International kommentar

Lavere skat kan sagtens give mindre lyst til arbejde

Toneangivende økonomer og beslutningstagere tager det for givet, at højere økonomisk udbytte ved arbejde, får os til at arbejde mere. Men virkeligheden er mere kompleks
Debat
11. juni 2012

Troen på arbejdsudbudsincitamenters ubønhørlige virkninger kender åbenbart ingen grænser. Forslag om indkomstreguleringer af offentlige ydelser, f.eks. børnechecken skydes straks ned af de indflydelsesrige ligevægtsøkonomer. Aftrapning af en social ydelser virker som en skat, og skatter reducerer arbejdsudbuddet. Og i disse tider er reduktion af arbejdsudbud det værste, der kan ske, lyder det.

Er der dog slet ingen plads til tvivl, når teorien dyrkes? Kan man virkelig bare slutte, at arbejdskraften vil reagere på et forøget skattetryk, på samme måde som den vil reagere på en indkomstregulering af børnechecken?

I de økonomiske lærebøger var der i hvert fald tidligere et afsnit om den såkaldt bagudvendte arbejdsudbudskurve. Ideen i den betragtning er, at når man når op på et tilstrækkeligt højt realindkomstniveau, vil en stigning i realindkomsten føre til, at man vil arbejde mindre. Når man har fået tilfredsstillet sine vigtigste behov og lidt til, vil man nemlig hellere holde fri end arbejde, når man får lønforhøjelse.

Det vigtige i denne betragtning er, at økonomiske incitamenter virker forskelligt på fattige og rige. Men denne skelnen bliver sjældent præsenteret for befolkningen. I stedet antager økonomerne, at der er en positiv lineær sammenhæng mellem arbejdsudbud og realindkomstens størrelse – det vil sige, at man vil arbejde mere, når indkomsten bliver større.

Men det kan vel også tænkes, at der er mennesker, som vil arbejde mere, når deres indkomst bliver mindre?

Det ser man bl.a. eksempler på i USA. Her skaffer nogle sig bl.a. flere job for at kunne klare sig økonomisk. Det samme er givetvis også tilfældet i Danmark. Og konkret er det blevet brugt som argument for at nedsætte de sociale ydelser.

Ikke herre over arbejdsudbud

For nylig offentliggjorde CEVEA en artikel, hvor man havde analyseret den overordnede sammenhæng mellem arbejdsudbud og skattetryk i Danmark gennem de senere år. Resultaterne viser, at trods fald i marginalskatten for de fleste danskere, er arbejdsudbuddet faktisk faldet – ikke kun som følge af arbejdsløshed, men også når man ser på det gennemsnitlige antal arbejdstimer pr. beskæftiget.

Økonomerne taler ofte om arbejdsudbuddet, som noget den enkelte selv er helt herre over. Men det er slet ikke tilfældet. Således er der mange, som uanset hvad de har lyst til, slet ikke har muligheden for at sige nej til at gøre en ekstra arbejdsindsats. De kan f.eks. ikke sige nej til flere timer eller overarbejde. Forskellige overenskomster og aftaler regulerer nemlig arbejdstiden for de fleste lønmodtagere.

Det afgørende ude på arbejdspladserne er, at bestemte opgaver skal klares. Og hvis det lykkes nogle at sige nej til nogle af opgaverne, kan de meget vel ende som mere eller mindre ønsket ekstraindsats for andre på samme arbejdsplads. Det kan også tænkes, at ydelserne købes et andet sted, eller at det ender med, at man simpelthen må forøge produktiviteten. Det er bl.a. det markedsøkonomi går ud på.

Man skal også være opmærksom på, at arbejdsudbuddet jo først bliver relevant, når der er interesserede aftagere, dvs. efterspørgsel efter arbejdskraft. I disse år er der rigtig mange, der står og flagrer med et fremragende og kvalificeret arbejdsudbud, der ikke er aftagere til. Det bekommer arbejdsgiverne godt, for så kan de presse lønnen og forringe arbejdsvilkårene. Men det er en anden historie.

Rygmarvsreflekser

Det er svært at sige, hvad der alt i alt vil ske med arbejdsudbuddet fremover. Virkeligheden er nemlig mere kompliceret, end visse økonomers teorier og rygmarvsreflekser. Tankerne om regulering af børnechecken er basalt set en fordelingspolitisk diskussion, som desværre overskygges af ligevægtsøkonomernes evindelige fokus på arbejdsudbud og deres monomane snak om økonomiske incitamenter til at arbejde. Men kan det ikke forholde sig sådan, at forældre hellere vil tjene pengene selv end modtage eller spekulere i offentlige ydelser? Kan forældrene overhovedet finde ud af at tilpasse deres arbejdsudbud optimalt, som økonomerne forudsætter? Har den enkelte virkelig altid tjek på alle årets indtægter og udgifter for hele familien, og på hvordan det lige præcis spiller sammen med aftrapning af børneydelsen i et bestemt indkomstinterval? Og hvis/når man rammer ved siden af, er det vel halvdelen af gangene til fordel for arbejdsudbuddet?

Spørgsmålet er om forældrene har tillid til, at reglerne ikke bliver lavet om – eller om de tror at forudsætningerne ændrer sig? Vil nogen mon ikke tænke, at vi ved, hvad vi har, men ikke hvad der sker til næste år? Tænker de på, om reglerne bliver lavet om? Eller hvad sker med deres indkomster og fradrag i resten af året? Måske tænker de, at det er bedre at have penge i hånden nu og her, end blot at have udsigt til en større børnecheck til næste år. Den slags spørgsmål er en hel del lettere at besvare, når vi skal agere i forhold til en generel skatteprocent.

Hertil kommer den samme usikkerhed, som gælder i forhold til arbejdsudbud og beskatning. Hjælper det i øvrigt ikke på de arbejdsudbudsbelastende indkomstskatter, hvis der kan spares på børnechecken?

Vores ærinde med dette indlæg er at så tvivl om de toneangivende ligevægtsøkonomers automatreaktioner på alle forslag om at ændre beskatningsmønster og principper.

Vores ærinde er også at påpege, at mange beslutningstagere og politikere desværre bruger arbejdsudbudsargumenterne til at bremse en tiltrængt debat om, hvordan vi kan indrette samfundet med et mere socialt retfærdigt skatte- og ydelsessystem.

I virkelighedens verden er tingene meget mere komplekse end økonomerne forestiller sig, og folk handler ofte irrationelt, fordi de lader sig påvirke af mange andre ting end penge – f.eks. deres samvittighed og moral.

 

Søren Geckler, Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen er alle økonomer og tilknyttet CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nå da da, økonomer der tør sætte spørgsmålstegn ved de neoliberales verdensdominerende fordelingsfjendske - men absolut forenklede økonomimodel: Laffer-kurven...

...der er altså håb for at økonomifaget kan frigøre sig fra rollen som et tandhjul i kapitalismens propagandamaskineri...

Kristian Jensen

Det er jo ikke fordi artiklen fortæller noget overraskende. Det der kan undre er, at mange økonomer synes at stole blindt på omtalte teorier og endda har held med at binde almindelige folk i disse indbildske verdensforestillinger på ærmet.

Det værste er nu nok at vores politikere synes at være de mest teoripositive af alle.... (tja: repræsentative, eller verdensfjerne..?)

Skulle B. Atkins med sit indlæg mene, at økonomisk teori almindeligvis er støbt med et liberalt hensyn for øje (lav skat), så tror jeg desværre manden har ret.

steen jensen

…der er altså håb for at økonomifaget kan frigøre sig fra rollen som et tandhjul i kapitalismens propagandamaskineri…

Det er tydeligt at der findes andre propagandamaskiner....

Kom så Bill giv os løsningen.

Man skal måske bare være taknemlig for at rigtige videnskabsfolk ikke bedriver videnskab efter den metode som økonomer lægger for dagen.
Måske man burde slå økonomi- og teologistudierne sammen, men økonomerne er nok for dogmatiske for teologerne.

Steffen Gliese

Noget kendetegnende ved teologer, Søren Lom, er ganske rigtigt tvivlens nådegave.

Søren Kristensen

Og her gik man lige og troede at alt drejer sig om penge.

Johannes Nielsen

Det er jo ikke fordi økonomer ikke er klar over den teoretiske mulighed for en bagudvendt arbejdsudbudskurve eller at de bare "tror" den ikke findes. Det er dybest set et EMPIRISK spørgsmål hvordan skat påvirker arbejdsudbuddet og der findes masser af evidens for at højere marginalskatter reducerer arbejdsudbuddet - se fx dette dugfriske papir med danske data:

http://personal.lse.ac.uk/kleven/Downloads/MyPapers/WorkingPapers/kleven...

Jens Overgaard Bjerre

Når man tjener mere så vil man hellere have noget mere fri. Det er da klart! Men når politikerne tænker at mere i løn vil betyde mere arbejde, så er det dem selv og deres egen grådig tankegang som de giver udtryk for. De kan ikke få nok. Nogensinde.

Lennart Kampmann

For mit vedkommende vil en hævelse af topskat niveauet medføre at jeg i langt højere grad vil få noget ud af overarbejde. Jeg påtænker at melde mig lidt mere villigt. Jo før realkreditlånet er væk jo gladere bliver jeg.

Med venlig hilsen
Lennart

Tjah - for undertegnede er konklusionen da indlysende. Når behovene er dækket, er der ingen grund til at søge yderligere arbejdsindkomst - og så er det tid til at lege i stedet, med ting der virkelig betyder noget.

Lavere skat betyder derfor mere frihed og "mindre lyst til at arbejde", som der står i overskriften - men hvad faen har min "lyst" at gøre i den præmis. En (arbejds)indkomst er en absolut nødvendighed, lysten driver alt det andet "arbejde", der ikke nødvendigvis giver bidrag til havregrøden. Men det er nok heller ikke undertegnedes lyster, der bedst lader sig regulere af makroøkonomiens tvangsforestillinger.

steen jensen

@Tom Paamand
Tror du heller ikke på at reklamer påvirker ?
Selvføldig ikke dig - men andre ?

Lennart Kampmann

Jeg er født i 1970 og kan se at pensionsalderen ikke er en garanteret størrelse. Da efterlønnen blev indført, så det en overgang ud til at man kunne trække sig tilbage når man blev 60 år. Den grænse er blevet flyttet.

Jeg kan i skrivende stund forvente at pension tidligst kan starte når jeg bliver 67, måske bliver det endnu senere (ingen efterløn her, selvvalgt). Men det skal jeg nok klare. Strategien er at få betalt kreditlånene ud, og så spare alt det op jeg magter. For troen på at staten er min ven, er væk. Både for en rød og en blå regering skifter jeg ved overgang til pensionsalder fra aktiv til passiv.

Det er ikke nogens skyld, men snarere en konsekvens af demografien.

Mærkværdigt nok, er denne form for rationel adfærd med til at dæmpe forbruget og medfølgende potentielle arbejdspladser.

Med venlig hilsen
Lennart

Hej Steen Jensen.
Hvis vi skal propagandere med diverse økonomiske modeller, kræver det at vi lærer om dem først. Det lader ikke at det er det der sker på vores universiteter, her holdes undervisningen i stramme tøjler, som de studerende klager over. De spørger endda kun efter andre matematiske modeller ikke engang efter andre revolutionære modeller, hvad der ville være pragtfuldt og spændende at de blev præsenteret for, om ikke andet for at debtterne ikke skal gå i stå.

Det er som om vi på alle områder har travlt med at påstå at det er os der er de normale.

Leif Højgaard

Hvis jeg ikke husker meget galt så underviser man i faget Mikro økonomi på første del af polit-studiet i noget der hedder 'Indifferens-kort' som beskriver relative krydselasticiteter for personers præferencer for forskellige kombinationer af forbrugsgoder - mad, tøj etc. Jeg er dog aldrig stødt på fænomenet i praktisk anvendelse.

Brian Jensen

Jeg tror at de fleste topskattebetalere ikke er timearbejdere. Desuden tror jeg at disse jobs er så interessante at det ikke er lønnen, der er den drivende.

Sådan gælder det for mig i hvert tilfælde.

Når jeg vurderer min løn, ser jeg den i forhold til mine kolleger. Den ska være rimelig i forhold til ansvar og præstation.

Om så jeg skulle betale 20kkr mindre i skat eller 10%-point mindre af den sidste, så skulle jeg da ikke arbejde endnu hårdere. (Det skulle sikkert også være det,der giver mig knækket)

Det er muligt at hvis man øget skatten kraftigt på den sidste krone, at det havde en lille effekt, men jeg tror ikke det modsatte ville være gældende. Det er sikkert en stor del hysterese i den årsagssammenhæng.

Jeg tror også, som Lennart tidlige nævnte, at afdrag på gælden er en god pensionsinvestering. Jeg ræsonnerer bare modsat. Hvis jeg kunne afdrage hurtigere fordi min skat blev lavere, så kunne jeg gå ned i tid tidligere, inden pensionen.

Det vil sikkert være sundt at udvikle livet uden for arbejdet inden al fritiden rammer en og måske endda med dårligt helbred.

(at least 20 years to go...)

Lars Jorgensen

@Lom

Økonomi som videnskab - i den klassiske og neoklassiske form - er en form for teologi. Hvor man blot har erstattet gud med det frie marked osv.

Når denne rent abstrakte økonomiske tænkning er så populær på universiteterne osv., så er det nok ikke alene fordi, at den er så relativ enkel at undervise i. Men også fordi den er så relativ enkel at forske ud fra.

Samtidig så har den den store fordel, at dens høje grad af abstrakthed gør, at den enkelte forsker ikke hverken behøver at have udforsket de utallige præmisser som forudsættes - alt andet lige. Og at den enkelte forsker ved at holde sig til det abstrakte kan holde sig fri af både en ansvarlig tænkning af virkeligheden og dermed også fri for dens almene fejl ift. at forklare virkeligheden.

Hvordan det? Jo, den verdensfjerne økonom kan altid sige - hvad hun i øvrigt altid siger - at det 'i hvert fald burde gå sådan i teorien'...

Men i det lange løb er vi jo alle døde, som Keynes så berømt formulerede det. Og i øvrigt gælder det jo netop aldrig i det lange løb. For i det lange løb er der alverdens kriser, konjunktersvingninger osv. osv. Derfor bør økonomisk viden være historisk og sociologisk konkret baseret, hvis man vil bruge den til politisk rådgivning. Alt andet er og vil altid være mere eller mindre upræcist.

Derfor har alle de store sociologer fra Karl Marx's kritik af den politiske økonomi - herunder også folk som Durkheim, Max Weber, Simiand, Karl Polanyi og naturligvis Keynes - til Pierre Bourdieus 'Les structures sociales de l'économié været dybt kritiske overfor den (neo-) klassiske økonomis abstrakte dogmer. For netop at være uvidenskabelige dogmer.

Men den økonomiske videnskab forhindres til stadighed massivt i fremskridt og videnskabelig udvikling fordi de nye generationer til stadighed oplæres i 1800 tallets dogmatiske ideer om, hvordan økonomier burde opføre sig. Frem for hvordan de rent konkret præcist historisk opfører sig.

Soren Andersen

"Resultaterne viser, at trods fald i marginalskatten for de fleste danskere, er arbejdsudbuddet faktisk faldet"

Måske måske ikke - men mon CEVEA har taget højde for at vi lige har været igennem 10-20 år hvor en stor del af danskerne levede af at konvertere, istandsætte, belån, købe fast ejendom, sælge fast ejendom og bygge til osv osv ... skattefrit vel at mærke?

Nu har jeg set noget af det CEVEA har lavet til youtube, og det er bestemt ikke imponerende, så jeg ville ikke blive overrasket hvis det viser sig at de ikke kan finde ud af at lave en partiel analyse.

PS: Nej, jeg har ikke læst den bagvedliggende analyse