Mens Syrien synker dybere ned i en regulær borgerkrig og menneskelig elendighed, vokser presset for endnu en vestlig militærintervention i et muslimsk land.
General Martin Dempsey, formand for den amerikanske generalstab, har for længst meldt ud, at USA kan varetage ’en militær løsning’ i Syrien, »hvis vi bliver bedt om det«. Og Obamas republikanske rival, Mitt Romney, kræver, at USA’s regering bevæbner den syriske opposition.
Rusland og Kina fastholder deres modstand mod at fremtvinge et regimeskift med magt. De insisterer på, at Kofi Annans FN’s fredsplan ikke har udtømt alle muligheder.
Susan Rice, USA’s ambassadør i FN, har imidlertid gjort klart, at vestmagterne om fornødent kan handle »uden om FN’s autoritet«. Selv François Hollande, nyvalgt fransk præsident, har erklæret, at en militær intervention i hans lands tidligere mandatområde »ikke kan udelukkes«.
De stadig mere indtrængende opfordringer til at angribe Bashar al-Assads regime kommer i kølvandet på to grusomme massakrer mod civile i byerne Houla og Hama. Oppositionsaktivister beskylder de sekteriske og regimetro shabihamilitser – den syriske politistats svar på al-Qaeda – for at stå bag. Deres grusomheder er så oprørende, at de har potentiale til at udløse en intervention.
Sponsoreret regimeskifte
Realiteten er, at USA’s og dets allierede for længst har interveneret i Syrien. De har støttet oppositionens Syriske Nationalråd fra begyndelsen af opstanden. Samtidig har Golfens absolutte monarkier i de seneste måneder øget deres leverancer af våben og pengemidler til de syriske oprørsgrupper, mens Tyrkiet har stillet basefaciliteter til rådighed. Det sker i koordination med USA, der leverer ’ ikke-dødbringende bistand’ og ’kommunikationsudstyr’.
Med andre ord er USA og dets allierede godt i gang med at sponsorere et regimeskifte gennem borgerkrig. Og skønt de officielt bekender sig til Annan-planen om demilitarisering og forhandling, sikrer deres indblanding, at planen slår fejl.
Resultaterne taler deres klare sprog: Skønt menneskeretsgrupper skønner, at den dødbringende vold er aftaget med 36 pct., siden fredsplanen formodedes at være trådt i kraft, er tabene på regeringsside steget kraftigt i samme periode (953 rapporteres dræbt siden midten af marts). Alene i forrige weekend dræbte oprørsstyrkerne angiveligt 80 regeringssoldater.
I vestlige og Golf-kontrollerede arabiske medier skildres Syriens konflikt som en folkelig opstand mod et autoritært regime.
Men det er kun en dimension af konflikten. Og i takt med at regimet fortsat nyder støtte fra betydelige dele af befolkningen til at intensivere sin brutale undertrykkelseskampagne, er oppositionen i stigende grad overgået til en voldelig modkampagne, hvor den civile græsrodsmodstand viger for væbnet kamp med bistand fra udenlandsk støttede grupper.
Spiller sekterisk kort
Hvad værre er: Konflikten får et stadig stærkere sekterisk islæt, da det alawitisk dominerede regime søger at øge sin støtte ved at spille på minoriteternes frygt for en sunnidomineret opposition.
Mellemøstens sunni-shia-konflikt kan i sin seneste ondartede fase føres tilbage til besættelsen af Irak, hvor USA kynisk spillede det sekteriske kort for at hindre fremkomsten af en nationalt baseret modstandsbevægelse. Samme strategi er et fast holdepunkt for den saudiarabiske ledede bestræbelser på at forhindre folkeopstande i at løbe de konservative Golf-regimer over ende.
Hertil kommer en tredje dimension af krisen – Syriens rolle som Irans vigtigste allierede. Det faktum har potentiale til at sætte hele regionen i brand og trække omverdenen ind i en ødelæggende konflikt.
Den interne kamp i Syrien, hvis Golan-højder i syd Israel har holdt besat i 45 år, er for længst blevet en del af en vestlig og saudiarabisk stedfortræderkrig mod Iran og dets libanesiske allierede Hizbollah. Som James Rubin, amerikansk viceudenrigsminister under Bill Clinton, hævdede i sidste uge, vil en amerikanske intervention i Syrien være »en risiko, som er værd at løbe«, hvis Iran kan »fratages et fodfæste ved Middelhavet, hvorfra det kan true Israel og destabilisere regionen.«
Blodbad i vente
Faktisk er Irans alliance med Syrien endnu en grund til, at den stadig mere omfattende intervention fra Vesten og Golfens diktaturer snarere vil få konflikten til at eskalere end nedtrappe den. Sidste års NATO-intervention i Libyen fik dødstallet til at stige med en faktor 10 til 15 og overlod landet til lovløse krigsherrer, tortur og etniske udrensninger.
En forstærket intervention i Syrien – hvad enten den sker ved at bevæbne oppositionen eller ved at indlede en luftkrig for at oprette ’humanitære korridorer’ – vil imidlertid kunne få endnu mere ødelæggende følger.
Det skyldes, dels det syriske regime har et stærkt luftforsvar og store væbnede styrker, dels at konflikten vil blive udkæmpet i tætbefolkede områder. Sekteriske splittelser betyder også, at konflikten kan brede sig videre til lande som Irak og Libanon.
Hvorfor de samme magter, som nedkaldte blodsudgydelser og ødelæggelse over Irak og Afghanistan, nu tiltænkes en rolle som Syriens humanitære frelsere, forbliver et mysterium.
Allerede nu er truer den lavintensive intervention med at få Syrien til at forbløde i en langtrukken udmattelseskrig. Medmindre der sker et internt kup, er eneste vej ud af en forværret sekterisk og regional konflikt en internationalt garanteret forhandlingsløsning, der giver syrerne mulighed for selv at bestemme deres fremtid. Det betyder, at USA og dets allierede må give Annan-planen en chance til. Og at iranere, russere og kinesere må lægge øget pres på Damaskus.
Seumas Milne er medredaktør af The Guardian
© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
