Læserbrev

Kvalitet i diversiteten

Har Rune Gade læst ligestillings­loven og set, at alle statslige institu­tioner skal arbejde for ligestilling, indarbejde ligestilling i al planlægning og tjekke for ligestillings­mæssige konsekvenser, før de iværk­sætter?
26. juni 2012

Koreografen Eske Holm skriver i sin kronik 20. juni om kunstens politiske korrekthed. Selv er han af den ’gode’ gamle skole, hvor kunstneren er mand, hvid og ude af stand til at tage aktiv stilling til det demokrati, som har fostret ham.

Til gengæld fører han den gode gamle kunstpolitiske tone og anfægter diversiteten i det danske kunstmiljø, mens han harcelerer over etniske og handicappede kunstnere, fordi de kun optræder, når det giver penge fra Kunstrådet at have dem med.

Sidst men ikke mindst lyder det fra Eske Holm, at »det er upassende at ytre sig om diversitet«, og han korrekser derfor også Kunstrådets chef, Rune Gade, for at have opfordret fagudvalgene til at »slå et slag for diversitet, køn, alder og etnicitet«.

Mere politisk korrekt kan man vel næppe irettesætte en kunstrådschef, når man tilhører den ’gode hvide mands Kunstner’-skole med stort K, og uden tøven kan lægge diversitet for had, bagatellisere dens kunstneriske potentiale og latterliggøre mangfoldighed.

Heldigvis skræmmer diversitet ikke Kunstrådets chef, og det ville hverken han eller medlemmerne i Kunstrådets fagudvalg i øvrigt komme ret langt med. Eller, jo, det er de faktisk tidligere kommet ret langt med, men sådan skal det ikke være længere.

Har Gade læst loven?

Har Rune Gade læst ligestillingsloven og set, at alle statslige institutioner skal arbejde for ligestilling, indarbejde ligestilling i al planlægning og tjekke for ligestillingsmæssige konsekvenser, før de iværksætter?

Har han læst, at diversitet ifølge loven er midlet til øget kvalitet? I virkeligheden gør han det, han er ansat til: Fremmer kvaliteten af dansk kunst.

Det er langt fra alle, der gør det, men det skal siges til Eske Holms forsvar, at dansen ikke er det kunstneriske felt, hvor de gode gamle traditioner underkender diversitet mest. Måske han alligevel skulle fokusere på de demokratiske værktøjer, som Gade »stikker fagudvalgene i næsen«, og overveje de kunstneriske kvaliteter, som demokratiske processer altid fører med sig.

Også selv om de ikke nødvendigvis roterer om den samme hvide herretå som Eske Holm.

 

Dorte Madsen, dramatiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Hansen

Racehygiejne var i 1935 ligeså alment accepteret som ligestiling og diversitet er i dag. Der var almindelig politisk enighed om, at racehygiejne er et stort samfundsmæssigt gode, som burde understøttes med initiativer overalt i samfundet. Specielt indenfor åndsvageforsorgen og på det pædagogiske område blev ideer om race og renhed dyrket med store konsekvenser helt op til begyndelsen af 1970erne.

Hvad har det med ligestilling og diversitet i dagens samfund at gøre? Begge bevægelser var villige til at reducere andre institutioner og bevægelser i samfundet til et middel til fremme af egne formål, begge bevægelser havde en umådelig samfundsmæssig og politisk bevågenhed, der udstødte divergerende opfattelser, og begge bevægelser var helt sikre på at at have retten og sandheden på sin side.

Kunstrådets chef får læst og påskrevet, at han bare har at følge lovens bogstav selvom det overhovedet ikke er klart, at den forpligter til at inddrage politiske og kunsten uvedkommende hensyn ved uddeling af legater. Lidt civilcourage vil måske være på sin plads. Som Kant sagde, bør man aldrig reducere et menneske til et middel for egne ønsker og formål.

Vibeke Nielsen

Frank Hansen

Dit argument er ikke holdbart.

For det første hævder du, at der er lighed mellem racehygiejne og kampen for "større diversitet i dagens samfund", idet "begge bevægelser var helt sikre på at at have retten og sandheden på sin side". Det samme kan man sige om demokrati og diktatur. Men gør det demokrati og diktatur til ens størrelser? Nej. Man kan også sige det samme om en forbryder og et offer. Begge er sikre på at have retten på sin side. Men gør det offeret til forbryder?

For det andet hævder du, at diversitet og refleksion er kunsten uvedkommende hensyn. Uden at argumentere for dette. Men Dorte Madsen hævder jo i sit indlæg, at diversitet i høj grad ikke blot er kunsten vedkommende, men også vigtig for den kunstneriske kvalitet og relevans. Hvordan i alverden dette så kan blive til, at man "reducerer et menneske til middel for egne ønsker og formål...." Jamen det er helt sort.

Steffen Gliese

Problemet er ikke, at diversitet og reflektion - det sidste er altid grundlæggende - forekommer, Vibeke Nielsen, problemet er, at kunsten underlægges krav, som kan komme i vejen for sandhedskravet. Problemet er, at kunsten underlægges pædagogiske krav,som er kontraproduktive i processen. I sine bedste øjeblikke formidler kunsten ikke holdninger, den får sit publikum til at tænke selv.

Frank Hansen

Jeg sætter bestemt ikke lighedstegn mellem racehygiejne og ønsket om ligestilling og diversitet. Jeg påpeger blot, at hvad der i en tidsepoke synes indlysende og godt i andre perioder bliver anset for helt uacceptabelt. Man skal derfor være meget forsigtig med at påtvinge andre sine politisk korrekte holdninger.

Der kommer sjældent noget godt ud af at programsætte kunsten, der udvikler sig på egne betingelser i en skabende proces. Det er absurd at påstå, at ligestilling og diversitet generelt er fremmende for eller ligefrem en nødvendig bestanddel af den skabende proces, selvom der sikkert kan gives eksempler.

Kravet om at inddrage hensyn til ligestilling og diversitet som komponent i statens kunststøtte fremstår derfor som et overgreb overfor den kunster, som ikke lige synes at disse hensyn er væsentlige. Staten reducerer dermed denne kunstner til et middel til at opnå et mål.

Steffen Gliese

Det, som virker så fjernt i dag, er, at staten som støtte for befolkningen og aktiviteter i samfundet var garant for frihed. Den sikrede, at den arbejdsløse ikke blev marginaliseret af sin uforskyldte situation, den sikrede kunstneren imod at være underlagt andet end kunstneriske kvalitetskrav, osv. osv.

Vibeke Nielsen

Diversitet er ikke et pædagogisk krav. Det er et demokratisk krav og et kvalitetskrav. Der står intet om, at kunsten skal lære folk at bede pænt eller spise brød til eller hvad man nu ellers kan komme på af didaktiske budskaber.... Der er intet a la bagsiden på nordamerikanske videoer, hvor der (måske stadig) står en deklaration (en såkaldt parental advisory) over, om der forekommer nøgenhed, druk eller rygning i videoen, og om der er en "Lesson to be learned".

Frank Hansens opfattelse af, hvordan kunst bliver til "på egne betingelser" er hylende naiv. Kunsten bliver aldrig til "på egne betingelser". Den bliver til i præcis den samme verden som alle andre lever i, med regninger, der skal betales, dumme fordomme, nyhedsoplæsere, regnvejr, dårlig ånde, etnicitet, gamle vaner, venner, nye biler, folketingsvalg og alt andet, der ellers kan omremses, som kendetegner et samfundsliv.

Derfor er det også noget sludder at hævde, at det støtten, der reducerer kunstneren til et middel. For så vidt støtte altid har et formål - det være sig VKOs styrkelse af Danmarks konkurrenceevne, et firmas lyst til at få noget opmærksomhed i kraft af et sponsorat, eller et kunstråds ønske om mere og bedre samtidsrelevant kunst. Og det har støtte. Ingen støtteordning har nogensinde været ud i det blå. Om man så er enig i formålet er en anden sag.

Hvorfor springer I ikke bare ud og siger, at I ikke ønsker større diversitet - og at I simpelthen bare er uenige i, at større diversitet er et gode? Jeg personligt har da ingen problemer med at springe ud som uenig i, at eksempelvis formålet for støtten til kunsten skulle være at styrke Danmarks konkurrenceevne eller "få Danmark på verdenskortet". Ikke fordi det formål minder om racehygiejne eller Kantianske mareridt om mennesket reduceret til middel, men simpelthen fordi forestillingen om nationer som indbyrdes konkurrenter byder mig inderligt imod på både mit livs- og menneskesyn. Uanset om emnet er kunst eller fetaost.

Vibeke Nielsen

Jeg synes i virkeligheden, at det ville være langt mere interessant, hvis I begyndte at argumentere for, hvorfor I ikke kan lide diversitet i det hele taget. Fortæl om hvordan diversitet ødelægger det hele for jer.

Og så beklager jeg for øvrigt alle de sproglige fejl her til formiddag. Jeg er vist ikke rigtigt vågen, men håber at mine indlæg kan læses alligevel.

Steffen Gliese

Vibeke Nielsen, jeg er interessant nok enig med dig i dit sidste afsnit - men ikke i en kunstpolitisk sammenhæng: lande er selvfølgelig ikke i konkurrence.
Og selvfølgelig bliver kunst til på baggrund af den tid, den skabes i - deri ligger dens værdi, den er vores åndelige testamente; men den er også en abstraktion af disse forhold, den er andre synsmåder, andre spørgsmål, andre sammenhænge, og hvordan disse tager sig ud, bør man ikke lægge i rammer. Staten var bedst for os alle, da dens projekt var frisættelse. Det var i den ånd, kunststøtten blev til, det var i den ånd, forskningen blev en offentlig opgave - og det er desværre i afskaffelsen af denne grundimpuls i et demokratisk samfund - hvor politiske repræsentanter ser sig selv som opdragere i stedet for samfundstjenere - at demokratiet går til grunde.

Steffen Gliese

Vibeke Nielsen, det handler ikke om diversitet eller ej, det handler om at opstille implicitte forventninger til den kunst, man vil støtte, fordi det så ikke er kunst, men 'kunst', der bliver tale om. Det er ikke et spørgsmål om, at kunst ikke må hylde diversiteten - den meste moderne kunst gør det faktisk - men at man f.eks. også bør kunne stille spørgsmålstegn ved den eller slet ikke forholde sig til den.
Disse krav til kunstneriske projekter er påførte kunsten og styrer dens indhold i en uacceptabel grad.

Staten frisættende? - jeg hørte en film-student fortælle om et internationalt forum for kommende filmskabere og hun fortalte at de udenlandske studenter var måbende over at vores SU-ordning kunne understøtte filmvidenskab, og at de nordiske unge havde langt mere erfaring end deres mæchen-underholdte medstuderende.

Vibeke Nielsen

Bill Atkins

Har SU- og studieordninger ikke fuldstændige klare mål, regler, krav og retningslinjer, bestemt af staten?

Steffen Gliese

Nej, Vibeke Nielsen, studieordninger har mål bestemt af de enkelte forskningsinstitutioner, dog desværre ikke længere på rent fagligt grundlag, men i højere grad dikteret fra en central ledelse.

Steffen Gliese

Statens projekt var mere eller mindre frisættelse helt frem til 1994, hvor SR-regeringen ændrede samfundets fokus til økonomisk vækst.

Vibeke Nielsen

Peter Hansen

Nu er du godt nok nødt til at uddybe din påstand. For du har en radikalt anden opfattelse af staten (og stater) end jeg har... Jeg troede statens opgave var at administrere de love og sætte de ting i værk, som blev vedtaget i folketinget som statens opgave. Jeg erindrer ikke, at frisættelse nogensinde er blevet vedtaget i folketinget.

Steffen Gliese

Kære Vibeke Nielsen, den lovgivning, der siden 1957 og frem blev vedtaget, gik ud på at frisætte den almindelige danske befolkning, give muligheder for uddannelse, mulighed for sikkerhed på arbejdsmarkedet, sikring ved sygdom, og den baserede sig på, at en stor del af den danske befolkning faktisk påvirkede politikerne genenm medlemskab i partierne, som heller ikke i nær samme grad var uafhængigt finansieret - og altså bundet til et ansvar for de ønsker, vælgerne havde. Det var det demokrati, der forøgede velfærd og tryghed i samfundet - også ved sygdom og arbejdsløshed.
På det kulturpolitiske område blev der på den ene side givet støtte baseret på det kunstneriske miljøs forståelse af kvalitet, igennem det såkaldte 'armslængdeprincip', og på den anden side givet støttet adgang for hele befolkningen til de kulturelle aktiviteter, så økonomisk formåen ikke blev et problem for deltagelse. Det havde vældigt positive konsekvenser: teaterbesøget steg vældigt under abonnementsordningerne, især gennem ARbejdernes TEaterforening, de statslige museer havde gratis adgang, og DR dækkede flittigt og oplysende. Da ungdomsabejdsløsheden slog igennem i 80erne, var det kunst og kultur, mange af de ikke-beskæftigede som den naturligste ting af verden kastede sig over, ikke mindst på højskolerne, hvor de som arbejdsløse kunne få betalt ophold. Hele samfundet var gearet mod en udvikling, der aldrig igen ville betyde fuld beskæftigelse, men heller ikke fattigdom, sålænge der foregik en retfærdig udligning.
Bestræbelsen var at friholde folk fra sociale begivenheder af tragisk karakter.

Vibeke Nielsen

Ja, gratis kunst er fint. Men der var stadig kriterier for støttetildelingen, ikke sandt?

Højskolerne kunne for eksempel ikke bare lave, hvad der passede dem, lige som folkebibliotekerne havde uddannelse og oplysning og siden kulturel aktivitet som formål (de dele ved jeg lidt om qua min egen baggrund) - altså - trompetfanfare - pædagogik, folkeopdragelse og folkeoplysning. Og som du selv skriver: En stor del af showet handlede om, at sørge for at passe på folket og spænde et sikkerhedsnet ud under det - altså kulturpolitik som en form for socialpolitik, der sikrer et åndeligt og fysisk sundt folk med demokratisk sindelag. Kunstnerne kunne heller ikke bare lave, hvad der passede dem.

Kulturpolitik som socialpolitik og middel til demokratisk udvikling er præcis det, som Kunstrådets nuværende politik handler om. Så hvorfor kan du pludselig ikke kalde det frisættelse, længere?

Steffen Gliese

Nej, Vibeke Nielsen, der lå ikke de bindinger i de gamle rammelove, som der gør i de nye formålsrettede.
Demokratisering er bredt, det er diversificerende - som ung stejlede jeg tit og ofte over den herskende opfattelse: at aktivtitet var godt, uanset indholdet; men som ældre er jeg blevet lidt mere rund på det punkt.
Under hele samfundet lå der ganske rigtigt en social sikring, men det var generel, kan man sige. Mange unge lavede kunst på sociale ydelser - man talte faktisk om, at den største kunststøtte var kontanthjælpen, for sjov - men nogle af dem blev faktisk anerkendte og fik henad vejen 'rigtig' kunststøtte på gængs kvalitetsbedømmelse.
Højskolerne var ret frie til at udbyde, hvad de ville, men de havde jo en tradition at hvile på.
Kulturpolitikken blev ikke inficeret af socialpolitikken, socialpolitikken blev inficeret af kulturpolitikken i de år. Alligevel var mange af os dengang skeptiske over den instrumentalisering af kunsten, vi så - også selvom vi selv benyttede os af mulighederne som et springbrædt til de anerkendte uddannelser.
Hvad vi var bange for, var amatøriseringen af kunstudøvelsen, hvor kulturpolitikken jo ellers havde taget udgangspunkt i at lette publikums adgang til at nyde kunsten.

Vibeke Nielsen

Jo, der gjorde. Hvis du eksempelvis ser på bibliotekernes og højskolernes historie, så er de blevet frisat fra en lang række bindinger, som de tidligere havde. Det er ganske vist. Læs lovene.

Og i praksis har det betydet en mere markedsorienteret liberalisering. For højskolernes vedkommende: Kursuscentre med welness for rich kids, talentkurser for X-factor generationen. Osv. Ikke mere fokus på diversitet i elevsammensætningen i hvert fald. Måske burde de få det som opdrag fra staten.

At man kunne lave kunst på kontanthjælp engang, men ikke i dag, skyldes ikke ændringer i kulturpolitiken, men i arbejdsmarkeds- og socialpolitiken. Hvis man er på overførselsindkomst må man ikke lave noget, man ikke får løn for, medmindre man er sat i værk som aktiveret i dag. Det har ikke det fjerneste med Kunstrådets beslutninger at gøre.

Nå, men hvis vi skal bevæge os lidt videre fra denne historiediskussion...

Jeg mener, at de helt store problemer med Kunstrådets (og andre mere eller mindre institutionaliserede størrelsers) diversitetskrav er to:

1) Hvilke handlemuligheder gives befolkningsgrupper, som ønsker at gøre opmærksom på deres særlige situation, hvis de viftes om næsen med diversitetskrav? Diversitetskrav forhindrer strategisk separatisme, som historisk har vist sig at være særdeles effektiv til skabelse af reelle forandringer for undertrykte og/eller kulturelt marginaliserede befolkningsgrupper. Også når det drejer sig om at komme til udtryk kulturelt. Arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og andre sociale bevægelser er eksempler på strategisk separatisme med gennemslagskraft.

2) Hvad er overhovedet diversitet og hvorfor lyder det så besnærende? Det smager lidt af det politiske slogan: Frihed til forskellighed, er som bekendt blevet benyttet af både højre og venstrefløj de senere år. Men den der frihed til forskellighed antager vel da forskellig karakter alt efter hvilket højere mål man har med den forskellighed. McDonalds er også for alle... Er denne diversitetsdyrkelse ikke blot en invitation til det som amerikanerne kalder "tokenism" - altså har vi en sort, en overvægtig, en kvinde og en bøsse med på holdet, så har vi en god tv-serie -som for øvrigt bare er en reklamekampagne for lækker livsstil på Manhattan? Hvordan er mangfoldighed i sig selv blevet et gode? Hvad er overhovedet mangfoldighed i sig selv? 10 millioner virustyper?

Diversitet er et af de vigtigste begreber i et humanistisk og demokratisk samfund - på alle leder og kanter.
Både hvad angår naboerne, kommunen, regionen, staten, EU og det globale samfund.

Diversitet og mangfoldighed er det modsatte af ensretning og dominans.

Ensretning og dominans er det modsatte af godt lederskab.

Ensretning og dominans synes at være et "håndtag" magthavere på alle niveauer, er villige til skrue på i krisetid - når man med færre midler skal bevare sin elitære og økonomiske status.

Faren ligger ikke hos disse "diktatorer", men hos medløberne i niveauerne lige under.