Klumme

Genial præstation af et røvhul

Skal Bendtner opføre sig forbilledligt for at blive hyldet? Gør det en forskel, hvem der server esserne? Kun så længe vi ikke indser, at geniale præstationer ikke kræver en genial personlighed
8. juni 2012

Det handler om tennis for tiden. I dag spiller mændene semifinale ved de åbne franske mesterskaber i Paris. Spændingen er gevaldig – vinder Nadal sin syvende titel? Vinder Djokovic sit fjerde grand slam-trofæ i træk? Det er de foretrukne samtaleemner her i udkanten af Boulogneskoven.

Følgende har jeg til gengæld ikke hørt et kvæk om: I løbet af det seneste års tid har flere end ti kvinder fra tre forskellige kontinenter anklaget et af tennissportens helt store navne, den 15-dobbelte grand slam-vinder Bob Hewitt, for seksuelle overgreb. De fandt sted, da de som mindreårige blev trænet af den legendariske sydafrikaner fra 1970 og frem til begyndelsen af 1990’erne.

Der er Suella Sheehan, som i 1979 i en alder af 12 år efter eget udsagn blev voldtaget af den 30 år ældre Hewitt på forsædet af hans blå Saab. Der er Twiggy Tolken, som var 10 år gammel, da Hewitt angiveligt begyndte at gøre tilnærmelser, inden han et par år senere havde sex med hende for så at sende hende en lang række kærlighedsbreve. Der er Heather Crowe Conner og Amanda Wienhold og Nicole Gold og en masse gustne historier, som har affødt et vis pres generelt på det professionelle tennismiljø for at tage afstand fra Bob Hewitt og specifikt på The International Tennis Hall of Fame i Newport, Rhode Island i USA, for at ekskludere den syvdobbelte Wimbledonmester, der blev optaget i 1992.

Det er en velkendt problemstilling: Skal sportsfolk alene vurderes på deres sportslige meritter? Kan de være forbilleder på banen uden at være det i privaten? Skal man være ’ren’ for at blive hyldet?

Man kan spørge, som det bliver gjort, om Nicklas Bendtner bør have plads på fodboldlandsholdet, når nu han er involveret i volds-, hærværks- og fartkørselssager. Man kan spørge, om Mike Tyson stadig fortjener sin plads i boksesportens Hall of Fame, når nu han er dømt som voldtægtsforbryder.

Jeg kan egentlig godt forstå trangen til at sende heltene i skammekrogen for al eftertid – brændemærke dem lige midt i panden. Så kan de lære det. Lidt ligesom de steder, hvor spritbilister bliver dømt til at køre med særlige nummerplader til skue for alle. Eller når seksualforbrydere bliver tvunget til at sætte annoncer i avisen for at offentliggøre deres kriminelle tendenser. Så kan resten af os gå rundt i tryg forvisning om, at ondskaben – alt det, vi ikke identificerer os med – tilhører nogle andre, som er udpeget, holdt øje med og holdt nede. Desværre kun indtil den dukker op et nyt sted. Hos nogle andre.

Måske er det den særlige udfordring omkring sportsstjerners helligbrøde: Vi dyrker deres formidable præstationer, som om de udtrykker formidable personligheder. Det er ikke nok at falde i svime over Bendtners fandenivoldske scoringer, Hewitts instinktive netspil, Tysons uhørte kombination af slagkraft og hurtighed, nej, de flygtige øjeblikke af inspiration skal hæftes på noget varigt, på et navn, en psyke, et individ, der opfattes som noget ganske særligt. De får ikke lov at være almindelige mennesker, der takket være gunstige omstændigheder, slidsomt arbejde og øjeblikke af uforklarlig inspiration skaber unikke oplevelser. Det geniale er ikke noget, der har berørt dem. Det er noget, de er – de er individuelt udpeget, holdt øje med og holdt frem. Og så viser det sig, at de selvsamme overmennesker, disse idoliserede forbilleder, også er nogle røvhuller, ligefrem forbrydere. Det er noget bøvl, når det geniale og det grusomme kolliderer i ét og samme navn.

Det er jo ikke bare inspireret og inspirerende tennisspil, der bliver hyldet i Hall of Fame. Det er personer, hvis livshistorier fortælles og kædes sammen med de brillante forhåndsflugtninger. Blandt optagelseskriterierne er ’karakter’ og ’integritet’. Auteurkritikken er ikke nået til Newport. Det gør en forskel, hvem der slog de vinderslag.

For de kvinder, Bob Hewitt angiveligt misbrugte som børn, gør det en forskel, om deres historier bliver taget alvorligt. »Jeg håber, nogen vil lytte,« lyder det fra Amanda Wienhold, som var 14 år, da overgrebene efter sigende begyndte. »Jeg har brug for at hele.«

I det lys er det måske knap så afgørende, om navnet Bob Hewitt bliver slettet fra Hall of Fame-listen eller ej, så længe tabuet bliver brudt og gerningerne kommer frem i lyset. Desværre har ledelsen bag Hall of Fame besluttet sig for at afblæse en ellers bebudet undersøgelse af sagen. Og der lyder heller ikke et ord om den i Paris for tiden. Her snakkes der om Rafael Nadal og Novak Djokovic. Her dyrkes nye helte.

 

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: I medierne Onsdag: Kampzoner Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

Ku han ikke lægge sin frækhed på fodboldbanen...? ELKJÆR. Var jo SÅ charmerende og noget af det mest underholdende i fodbold nogensinde.... At læse om Bentners pubertetsforstyrrelser uden for banen er ikke interessant snarere pinligt og tragisk!

Andreas Prætorius

Ja det er forfærdeligt at vi lever i et samfund, som ikke er meget for at hylle serie børnemisbrugere... ?

For det andet er Bendter hverken på eller udenfor banen sammenlignelig med Hewitt eller tyson. Væsentlig dårligere sportsmad og væsentlig dårligere kriminel.

Erik Karlsen

Nu er professionel fodbold jo i forvejen en form for voldssport, så der er vel intet i vejen for at beholde en person på banen, der er dømt for vold uden for banen.... ;-)

PS. Russernes fjerde mål mod Tjekkiet var virkelig elegant og havde INTET med voldssport at gøre! :-)

Hanne Gregersen

@Karlsen
Der er ikke meget vold over, at op imod 300.000 dansker flere gange om ugen bruger tid på den motionsgren, som sætter flest lemmer i sving - det er faktisk en succeshistorie af dimensioner :o)

Fint med lidt kvalificeret sport i Informeren, men hvorfor tennisfanatikeren Haahr skal indvolverer Bendtner i Hewitts eskapader, fangede jeg ikke helt....

Niklas Monrad

Jeg har aldrig set det rimelige at hylde mennesker for sportslige præstationer ud over at give dem medaljerne og klapsalverne for et vel udført job.

Jeg kan til nød acceptere, at man mere alment hylder mennesker som har bidraget positivt til verdens udvikling, men selv det står jeg tøvende overfor, da jeg anser al tilbedelse of forgudelse for potentielt farlig for menneskeheden.

steen ingvard nielsen

Fordrukkent sludder på samlebånd!

Jeg har ikke orket, at læse artiklen men overskriften er noget fordrukkent sludder!