Ideologisk vraggods tynger børnedebatten

I de seneste 10 år har en voksende gruppe af eksperimentelle filosoffer spurgt manden på gaden, hvordan han vurderer, hvorvidt en person handlede bevidst eller ubevidst i et skitseret moralsk dilemma. Typisk vil flertallet svare, at en person handlede bevidst, hvis udfaldet af hans handlinger er moralsk forkastelige. Og modsat, hvis udfaldet er moralsk prisværdigt, så var det nok en tilfældighed. Måske sådanne eksperimenter viser, at flertallet ikke ser mennesket som noget godt, men som et egoistisk væsen, der til tider ’kommer til’ at gøre noget godt. Det gode betragtes som en sidegevinst.

Et andet eksperiment i forbindelse med værdidomme tydeliggør, hvorfor de fleste vil finde det underligt, at sige om en narkoman: ’Han værdsætter virkelig sin heroin’. Det hænger sammen med den intime forbindelse mellem et værdiudsagn og en normativ vurdering. Med andre ord, de fleste finder det ikke normativt godt at skyde heroin i blodet, derfor konkluderer de, at narkoman- en værdsætter sin heroin på anden vis, end jeg f.eks. værdsætter mine venner.

Vender vi os nu mod værdikampen mellem private og offentlige daginstitutioner, ser det ud til, at termerne ’det offentlige vs. det private’ anvendes som noget rent normativ, og ikke som to mulige måder at organisere en samfundsmæssig opgave på.

Inkonsistent argument

I stedet kunne man opstille en simpel tese, som lyder: Børn kan kun have et godt liv, hvis de er et godt sted. Her vil alle nok være enige. Det efterlader os nu blot med spørgsmålet om, hvordan vi definerer ’et godt sted’. Det er ikke det samme, som henholdsvis et offentlig eller et privat sted, selv om det virker som om, mange er tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem ’et godt sted’ og det offentlige.

Den tendens hænger angiveligt sammen med, at mange ser en nærmest naturgiven relation mellem penge og dårligdom. Det vil sige, at børn i offentlige institutioner har det bedre end børn i private, fordi de offentlige er bedre. Basta. Det private er jo en virksomhed, synes argumentet at være.

Argumentet er dog inkonsistent. Det beror tilsyneladende på, at økonomi sættes lig med noget moralsk fordækt, som forduftede al almindelig interesse for børn og omsorg, så snart en pengeseddel viftes foran en pædagogs øjne.

Jeg formoder, at flere – som til dagligt foretager sig noget mod betaling – nok vil stritte imod. Eksempelvis underviser jeg på to forskellige skoler, men selv om betalingen er forskellig, gør jeg mig lige umage begge steder.

Og kigger man til udlandet – f.eks. Spanien – står det endnu klarere, at den herskende normative dom synes at være en fordom. Hvis flere danskere havde haft børn i Spanien (og sikkert mange andre steder i verden), så ville de have erfaret, at de private daginstitutioner langtfra har samme høje niveau, som de offentlige. Dette ændrer sig, når børn begynder i skole som tre-årige. Men selv her er der flere offentlige skoler, som sagtens kan konkurrerer med de private på uddannelsesniveau. Det eneste, dette eksempel kan vise er, at ’et god sted’ kan både være privat og offentligt.

Stop floskelvældet

Hvorfor nævner jeg disse banaliteter? Fordi det kunne være berigende – det vil sige lærerigt – hvis det ikke var politisk ideologiske floskler, som styrede debatten. Hvis vi i stedet så på den faktiske virkelighed på de pågældende institutioner. Sagt på en anden måde: Det offentlige er ikke pr. definition bedre end det private, og omvendt.

I stedet for at bruge det offentlige og private som normative markører, kunne det være en god – og meget enkel – idé at høre de forældre og ansatte, som er glade og tilfredse, hvorfor de er det.

De færreste vil nok sige: »Jeg er glad for denne institution, fordi den er privat (eller offentlig).« Nej, det vil ikke give mening. De ville sandsynligvis nævne noget med omsorg, nærvær, leg, sund mad etc.

Når vi værdsætter noget er denne værdsættelse en del af flere begreber, som er normativt ladet. Derfor er det også dumt at gøre institutionsspørgsmålet til et spørgsmål om offentlig og privat, da der er væsentligt vigtigere informationer på spil end gamle politiske ideologier, nemlig informationer, der kan gøre små børns dagligdag endnu bedre.

Finn Janning er filosof