Kronik

Kunststøtten går til de politisk korrekte

Det er grotesk, når Statens Kunstråd vil have ansøgere til at overveje, hvordan deres kunstprojekter forholder sig til køn, alder og etnicitet
Det er grotesk, når Statens Kunstråd vil have ansøgere til at overveje, hvordan deres kunstprojekter forholder sig til køn, alder og etnicitet
20. juni 2012

Det er Statens Kunstråd, der egenhændigt giver dig et praj om, hvordan du skal ansøge om kunststøtte på en politisk korrekt måde. Mine øjne var ved at falde ud af hovedet på mig, da jeg under udfyldningen af den elektroniske ansøgningsformular stødte på følgende spørgsmål:

»Oplys derudover, om I har gjort jer overvejelser om diversitet (køn, alder, etnicitet mv.) i forbindelse med projektet, og i givet fald hvilke?«.

Det er mere end upassende, at Kunststyrelsen vil have oplyst, hvilke overvejelser en kunstner har gjort sig om sit projekt. En kunstners overvejelser er hans eller hendes private sag.

Det er især upassende, at man skal oplyse om sine overvejelser vedrørende ’diversitet’ i projektet med hensyn til ’køn, alder, etnicitet mv.’ Brøleren kommer fra Kunstrådets chef og er efter sigende gået videre til de faglige udvalg.

Denne jargon med ’overvejelser’ er avlet i terapeutiske og pædagogiske miljøer og har det berømte strejf af nedladenhed. »Har du overvejet …?« Spørgeren synes, at man burde have gjort sig slige overvejelser. »Har du overvejet at motionere?« kan det lyde fra lægen, som ofte har to underliggende pointer med det spørgsmål: »Det vil være en god idé«, og »du er for fed«. Så er der modeordet ’diversitet’, som jo kommer fra politisk korrekt sprogbrug, når vi taler om marker og skove. Diversitet er et ord, som øjeblikkeligt ringer sundt og progressivt. Aha, tænker ansøgeren, her efterlyses noget sundt og progressivt. Hvad er det lige, diversitet betyder? Hen og slå op, nå ja, mangfoldighed! Bare mit projekt nu er diverst nok.

Kunstpolitisk korrekthed

Kunstrådets formand, Rune Gade, har naturligvis lov til med sit råd at diskutere præferencer i stil og genrer med hensyn til støtteværdige projekter. Hvis formanden ikke bare skal være en kransekagefigur og administrerende ånd, kan han sagtens udstikke nogle overordnede retningslinjer. Det kan være i mere eller mindre eksperimenterende eller grænseoverskridende retninger. Rådsformanden bør imidlertid afholde sig fra at påvirke fagudvalgene med, hvad man skal holde øje med af ’ikke-kunstneriske’ forhold og måske favorisere dét, jeg kalder kunstpolitisk korrekthed.

Jeg har snuset mig frem til, at Rune Gade skulle have stukket korrektheder i næsen på fagudvalgene. ’I år skal vi slå et slag for diversitet med hensyn til køn, alder og etnicitet, venner?’ Sådan kunne det have lydt, men lyden er forfærdelig, og det er vist heller ikke meningen med Statens Kunststøtte, at man udelukkende skal støtte samfundsgavnlig kunst?

Kommandovejen er efter alt at dømme gået fra Kunstrådets formand til fagudvalgene og så formodentlig til et sekretariat, som for nylig har fået ny hjemmeside. Det er svært at forestille sig, at det kontorpersonale, som laver den nye hjemmeside, selv skulle have fundet på at spørge ansøgerne om deres diversitets-overvejelser. Jeg mener, at opfordringen til at overveje den nævnte i al fald ’trefløjede diversitet’ er en så stor brøler, at kulturministeren burde overveje, om den rette mand sidder på posten som Kunstrådets formand.

Modsætninger

Spørgsmålene kunne måske blive opfattet som en slags service i stil med: »Vi vil bare lige minde dig om, at diversitet i forhold til alder, køn og etnicitet rangerer højt i uddelingerne, så du evt. kan skrive nogle politisk korrekte pointer ind i din ansøgning.«

Her kan en ansøger så eksempelvis nå at fedte for Kunststyrelsens fagudvalg ved at skrive: »Ja, jeg har gjort mig en del overvejelser om at tilgodese mangfoldighed i mit teaterstykke, især hvad angår etnicitet. Således, at mit projekt har gavnlig virkning på multietnisk interaktiv forståelse i udsatte boligområder« og bla-bla-bla.

Hvad i al verden har man forestillet sig, at kunstnerne skulle svare?

Man kunne også lave et nyt projekt, der simpelthen passer ind. Hvad med en danseforestilling, hvor nogle unge, handicappede eller misbrugte piger fra Afghanistan under politibeskyttelse laver en dansefest på et torv i Københavns nordvestkvarter og til slut danser to og to med danske, utilpassede drenge?

Det er ikke det rene skæg, for vores kultur er jo – til enhver tid – påvirket af de tendenser, som både kommunernes kulturpolitik og statens bevillinger er præget af. Føj dertil kulturelle og private fonde, som jo modsat statslige kulturkroner kan være rettet mod defineret diversitet.

Men det skulle være overflødigt at minde om, at det er et dansk særkende, at statsstøtten til kunst og kunstnere er hævet over politisk korrekthed af enhver art og som nævnt: hævet over at have samfundstjenende pejlemærker.

Visse ansøgere har næse for, hvilken vej vinden blæser, og gransker i de forrige års uddelinger, sporer en tendens og skærer gerne en ansøgning til, så dens tema passer godt ind. Med den aktuelle brøler opfordres ansøgeren til aktuelt at tænke kunstpolitisk korrekt. Indholdet af den famøse frase om mindst trefoldig diversitet hører hjemme i integrationspolitisk og socialpædagogisk regi. Ikke i kunstens verden. Kunst er det modsatte af pædagogik. Forklaringen er, at kunst fortæller, mens pædagogik forklarer. Og det er noget hø, når man blander det sammen, så man fortæller og forklarer på én gang. Dernæst er der den forskel, at mens pædagogik tjener konkrete formål – for eksempel at forøge vidensmængden og dueligheden hos en elev – så har kunsten ikke noget formål. I al fald ikke i et frit og sundt demokrati. Kunst kan sagtens have en effekt, men ikke et formål.

Nu kan man ikke udelukke, at et kunstnerisk projekt kan have positiv effekt på den haltende integration i Danmark, og at brugen af mange slags racer (!) i fredelig sameksistens på scenen kan have positiv effekt på dumme danskere, der helst kun vil se kridhvide slægtninge optræde – men at det i ansøgningssammenhæng synes at være til ens fordel, hvis man er vågen over for diversitet, er forkasteligt.

Unoder fra Sovjets tid

Kulturelle bevillinger – også fra private fonde – er lettere at få fingre i, hvis man har anerkendt behjertede projekter på tapetet. Som antydet gerne noget med at stimulere belastede ghettoer med sports­anlæg, danseskoler eller den slags. Det er også godt, hvis man annoncerer positive ’tiltag’ i forhold til integrationen. Et dugfrisk eksempel er åbningen af Dansekapellet ved Grundtvigs­kirken i Københavns nordvestkvarter. Et flot og smukt kulturhus støttet med over 40 millioner fondskroner. Og som det lyder i tidsskriftet Terpsichores anmeldelse af stedet og åbningsfesten: »Denne næsten ghettoagtige betragtning er lidt en kliché i Danmark, men den har vundet kæmpegehør, kan man se.«

At en kunstner bliver mindet om, at det er en overvejelse værd at forholde sig til f.eks. etnisk diversitet, som det statslige Kunstråd ser ud til at værdsætte, er unoder tilbage fra Sovjets tid. Her forøgedes chancen for statslig anerkendelse, hvis man havde godt med marcherende ungpionérer og glade traktorførere med på scenen eller i romanen.

Det går ikke at spørge ansøgende kunstnere om deres overvejelser om dit og dat. Kort og godt.

kronik@information.dk

Eske Holm er koreograf og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hasse Poulsen

Det var hverken kort eller godt.

Eske Holm synes at overse at kunst støtte gives ud fra nogle overordnede hensyn til hvilken kunst og kultur samfundet synes bør støttes.

At påstå at en kunstners overvejelser er vedkommendes private sag er besynderligt når det drejer sig om en ansøgning.
Hvis beslutningsudvalget mener at der er for lidt "diversitet" på den danske kunstscene, for lidt generationsblanding, for få invandrere eller børn af indvandrere på scenen - ikke fordi kvaliteten mangler, men fordi forskellige befolkningsgrupper holdes ude af dem der er inde, så må udvalget jo sætte nogle kriterier som giver en fordel til de grupper der ønskes fremmet.

Kunststøtte er ikke kun estetisk politik, det er også samfundspolitik. At påstå at kunststøtten i Danmark er hævet over samfundshensyn er og har altid været noget vrøvl.

Det er også noget vrøvl at "det er let at få kunstøtte, bare man laver nogle behjertede projekter."

Der er nogle mennesker der er gode til at skrive ansøgninger og der er nogle der har svært ved det. Det er ikke altid at dem der skriver de bedste ansøgninger er de bedste kunstnere, men hvad kan man gøre ved det?

(og så mener jeg i øvrigt at Danmark har brug for at stramme op på den politiske anstændighed (af Eske Holm kaldet korrekthed). Hvorfor skal alle forsøg på at hjælpe mindretal sammenlignes med sovjet diktaturet?)

Vibeke Nielsen

Argumentationen halter seriøst i denne kronik. Under læsningen spurgte jeg igen og igen: Hvorfor? Hvorfor er en kunstners overvejelser i forbindelse med produktioner som det offentlige skal støtte en privat sag? Hvorfor er lyden af: "Nu skal vi slå et slag for diversiteten" forfærdelig? Hvorfor skal kunst være det modsatte af pædagogik? Hvorfor må kunsten ikke forklare? Hvorfor må offentligt støttet kunst ikke have et samfundsgavnligt formål i "et frit og sundt demokrati"? Hvis kunsten havde det modsatte af et samfundsgavnligt fomål, ville den så være adelsmærket på "et frit og sundt demokrati"? Hvor ser man dette udfoldet? Hvis den udelukkende havde nydelsesefffekter som god vin og dyre middage, ville den så i højere gade være tegn på "et frit og sundt demokrati"?

Tilsyneladende hævder Eske Holm, at der er et kausalt forhold mellem fordringen om samfundstjentlige formål for kunsten og så Sovjet - altså hvis vi fordrer, at kunstnerne overvejer hvilket samfund, de producerer deres kunst i, så endet vi med Sovjetiske tilstande - men i virkeligheden argumenterer han blot via analogi. Og den analogi kan man vælge at godtage eller ej. Det er et rent trosspørgsmål, for ingen steder lægger han noget til grund for, at der skulle være en sammenhæng mellem Sovjet og så en opfordring til overvejelser om køn, alder og etnicitet. Mig bekendt var diversitet ikke noget, som man gik særligt højt op i, i Sovjet, nærmest tværtimod. Og fordringer om, at kunsten skal tjene et formål, har man haft i et hav af forskellige samfund gennem tiderne, fra religiøst styrede samfund og så til samfund, der rent faktisk er demokratier. Om de er sunde og frie må så være til debat, men jeg kan ikke umiddelbart få øje på eksisterende samfund, der er sundere og friere, hvor man IKKE har offentlig kunststøtte med formål.

Til gengæld er Kunstrådets opfordring i sig selv ret komisk. For hvis man går ind og ser på Kunstrådets sammensætning, er det tydeligt, at det ikke har kigget på sig selv med diversitetsbriller. Alle tilhører den aldersgruppe, som samfundet i øvrigt styres af (de cirka 40 - 60 årige) og alle er etnisk danske. Der er ganske vist to køn repræsenteret, men hvis de virkelig skulle være diverse, burde de nok være lidt mindre stereotype i deres køn (pigerne er langhårede, drengene korthårede osv. osv...)

Robert Kroll

Kunstnere må erkende, at de ikke har en " Gud-given ret" til at få betalt deres kunstneriske produktion.

Hvis der ikke er nogen som vil købe eller støtte en kunstnerisk produktion, så er det ikke et udtryk for at samfundet er uretfærdigt over for den pågældende kunstner.

(Der er i øvrigt en masse "blålys" der løber rundt og kalder sig kunstnere.)

Kunstnere har gennem historien været stærkt afhængige af, at kapitalstærke folk / institutioner o s v ( kirkerne, kongerne, staten , store fonde m v)ville købe deres arbejde .

Kunstnere har måttet foregive at være af rette religiøse overbevisning , rette politiske opfattelse ( f eks i USSR og Hitler-Tyskland) , have de rigtige værdinormer o m a.

Statens kunstfond går sådan set i de traditionelle spor, hvor man forsøger at "please" sin arbejdsgiver ( det politiske flertal på Christiansborg) ved at pålægge kunstnerne en slags politisk ønskværdig linje for deres kunst.

Det er en krænkelse af kunstnerens frihed og det vil altid være en krænkelse af den kunstneriske frihed, hvis man som kunstner ikke bare kan få hvad man vil uden hensyn til omgivelserne

- med det er altså vilkårene for ALLE MENNESKER, og kunstnere er ikke en særlig elite, der kan påberåe sig særlige privilegier, der tvinger alle andre til at købe deres arbejder ( uanset aktuel relevans og/ eller kvalitet).

I øvrigt har jeg aldrig fundet, at Statens Kunstråd var en god ide - vi burde have mindst to af hinanden uafhængige kunstråd, så "monopol-tendenser" og ensretning undgås.

Steffen Gliese

Robert Kroll, der er to: Statens Kunstråd og Statens Kunstfond.
Jeg må indrømme, at jeg for en lille menneskealder siden var stærkt i vælten for Holms synspunkt: at kunst er kunst og ikke skal spændes for alle mulige andre agendaer! Jeg mener, at det er en lektie, vi om noget lærte i 80erne - at politiske gunstne overlæg på alle mulige samfundsområder for lige at løse omfattende problemer ikke fører noget godt med sig. Faktisk er Rune Gades impertinente sammenblanding her et godt eksempel på, hvad vi fik af dårlig arv fra den periode: middelmådig historiefortælling med pædagogisk lygteføring.

Hvis man er interenationalist som jeg, mener man, at vores forpligtelse er at bringe noget til festen, som er udsprunget af vores, det er ikke en national lukkethed, det er en generøsitet overfor verden, som er selve kernen i kunst og videnskab. Jeg tror ikke, at jeg har ændret synspunkt, egentlig.

Claus Madsen

Kære Eske.

Hvad om du gjorde tingene korte og precise og på spørgsmålet om du har gjort dig overvejelser etc etc. Bare skrev NEJ.

Det ville herfra set i sig selv være et kunstværk.

Så kunne du gå ud og danse bagefter Det er jo når alt kommer til alt det du er bedst til.

Kærlig hilsen Claus.

Jens Overgaard Bjerre

Eske Holm har da ret. Hvem er det som få legaterne? Det er de politisk korrekte. Det er borgerskabets børn, som kan blive ved med af få legater år efter år. Det er yderst sjældent folkelige kunstnere. Kun som undtagelsen, der bekræfter reglen. Lodtrækning ville være langt langt mere retfærdig. Så kunne det være, at der blev lavet en satirisk film om Kunstrådet og dets fornemhed. Eller nogle kunstprojekter, hvor man gør grin med borgerskabets mange forbindelser og vennetjenester. Folk ville for en gang skyld more sig og tænke sit. Men det er måske ikke lige den vej man ønsker at dreje kunsten?

Frank Hansen

Jeg er fuldstændig enig med Eske Holm. Kunst og videnskab skal ikke spændes for en tilfældig samfundsdille og gøres til et formål for andre interesser.

Universiteterne blev sat årtier tilbage i halvfjerdserne, da forskningen pludselig skulle tjene et politisk formål, og mange fag blev nærmest udslettet af munkemarxisternes hærgen. Det mest kendte eksempel er Sociologiske Institut, som simpelthen blev nedlagt og derefter genstartet at kræfter, som ikke helt havde glemt hvad videnskab drejer sig om. Jeg kan stadig grine af hvordan Radioavisen med en genial fejltagelse meddelte, at Socialistisk Institut skulle nedlægges.

Der var en nidkærhed og foragt for andre synspunkter i tiden, som førte til almindelig akademisk forarmelse og lagde det ideologiske grundlag for Blekingegade banden.

Siden er management kulturen blevet universiteternes svøbe. Forskningen skal have et formål, helst samfundsgavnligt, og så er der lige hensynet til ligestilling, miljø og andre formål, som er oppe i tiden. Det gør sig nok på Cafe Victor, men er ødelæggende for forskningen. Det hele styres så af ledere, hvoraf nogle aldrig i hele deres karriere har fået offentliggjort en eneste artikel i et anerkendt tidsskrift. Der er tale om parasitter på universitetet som uden selv at yde noget er skamløse nok til at tro, at de på nogen måde er kvalificerede til at styre forskning, undervisning eller ansættelse af videnskabeligt personale.

Jeg kender mere til universitetsverden end til kunstverden, men Eske Holm har min fulde sympati. Det lyder så rigtigt og uskyldigt, at der lige er et par gode sager, som vi kan tilgodese. Men tro mig. Det er den lige vej til Sovjet og Pol Pot.

Jeg havde i firserne en samtale med en højtstående irakisk videnskabsmand under Saddam Hussein. I dybeste fortrolighed gav han udtryk for det synspunkt, at irakisk og mere generelt arabisk videnskab ville forblive inferiør indtil den dag, hvor landets ledere indså, at hverken ansættelser, bevillinger eller forskning skal styres politisk.

Jeg er helt sikker på at det samme gælder kunsten.

Jacob Knudsen

Enig. Det er generelt et problem at alt i denne her krisetid skal tjene nationale, politiske og/eller økonomiske agendaer. Trist når man tænker på, at det kunsten i virkeligheden har brug for er et kæmpe skud frihed. Ingen, heller ikke statens kunstråd- eller fond, kan bedømme hvad "god" kunst er, derfor burde man trække lod om hvem der får støtten - på den måde får vi kunstnere der kan fortælle deres historie UDEN omsvøb eller med hensyntagen til holdninger af enhver art. Men vi værdsætter ikke den personlige historie mere, vi vil have underholdning som vi med lethed kan identificere os med og dele fælles synspunkter omkring, det er bare ikke kunstens opgave. Det er grov generalisering, det ved jeg, men det sådan jeg forstår Eskes indlæg og jeg kan ikke være mere enig..

Michael Kongstad Nielsen

Der er noget om det, Eske Holm siger. Jeg tror, Kunstrådets tankegang udspringer af reklamekulturen, hvor det gælder om at spotte sit publikum, sit segment, gennemanalysere, hvem man henvender sig til, og så ellers producere udtrykket derefter..

Samme tankegang findes efterhånden overalt. I mediebranchen, uddannelsesbranchen, it-branchen, og altså nu også i Kunstrådet. "Hvem henvender projektet sig til?" burde ikke være et spørgsmål. For hvis kunst bliver til inficeret med spekulationer om, hvem det henvender sig til, dør det.

Til nogle indlæg vil jeg sige, at lodtrækning i mine ører lyder underligt som uddelingskriterie. Det er som om, at alle kan stille sig op i køen og være heldig, at pengene falder ned i deres turban. Der mangler et kvalietetsmoment. Og det kommer efter min mening ved, at man beder nogle kvalificerede kunstnere og kendere om at sidde i rådet og bruge deres intuition og gode fornemmelser for, hvad der er et godt projekt. Altså ægte "smagsdommeri" for at bruge et forkætret ord, men - og hvad så?

Thorsten Lind

Politisk (korrekt) kunst,
har ved gud aldrig været min kop te.

Men, når det er sagt,
så er kritiske kunstnere,
der udstiller magthaverne,
totalt fraværende i 2012.

."Falden til Patten" udløser garantrisse
flere støttekroner end "Kunstnerisk Vildskab".
Mvh Th

Nb. Mit statement: Kunsten er død!

Nu findes der også kunst der hverken er politisk korrekt eller særlig provokerende især inden for kunsthåndværk. Den form for kunst skal heller ikke glemmes eller fornægtes.

Ellers giver jeg Jer ret i at der sjældent ses kunst der taler magthaverne midt imod. Det går mere på seksuelle provokationer (som om man kan provokere inden for det mere) eller generelt at overskride næsten alle grænser.

Niels-Holger Nielsen

Dette lands kunst- og kulturjournalistik er begrædeligt fra Arbejderen, over Information til resten af dynen. Så er det sgu mere interessant at spille pik.

Niklas Monrad

Nogle unge har lyst til at hoppe rundt i sokker og t-shitrs, og det skal andre tvinges til at betale for over skattebilletten. Det er der problemet ligger.

Hasse Poulsen

Det billede af kunst som og kunststøtte som fremstilles af Eske Holms artikel og af diverse kommentarer er meget reduceret.

Ingen er enige om hvad kunst er og dermed hvad der skal støttes.

Det der er vigtigt er at diskussionerne er levende og at et så bredt udsnit af kunstverdenen er repræsenteret som muligt.

Mit indtryk fra mit eget arbejde i kunstudvalg er at de fleste gør deres bedste for at forstå hvad der foregår og for at kanalisere pengene derhen hvor der er brug for dem. Alle har deres vinkel, som Eske Holm har, og deres kæpheste, men alle er samtidigt indstillet på at finde kompromiser.

OK, kompromiser er ikke kunst.

Men kunststøtte er heller ikke kunst men administration. Der findes ingen endelige løsninger, kun diskussion.
Kunststøtte handler ikke kun om kunst og kunstneres behov for financiering, men også om overordnede betragtninger om hvad kunst er (hvad er kunst og hvilken slags kunst skal støttes, hvad er folkeligt, hvad er industrielt, hvordan vurdere kvaliteten...) og hvordan man sørger for at alle får adgang til den osv osv, dvs politiske konfrontationer.

Og så skiftes medlemmerne af udvalgene ofte ud, hvilket gør at focus hele tiden skifter.

Det virker på mig som om det er det bedste der kan gøres.

Henrik Brøndum

Jeg vil gerne rejse en stoette for Eske Holm fra en DJOEF'er. Han gav mig engang for 30 aar siden en dansetime - i en lille gruppe. Det var fantastisk.

Eske Holm er tidligere solodanser ved den Kgl. Ballet - som han forlod for at lave sit eget mere anarkistiske udtryl i nedlagte fabrikshaller m.m. Hvis jeg var i hans sted ville jeg ogsaa flippe skraat over denne kunstadministration.

Eske Holms artikel er ikke velargumenteret paa det DJOEF-niveau der normalt kraeves i disse spalter - men stor tak for det.

Om private virksomheder - som jeg i dag kender mere til en kunst - ved de kloge at 50 pct. af markedfoeringsbudgettet er spildt. Blot ved de ikke hvilken halvdel.

Mit bud er at mindst 90 pct af kunststoetten er spildt - uanset om fyrsten (det kan saa vaere kulturministeren) ansaetter 1,2 eller 500 DJOEF'ere, kunstnere uden fuld succes, erhversledere m.v. til at administrere den.

Saa i virkeligheden er det ligemeget om Eske Holm bliver spurgt om hvorvidt han har gjort sig overvejelser om etnicitet - det der er problemet er at han overhovedet bliver spurgt om noget.

Vi burde goere som det er smukt illustreret i "Shakespeare in Love". Overlade beslutningen til en eller anden fyrste, som f.eks. Elisabeth d. I og ikke den anden, der ordknapt kan meddele: "Vi traenger til noget mere opmuntrende til midsommeren!"

Michalis Balaouras

Kunsten er til for folket,
og ikke for politiske interesser.

Men, seriøst, det er vel også naivt at tro at statsstøttet penge og kunst kan munde ud i andet end egeninteresser, så som politisk korrekthed?

If I ain't mistaken, this world is still the same.