Kronik

EU’s ledere er forblændet af deres egen ideologi

Beslutningstagerne prædiker konkurrenceevneforbedringer. Men betalingsbalanceoverskud i ét land må logisk betyde underskud et andet sted. Så når alle lande i Europa hver for sig forsøger at forbedre deres konkurrenceevne ved at reducere omkostninger, skatter eller hjemlig efterspørgsel, gør de krisen endnu dybere
Beslutningstagerne prædiker konkurrenceevneforbedringer. Men betalingsbalanceoverskud i ét land må logisk betyde underskud et andet sted. Så når alle lande i Europa hver for sig forsøger at forbedre deres konkurrenceevne ved at reducere omkostninger, skatter eller hjemlig efterspørgsel, gør de krisen endnu dybere
27. juni 2012

De, der har magten i Europa, er gradvist ved at føre verdensøkonomien nærmere afgrunden. De gør det, fordi de af ideologiske grunde ikke er i stand til at træffe de nødvendige beslutninger. En blanding af merkantilisme (med tanke på den tyske kanslers rolle er det fristende at skrive ’Merkelantilisme’) og nyliberalisme blokerer for en holdbar strategi, som kan forhindre, at det europæiske projekt kuldsejler, og verdensøkonomien kommer ud i en ny og endnu dybere krise.

Den finansielle krise, som begyndte i 2007-2008, var med til at blotlægge, at eurokonstruktionen er uholdbar. En monetær union kan ikke fungere uden fælleseuropæisk beskatningsret og udgiftspolitik. Dette gælder især for en union, der samler lande med meget forskellig økonomisk struktur.

En løsning på problemet er at opløse møntunionen og vende tilbage til nationale valutaer. Det vil medføre en finansiel krise, som bliver dybere og mere langvarig end den, som begyndte i 2008. Derfor samler interessen sig om at videreføre eurosamarbejdet. Der er fremkommet mange forslag til, hvordan det skal kunne lade sig gøre, men de undervurderer alle, hvad der kræves for at forhindre et sammenbrud.

Den nuværende strategi, hvor man giver lån via den Europæiske Centralbank til de mest udsatte lande og til deres banker, samtidig med at man stiller krav om nationale spareprogrammer i disse lande, er håbløs. I bedste fald udsætter man problemerne. Spareprogrammer, lønnedgang og nedskæringer fører til større arbejdsløshed og giver færre indtægter til staten. Det er tvivlsomt, om nettoeffekten på de offentlige finanser og behovet for statslig låntagning bliver den, som tilsigtes. Under alle omstændigheder er den afledte sociale og politiske ustabilitet ved at blive en kritisk faktor. Derfor forbliver private långivere skeptiske over for, om staten i de udsatte lande vil være i stand til at tilbagebetale deres lån, og dermed forbliver renten uacceptabelt høj.

Et løsningsforslag går på, at den Europæiske Centralbank udsteder obligationer, som samtlige EU-lande skal stå som garant for. Via sådanne euroobligationer ville de truede lande kunne låne til en lavere rente, og den Europæiske Centralbank ville kunne overtage ansvaret for de svage økonomiers låntagning. Ved G20-mødet for nylig kom der et lidt mindre radikalt forslag fra Monti, teknokraten, som fungerer som italiensk statsminister, om, at man skulle lade de Europæiske krisefonde, EFSM og ESM, købe statsobligationer fra de svage økonomier, samtidig med at disse fonde får ret til at optage lån i den Europæiske Centralbank.

Marshallhjælp fra nord til syd

Men det er langtfra tilstrækkeligt. Hvis man ikke retter op på de grundlæggende ubalancer i konkurrenceevnen, som ligger til grund for eurokrisen, vil krisen blot tage nye former.

Skal ubalancerne tæmmes, kræver det massiv langsigtet ’marshallhjælp’ fra Nord- til Sydeuropa. Det betyder ikke alene overførsler af finansielle midler, men en kombination af investeringer i infrastruktur, ny teknologi, organisationsudvikling og strukturreformer, som kan styrke produktivitet og konkurrenceevne i Sydeuropa.

Strategien kræver en føderal løsning med Europas Forenede Stater som sit eksplicitte endelige mål. Uden det vil man næppe kunne mobilisere de fornødne ressourcer. Men samtidig står det klart, at de europæiske ledere – inklusive danske toppolitikere – ikke tør erklære, at dette er vejen frem. De har igennem mange år forsikret borgerne om, at en europæisk føderation slet ikke kan komme på tale. Herved har de forsømt at skabe den europæiske offentlighed og solidaritet, som er en nødvendig forudsætning for, at man kan bevæge sig videre i retning af en mere vidtgående politisk union.

De tør imidlertid heller ikke tale særlig højt om det ubehagelige alternativ, som består i en opløsning af eurosamarbejdet med efterfølgende krise for verdensøkonomien og for hele det Europæiske projekt. Derfor bliver de ved med at lave lappeløsninger, som udskyder det store sammenbrud. Det er således meget fristende at pege på svagt politisk lederskab som hovedårsag til krisen. Men hertil skal føjes, at den politiske opgave er vanskelig.

Dobbelt systemfejl

Det, vi står over for, er et dobbelt systemfejl i den globale økonomi. For at rette op på den kræves der et opgør med ideologier, som er dybt forankrede i bevidstheden hos både politikere og almindelige borgere.

Den ene systemfejl er eurokonstruktionen – dvs. en monetær union uden fælles finanspolitik og med deltagelse af lande med meget forskellig erhvervsstruktur. Denne systemfejl forstærkes af en nationalt orienteret merkantilistisk ideologi, som indebærer, at man (ikke mindst kansler Merkel) ser det som ønskeligt, at hver enkelt nation fører en politik, som fremmer dens egen internationale konkurrenceevne.

Men det er logisk umuligt, at alle lande kan have overskud på betalingsbalancen – hver krone i overskud må have sit modsvar i et underskud et andet sted. Når alle lande i Europa hver for sig forsøger at forbedre deres konkurrenceevne ved at reducere omkostninger, skatter eller den hjemlige efterspørgsel, gør man krisen endnu dybere.

Den anden systemfejl udspringer af modsætningen mellem den økonomiske og politiske organisation i form af nationalstater og den finansielle overbygning, som har nationale rødder, men som opererer internationalt. Så længe hverken de enkelte nationalstater eller Europa som helhed evner at genindføre kontrol med finansielle transaktioner over grænserne, vil man forblive hjælpeløse ofre for finansiel spekulation.

Ofre for ideologi

Når man ikke kan blive enige om effektiv regulering af finansielle transaktioner, er det, fordi en anden ideologi kommer i vejen: Den nyliberale forestilling om, at alt det, der foregår på det private marked, er helligt og kun må forstyrres, når det er absolut nødvendigt – dvs. efter krisen er brudt ud. Politikere lever af at producere og sprede ideologier, men de ender med at blive ofre for de selvsamme selv ideologier.

De dominerende ideologier i vesten – en giftig cocktail af nyliberalisme og nymerkantilisme – forhindrer en løsning på den nuværende krise, og de vil føre os nærmere og nærmere afgrunden. Når vi falder i den, får vi helt sikkert ideologiske slagsmål (og måske også fysiske) om, hvordan vi kommer op igen. Der er desværre ikke nogen garanti for, at det bliver visdommen, som sejrer. Men man har altid lov til at håbe.

Det danske formandskab har tilsyneladende ikke gjort noget for at rette op på denne kurs mod afgrunden. Man har opført sig fantasiløst og pænt for ikke at provokere regeringerne i henholdsvis Tyskland, Frankrig og England. Det får man ros for hos danske EU-eksperter. Fremtidig historieskrivning vil muligvis være mere kritisk. Danmark har påtaget sig en aktivistisk rolle i udenrigspolitikken. I forbindelse med formandskabet havde man lejlighed til at vise, at dette ikke kun handler om at stille militær til rådighed i Mellemøsten.

 

Bengt-Åke Lundvall er professor ved Aalborg Universitet og forhenværende vicedirektør i OECD

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Ole Rasmussen

George Soros antyder, at tyskland, der har sejret på de markedsvilkår, som vinderne af konkurrencen tilbeder ideologisk, risikerer lige frem at blive et hadeobjekt for taberne.
http://www.spiegel.de/wirtschaft/interview-mit-george-soros-zu-deutschla...

Den store fortælling, som alle demokratiske og ansvarlige (konsensusfanatikere og fanatiske monetarister, markedsfundamentalister) har svunget sig op ved de sidste 30 til 40 år, handler om, at succes for den ene på det fri markeds betingelser, er alle andres, eller i det mindste forudsætningen for alle andres succes.

Artiklen antyder at denne store fortælling er forkert, og antyder hvad man nu mere og mere bliver klar over; at den store fortælling om markedets almene velsignelser er en stor løgn, som man har forsøgt at gøre tabernes tab spiselig med.

Illussionsnummeret er ved at bryde sammen. Det var ikke meningen, og artiklen her kunne sådan set også have sagt det lidt mere lige ud af posen. Men det er ikke pænt, så det taler man ikke neger om.

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-187.pdf
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-190.pdf

Robert Kroll

Underskud opstår, når værdien af forbruget overstiger værdien af produktionen ( - forbrug større end produktion).

Overskud opstår, når værdien af forbruget er mindre end værdien af produktionen(-forbrug mindre end produktion).

Underskud er kun muligt, hvis der stiftes gæld ( altså at nogen giver kredit).

Hvis man udelukker gældsstiftelse , så vil ingen kunne forbruge mere end de producerer, og så er balancen etableret.

Havde grækene ikke stiftet gæld, så ville de i dag ikke stå med en gennem mange år skabt gæld, som de ikke kan betale uden at sætte forbruget ned.

.

Søren Blaabjerg

@Rober Kroll
Det var en tankegang som ovenstående, der i sin tid bevirkede den store depression i 1930'erne, der bevirkede massarbejdsløshed og elendighed og i sidste instans hjalp Hitler & Co. til magten og dermed indirekte blev årsag til 2. verdenskrig

Morten Rasmussen

Undskyld, men har jeg misset det memo, hvor man forklarede hvorfor følgende skal ædes råt som fakta?:

"En løsning på problemet er at opløse møntunionen og vende tilbage til nationale valutaer. Det vil medføre en finansiel krise, som bliver dybere og mere langvarig end den, som begyndte i 2008."

Niels Engelsted

Det ser ud som om, at lyset er bedre i Ålborg. Tak til professor Lundwall for klar analyse, som det er svært ikke at tilslutte sig.

Hvis vi tager udgangspunkt der hvor vi er nu (og ikke for eksempel i 1972), så ser det ud som om, at valget står mellem et dramatisk skridt mod mere Europa med afgivelse af suverænitet fra nationalstaterne (og deres eliter, jvnf. Berlusconis seneste tiltag) til et fælles center
(http://www.spiegel.de/international/europe/finance-minister-schaeuble-eu...)
ELLER
et totalt ødelæggende økonomisk jordskælv i Europa med kæmpetsunamibølger til resten af verden (http://www.spiegel.de/international/europe/fears-grow-of-consequences-of...).

Og det hele kan være afgjort inden jul!
I sandhed ekstraordinære tider.

Kunne man forestille sig et EU og EURO samarbejde, hvor man pålage eksempelvis Tyskland bøder for at være for effektiv i henhold til et europa, hvor produktion, vækst og forbrug - var afstemt en anden dagsorden.

Eksempelvis at det ville "mase" den altid tilstedeværende innovation og kreativitet i menneskets hjerne - ned i kasser såsom grøn energi, effektiv økologi (tøj, mad, internet istedet for papir etc?).

Som skaberen af Boform køkkener udtaler - min form for skabertrang har altid været begrænset af den firkantede form - og deri skulle jeg finde mangfoldigheden.

Robert Kroll

Kære Søren Blaabjerg.

Ikke enig.

Krisen i 30'erne opstod som følge af, at der gennem flere år var opbygget en stor gæld og at en stor kortfristet gæld pludselig ikke kunne refinansieres

Undgår man at låne til forbrug , så opstår gæld ikke, og så er der heller ikke risiko for kriser.

( Man kan så præcisere betragtningen med , at lån til rentable formål er OK , og at det er lån til det, der ikke kan forrentes, der skaber balladen.

forenklet sagt
- låner man til at bygge en rentabel fabrik, så er det fint
- låner man til at tage på ferie , købe koncertbilletter, gå ud og drikke øl , lave sct hans bål o s v, så er det en skidt ide.

Grækerne lånte ikke til fornuftige rentable investeringer, men til at holde levestandarden oppe)

@Robert Kroll

"Grækerne lånte ikke til fornuftige rentable investeringer, men til at holde levestandarden oppe)"

Gjorde mange husejere ikke det samme i DK, med den friværdi de fik?

tror løsningen vil kunne komme helt af sig selv - Benelux landende + Tyskland (tror ikke engang Frankrigs økonomi holder vand ved nærmere check) - kunne være en central EU -elite, som ville kunne bringe EU incl. Euro'en videre, og lade de andre lande køre i et lavere gear, i et forsøg på at holde deres valutaer så tæt på Euroen så muligt. Danmark kunne såvidt godt gå med, men tror i den folkelige opbakning er til det.

Langt flere lande kunne med fordel have været med, men intentionen med at få harmoniseret landenes indre politik, herunder skat, balance mellem offentlig forbrug og skatte indtægter) var ikke tilstede.

Det er vigtigt at kernen i EU bibeholdes, ellers er jeg enig i at symbolet på djævlens dans (Berlusconi) vil få alt for nemt adgang til at piske en ny stemning op - ala den vi har set før.

Et politisk organ med deltagelse af de 27 EU lande, med en stram dagsorden omkring militær enighed,
og et kerne EU af fire før nævnte lande, som driver lokomotivet.

Grethe Preisler

@) Niels Engelsted: "Hvis vi tager udgangspunkt der hvor vi er nu (og ikke for eksempel i 1972), så ser det ud som om, at valget står mellem ... etc."

Ja det har altid været svært at spå om fremtiden. Det bliver ikke nemmere, når sandhedens øjeblik oprinder med 40 års forsinkelse.

I bagkundskabens ulideligt klare lys tager mangt og meget sig anderledes ud, end det gjorde, da det skete.

Men man behøvede nu ikke ligefrem at være professor i nationaløkonomi for at begribe, at det var løwn i hans hals (1972), når cand. polit. med mere Jens Otto Krag påstod, at lilleputstater som DK både kunne bevare deres nationale selvbestemmelsesret på afgørende områder og binde sig til de forpligtelser, der fremgik af Romtrakten.

Så var det da heller ikke sværere.

EU er nødt til at genopfinde sig selv. Kunne en virtuel valuta Euro2 og Euro3 - iform af en udelukkende elektronisk valuta - være en ide? Henover en 5 årigperiode - kunne landene, så justeres op og ned i "divisionerne". Det kunne måske give lidt kampånd blandt landene i 3. division.

Robert Kroll

Kære Torben Selch.

Det er lidt af en myte, at husejene har brugt friværien til fut og fjant.

De aller fleste ( og bestemt alle dem jeg kender) har da enten ladet deres¨friværdi urørt eller brugt den som sikkerhed for en billig kasse- / driftskredit i deres virksomhed ( helt konkret en murermester og en VVS mester.)

Så var der nogen, der brugte friværdien til at købe aktier og obligationer til deres pensionsopsparing.

Nogen fik gjort deres hus mere værdifast ved at bruge noget af friværdie på isolering og forbedringer o s v

Men ideen om, at husejerne i al almindelighed har levet højt og fedt af at bruge løs af friværdien på fut og fjant holder ikke i virkelighedens skarpe lys.

@Robert Kroll
jamen tror ikke vi er så uenige - begge slags er tilstede.
Men mange fik altså også brugt deres friværdi til at få uhensigtsmæssig gæld af vejen, og lagt det ind under et billigere realkreditlån. Men det ændrer jo ingenting - der er skabt værdier og nedpsaring for penge der ikke er der - den dag idag.

De mindre afdrag på lån (grundet ovenstående) - smækker tilbage den dag husejeren er tvunget til at flytte. Dvs. boomerangen bare ryger tilbage på et senere tidspunkt, samt at de mindre afdrag - jo uværligt fører til større forbrug.

Nu nævner du den fornuftige forbruger som din nabo - min brugte en del af ombygningen til også at få et Spa-bad og et samtalekøkken i 300.000 kroners klassen.

Husets oprindelige pris + friværdi + renovering (incl. spabad) - gør det jo ikke nemmere for her og fru politibetjent/sosu assistent, at få sig et hus i nærheden af sin arbejdsplads.

Niklas Monrad

Det siges "Men det er logisk umuligt, at alle lande kan have overskud på betalingsbalancen – hver krone i overskud må have sit modsvar i et underskud et andet sted." Hvilket naturligvis i sig selv er korrekt hvis man ser sagen fra et rent handelspolitisk perspektiv.

Men dette er vel for så vidt også kun et problem, når overskudslande ophober enorme værdier, i stedet for at bruge deres overskud til konstruktive investeringer i udlandet, med andre ord, pløjer deres penge ned i noget som bærer frugt i fremtiden.

Hvis Europa opløser møntunionen og vende tilbage til nationale valutaer. vil verdens oliehandlere klaske sig på lårene af grin ---

Jon Rosengren

Problemet er at alle løsninger vi hittils set, eller alle som foreslås, ikke anerkender dybten af problemet. Alt de gør er at skubbe problemet nogen år, måneder, dage eller timer (sidste spanske bankbailouten gav 12 timers ro på obligationsmarkedet!) i fremtiden og så håber man på "vækst" for at få ekvationen at go op. Det gør den ikke, og gælden bliver så altså bare større og større for hver falleret løsning.

Vi er nødt til at anerkende at systemet er fuldt av dårlig gæld som skal renses ud, enten gennem austerity, eller som på Island der man giver fingeren til bankerne, før vi kan komme til bunds med problemet.

Jeg er heller ikke enig i den ugrundede tese at en tilbagegang til nationelle valutaer og stansbankerot/devalvering vil give en langvarig krise. Det er vrøvl. En dybere krise måske, men al bevisning (Island, Sverige, Argentina) taler for en dyb men hurtigt overstået krise, med et sundt økonomisk fundament som resultat.

Grethe Preisler

Opskriften på, hvordan man bærer sig ad med at få andre til at tage det sure slæb for sig og selv score gevinsten ved det er enkel som bare fanden.

Og så er den oven i købet tilgængelig for enhver, der kan læse indenad, og morsommere læsning end det meste af det, som nutidens "økonomiske eksperter" river af sig sammen med resterne af deres fordums hårpragt.

Den står i Mark Twains roman "Tom Sawyers Eventyr" under kapitlet "Tom hvidter plankeværk".

En sand guldgrube for nyliberalistiske tanketænkere og filosoffer med ambitioner om en politisk karriere.

.

Nic Pedersen

"Men dette er vel for så vidt også kun et problem, når overskudslande ophober enorme værdier, i stedet for at bruge deres overskud til konstruktive investeringer i udlandet, med andre ord, pløjer deres penge ned i noget som bærer frugt i fremtiden."

Det er ikke noget problem. Det er kun et spørgsmål om timing og købmandskab.
Hvis man venter lidt med at bruge sine ophobede værdier, kan man f.eks købe Volvo til en meget lavere pris!

Poul Borup-Andersen

Der udveksles fornuftige og dybsindige analyser i denne tråd. Den kunne aktive politikere godt kloges af, men det er nok et KÆMPE problem, at de unge ubefæstede akademikere, som sidder i Folketinget, kun er valgte på baggrund af stemmetal, og desværre ikke på kvalifikationer.
Forestiller man sig at kirurger skulle vælges på samme måde, ville der følge grusomme blodbade. Ikke økonomiske blodbade, men rigtige blodbade. Det burde være enkelt nok: Vi forbruger her i 2012 ca. 100 mia kr MERE end vi har. Det vil fortsætte i samme spor i fremtiden. Den opgave skal løses, ellers må vore børnebørn sørme' gøre det. Her er løsningen: Statsudgifterne skal ned i niveau med statsindtægterne. vh Poul