Kronik

Gud har et standpunkt …

Man kan ikke bruge den evangelisk-lutherske kristendom til at monopolisere det monogame, heteroseksuelle ægteskab, for Jesus har aldrig udtalt sig imod homoseksualitet, og Luther gik ind for flerkoneri
Man kan ikke bruge den evangelisk-lutherske kristendom til at monopolisere det monogame, heteroseksuelle ægteskab, for Jesus har aldrig udtalt sig imod homoseksualitet, og Luther gik ind for flerkoneri
13. juni 2012

Trods Folketingets beslutning om at tillade kirkelig vielse af homoseksuelle fortsætter kampen mod Sodoma og Gomorras genkomst.

Kristendemokraterne anlægger retssag, og talrige præster boykotter vielserne. Der finder imidlertid et gement misbrug af Biblen sted, idet Jesus har aldrig udtalt sig om homoseksualitet eller sagt, at et bryllup er forbeholdt de heteroseksuelle. Længere burde den snak derfor ikke være. Når den alligevel er det, skyldes det, at Det Gamle Testamente er et stærkt homofobisk skrift, lige som Paulus’ breve er det.

Moses hævder således, at Gud har betroet ham, at det er en vederstyggelighed, hvis en mand ligger hos en mand, som han normalt ligger hos en kvinde. Og Gud dekreterer dødsstraf for denne forseelse. Nu er Det Gamle Testamente som bekendt ikke en kristen lovbog, men en jødisk, og hvis det skulle lægges til grund for dansk lovgivning, måtte vi også indføre dødsstraf for at arbejde om lørdagen og for at skifte tro.

Søren Krarup finder da heller ikke sin begrundelse hos Moses, men henviser forblommet til evangelisk-luthersk kristendom. Men hverken i evangelierne eller hos Luther kan han finde belæg for, at ægteskabet er forbeholdt det monogame, heteroseksuelle miljø.

Krarup nedlader sig derfor heller ikke til at argumentere, men udsteder pavelige dekreter samt nedvurderer sine modstanderes moralske habitus, hvilket egentlig er en meget ukristelig holdning. Krarup har tilsyneladende glemt Jesus’ ord til de dømmesyge: »Lad den, der er uden synd, kaste den første sten.«

Da den borgerlige regering tiltrådte i 2001, mente Søren Krarup – i lighed med Paulus og Luther – at landets øvrighed er indsat af Gud. Tilsyneladende har han nu skiftet mening, for han kan ikke få sig selv til at tro, at Gud har indsat Manu Sareen (R) som kirkeminister. Om denne ’udanske’ mand bag de homoseksuelle vielser, skriver Krarup, at han hellere burde publicere sine synspunkter på en toiletdør end i pressen (Jyllands-Posten, 31. marts).

Han gør desuden konstant opmærksom på, at Sareen er tidligere hindu. Vi har imidlertid religionsfrihed i Danmark og har derfor ikke lov at skele til religiøst tilhørsforhold ved udnævnelsen af ministre. Man kan være en fremragende kirkeminister, selv om man er hindu, muslim, buddhist eller ateist, og en ringe kirkeminister, selv om man er kristen – ligesom man kan være en udmærket trafikminister, selv om man ikke har kørekort.

Virkelighed bør sættes i flertal

Den tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) har følgende argument mod vielserne:

»Virkeligheden er, at vi er skabt som mand og kvinde, som han og hun, ellers ville verden være øde. Den danske lovgivning er indrettet efter dette naturgivne, at mennesket er to køn.«

Nu skal man for det første være på vagt, når Krarup og hans kreds hyppigt udtaler sig om, hvordan »virkeligheden« ser ud, for den kan være meget forskellig fra menneske til menneske.

Ude i virkeligheden har mennesker af samme køn det med ustandseligt at forelske sig i hinanden. Også homoseksualitet er ’naturgivent’ – skønt i hvert fald Søren Krarups datter, Katrine Winkel Holm, mener, det er imod både naturen og Gud.

Hun forsvarer de heteroseksuelles ægteskabsmonopol med, at »ægteskabet er naturgivent og gudsgivent« (Jyllands-Posten, 31. marts). Hvordan hun forener det med den kristne opfattelse, at vi alle – herunder også de homoseksuelle – er skabt i Guds billede, er svært at sige.

Jesus kønsdiskriminerer ikke

Modstandere af homoseksuelles ret til kirkebryllup klynger sig til episoden, hvor nogle farisæere spørger Jesus, om det er tilladt for en mand at lade sig skille fra sin hustru. Han svarer:

»Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.« (Matthæus kap. 19).

Men Jesus’ ord rummer ikke antydning af, at to mænd og to kvinder ikke også kan blive ét kød. Det er nemlig ikke det, han bliver spurgt om, og derfor heller ikke det, han svarer på. Jesus foretager ingen kønsmæssig diskrimination og bruger ikke kønsdriften til at skelne mellem ægte og uægte mennesker.

Derimod kan man roligt tage Jesus’ ord til indtægt for, at han er imod skilsmisser, hvad enkelte præster i den danske folkekirke derfor også fortsat er. Det gælder dog ikke Søren Krarup og hans tilhængere. De er på dette punkt villige til at acceptere, at også Gud har et standpunkt, til han tager et nyt. Også Gud er åben over for tidsånden.

Jesus som familieopløser

Derudover er det besynderligt, at man overhovedet kan finde på at vie selv heteroseksuelle i Guds navn, for Jesus er som bekendt fundamentalt familieopløsende i sin forkyndelse.

Det fremgår utvetydigt af følgende ord, der i deres ubændige had til familien kunne være et motto for de familieopløsende vesttyske terrorister i 1970’erne:

»Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.« (Lukas kap. 14).

Når præsterne alligevel vier folk i den mands navn, der har et så indlysende skizofrent forhold til ægteskabet, må det skyldes, at de regner kristendommen for et ’tag selv’-bord: De tager det, der passer i deres eget kram, og lader resten hvile.

Søren Krarup henviser også konstant til Luther, men den danske folkekirkes åndelige fører havde et yderst tvivlsomt forhold til det monogame ægteskab og gik faktisk ind for bigami, hvad Søren Krarup næppe gør, skønt han kalder sin tro for evangelisk-luthersk.

Luther tillod f.eks. landgreve Philipp I af Hessen at gifte sig med en ny kæreste uden samtidig at blive skilt fra sin kone.

Han mente snusfornuftigt, at problemerne ved en skilsmisse er langt alvorligere end dem, der er forbundet med flerkoneri. Hvis ikke Luther ligefrem var skabsmuslim, stod han i hvert fald på det punkt fadder til det af Søren Krarup så forhadte 68-oprørs promiskuøse kærlighedspraksis.

Seksuel oplevelseshunger

Jesper Langballe opsummerer de religiøse argumenter mod homoseksuelle ægteskaber i sit lille skrift Som mand og kvinde, der er noget af det mest vammelt diskriminerende, jeg har læst på dansk. Han mener, at homoseksualitet »i hovedsagen« er betinget af »almindelig livslede og en deraf følgende jagt på nye livseksperimenter«, samt at den »beror på en almindelig modepræget oplevelseshunger, som bestandigt kræver nye pirringer og dermed accelererer epidemisk.«

Det er en hån mod de tusinder af homoseksuelle, som må døje med en fordømmende omverden. Og når Langballe – og mange med ham – spiller det trumfkort, at ægteskabets ’bestemmelse‘ jo er at avle børn, brister logikken totalt. Mange heteroseksuelle ægtepar kan ikke få børn – eller har fravalgt muligheden. De burde derfor heller ikke have lov at indgå ægteskab.

Kristendommen har jo altid været en projektion af de drømme, man ikke kan få opfyldt i en ubarmhjertig verden. Når mange kristne nu benytter sig af ikke-eksisterende evangeliske argumenter for deres modvilje mod homoseksuelle ægteskaber, må modviljen have en anden årsag end den oplyste.

Det er nærliggende at mene, at de foretager en projektion og skyder deres egen væmmelse mod homoseksuelle over på Gud – skønt han på det punkt forlængst er kommet videre.

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Det er yderst problematisk, at nogle vil bestemme hvad andre skal mene i religiøse forhold. Befri kirken og befri os fra statsreligionen.

Niels-Holger Nielsen

I øvrigt må man sige, at ærtebøsserne fra DF ikke er uden underholdningsværdi. Desværre er dette andet end teologi; det er også homofobi, som CBT så rigtigt slår fast for gud ved hvilken gang.

Niels-Holger Nielsen

Hvordan kan en ministers religiøse observans blive et emne i et demokrati? Hvordan kan fornuftige og ræsonable kristne acceptere at dele kirke med forskruede idioter fra højrefløjens overskudslager.

Kaspar Olsen

Mænd der vil “elske” med mænd har den bitre skæbne at de før eller senere må indse; at kvindekroppen er perfekt og ligefrem designet til at elske med manden !
Og omvendt er mandekroppen tilsvarende designet til at elske med kvinden !
Sandheden i en nøddeskal for alle heteroseksuelle mennesker på jorden.

Kaspar Olsen

Hov - nu glemte jeg vist at tilføje; at der sat'eme da også er smukke seksuelle muligheder i; at 2 kvinder eller flere kvinder elsker med hinanden - og det endda også uden deltagelse af nogensomhelst mænd!

Marianne Mandoe

"Gud" har ikke noget standpunkt. En forestilling kan ikke have et standpunkt.
Men dem der hævder at tale på vegne samme Forestilling kan have et standpunkt, og det standpunkt falder uhyggeligt tit sammen med deres egne antipatier.

Stop det udsigts slagsmål.
Hvorfor ikke bare acceptere, at der er forskelligt syn på disse ting og dele sig i kristne samfund derefter.
Der ef intet kompromis sigte.
Folkekirke A, folkekirke B, folke.............
Statskirke ? - Forhistorie !

Carsten Hansen

Folk må tro hvad de vil.
Folk må elske dem de vil.
Folk må mene hvad de vil.

Er nogen utilfredse med de betingelser, må de danne deres egen lille forening og bestemme reglerne der.
De kan ikke være med der hvor der skal være plads til frihed.

Ole Falstoft

Jeg har altid opfattet udtrykket 'blive et kød' som en eufemisme for 'at få børn sammen'
Der er der visse fysiologiske problemer med for par af samme køn

Hans Jørgen Lassen

Jeg er håbløst romantisk. Jeg mener personligt og for mit eget vedkommende, at børn gerne og helst må være frugten af en vild passion, af en forelskelse, der ingen grænser kender. Den ultimative forening af mand og kvinde

Derfor synes jeg også, at homobryllupper er en smule tamme, for at sige det mildt.

Men sådan er vi jo så forskellige.

Karen von Sydow

GUD hvor er jeg træt af at få blandet Gud og Jesus ind i en diskussion om ligestilling og retten til at blive anerkendt som et ægte folk.

Niklas Monrad

Og jeg er ærlig talt træt af hele denne debat. Dag ud og dag ind skal vi ikke bare mindes om men tage stilling til mindretals seksualitet. Så interessant er det sgu da heller ikke.

Bland jer uden om hvordan andre mennesker lever deres liv.

Med al den krig og uro i verden er kærlighed mellem to mænd eller to kvinder da bare skønt.

Lasse Petersen

Han har nogle relevante pointer i forhold til Krarups og Langballes holdninger, men der er også en del vrøvl. Hvis man kan tage Jesus til indtægt for at velsigne alt det, han ikke eksplicit fordømmer, så kunne man også forsvare eksempelvis pædofili ud fra evangelierne (uden at jeg dermed sammenligner de to ting).

Homovielser var jo ikke lige på bordet dengang, så det er nok derfor, at han ikke kommenterer det. Derimod er der god grund til at tro, at han ville have nævnt det, hvis han havde haft til hensigt at gøre op med den eksisterende forståelse af ægteskabet.

Hvis man vil have en kirke, der kun skal bygge på udvalgte passager af det nye testamente og generelt følger tidsånden og det politiske flertal, kan man jo bare lave det. Hykleriet opstår, når man har en bekendelse og en anden praksis - og i denne sag specifikt, når man laver et ritual til vielse af homoseksulle med et citat af Paulus, der som bekendt fordømmer homoseksualitet (gad vide, om de selv har grint ad det?).

I øvrigt interessant, at Christian Braad Thomsen slet ikke tror på gud: "Kristendommen har jo altid været en projektion af de drømme, man ikke kan få opfyldt i en ubarmhjertig verden." Altså: Der findes slet ingen gud. Det er bare vores egen opfindelse. Den holdning kan af indlysende årsager ikke forenes med evangelierne, men der er nok mange biskopper, præster - og måske også kirkeministeren - der er enige i dette uden at turde sige det (hvilket ville forklare en del). Men man opretholder i stedet facaden og manipulerer gerne med bibeltekster for at skabe et indtryk af, at homovielser har bibelsk belæg. Men ok, de har jo også fået et diktat af Manu Sareen og har deres gode faste løn og pension at tage hensyn til :-)

Hans Jørgen Lassen

Karen von Sydow skriver:

"GUD hvor er jeg træt af at få blandet Gud og Jesus ind i en diskussion om ligestilling og retten til at blive anerkendt som et ægte folk."

Jeg har kun ét spørgsmål:

hvorfor skal folks sam- og kønsliv "anerkendes"?

Man kan da for faen bare gøre, som man nu har lyst til. Det har jeg personligt altid gjort, uden at skulle "anerkendes".

I øvrigt enig med hr. Monrad:

"Så interessant er det sgu da heller ikke."

Men det synes de åbenbart selv, så interessant, at de vil have statens blå stempel og kirkens velsignelse.

Vorherre bevares!

Problematikken er vel, rent juridisk, at homosexuelle ikke har haft de samme rettigheder, blandt andet mht. arveret efter afdøde.

Det er en diskrimination som det danske samfund ikke kan acceptere.

Kirken har til gengæld kun tradition for at vie heterosexuelle (heterosexuel var jo også i sin tid en sygdom).

Jeg forstår godt, at præster ikke vil lade sig diktere, fordi de føler sig kaldet af gud og ikke den danske stat. Men hvis de selv vil bestemme, så må de smide den offentlige kasket og melde ud, at folkekirken ikke længere er for folket, men kun for troende protestanter.

Så længe kirken er underlagt folkestyret, så bestemmer folket. Hvis de derimod ikke er en del af staten, så er det op til hver enkelt, om man vil være med i klubben.

Jesus var en sølle reformator, og hans "kærlighedsbudskab" er stærkt overdrevet - og mest en nutidig fortolkning. Til gengæld gør kirkemagtens kroniske misbrug af teksterne det til fri og fælles leg at banke dem tilbage med modstridende citater. "Lad de små børn komme til mig" viser klart, at Jesus var aktiv pædofil, og denne argumentation er lige så solid som farisæeren Krarups...

Henrik Jensen

Nu er jeg vel nærmest asa-troende ( det er sådan en mere moderne religion) men denne sætning er nu for viderekommende:

" folkekirken ikke længere er for folket, men kun for troende protestanter".

Curt Sørensen

Så adskil dog for fanden staten og kirken og lad enhver blive lykkelig i sin egen tro, som allerede Frederk d. Store af Preussen realistisk udtrykte det. Og hvorfor i alverden betyder det så meget for homoseksuelle at de netop får kirkens velsignelse til et forhold? Lev dog livet uden religion og kirke. Religion og kirke har historien igennem været en undertrykkende institution.

Hanne Gregersen

Er problemet ikke, at man kan finde belæg for om ikke alle standpunkter, så de fleste, for alle positioner i denne debat et eller andet sted i de kristne skrifter, så den diskussion bliver helt formålsløs hvad enten det er den bedagede filminstruktør Braad Thomsen eller den sorte præst fra Seem, som fører den !?

Steffen Gliese

Problemet er helt grundlæggende, Thomas Dalager, at en religion, der går ud på, at alle synder ved deres blotte eksistens, men opnår tilgivelse alligevell, bruges som moralsk rettesnor, så på sin vis har du ret.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Thomsen er ikke godt kørende:

"Men Jesus’ ord rummer ikke antydning af, at to mænd og to kvinder ikke også kan blive ét kød."

Hvad har Jesu ord med noget som helst at gøre i dagens Danmark?

Bortset fra det, så er der jo ingen som helst tvivl om, at Jesus taler om mand og kvinde.

Men det er bare bedøvende irrelevant.

Hvad en tilfældig jødeknægt for to tusinde år siden måtte have ment om dette og hint, kan jo ikke rage os noget som helst i år 2012 i Danmark.

Med mindre, altså, at han havde noget fornuftigt at sige.

Hvor kan dette emne være så interessant for så mange med så mange indgangsvinkler ?
Svar : Fordi vi alle er tvangsindlagt i statskirken.
Selv os der er "udmeldt".

Kaspar Olsen

Søren Lom skriver; -"Hvorfor tage en mand med et harem på 12 mand til indtægt for homofobi?"

Det skal man heller ikke. Og det ved Søren Lom godt.
Grundhistorien handler om en sol der vandrer rundt i 12 stjernetegn.
Dette astrologiske plot kan man naturligvis ikke ophøje til religion og tjene penge på "Tiende" uden at konvertere de astrologiske iagttagelser til en fantastisk fortælling om tro håb og kærlighed manifesteret i lignelser om mirakuløs healing og nødvendig næstekærlighed.
De var ret stærke i astrologiske tolkninger omkring "Jesus" tid sikkert grundet på at der ikke var noget "babylonsk nonsens" på TV eller på nettet som kunne tage deres dyrebare opmærksomhed !

Kaspar Olsen

Måske kan mit ovenstående indlæg endda provokere Heinrich R Jørgensen til at deltage i debatten igen med sin mangefacetterede viden om religion ?

Miguel Tuells

Artiklens forfatter skriver:

"Jesus’ ord rummer ikke antydning af, at to mænd og to kvinder ikke også kan blive ét kød. Det er nemlig ikke det, han bliver spurgt om, og derfor heller ikke det, han svarer på. Jesus foretager ingen kønsmæssig diskrimination og bruger ikke kønsdriften til at skelne mellem ægte og uægte mennesker"

Denne synes jeg er en meget vovet sofistisk manipulation.

Jeg synes at homovielser i kirken er aldeles unoedvendige, men, ok, det synes mig respektabelt at mene det modsatte, dog ikke med argumenter baseret i en grov forvraengnin af Texterne.

Der er ingen religion eller anden form for overtro der skal være bestemmende for folks adfærd.

Det er forstemmende at vi stadig diskuterer dette oldnordiske vrøvl, lad os dog beskæftige os med noget der en anelse tættere på virkeligheden.

Gud findes ikke, metafysiske fænomener (mirakler) findes ikke, og er der noget spøgelser er bange for, så er det en skeptiker.

Og så lige til @Henrik Jensen.
Asatroen er en tro og ikke en religion

Tro er fint med mig religion er det ikke.

Toke Andersen

Både Jesus og Luther var sindssyge og dybt forkvaklede individer.
De ville begge blive permanent indlagt på en lukket afdeling for de svært personlighedsforstyrrede, hvis de var i live i dag.

Det er derfor svært at finde mere uheldige forbilleder.

Det burde give sig selv at deres tanker om seksualitet i det 21 århundrede, i bedste fald, ER TOTALT LIGEGYLDIGT.

Og derfor udelukkende er noget de dummeste mest uvidende medlemmer af vores art vil spilde deres tid og intellekt på.

Egon Maltzon

Det er et udtryk for svagpisseri at man ikke tør tage et opgør med SAMTLIGE religioner repræsenteret i kongeriget som nægter at anerkende ægteskab mellem personer af samme køn.

Men det er naturligvis også sjovest at slå på religioner som ikke slår hverken bøsser eller debatører ihjel.

Karen von Sydow

Hans Jørgen Lassen,
folks samliv skal da anerkendes som ligeværdigt - synes du ikke?

'De', som du skriver, ønsker selvfølgelig statens blå stempel som alle andre ægtepar, og i Danmakr går det altså desværre gennem Folkekirken.

At du, og andre, ikke finder det helvedes interessant og presserende siger nok alt om hvorfor vi først er her nu.

Hej, hej.

Maltzon - Det er et udtryk for intolerance, at du ikke vil lade relgionerne / trossamfundene i fred.
Brug kræfterne og ytringsfriheden til at skyde på det magtbegærlige folketing i stedet for.

Hans Jørgen Lassen

Nej, Karen, folks samliv skal ikke anerkendes af andre.

Folk skal anerkende sig selv.

Eventuelt skal de anerkendes af deres koner eller kærester. Men ikke af staten eller Vorherre.

Georg Christensen

"GUDEN", (du og jeg), har et standpunkt, og bør også have "et", indtil "VIRKELIGHEDEN", viser os, at et "standpunkt", let kan moddifiseres, tilpasses den virkelighed, som "standpunket", du og jeg er opdraget i, og har alle muligheder for "nytænkning", især hvis vores gamle "fællesskaber", vil være med til at videreudvikle hele "verden", virkelig "GLOBALISERE" den, ikke, som nu kun finansielt, med med viden om, virkelig vil med til at give det (globaliserede verdens samfund " LIV" )..

Europæernes forenede rige, er kun en lille del af vejen frem, men med dens "viden om", og forståelsen af denne, forlængst burde være kommet videre.

Carsten Hansen

Egon M.

Nu er Islam jo heldigvis ikke en folke-religion med forankret støtte i grundloven.
Her må vi nøjes med at tage afstand fra den diskriminering der foregår.

Hvis folkekirkens præster ikke kan leve med de nye regler, så må de melde sig ud af folkekirken.

Steffen Gliese

Hvordan har folk dog båret ad med at blive så rethaveriske og firkantede i hovedet? Folk får mulighed for at indgå ægteskab med en kæreste af samme køn, fint; præster får lov til at følge deres samvittighed og henvise til en kollega, ligeså fint.

Egon Maltzon

@Leo Nygaard:

Hvem taler om ytringsfriheden ?

Jeg har ikke noget problem med at lade religionerne i fred, jeg ser blot gerne at man lader alle eller ingen religioner i fred.

Jeg er selv stor tilhænger af at afskaffe statsreligioner, men hvis Folketinget blander sig i én religion, så må man sq da vise n... og regulere hele banden.

Steffen Gliese

Det er min forståelse, at andre trossamfund med vielsesret også kan vie folk af samme køn, hvis man kan finde én med vielsesmyndighed, der vil.

Egon Maltzon

@Peter Hansen:

Rigtigt på sin vis.

Folketinget kan ændre kravene til trossamfundene i forbindelse med om deres vielsesritual har borgerlig gyldighed.

Det er her kyllingebeskyldningen kommer ind.

Hvorfor detailplanlægge for folkekirken, når man bare kan ændre i kravene til borgerliggørelsen af vielsen.
Og dermed gennemtrumfe ligeberettigelsen for alle trossamfund i forhold til civilsamfundet.

De kan så vie en mand til 5 koner og 3 lygtepæle uden at vi andre skal forholde os til det.

Giv gud hvad guds er ....

Kaspar Olsen

Hvor mange af I tilstedeværende gudsfornægtende debatører som debatterer så ihærdigt og rørende for Guds fravær; tror på at USA har været på månen ?
Ja ?
Og hvor mange tror på at Osama bin Laden stod bag terrorangrebet den 11 september 2001 ?
Ja ?
Og hvor mange tror på at terrorangrebet blev udført af et par håndfulde arabiske flykapere ?
Ja ?
Og hvor mange tror på at den økonomiske krise er tilfældig og naturlig ?
Ja ?
Og hvor mange troede på at Kejser Thorning og Pave Vestager ville holde deres valgløfter ?
Ja ?
Og hvor mange tror på, at den Ny-Liberale samlingsregering som Kejser Thorning p.t baner vej for vil være mere endnu mere socialdemokratisk end den nuværende ?
Ja ?

Med sådanne begivenheder der kan afgøres af fakta og bevisets stilling burde det være nemt at afgøre alle disse nemme spørgsmål med et samlet NEJ !

Men tæl dine ja'er på disse jordnære spørgsmål og des flere ja'er du har; des mindre troværdig er din dømmekraft - når Du affærdiger Guds eksistens !

Carsten Hansen

Lad nu ikke denne debat blive en debat om guders eksistens.

Denne debat handler om mennesker og menneskers rettigheder.

Spørgsmålet er vel hvorfor en flok af de mest højrøstede reaktionære i landet får så meget taletid bare fordi de siger at de har Gud på deres side.

Sider