Klumme

Hvem vil jeg ikke hjælpe i dag?

Når ansvaret for eget velbefindende ligger i borgerens egen lomme, som det gør i USA, bliver man konfronteret med dilemmaer, der ikke løses over skattebilletten: Hvem vil jeg f.eks. konkret vælge ikke at hjælpe i dag?
Debat
11. juni 2012

»Ding dong,« lyder det insisterende fra dørklokken en eftermiddag. Udenfor står en rank, sort mand i et upåklageligt presset jakkesæt. Han smiler på forhånd afvæbnende, for han ved godt, at i mit kvarter bor der ikke en eneste afroamerikaner, og ingen ringer på uden at ville tilbyde sine ydelser mod kontant afregning.

Blandt andet derfor kommer han – til forskel fra hvide besøgende – heller ikke helt hen til min dør. Han står mindst fem meter væk, og selv om det aldrig kan siges højt, ved vi begge, at det gør han af grunde, der er lige så gamle som USA’s historie. Jeg er en hvid kvinde, der måske, måske ikke, er alene hjemme uden en mand (det var jeg så i øvrigt på det pågældende tidspunkt). Han er en sort mand, der slæber rundt på sin races og sit køns historie, der inkluderer 10 ton fordomme om den sorte mands utæmmede, aggressive seksualitet. Omvendt må jeg lide den tort at være blevet forlods anbragt i rollen som svag, uanset hvor meget dansk vikingekvinde, jeg måtte føle mig.

»Don’t worry« indleder han, inden han begynder sin fortælling om, hvordan han en gang var på afveje med stoffer og fængsel, men hvordan han nu tjener sine penge på at sælge abonnementer til ugemagasiner, som jeg ikke engang behøver selv at modtage. Jeg kan fluks vælge at donere dem til et herberg for unge kvinder i nød, der så kan læse US, Newsweek, Elle, Harper’s Bazar eller Star på min regning.

Samuel, som sælgeren viser sig at hedde, fremviser mig sin autorisation, og spørger, hvor mange børn jeg har, hvad jeg laver og hvor jeg kommer fra.

»Danmark,« siger jeg, hvorefter der følger en flodbølge af historier om, hvor venlige og ikke mindst generøse, vi skandinaver er. »I dit land behøver folk som mig ikke at gå rundt på gaden og sælge magasiner,« mener Sam. »Jeg ved bare at heldet smiler til mig i dag. Du vil hjælpe mig.«

Mit problem er imidlertid, at det vil jeg faktisk ikke. For jeg har lige haft besøg i sidste uge af Sams kollega. En anden lige så veltalende og smilende yngre, sort mand, der fremviste sit imponerende ar efter et knivstik i halsen samt før- og efterbilleder af sig selv (i fængslet vejede han 220 kilo, nu var han en fri mand og vejede 85). Bagefter så jeg billeder af hans treårige datter og hans 12-måneder gamle søn – »Jeg erkender, de har to forskellige mødre, Gud må hjælpe mig, jeg har syndet,« som han sagde. Hvorefter jeg satte mig ind i min bil og kørte os begge ned til automaten. Her hævede jeg 250 dollar (cirka 1.500 kroner), som jeg brugte til tre års abonnement på tre magasiner til tre herberger for hjemløse kvinder.

Så jeg har lissom gjort mit, synes jeg. Men Sam bliver mægtig skuffet, da jeg forklarer ham mit problem. »Jeg har også to små børn,« bemærker han, og hiver sine billeder frem. »Siger du, at du ikke kan hjælpe mig? At du går fallit, hvis du hjælper to mennesker?«

Svaret er selvfølgelig nej. Jeg kunne godt hjælpe Sam også. Men jeg finder det ikke rimeligt, at jeg skal hoste op med mere. Men det kan jeg ikke finde ud af sige. Jeg kan mærke, sveden løbe ned ad mine arme, det er 32 grader og jeg er trådt ud af min comfort zone, der består af mit svale, airconditionerede hus.

»Jeg gør det ikke,« siger jeg til sidst, og kan godt selv høre, det lyder ret ynkeligt. Især efter det med Skandinavien, vi lige er blevet enige om. »Vi kommer til kvarterer som det her, fordi vi ved, at I kan hjælpe. Men I vil ikke,« konstaterer Sam, og drejer om på hælen og går.

»Hvorfor blev han sur?« spørger min seksårige, der er kommet udenfor.

Jeg er ikke i humør til en forelæsning om socialklasser, race, ulighed eller den amerikanske minimalstat. »Fordi jeg ikke ville give ham nogle penge,« mumler jeg, mens en skamfuld hjælpeløshed skyller ind over mig ved dette møde med den anden side af det personlige ansvar, som hyldes her til lands. Og som jeg også selv abonnerer på som livsfilosofi. Men som ikke altid viser sin velfriserede side.

Så er det man ligefrem kan længes efter topskatten og gråvejret i lighedslandet på den anden side af Atlanten. I hvert fald lige den dag.

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger på USAnu.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennart Kampmann

Selv med topskat står der en hjemløs med husforbi ved hvert et supermarked. Ved siden af sidder den harmonikaspillende rumænske musikant. På pladser og stræder står "facere" med amnesty Intl, Greenpeace, mfl. og beder om donationer.

Man gør hvad man kan for at opnå økonomisk støtte.

USA er måske et lidt større land end vi er vant til, men mekanikken er ikke så forskellig som vi tror.

Med venlig hilsen
Lennart

Carsten Mortensen

God artikel. ......især til at belyse hvorfor det kan være praktisk med en mere fordelingsvenlig politik.
Ikke kun - kan Annegrethe og tilsvarende, slippe for den daglige stillingtagen, men samtidig kan der skabes menneskeligt overskud som yderligere kan deles!
Og ingen behøver at "worry". ......jo, måske bliver et par banker og pensionskasser lidt mindre rige, men mon ikke de også klarer det.

Det kan være lidt hårdt for de mennesker der gerne vil dele ressourcerne lidt bedre at føle sig ansvarlig for alles ve og vel. Især hvis vi er typer der har nemt ved empati.

Hvis vi så bliver kontaktet af folk i nød personligt, går det først galt. Det er jo "næsten" der står lige foran os og lider. Det kunne gå i et lille overskueligt samfund/stamme, men når samfundet er så stort og kompleks må der sættes system i det.

Christian Harder

Annegrethe Rasmussen er træt af hun selv måtte give Sam afslag og det får hende til at længes hjem til lille Danmark hvor hun over skatten betaler for at en offentlig ansat så i stedet for Annegrethe Rasmussen får til opgave at afvise Sam - Men så er Annegrethe Rasmussens hænder vasket rene, hun har betalt sin skat og så er alle problemer løst, Annegrethe Rasmussen er ikke træt længere..

Lissi Kristiansen

Hvad laver Gucci (er det stavet rigtigt?) Helle's slyngveninde på Information?
Igen, igen, totalt irrelevante udgydelser. Startende i England (provokerende), over Frankrig (belastende) til nu USA, hvor selviskheden tager så meget overhånd, at selv fruen kan få moralske/etiske kvababbelser. Se dig omkring, lær af Bill Gates og Warren Buffet.
Og til Information: Hvad er formålet med nu en ugentlig klumme fra sådan en noksagt? Håber ikke hun er for dyr, vore abonnementskroner kan vist gives bedre ud ...

Grethe Preisler

De rige har mange sorger.

Så havde min mor det lettere i sommeren 1945, da en omvandrende kludekræmmer ringede på døren for at spørge, om hun havde nogle gamle klude, hun ville af med. Hun kunne med god samvittighed og uden at lyve svare, at hun ikke havde andre gamle klude end dem, hun gik og stod i.

Resten var syet om til børnetøj i løbet af de fem forbandede år, og nyt var ikke til at opdrive for almindelige mennesker uden mange penge og forbindelser i værnemager- og sortbørskredse.

Lissi Kristiansen

Til Jeanne Schou:
Sætningen "Og som jeg også selv abonnerer på som livsfilosofi" viser fru Rasmussens indstilling til de faktiske forhold. De 2 omtalte har fundet ud af at bruge deres store overskud, ikke på sig selv eller nærmeste, men på noget for os danskere så banalt som SKAT (læs samfundssind), ikke som tvang men i solidaritet

Henrik Bjerre

Her kan maaske en af de paa andet sted meget udskaeldte DJOEF'ere hjaelpe med en delvis loesning:

Man etablerer sig simpelthen et tiggerbudget - stort eller lille. Pointen er at flytte beslutningen vaek fra oejeblikket - vaek fra konfrontationen - og over i den lidt laengere planlaegning. Tiggerbudgettet bruger man saa til at dele ud af til dem man synes traenger mest, og smaekker kassen i naar den er tom.

Erik Karlsen

Skægt nok, så får de kommentarer her mig til at tænke på dette her, sagt for ca. 2000 år siden, men stadig gældende i dag:
"Lad den, der er uden synd, kaste den første sten!"

Johannes Nielsen

Vorherre bevares - tænk at informations korps af farisærer kan blive forargede over den beretning.

Fru Rasmussens historie peger jo på et dilemma, som vi alle sammen - hånden på hjertet - har været i: De fleste af os vil gerne hjælpe, men ingen af os kan hjælpe alle dem med behov.

Altid interessante og velskrevne beretninger fra Fru Rasmussen - send gerne mere!

Niklas Monrad

Man kunne få den tanke, at når der ikke dagligt står bistandsklienter og ringer på ens dør, så har de det nok meget godt ...

Frej Klem Thomsen

Når man er så priviligeret som Rasmussen, og antageligt langt de fleste af Informations læsere, er, så bør man overveje meget alvorligt hvor meget man kan og bør gøre for at hjælpe de mennesker som har desperat brug for det. Skal man være lidt grov - for jeg synes egentlig at netop her viser Rasmussen mod ved ærligt at sætte fingeren på et ømt punkt - så kan man sige at hendes fejl ikke er at hun donerer første gang, eller at hun afslår anden gang, men at det tilsyneladende kun er når hun på den måde bliver konfronteret med en person som beder hende personligt og direkte om hjælp at hun tager stilling. Derved er hun ikke anderledes end så mange andre, men den oplagte løsning på dilemmaet er at tage principielt stilling til hvor vidt man mener at ens moralske ansvar rækker, og give derefter, både før, efter og uden at møde den type personlige nødråb som Rasmussen har oplevet. Kun i den situation kan man med nogenlunde god samvittighed sige "Jeg er ked af det, men jeg hjælper allerede så meget som jeg vil".

Et forslag som i den henseende kan være værd at kigge på er Peter Singers "Pledge", som han agiterer for i "The Life You Can Save". Forslaget er ekstremt moderat, givet hvor meget der står på spil, nemlig at donere mellem ca. 1 og 10% af sin indkomst (før skat) til velgørenhed, afhængigt af hvor meget man tjener. Se: www.thelifeyoucansave.com

Og bemærk iøvrigt at hvis man vil give til velgørenhed bør man overveje meget alvorligt hvordan man bedst bruger sine penge. Det bedste argument for at sige nej til at købe en fattig mands bladabonnementer til fordel for kvinder på et herberg, er således at det er langt bedre at bruge de samme penge på f.eks. at købe malarianet til afrikanske børn, i hvert fald hvis det man vil er at hjælpe andre. Der er ofte over en faktor 1000 til forskel på hvor meget hjælp man giver afhængigt af hvordan pengene bliver brugt. Se i den forbindelse det forbilledlige arbejde som www.GiveWell.org laver.

Karsten Aaen

Står der virkelig en hjemløs ved hvert supermarked?
Der står en cirka en gang om ugen ved et super-marked på gågaden i min by, og en på gågaden i Odense, sikkert også cirka en gang om ugen.

Og det er såmænd ganske almindelige hvide mennesker, der er tale om. Og min holdning til Anne-Grethes beretning er at hun måske ikke behøvede at købe noget, men bare stikke ham 50 eller 100 dollars.
Det må hun altså have råd til - også i USA.

I Danmark sørger vores skat at vi ikke har specielt særligt mange hjemløse som sover i hjemløse-parker, under broerne, eller bor i shantytowns, papkasse-byer. Tværtimod bygger man boliger af træ til, rigtige boliger altså, her i den by, hvor jeg bor er der således en skurby, lidt udenfor byen, hvor de kan, de her lidt skæve eksistenser og flere af den slags byer er på vej andre steder. Og selv udenlandske hjemløse får hjælp, bl.a. via programmet En Varm Seng mv. Og i Danmark er der også herberger man kan sove på som hjemløs.

Og jeg er sikker på at den 6-årige ville have givet Sam nogle penge - børn er mere retfærdige i deres sans for ret og rimeligt end voskne er....

Lennart Kampmann

En 6-årig har ikke rigtigt begreb om hvor penge kommer fra eller hvilken værdi de repræsenterer.

Pointen med hjemløse er at de er organiserede, og sælger et blad med et godt formål. Hvilken forskel er der på den situation der er beskrevet i artiklen, andet end det opsøgende på bopælen? (dørsalg er i øvrigt ikke tilladt i Danmark)

Her på Frederiksberg er der dagligt hjemløse foran supermarkederne, mens der i sommerperioden er musikanter, og for tiden patruljerer nogle formodentligt rumænske sigøjnere hver en skraldespand for at finde kabelskrot og lign.

Det er måske lidt letkøbt at udråbe artiklens forfatter som moralsk forpligtiget til at redde verden alene. Forpligtigelserne er i min optik at man først skal klare sit eget, dernæst sin familie, så følger venner, bekendte og forhåbentligt er der også plads til at hjælpe fremmede i ny og næ. Men ok, jeg er ved at være gammeldags, det bliver værre dag for dag ;)
Af samme moral følger at man skal forsøge at undgå at ligge andre til last.

Med venlig hilsen
Lennart

Hanne Christensen

Jeanne Schou. tak for artiklen om Bill Gates (foundation)

Han er sandelig ikke den rene saint - hvad anede mig- men der er bagtanker med hans "filantropi"

Annegrethe Rasmussen

Tak for kommentarerne - Lissi Kristiansen tror jeg blot jeg må anbefale at springe klummen over. Den er trods alt kun hver mandag.
Til resten af jer, det er interessante betragtninger. Jeg er naturligvis ikke kun anfægtet af den massive ulighed i USA, når jeg møder den på mit dørtrin, men som jeg ved tidligere lejligheder har mindet om så er denne klumme i sit sigte begrænset af at den skal handle om dagligdags oplevelser i det amerikanske eller danske med amerikanske briller. Det er redaktionsledelsens valg, ikke mit. Men af den grund skal man ikke sætte næsen op efter mere systemiske betragtninger om ulighed (som jeg dog tidligere som korrespondent har skrevet om ad libitum både i artikler og ledere, som nemt kan findes her på information.dk).'
Jeg kender godt Singers retningslinjer. De er ikke så ringe endda.
Endelig - jeg gav faktisk Sam et tilbud om at modtage 50 USD. Det var han ikke interesseret i. Men alt kan ikke være i en klumme, der har et begrænset omfang.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen