Kommentar

Lykkebergs pointer er korrekte – og tidligere besvaret

I sin anmeldelse af ’Demokratiets historie’ savner Rune Lykkeberg argumenter, som fremgik af bogens forgænger fra 2010
Debat
19. juni 2012

I Bøger 8. juni har Kurt Sørensen en kritisk kommentar til min bog Demokratiets historie fra oldtid til nutid, der blev anmeldt af Rune Lykkeberg 2. juni: »At dømme efter Rune Lykkebergs anmeldelse ... lider Mogens Herman Hansens bog af endnu en svaghed, som anmelderen ikke anfører – den beskæftiger sig ikke med et nærliggende emne som det tidligere direkte demokrati i Skandinavien«. Ifølge Kurt Sørensen bliver dette demokrati »negligeret helt af danske forskere«, hvad der nu ikke er helt rigtigt, se første bind af Erik Arups Danmarkshistorie (1926) og Alf Ross, Hvorfor Demokrati? (1946) med kapitlet ’Det germanske urdemokrati’ (22-24). Dette kapitel blev udeladt i den senere engelske udgave af Ross’ bog!

Burde have henvist

Min omtale af dette ’tidlige demokrati’ er imidlertid kortfattet, fordi jeg ikke tror på det. Jeg skriver på side 22: »De tyske stammer, som er omtalt hos den romerske historiker Tacitus, kan have været statsløse demokratier, men dette ’germanske urdemokrati’ er nok snarere en myte, gentaget først af Montesquieu og siden af tyske og skandinaviske historikere i det 19. og 20. århundrede«. Omfattende arkæologiske fund gennem de sidste 50 år viser, at Danmark i jernalderen og vikingetiden bestemt ikke var et egalitært samfund. Det var et ’krigeraristokrati’ med en ’magtelite’ i spidsen, se Jørgen Jensen, Danmarks Oldtid. Yngre jernalder og vikingetid (2004) 165-79 (Magtens boliger) og 208-16 (Mænd under våben).

Jeg vil gerne benytte anledningen til også at kommentere de tre svagheder ved min bog, som Rune Lykkeberg anfører.

»Hansen anslår tidligt en tese, som ikke rigtig underbygges eller udvikles: Han hævder, at det ’utvivlsomt’ er ’med rette’, når folk siden 1950’erne har beklaget ’voksende uvidenhed og sløvhed fra vælgernes side’. Det står ikke klart, hvorfor dette skulle være en korrekt analyse.« Touché. Her burde jeg have indsat en henvisning til min bog fra 2010 Demokrati som styreform og som ideologi, f.eks. side 103:

»Adskillige store undersøgelser, den første fra 1952, har vist, at flertallet af vælgerne ved et præsidentvalg ikke har nogen viden om de problemer, præsidentkandidaterne er uenige om, og ikke engang ved, hvilken indstilling deres foretrukne kandidat har til problemerne. I det omfang det er rigtigt, bør man gøre et af to: Enten må man øge vælgernes viden om politiske problemer og skærpe deres dømmekraft, eller også bør man afskaffe præsidentvalget som en meningsløs farce«. Jeg burde også have henvist til side 28: »Ved valgene i USA har stemmeprocenten i mange år ligget på lidt over 50 af den voksne bosiddende befolkning ved præsidentvalgene og lidt over 35 ved midtvejsvalgene«. Kan man så kalde USA et demokrati? Jeg indrømmer, at undersøgelserne vedrører USA. Men også i mange europæiske lande og i et stort antal tredjeverdenslande er uvidenhed og svigtende deltagelse et alvorligt problem.

Mangler protestpartierne

»En anden svaghed er, at Hansen igen konstaterer, at den formelle magt siver ud af parlamenterne i vor tids demokratier uden at undersøge, hvilken magt de får i stedet (...) Det er her protestpartier vælges ind, og kulturkampe mellem forskellige måder at se verden på kan finde sted (...) Vi kender fra Danmark proceduren med spørgetid og paragraf 20-spørgsmålene. Det er ikke den samme magt som tidligere, men det er demokratisk set væsentlige funktioner.«

Jeg burde have nævnt betydningen af protestpartier i parlamentet. Hvad spørgsmålene angår, vil jeg igen henvise til min tidligere bog side 156-7:

»I 1950’erne var der ca. 50 skriftlige spørgsmål om året, i dag er der over 7.000. De fleste spørgsmål stilles af oppositionen og vedrører i reglen enkeltsager af ringe principiel betydning; men de er folketingsmedlemmernes mulighed for at profilere sig selv – og Folketinget – nu, hvor en stor del af lovgivningen er flyttet ud af Folketinget. Det er sigende, at spørgsmålsinstitutionen i uofficiel Christiansborg-jargon kaldes et ’afmagtsbarometer’, se Tim Knudsens vigtige og tankevækkende bog, Fra folkestyre til markedsdemokrati (2007) 182-86.«

Bogen er en fortsættelse

»En tredje svaghed er, at Hansen ikke forholder sig til forbindelsen mellem demokrati som styreform og demokrati som livsform. Han er optaget af konflikterne i det politiske demokrati, men ikke af de kulturelle forudsætninger for demokratiske skoler, familier, fællesskaber og selvforhold.« Touché, men se den tidligere bog, hvor demokrati som livsform diskuteres på side 21-23, 29-32 og i kapitlet om deliberativt demokrati på side 95-104, med omtale af Thomas Masaryks og Hal Kochs synspunkt. Demokratiets historie fra oldtid til nutid er en fortsættelse af Demokrati som styreform og som ideologi. Det, Rune Lykkeberg savner i min nye bog, er faktisk behandlet i den tidligere bog. Jeg burde i højere grad have henvist til bogen fra 2010 og understreget, at de to bøger hører sammen. Det vil jeg gøre i næste udgave.

 

 

Mogens Herman Hansen er lektor emeritus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her