Klumme

Jeg kan ikke længere få øje på et socialdemokratisk projekt

Socialdemokraterne er i gang med at afvikle det velfærdssystem, som fik min farmor Gudrun til at stemme på partiet frem til sin død i 1983
Debat
19. juni 2012

Min farmor Gudrun blev født i 1900. Hun havde den socialdemokratiske ’Gør din pligt og kræv din ret’-kultur i rygraden og Staunings landsfaderlige 30’er-portræt på væggen, til hun døde i 1983. Men hun var misfornøjet, da Socialdemokratiet i 1956 gennemførte folkepensionen, og hendes skepsis overfor universelle, skattefinansierede ydelser holdt sig livslangt: Hvorfor skal velhavende mennesker have penge fra staten, bare fordi de når en vis alder? spurgte hun i samme forargede tonefald, som når folk i dag sætter spørgsmålstegn ved fornuften i, at alle – uanset indkomst – får tilsendt en børnecheck.

Som så mange andre socialdemokrater fandt Gudrun det mere meningsfuldt at tage fra de rige og give til dem, der trængte mest.

Men netop denne politiske logik opgav Socialdemokratiet i halvtredserne. En gruppe unge fremadstormende økonomer førte hede diskussioner om partiets hidtidige fordelingspolitiske krav versus en økonomisk politik med fokus på vækst. Topembedsmanden Erik Ib Schmidt var fortaler for sidstnævnte perspektiv: » (…) fordelingssynspunktet rummer efter min opfattelse ikke længere det store fremtidsperspektiv, som kan bære en bred politisk bevægelse som den socialdemokratiske,« skrev han i partibladet Verdens Gang.

Allerede i 1950 udgjorde funktionærer næsten en fjerdedel af de erhvervsaktive. Schmidt og hans meningsfæller forudså, at den voksende middelklasse ville få større lyst til at betale høje skatter, hvis de selv fik fornøjelse af velfærdsstatens tilbud: gode folkeskoler, et velfungerende sundhedsvæsen, et stærkt socialt sikkerhedsnet og folkepension. Partikongressen i 1957 tog denne tankegang til sig: »Gennem en positiv produktionspolitik, der sigter på at skabe gode arbejdsmuligheder for alle, skal velfærdsstaten udbygges og nye sociale og kulturelle fremskridt sikres,« lød det – mens klassekampsretorikken blev henvist til samme støvede hylde som krav om nationalisering af fabrikker og banker. Socialdemokratiets ideologer gik i spidsen for at organisere samfundet som en generationskontrakt: Som barn, ung og gammel kunne borgeren nyde de kollektive gratis goder i form af uddannelse og folkepension – mod til gengæld i voksenlivet at yde til kollektivet i form af arbejde og skat.

I de følgende årtier satte den økonomiske vækst rekorder. Meget skyldtes kvinderne. Deres andel af arbejdsstyrken voksede med cirka 270.000 i tresserne, i halvfjerdserne med yderligere 380.000 og i løbet af firserne med cirka 150.000. I alt trådte 800.000 flere kvinder ind på det registrerede, skattebetalende arbejdsmarked i løbet af bare tredive år, mens antallet af mænd steg med cirka 100.000 i samme periode. Set fra hjemmefronten blev 860.00 husmødre forsørget af deres mand i 1960, mens der i dag kun er cirka 17.000 husmødre. Denne kolossale vækst i arbejdsstyrken foregik vel at mærke samtidig med, at skatten steg og steg og steg.

Skatten finansierede udvidelsen af generationskontrakten (Statens Uddannelsesstøtte, daginstitutioner m.m.) og udviklingen af den såkaldte Flexicurity-model. Og denne nordiske model skabte et af verdens rigeste samfund, som sammen med Norge, Sverige og Finland under den seneste krise har vist sig at høre til de mest økonomisk og politisk stabile. De økonomiske vismænd kalder dansk økonomi for ’mere end holdbar’, og Danmarks Statistik har netop aflyst aldringskrisen med en ny prognose, der anslår, at arbejdsstyrken vil stige med 20.000 i løbet af de kommende otte år.

Derfor virker det helt absurd at høre nutidens socialdemokratiske økonomer tale om skattelettelser som eneste sikre og helt nødvendige vej til at øge arbejdsstyrken, og det er ubegribeligt, at samme socialdemokrater håndfast er gået i gang med at demontere den generationskontrakt og det understøttelsessystem, som i 60 år har været fundamentet for samfundets sammenhængskraft. Der er jo et åbenlyst råderum for visionær økonomisk politik, grøn vækst og udvikling af arbejdspladser i udkantsdanmark – suppleret af Tobins mikroskat på finansielle ydelser, eksempelvis.

Jeg kan ikke længere få øje på et socialdemokratisk projekt. Og selv om jeg aldrig har stemt på det parti, så smerter det på næsten samme måde, som når man mister en af den slags gamle venner eller familiemedlemmer, der står lige bag ryggen, når tilværelsen krakelerer.

Pia Fris Laneth er forfatter og foredragsholder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Sådan!

Steffen Gliese

En manglende selvtillid har ramt Danmark, uden grund. I århundreder har vi modstået modeluner og skiftende stemninger fra andre lande og kørt vort eget løb, "ikke bedre, bare anderledes" kendetegner på godt og ondt det danske samfund. Eller kendetegnede, for i alt for høj grad ønsker man nu at løbe efter de andre, fremfor at dreje deres kurs - som f.eks. en af deltagerne i udtagelsespanelet for DR Penges "vækstpris" fik det sagt i morges, hvor også Danmark åbenbart skal opgive sin klassisk-eksklusive position baseret på nicheproduktion til fordel for den samme grad af masseproduceret godtkøbsskrammel som resten af verden, der dog har den fordel at have en kæmpe befolkning til at påtage sig det.

Sikken en farmor.
Hvis hun var socialdemokrat, hvad er så de "socialkammerater" der tegnede partiet siden og og stadig gør det.
Hvor ville hun ligge på den politiske skala idag ?

Hvis Gudrun repræsenterede den danske folkekarakter, og det tror jeg hun gjorde, så er der stof nok til at indklage partiet og dets medløbere for at ha` ødelagt den danske folkekarakter til afgørelse ved menneskeretsdomstolen.
Om ikke reelt, så som et tankeeksperiment.

Jens Overgaard Bjerre

Mine forældre var næsten på alder med din farmor. Og socialdemokrater. Min morfar havde været med at starte Socialdemokratiet op i Ballerup. Og han var journalist og skrev til nogle af de mange socialdemokratiske aviser, som var dengang. Og desuden formand for sygekassen og vandværket. Han og min mormor fik 14 børn, som alle blev opdraget socialt og med respekt for de svageste. Men i 80'erne sagde min mor disse ord til mig: "- Jens, jeg stemmer ikke socialdemokratisk længere, for de er ikke rigtige socialdemokrater mere." Hvad hun ellers stemte på var hendes hemmelighed. Selvom jeg selv aldrig har stemt på S, giver jeg forfatteren ret. Det er som at miste en kær slægtning eller lignende, at være vidende til Socialdemokratiet i dag. Det er blevet et mærkeligt superliberalt parti, som lige så godt kunne have været en ny udgave af Venstre. Og det er sørgeligt ad helvede til. Men min mistanke er, at politikerne ikke længere kæmper for "sagen", men for dem selv. Og sig selv. Og kun det. De kender ikke til de svagestes livsbetingelser og og er også fuldstændig ligeglade.
Rigtig god artikel.

Bjerre siger : " Men min mistanke er, at politikerne ikke længere kæmper for “sagen”, men for dem selv"
Netop, og også Venstre søger også mod midten.
I partiernes magtbegær lefler de strategisk for midter/sving vælgerne og svigter deres principper.
Mindretallet på fløjene, EL og LA, er den rene vare.

Jeps enig med de forrige - og Vestager sidder stille og lader alting komme hendes vej - knejsende med nakken og særdeles veltilfreds - men måske endende som "konen med æggene" både indenrigpolitisk og EU politisk- og det vil der jo heller ikke være noget nyt i, hvis man kender lidt til de Radikales politiske historie.

Men problemet med at sidde stille, er at det ikke skaber bevægelse - mens de enorme rutsjetur for socialdemokraterne VIL ende med et brag og krav og fornyelse kombineret med de basale livsværdier som Jens Overgaard Bjerre så flot beskriver.

Jeg tror at man i tiden fremover ikke vil have så meget beton-tung tillid til partier og blokke - men vil vurdere mere på det enkelte individ/person som stiller op i politik - og ydmygt vil bede om vælgerens tillid og stemme.

For mig synes beton-liberalisme, beton-socialisme og beton-radikalisme (eller det modsatte faktisk) at være slået vind og skæv.

Det kommer til at dreje som om vidende, stålfaste og kloge individer - som stoler på sig selv og sin dømme kraft. Og som har en mavefornemmelse for folks behov og ønsker - også selvom det somme tider kræver den modsatte modige beslutning, her og nu.

Folket skal squ ikke have lov til at se "Paradise Island" - det er alt man KAN man MÅ, og det er ikke alt man VIL man SKAL.

Jens Overgaard Bjerre's morfar gjorde nøjagtig det som Dalai Lama anbefalede den frustrerede amerikanske husmor, som ikke kunne finde ud af om hun skulle blive hjemme eller tage ud i verden og frelse de fattige - "pas din familie og støt dit lokalsamfund"

Ups: Det er IKKE alt man KAN man MÅ!

Jeg kan li' denne dybe tanke.

"som når man mister en af den slags gamle venner eller familiemedlemmer, der står lige bag ryggen, når tilværelsen krakelerer."

Henrik Rude Hvid

I dag er det at være socialdemokrat noget, man er. Det er ikke længere noget, man kan stemme på.

Grethe Preisler

Sic transit gloria mundi.

Jeg tror vi er mange her i landet, som har det på samme måde som Pia Fris Laneth.

Min ene oldefar (farmors far) var en af arbejderbevægelsens pionerer. Socialdemokrat og fællestillidsmand for arbejderne på B&W. Han døde, før jeg blev født, men det var altid ham mine tanker gik til, når jeg hørte og sang med på følgende strofe i sangen om det røde flag:

"Jeg har set den i blafrende storme/ jeg har elsket dens flammer i strid/ og bag den så jeg arbejdshænder forme/ verden om til en lysere tid".

Min sidste rest af tillid til anstændigheden i det parti, han og hans kammerater banede vejen til magten for, forduftede imidlertid, da pamperne i mit eget fagforbund (HK-Stat) lancerede sloganet "Vær solidarisk med dig selv" i den tro, at det var det, der skulle til for at lokke flere unge medlemmer ind i folden.

Fra da af har jeg end ikke overvejet at beære socialdemokraterne med min stemme.

Søren Kristensen

Lidt farvelære:

Måske er projektet, som forfatteren ikke kan få øje på, slet ikke rødt mere, men grønt og det er jo den modsatte farve. Der er yderligere den hage ved grønt, at man ikke får nogen ordentlig farve ud af at blande den med rødt Måske er det derfor så mange forsøger at komme helt af med den røde? I mellemtiden kan man få en mægtig kontrast ud af at holde de to farver adskilt og dog tæt på hinanden, sådan som det sker for tiden. Endelig: hvis man slet ikke gider alt det farvehalløj, kan man jo altid vælge et blåt projekt.

Peter Andreas Jørgensen

I 1986 lovede jeg mig selv at jeg aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig ville blive socialdemokrat. Det skete da jeg gik ned ad trappen fra det obligatoriske møde med Svendborg Kommunes rundmavede og storrygende jobkonsulent, som få minutter forinden havde belært mig om, at min drøm om at leve af at skrive ærligt talt var noget pjat og at hvis jeg var "for fin til at få mig et rigtigt arbejde, så måtte jeg sgu selv tage ansvaret!"

En absurd besked på så mange planer.

Jeg begræder ikke projektets påståede uddøen.

Peter Lassen

Socialdemokratiet har overlevet sig selv - og med HTS som leder er der intet indhold -"men der kommer en rigtig god løsning imorgen" - vi venter stadig..