er dog utilstrækkelige til at ændre det globale billede. Bekymringen for den globale økonomi udspringer dybest set af, at de politiske muligheder i verdens største økonomi, USA, hverken er tiltalende eller effektive. Med det i forvejen høje amerikanske gældsniveau og budgetunderskud er der naturlige begrænsninger for, hvor slagkraftig en finanspolitisk lempelse vil være, ikke mindst i en tid, hvor balancen i den amerikanske finanspolitik vakler.

Umiddelbart vil det stærkeste pengepolitiske tiltag bestå i at tilskynde bankerne til at tage mere risiko, specielt hvad angår kredit. Storbanken JP Morgan forsøgte sig aggressivt med denne strategi gennem store investeringer i kreditderivater, men endte med at tabe to milliarder dollar. Resultatet var et kurstab i størrelsesordenen 200 milliarder danske kroner på bankens aktie. Den negative markedsreaktion og regulatoriske fokus tyder på, at den mulighed er mindre oplagt nu, end den har været. Og selv om tidligere runder af kvantitative pengepolitiske lempelser effektivt har øget vækstoptimismen og dermed priserne på aktier og råvarer, har effekten vist sig at være kortvarig. Det tyder på, at den slags tiltag i virkeligheden virker gennem forventningsdannelse, og derfor kan man frygte, at effektiviteten af en yderlige runde af kvantitativ pengepolitisk lempelse vil aftage.

Konklusionen er derfor, at vi går en tid i møde med yderligere usikkerhed, faldende global vækst, økonomisk panik i Sydeuropa og manglende klarhed over mulige politiske og finansielle løsninger. Det bliver en svær tid, og desværre er der ingen hurtig løsning på problemerne. I sidste instans vil de ultimative løsninger inkludere, at pengeseddelpressen sættes på overarbejde, så vi inflaterer os ud af problemerne, samt at det tyske checkhæfte bruges flittigt i eurozonen. Herudover kan man kun håbe på, at den globale vækst kommer tilbage, så skattegrundlaget kan øges og gældsbyrden nedbringes. Indtil da bør investorer søge ly i guld, absolut afkast/hedgefonde samt centralt beliggende fast ejendom.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da jeg spurgte en dansk Expat i Tanzania, hvorledes krisen opfattes i Afrika - trak han på skulderen, kriser er vi så vant til at vi stort set ikke mærker dem.

Var bedre om man havde taget en slapper og ventet til man kunne se krisens omfang, og hvor problemerne virkelig stammer fra - og så derfra kickstarte opturen - istedet for kickstarte nedturen.

Hvad er man egentlig så bange for - at man ikke har råd til den nye Ihone5, eller der opstår hungersnøs i Europa?

Er vi ikke lidt skvattede og barnlige.
Hvad gør det med lidt fattigdom, hvis man kunne finde ud af at holde sammen, naboerne imellem?

Poul Simonsen

Horisonten er mørk, både m.h.t. vejret, politiken, økonomien, ressourcerne og klimaproblemer.

Og specielt hvad det sidste og vigtigste angår, så har artiklen ikke et eneste bud.

Claus Madsen

"Storbanken JP Morgan forsøgte sig aggressivt med denne strategi gennem store investeringer i kreditderivater, men endte med at tabe to milliarder dollar. Resultatet var et kurstab i størrelsesordenen 200 milliarder danske kroner på bankens aktie".

Kan det siges mere tydeligt? Systemet har spillet fallit !

Steffen Gliese

Kapitalismen hang vældig godt sammen med en ukendt verden, hvor man måtte løbe risici i produktionen, i udviklingen, i den famlen sig frem i en stadig ukendt verden.
Sådan er det ikke mere, vi ved rigtig meget, vi famler os ikke frem i forskningen, men leverer resultater på baggrund af stor indsigt - og kan endog foruddiskontere resultater (jeg tænker her især på sundhedsområdet).
Vi er med andre ord på en helt anden måde på højde med verden, end vi har været, bl.a. pga. den helt fantastiske indsigt, som stadigt øget datakraft giver os.
Måske er det derfor blevet for usexet med investeringer i noget så forudsigeligt som produktiudvikling for investorerne? Til gengæld behøver vi ikke længere at dyrke menneskers dårligste sider, sådan som kapitalismen gør det.

Per Torbensen

Bankerne må inkassere deres tab,som alle andre borgere må og gør.
Der oprettes statsbanker der stiller kapital til rådighed på gunstige vilkår til produktive virksomheder,samt til almindelig ordinær bankvirksomhed.

Niklas Monrad

Wimmer beskriver ganske nøgternt og korrekt verdens økonomiske tilstand.

Det er langsomt ved at gå op for dem, som havde optimistiske forventninger om, at udviklingslande var afkoblet fra verdens traditionelle lokomotiver og selv kan agere trækkraft, at disse forventninger var en illusion.

Kinas fremgang har været baseret på billig arbejdskraft til fremstillingsindustrien og massive investeringer i infrastruktur. Denne kilde af billig arbejdskraft er nu ved at rinde ud, og der er dagligt nye eksempler på, at udenlandske virksomheder home-sourcer produktion. Infrastruktur investeringer er ved at have nået et mætningspunkt. Den økonomiske krise i Vesten betyder reduceret export. Det er tre negative faktorer på en gang, som skal overvindes af et kommunistparti som mest af alt har travlt med at holde sig ved magten og fylde egne lommer.

Brasiliens vækst har primært været drevet af råvareeksport til Kina. Når Kina sænker farten rammer det Brasilien direkte. At landet desuden har undladt nødvendige strukturreformer i gode tider vil givetvis skabe yderligere problemer i fremtiden.

Rusland er som altid dybt afhængig af høje oliepriser. Disse vil stige igen i fremtiden, men i mellemtiden er der ikke noget i det land, som driver vækst.

Indien, dette højt besugne demokrati, er fedtet ind i korruption og specialinteresser, og er tilsyneladende komplet ude af stand til fornyelse. Vand- og elektricitetsmangel fungerer som yderligere hæmsko for en positiv udvikling.

Sydafrika fortsætter med at synke ned i lavere produktivitet, øget fattigdom og korruption efter snart 10 års ANC ledelse. Landet er det eneste som er blevet mere i stedet for mindre socialistisk i denne periode.

Vesten og Japan har levet for lånte penge og er ved at kvæles af gæld. Den nødvendige "deleveraging" (afbetaling af gæld) der er igang, vil kun forstærke de tendenser beskrevet ovenfor.

I lyset af ovenstående bør det være klart, at forestillingen om at Tyskland, ved at garantere yderligere låntaging i Frankrig og andre forgældede europæiske lande som ikke ønsker at balancere sine budgetter, skulle kunne redde verdensøkonomien er grebet ud af den desperat tomme luft.

Regeringer vil formodenlig lade seddelpressen køre, for på den måde reducere værdien af deres gæld. Denne form for inflationsskabende tiltag er smitsomme, eftersom ingen ønsker at sidde tilbage med Sorteper. ECB med Tyskland som kerne er den centralbank, som er mindst villig til på denne måde at "tørre lorten af" på sine omgivelser, selvom det er tydeligt, at F. Hollande presser på i misforstået egeninteresse.

Vi i Vesten har igennem de senest 60 år vænnet os til kontinuerligt forbedrede levevilkår. Vi har haft kriser, men de har været relativt kortvarige og lokale. I gode tider har vi undladt at sikre fremtiden, men har istedet igennem låntagning udbygget velfærdsstaten med goder til alle, istedet for til dem, som har mest behov. Vi er allesammen blevet forvænte og krævende. Med få individuelle undtagelser ved vi ikke, hvad det vil sige at lide nød og afsavn.

Det springende punkt bliver, hvordan vi reagerer, når vi tvinges til at se nød og afsavn i øjnene. Vil vi være istand til at være stoiske og solidariske, eller vil vi kaste os over diverse syndebukke?

Den styrkelse af politisk ekstremisme vi allerede nu ser ser både i Danmark, Grækenland, USA og mange andre steder lover ikke godt.

De revolutioner vi ser i den arabiske verden, er måske nok en styrkelse af demokratiske tendenser, men når nye regeringer ikke er istand til at leve op til befolkningernes forventninger, skal også de have nogen at give skylden. Traditionelt ved vi godt, hvem det er.

Den atombevæbnede magt, Pakistan, er hurtigt på vej til kaos og måske endda "failed state" status. Der har man også tradition for at skyde skylden på udlandet.

Udtrykket "we are in for a rough ride" er meget passende. Vi har formodentlig kun set toppen af krisens isbjerg.

Spørgsmålet er, om vores levestandard og velfærdsstat er værd at bevare for enhver pris. Også hvis den pris betyder endnu en potentielt verdensomfattende krig.

Niels Engelsted

Konklusion: "Indtil da bør investorer søge ly i guld, absolut afkast/hedgefonde samt centralt beliggende fast ejendom."

Burde der ikke stå annonce over artiklen?

Eller har Wimmer Financiel med speciale i investeringer i værdipapirer, ejendomme og mineraler snydt sig til en gratis omgang reklame?

Niklas Monrad

@ Niels,

Nu er Informations læsere jo næppe Wimmers kundesegment, så kan vi ikke lade være med at være smålige for en stund, og forholde os til hvad manden skriver?

Steffen Gliese

Niklas Monrad, der er kun en lille hage ved dit fine indlæg: DER MANGLER IKKE NOGET! Verden er intakt, der er blot fordelingsproblemer, når vi nu ikke længere har så meget brug for at arbejde for at få varerne på bordet. I det meste af verden har man brug boligmarkedet som økonomisk motor, det har ikke været heldigt for gælden, men det har i realiteten bragt så mange boliger ind i verden, at vi ikke har nogen mangel dér! Fint! Vi kan producere mad nok, tøj nok, infrastrukturen er mange steder i orden (men jeg vil nok sige, at der er meget, der skal til dér, stadigvæk, ikke mindst med henblik på internetforbindelse verden over). Det nytter ikke at fremstille verden som i krise, blot fordi vi ikke har behov for væsentlig yderligere vækst - det er tværtimod en god sikring af, at vi fremover kan tænke os om i fællesskab om den udvikling, der er mest farbar.

Steen Ole Rasmussen

”Som om” man vil og kan se problemerne!

Der er noget forlorent over denne artikel, lige som der er noget forlorent i den måde, man fokuserer på den såkaldte finans- og gældskrise på.

Markedsværdierne er væltet ned fra sine urealistiske højder over de sidste fire til fem år! Det ved vi alle, og hvad så?

Man taler ”som om” markedsværdierne var et dækkende udtryk for den reelle udvikling, ”som om” markedsværdierne var udtryk for at vi blev rigere, da de steg, og ”som om” at de var udtryk for, at vi blev fattigere, når de faldt. Sådan er det ikke nødvendigvis, slet ikke!

Det frie marked har fået, ”hvad den kunne klare” og meget mere over de sidste 30 til 40 år. Monetarismen, dvs. fastkurspolitikken, privatiseringen af alt hvad der ligner offentlige og forbrugerejede aktiver, har stået højest på den politiske agenda, sammen med ønsket om at integrere økonomien i en stor global gryde, hvor alt faldt i markedets udbud og efterspørgsel helt og aldeles uden hensyn til afstande i tid og rum på bekostning af kulturelle og naturlige forskelle.

Staternes rolle er rullet tilbage, centralbankerne har fodret markedet rigeligt med likvider i hele perioden. Og så længe, der var prisstigninger på kapitalen, på markedet, og markedsværdierne levede som det sande udtryk for udvikling og vækst, lige nøjagtigt så længe har der været markedsværdier, aktiver, der kunne belånes. På den måde er pengene blevet sat i verden. Og det var sådan, at man forestillede sig, at det skulle fortsætte i en evighed.

Ak og ve, hvor var det naivt!

Den vestlige verden har ernæret sig ved seddelpressen i mere end 30 år. Man har gjort det under dække af, at føre en antiinflationspolitik. Monetarismen sigter eksplicit på at dæmpe inflationen, sikre valutaens værdi og en stabil men ikke overdreven forsyning af penge til markedet. I virkeligheden har man kun holdt lønningerne nede, samt priserne på råvarer og andre reelle forudsætninger for markedet. Man har orienteret sig mod prisstigningerne på valuta og kapital, ”som om” de var repræsentative for klodens sande rigdom. Det er denne illusion, der truer med at briste, hvilket verden ikke bliver fattigere af, at den gør.

Ofrene for illusionen har ikke noget begreb om relationen mellem markedsværdi og det, som markedsværdierne skulle repræsentere i kraft af det eneste, som markedet kan referere til sin omverden med, nemlig priserne, det som markedsværdierne optræder med, i form af sine pålydende, nominelle værdier! Man har forvekslet markedsværdierne med virkeligheden. Og så rasler de pludseligt ned, lige som man troede, at verden var blevet rigere!

Inflationen i priserne på kapital, afledte værdier (derivater), har været gigantisk i den periode, hvor frimarkedslogikken og monetarismen er blevet kernen i verdensøkonomien. Det afslører sig nu med boblens brist.

Uanset hvor mange og hvor billige penge centralbankerne fortsætter med at fodre markedet med, så falder priserne på kapital, afslørende for grænserne for denne fremgangsmåde. Der pumpes gigantiske mængder af friske kontopenge og sedler ud i økonomien, og lige lidt hjælper det. Pengene har afsløret sig, som det de er; penge er gæld, gæld er penge. Det gider man ikke skrive om. Det er for simpelt, det er alt for primitiv en betragtning, urimelig i forhold til troens genstand.

Men verden bliver ikke fattigere af at alverdens kreditorer (finansverdenen, der lever af at sætte andre i gæld) må indrømme og tage konsekvensen af, at deres krav på fremtidens ydelser er aldeles urealistiske.

Verden bliver heller ikke rigere af, at centralbankerne sætter endnu flere gældsbeviser i søen, skriver endnu flere veksler på fremtiden.

I det hele taget så bliver verden ikke fattigere eller rigere af at slippe for illusionen om markedsværdierne som det sande mål for rigdom, værdi og mening i tilværelsen. Tværtimod, så er illusionens brist nok snarere forudsætningen for, at de mange store og små globale kognitive systemer kan komme lidt mere på omgangshøjde med situationen! Ikke, at nogen eller noget kan gøre krav på at forstå det hele, men illusionen herom, ja den står også i vejen for de lidt mere konstruktive bidrag til udviklingen.

Artiklen skriver, at Kinas vækst ikke kan redde den vestlige verdens økonomi, og at Kina ikke får al den likviditet, som man her kunne ønske sig. Til det kan der tilføjes, at Kina har planer om at lave en valutaunion med Japan, at man primært handler med udlandet i forlængelse af bilaterale relationer og at væksten vil drøne der ud af med og uden vestlig kapital i fremtiden. Vestens rolle er minimeret i en grad, som artiklen vender det blinde øje til.

Artiklen har ingen forståelse for penge eller for inflation. Den forveksler værdi med markedsværdi, helt traditionelt og i overensstemmelse med den herskende kognitive adfærd.

Artiklen nævner ikke omverdenen til det økonomiske system som andet end det, der registreres og lever ved pengesystemets egen referenceramme. Forståelsen for de problemer – som det økonomiske system har skab omkring sig, dvs. sociale, økologiske, klimatiske, ressourcemæssige problemer – nævnes ikke.

Det er trist, for en stor del af forklaringen på, at markedsværdierne imploderer nu, kan findes i det forhold, at virkelighedens mangfoldighed af muligheder for menneskelig og anden levende udfoldelse er blevet udtømt af det storforbrugende og storsvinende økonomisk højtflyvende segment, som fx den siddende SRSF regering har erklæret sin misforståede loyalitet over for med den seneste skattereform, skattelettelser til de i forvejen højestflyvende, som om de kunne forbruge sig ud af de problemer, de skaber med deres forbrug.

Artiklen hænger i dyndet, sumpen af religiøs tilbedelse af nogle markedsværdier, der ikke repræsenterer andet end ren overtro. Den er patetisk optaget af et selvnegerende økonomisk ideal omkring succes, nogle mål for udvikling, der objektivt set kan tages som udtryk for den hastighed, hvormed de succesadækvate gennemsnitsfænomener på 1. klasse har held med at smadre fremtiden for sig selv og alt andet liv på jorden i takt med deres forsøg på at få del i den.

Den lille søde modstandsavis lader ”som om” den skam godt kan kritisere og se problemerne. Det ved vi alt om. Men det kan den ikke.

Søg på Cand. Phil. Steen Ole Rasmussen, eller gå ind på arbejdsforskning.dk, hvor jeg har lagt ca. 150 artikler ud, bestående i filosofisk selvstændigt funderet kritik af samtidens konforme selvforståelse.

Jesper Wendt

Hvordan skal Danmark fungere ved en minimalstat, vi har ingen kultur for at hjælpe hinanden. Folk vil blive kastet ud på tynd is, indtil de ryger igennem.

Forbruget skal ned, det kan vi blive enige om, og det kommer helt af sig selv hvis udviklingen fortsætter. Det havde dog været smart at bruge det positivt mens tid er.

Ja, så længe man kan abstrahere fra manglende arbejdsløshedsunderstøttelse og ejendomretten til produktionsapparatet, så er verden og den politiske debat lyserød...

Peak Oil er forklaringen på det hele.

Man kan hoppe og springe og trykke lige så meget papir man har lyst til, det vil ikke ændre det underliggende faktum.

Apropos pengetrykning: Forvent at al opsparing forsvinder, inklusive pensionsopsparing.

Nic Pedersen

@Dennis Berg

Det er jo også præcis, hvad Wimmer slutter af med at skrive!

Selvom Peak Oil så ikke er forklaringen på alt.

John Fredsted

"I sidste instans vil de ultimative løsninger inkludere, at pengeseddelpressen sættes på overarbejde, så vi inflaterer os ud af problemerne ..."

Ja, det er præcis det, jeg frygter allermest. For i så fald skal alle dem, der har sparet op på ærlig manér (altså uden at deltage i spekulation o.l.) se deres opsparing fordampe for at dem, der gennem kreditter har levet over evne, kan reddes. Med friholdelsen af boligejerne, illustrerer den nye skattereform netop så nydeligt (på den aldeles nedslående måde, altså), at dem, der lever på kreditter, dem, der er såkaldt værdige til at få kreditter, er løftet over dem, der ikke er.

Nic:
Det er forklaringen på, hvorfor væksten går i stå, og hvorfor alle disse krumspring laves for at undgå en begravelse under det rentehelvede, som kun kan køre rundt med evig eksponentiel vækst. Det har kloden så sat en stopper for nu.

Nuvel, der er andre Peaks end Peak Oil, men Peak Oil er den vigtigste.

Nic:
Og hvad er det, "Wimmer slutter med at skrive"? Hvis du hentyder til hans råd om, at søge ly i guld og ejendom, så er det altså ikke særlig eksplicit. Der synes jeg nok jeg gør det noget tydeligere, så ingen er i tvivl om, hvad der står på spil.

Nic Pedersen

Dennis:

Det er det jeg hentyder til ja og vi lader da begge til at have forstået det.
Men der er da ikke noget galt gjort ved at skære det ud i pap.

Maya Nielsen

tiden er faktisk kommet til at nationalisere bankerne for blandt andet at kunne forhindre kapitaludflytning fra hele Europa...

Steen Ole Rasmussen

@ Maya

Når pengene forsvinder, sker det på den måde, at pengene afslører sig som urealistiske krav på fremtidige ydelser i hænderne på dem, der med pengene, gældsbeviserne, i hænderne, dvs. kreditorerne/bankerne opdager, at lånoptageren, skyldneren ikke kan betale sin gæld tilbage.

Bankerne låner af nationalbanken for at låne videre. Bankerne lever af differencen mellem indlånsrenten, diskontoen, hvis det er nationalbanken der skyder pengene ind i bankerne, og udlånsrenten.

Men hvis bankerne låner ud til nogen, der ikke kan betale pengene tilbage med rente og rentes rente, så bliver de nødt til at afskrive lånet. Og så er de penge, der blev sat i verden af nationalbanken som lån til banken, der genudlånte dem, væk! Afsløret som urealistisk krav på fremtidige ydelser, tilbagebetaling.

Man kan også grave fysiske penge ned, brænde dem osv. Men de fleste penge er kontopenge. Deres værdi består alene i det at muliggøre betalinger, sætte pris på sig selv og alt andet. Når priserne generelt falder, dvs. når markedsværdierne falder, så mister pengene værdi. Og dem, der har lånt penge ud mod sikkerhed i fx fast ejendom eller andre mere eller mindre virtuelle former for kapitalværdi, realværdi, risikerer at miste deres penge/aktiver.

@John
Når der sættes mange penge i verden for at priserne ikke skal falde på fast ejendom, så kommer det også dem til gode, der ikke skylder specielt meget væk i deres ejendom. De kan nemlig se, at også deres besiddelser stiger i værdi, når priserne generelt stiger som følge af en lempelig pengepolitik.

Problemet er i øjeblikket, at uanset hvor meget nationalbanken så gerne vil låne ud, så er der ingen i den finansielle sektor, der er i stand til at tage imod de billige penge, netop fordi forudsætningen for at kunne låne hos nationalbanken er, at sektoren kan opvise et aktiv i markedet, der ikke allerede er overbelånt!

mvh Steen

John W Larsen

'hvor fanden forsvinder alle de penge hen, som vi hælder i bankerne ?'

Og ikke mindst : Hvor Fanden kommer de fra, når nu vi ikke har andet end gæld ? Og så naturligvis over 60 års opsparede pensionsformuer der nu forsvinder som dug for Solen .. For de var der aldrig eller hvad ?

Det her er ikke en sag for økonomer, det er en sag for Bagmandspolitiet !

Der er ikke udbetalt en øre til bankerne - der er kun givet statsgarantier for de højrisikable lån som bankerne har smidt kundernes indskudskapital ind i.

Niels Engelsted

@Niklas, undskyld hvis jeg var smålig. Hvis du er ligeså gammel som det kontrafej, du har sat på, så ved du, at vi ældre herrer tit kan være på den måde.

Det du beskriver så udmærket i dit lange indlæg er resultatet af kapitalismens indbyggede umulighed. Varernes værdi må nødvendigvis overstige de arbejdende befolkningers købekraft, og når der er taget så meget forskud på fremtiden (gældsættelse), at den ikke kan afdrages, så sker alt det, du--og Wimmer--omtaler.

Wimmer har en løsning for investorerne, som du sikkert rigtigt anfører ikke befinder sig blandt almindelige dødelige som Informations læser. Selv antyder du også en løsning med dit afsluttende spørgsmål, om velfærdsstaten er værd at bevare for enhver pris, også hvis den pris er en altomfattende krig?

Usikker på, hvad du egentlig forestiller dig, ville jeg heller stille modspørgsmålet, om kapitalismen er værd at bevare for enhver pris, også hvis den pris er en altomfattende krig?

Vi kan vel være enige om, at svaret er nej.

Hanne Gregersen

@Maya
Du har ikke hældt nogle penge i bankerne generelt set....... bankpakke garantierne skal betales tilbage krone for krone, blot så debatten ikke hæmmes af sludder og fordomme.

PS til(15:18)

Her ses modtagerne af statskautionen:
http://www.information.dk/280732

...at der skulle have været en vis nervøsistet blandt bankdirektørerne er naturligvis en løgn så det gjalder i Capitol Hill - det hele er aftalt på forhånd.

@Dalager
Det betyder jo ikke at bankernes pengestærke kunder/ejere ikke får en kæmpegevinst ud af krisen

Per Torbensen

Det er lige præcis derfor vi skal have statsbanker,men hvor sammensætningen af bestyrelsesmedlemmer udtrykker en bred sammensætning af befolkningens interesser.
Bankerne er jo et fordyrende led som blot låner af"0s"(nationalbanken) og når de ikke er solvente igen skal have penge tilført fra "os"
Modstanderne af statsbankerne bruger altid argumentet at de private banker er bedre til at opfatte behov.
Ja det er vist nok lige blevet bevist i denne omgang af den største bobbel iverdenshistorien til dags dato.
At penge blot er papir,er en hovedrystende betragtning,idet der trods alt er nogle der hæfter for dem,bla befolkningerne i Europa hvor vi nu engang hører hjemme.

Derfor:Olav B. Hessellund-Jesper Frimann-Niklas Monrad og andre forstandige mennesker,hvordan kommer vi videre med forståelsen af begrebet økonomi der gavner os alle-hvor etik-moral og anstændighed-vinder over grådigheden-sådan rent organisatorisk-

Hvordan kommer vi videre-vi må da have lært noget.

Når jeg læser at kapitalismen skal nedlægges og Staten oprette banker så må jeg spørge hvordan??? I de få lande hvor politikerne ifølge almindelig opfattelse ikke er købt af kapitalen - der stemmer mere end 95% for det borgerlige demokrati.

Stig Rasmussen

Niklas Monrad: Lige på sømmet, smukt formuleret.

Det der undrer mig mest er de mennesker der tror at en krise vil gøre alt andet end at reducere de svage der er afhænge af det offentliges ressourcer, man skal åbenbart ned i sølet for at kunne se hvor godt der var på toppen....

Maya Nielsen

jo man kunne også se det i dette lys, at ALLE DE PRIVATE STORGAMBLERE som burde gå falit får redet deres formuer, mens ricici helt urimeligt flyttes over på samfundene og på den måde over på de små lønmodtagere som ikke har noget at gamble med men som skal levere gennem afsavn og ødelagt samfunds support eller regulær arbejdsløshed...kald det gratis og man bør have sin tunge skåret i salami strimler.

Steffen Gliese

Stig Rasmussen, jeg beklager, men i den situation er det dem, der har raget til sig af verdens herligheder, der må indstille sig på at se verdens herlighed forgå. I de situationer handler det ikke om at være den priviligerede ener, men at være del af den indignerede masse.

Martin Pedersen

Så højrefløjens økonomiske politik der fik os ind i den største krise siden Den Store Depression, har heller virket til at få os ud af den.

Hvor overraskende...

Krise og krise. Nu er det jo bankerne der selv har skabt denne krise og alle andre kriser der har väret gennem tiderne.

Det er faktisk ret simpelt og logisk:

Bankerne er privat ejet og et land laaner penge af banken. De betaler sikkert ogsaa for at faa pengene trykt. Saa lad os tage et eksempel.

Danmark skal have lavet 1000 kroner og sat i omlöb. For at det skal kunne lade sig göre maa de hen i banken og bestille det belöb. Med trykning og renter belöber det sig til 1100 kroner. Bare som eksempel for nemheds skyld.

Nu mangler der saa 100 kroner i forhold til det der er trykt og sat i omlöb. Det vil sige at uanset hvordan du end vender og drejer det, vil landet altid väre i gäld til banken. Den form for ökonomi er dömt til döden allerede inden den starter. Trods det er det saadan tingene foregaar i hele europa. (Ogsaa i närmest alle andre lande i verden, har endnu ikke hört om et land som ikke har den model).

Det er noget som selv börn i tredie klasse kan forstaa.

Desuden har bankerne de sidste mange aar tjent styrtende med penge. (som saa gör at der mangler endnu flere penge da bankerne allerede har snuppet en del af de 1000 kroner som blev trykt). Det vil sige at vi ender maaske med at der er 800 kroner i omlöb, men bankerne skal stadig have 1100 retur.

Saa laver de en "krise" hvor de saa skal have den ene hjälpepakke efter den anden. De penge er betalt af skatteborgerne, for hvor skal pengene ellers komme fra?
Det vil sige at endnu flere af de penge er kommet tilbage til banken og nu er vi omtrent nede paa 500 kroner i omlöb, men Danmark skal stadig betale 1100 tilbage.

Det kan da ikke väre saa svärt at forstaa at tingene gaar skävt naar hele det ökonomiske system er bygget op paa den maade.

Det kräver ikke den store indsigt, snilde, logisk sans og regne evne for at se at det för eller siden vil gaa galt. Den model kan kun lade sig göre saa länge väksten og forbruget er större end den % som det givne land skal betale tilbage til "nationalbanken" som slet ikke er national, men privat ejet.!

(For dem som bider mere märke i mine ä'er, ö'er og dobbelt a'er, fremfor indholdet i teksten, kan jeg sige jeg sidder med en komputer köbt i tyskland og med tysk tastetur).

Stig Rasmussen

Peter Hansen: Et simpelt spørgsmål, tror du ved en total nedsmeltning af EU økonomien at de svage(førtidspension,ledige) i samfundet vil opleve andet end at netop de vil opleve at al offentlig støtte vil skæres til benet?
Kig på Grækenland de kommende måneder, så vil du se at det er de svage der pludselig ikke skal kæmpe for forhøjet bistand men for at overleve...
En økonomisk ruin vil udelukkende betyde at alle samfundsklasser hopper et trin ned af velfærdsstigen, og når man som bistandsklient når trin -1 begynder det for alvor at gøre ondt ..

Steffen Gliese

Stig Rasmussen, hvis euroen bryder sammen - eller hvad der nu sker - er pengene værdiløse, der er kun de reelle værdier tilbage, og da ingen kan bakke deres ejendom op med nogen symbolsk værdi, er der ikke andet at gøre end at dele de materialier, der ikke forsvinder op i den blå luft.
I øjeblikket trædes der vande, man forsøger at løse en måske uløselig situation på en abstrakt og fantasiløs måde.

Stig Rasmussen

Peter Hansen: Og hvad vil det gavne de fattige? - det vil jeg blot medføre darwinisme, hvor dem som er i bunden yderligere trædes ned. Hvis der ingen penge er, tror du så at muskelsvinramte enlige fru Hansen får beviliget en hjælper eller kommer på hospitalet?

Selv hvis valuta forsvinder vil folk beholde deres boliger og andre materiele værdier, egendomsretten har overlevet kriser der er værre end dette.

Men du virker som om du vil glæde dig til at alle andre går ned med flaget, uanset konsekvenserne.
Det svarer til at en mand der er fanget i en brændende bygning og fryder sig over at taget braser sammen så flere mennesker fanges.

Maya Nielsen

så plejer de jo at starte en krig, så alle trækker på samme hammel...Tyrkiet kan meget vel være på vej ind i en nu...?

Steffen Gliese

Nej, Stig Rasmussen, jeg vil ikke glæde mig over andet end et system, der tænker mere på at løse opgaver og lette behov end at skrabe til sig.

Stig Rasmussen

Peter Hansen : Og hvordan har du tænkt dig det skal foregå uden udveksling af værdier i dit nedbrudte system? - at vi alle stiller op og synger "Give peace a chance"?

Steffen Gliese

Jamen, selvfølgelig vil der fortsat blive udvekslet værdier! Der vil blot ikke være nogen penge at betale dem med.

Steffen Gliese

Ja, men det er også svært at se, hvad nogen skal stille op med et ton tomater uden et fungerende marked. Troen på, at pengene styrer menneskene er en af de mest ufatteligt stupide myter, der hersker. Er pengene væk, ændres reglerne - og i en tid som vores med varer nok, men skæv fordeling af midlerne, vil en fordeling, der ikke kan forlade sig på økonomi, ikke kunne undgå at basere sig på behov.

Stig Rasmussen

Peter Hansen: Så får du en bytteøkonomi istedet, der netop kræver at du har noget værdifuldt du kan bytte, tror du det vil gavne de svage i samfundet?

Käre Michael B. Pedersen.

Inden du korrigerer andre skulle du pröve at sätte dig ind i sagerne. Her er et lille udpluk fra National bankens egen hjemmeside:

Nationalbanken blev oprettet i 1818 for at bringe orden i pengevæsenet efter statsbankerotten i 1813. Først i 1936 blev Nationalbanken en selvejende institution, og det nuværende lovgrundlag for bankens virksomhed er fra samme år.

Nationalbankloven fastlægger blandt andet, at Nationalbankens formål er at opretholde et sikkert pengevæsen og at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning. Nationalbanken er uafhængig af Folketing og regering i udformningen af pengepolitikken.

Organisation

Direktionen består af tre medlemmer. Nationalbankens direktion har det fulde ansvar for pengepolitikken.

Bestyrelsen og Repræsentantskabet har organisatoriske og administrative opgaver og godkender Nationalbankens årsregnskab. Formanden for direktionen er kongelig udnævnt, mens de to øvrige direktører er udpeget af Repræsentantskabet.

http://www.nationalbanken.dk/DNDK/OmNB.nsf/side/Lovgrundlag!OpenDocument

Desuden har du ogsaa fat i den forkerte ende naar du begrunder hvorfor bankerne har krise. Men lad os tage det en anden gang, naar du har sat dig lidt grundigere ind i sagerne, dersom ikke engang at vide at national banken er privat ejet, hvordan skulle du saa kunne vide noget som helst om ökonomi naar du allerede gaar fejl der.?!

Niklas Monrad

@ Niels,

Det som du beskriver som kapitalismens indgroede umulighed, kunne du lisså nemt vende om og kalde socialismens indgroede umulighed. Stater som med stedse stigende budgetter og underskud er nødt til at inddrive stedse højere skatter, for at kunne betale af på gæld, som alligevel stiger konstant, lyder mere som et socialistisk problem end et kapitalistisk.

Jeg tror et af problemerne er, at vi efterhånden har vænnet os så meget til at kalde vore hybrid-samfund for kapitalistiske, at vi overser de indbyggede socialistiske elementer, som er med til at undergrave dem.

Jeg er på ingen måde fortaler for nogen wild-west kapitalisme, og er en kraftig fortaler for, at finansverden skal lægges i stramme tøjler og at stater skal regulere for at beskytte både individer og miljø. Men - baseret på historisk evidens - er jeg stadig overbevist om, at private er mere effektive i udnyttelse af deres resourcer end stater er, og er derfor uenig i din præmis.

Sider