Interview

Indvandreres viden er en uudnyttet ressource

Immigranter er en trussel mod Danmarks økonomi, lyder advarslen igen og igen. Men en enkelt indvandrer kan faktisk skabe eksportværdi for 166.000 kroner, viser nyt speciale
6. juni 2012

Indvandrere koster den danske statskasse godt 15 milliarder kroner om året. Det viser beregninger fra den uafhængige institution DREAM. Men den udregning er alt for simpel. Spørgsmålet om, hvor meget en indvandrer koster samfundet, er langt mere kompliceret. Det mener Simon Weinberger, cand.merc. i International Economic Consulting, som har kortlagt indvandreres effekt på udenrigshandlen. Han konkluderer i sit kandidatspeciale, at udenlandsk arbejdskraft udgør et uudnyttet potentiale i milliardklassen for dansk erhvervsliv.

Så når man i den danske debat gang på gang slår fast, at indvandrere belaster statskassen, overser man, at indvandrere faktisk bidrager med en hidtil fuldstændig overset gevinst: øget eksport.

Ved hjælp af den hyppigst anvendte model inden for international handel, The Augmented Gravity Equation, er det muligt at udregne, hvor meget den årlige eksport og import vil ændre sig afhængigt af antallet af immigranter i Danmark.

»En stigning i antallet af indvandrere på 12.000 individer vil medføre en øget eksport på mere end to milliarder. Det svarer til 166.000 kroner pr. indvandrer,« siger Simon Weinberger.

»Derudover er der kontrolleret for en lang række variable som f.eks. geografi, population, valutakurs, uddannelse og sprogforskelle. Når der er taget højde for disse faktorer, er det muligt at isolere effekten fra immigrationen,« siger Simon Weinberger.

– Men betyder det så, at det er en skrøne, at den typiske indvandrer samlet set bidrager negativt til statskassen?

»Så sort-hvidt kan man desværre ikke sige det. DREAM har udregnet et tal for, hvor meget indvandrere koster ved at se på, hvad de betaler i skat, sammenholdt med hvad de får i overførselsindkomster. Det er en meget simpel udregning, som ikke tager højde for, at indvandrere kan bidrage økonomisk på andre måder end gennem skat.«

Et af problemerne i den danske debat er, at ingen har haft fokus på, at indvandreres kompetencer kan skabe mervækst i dansk erhvervsliv, lyder det fra Simon Weinberger og hans makker Samuel Michael Olsen, som under specialskrivningen har interviewet repræsentanter for organisationer som f.eks. Dansk Industri og Dansk Erhverv.

Genvej til nye markeder

– Hvilke ressourcer og muligheder mener I, at indvandrerne kan bidrage med for at øge dansk eksport?

»Når en virksomhed vil til at eksportere varer til et nyt land, er den største handelsbarriere, at de ikke kender markedet og hele forretningskulturen i det pågældende land. Ved at ansætte en immigrant fra det land, kan man sænke omkostningerne betragteligt, fordi personen har et overordnet kendskab til landet og sproget,« siger Simon Weinberger, som mener, at det burde ligge lige til virksomheders højreben at bruge den viden, indvandrere allerede har fra deres hjemland i stedet for at bruge store summer på selv at tilegne sig den.

»Hvis man ønsker at eksportere til et marked, som slet ikke ligner det danske, er der en kæmpe gevinst at hente ved at ansætte nogle, som kender markedet, landet og kulturen indefra.«

– Er der i jeres øjne behov for en ny diskurs omkring indvandrere i Danmark?

»Vi er ikke politisk motiverede, og vi siger ikke, at vi skal have flere immigranter til Danmark. Men vi prøver at åbne virksomheder og politikeres øjne op for, at der gemmer sig et kæmpe uudnyttet potentiale i at ansætte indvandrere i erhvervslivet. Det er klart, at vi gerne vil rykke ved diskursen, for debatten er ofte meget simpel og unuanceret i forhold til at sætte værdi på indvandrere,« siger Simon Weinberger.

For Simon Weinberger har det mest overraskende været, at indvandrernes potentiale for at bidrage til det danske erhvervsliv ikke er i fokus i Danmark.

I Sverige har en lignende undersøgelse af indvandreres indflydelse på udenrigshandlen haft stor betydning for både politikeres og erhvervslivets fokus.

Undersøgelsens resultater blev grebet af den svenske handelsminister, som brugte dem som en anledning til at skabe Projekt Kosmopolit. Projektet forsøger at udnytte det potentiale, der er i at ansætte indvandrere i eksportvirksomheder. Blandt flere konkrete initiativer har de oprettet en kompetencebank, som bliver brugt til at sætte virksomhederne i forbindelse med immigranter.

»Hvis en svensk virksomhed skal ind på et nyt marked, kan de gå ind på kompetencedatabasen og søge efter immigranter fra det pågældende land,« forklarer Simon Weinberger.

I databasen kan de også se, om de mulige kandidater har de kompetencer, virksomheden efterlyser. Tanken er, at det skal blive nemmere for virksomheden at vinde fodfæste på det pågældende marked.

»På den måde søger svenskerne strategisk at udnytte de ressourcer, der er i landet,« forklarer Simon Weinberger.

Farvel til de dygtige

– Men er det ikke kun højtuddannede indvandrere, der vil blive efterspurgt til sådanne stillinger?

»Alt afhængigt af om det er teknologisk udstyr eller råvarer, der eksporteres, kræves der forskellige niveauer for, hvor meget uddannelse man har. Men du har ret i, at det nok vil være de veluddannede indvandrere, der trækker den estimerede gevinst op,« siger Simon Weinberger.

Han understreger dog, at det i det hele taget er en udfordring for de danske beslutningstagere at udnytte den viden og de ressourcer, der allerede findes i landet.

I den forbindelse er et af de helt store problemer ifølge Simon Weinberger at fastholde de uddannede udenlandske immigranter, som hurtigt forlader landet igen.

»Hvis vi bliver bedre til at udnytte deres kompetencer og give dem arbejdsmarkedstilknytning, vil vi langt nemmere kunne fastholde dem som meget værdifuld arbejdskraft,« konstaterer han.

Sammen med sin specialemakker er Simon Weinberger i gang med at søge fonde for at rejse midler til at skabe et netværk som det svenske Projekt Kosmopolit. Håbet er, at det vil hjælpe Danmark til at få øje på det uudnyttede potentiale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Bohn

På side 52 - 53 står der noget ganske andet:

“The empirical analysis has provided strong robust evidence of a positive effect from immigration on Danish bilateral trade relations that is both a strengthening and promoting impact. Based on the estimated elasticities a 10% increase in the immigrant stock from a specific country will on average increase Danish export and import by 1,29% and 3,28%, respectively. In this setting an increase in the Danish stock of immigrants by 12.000 persons will result in an increased export and import of roughly 2,1 billion DKK and 5,5 billion DKK, respectively.”

En sag for DR's Detektor ? ;-)